Læsetid: 11 min.

’Vores Merkel er en klog og redelig verdenskvinde. Og så forstår hun, hvordan vi tænker herude på landet’

I Angela Merkels valgkreds i det fattige Mecklenburg-Vorpommern ligger min svigerfars faldefærdige gods i en af Tysklands mindste kommuner. Når man lytter til den lokale landbefolknings omtumlede livshistorier, forstår man deres længsel efter forgangne tiders østtyske sammenhold. Og hvorfor de alligevel stemmer på Merkel eller vover springet til Alternative für Deutschland
Den 89-årige Gisela Falk bor 200 meter fra godset, og er en af de få tilbageværende, der kan huske tiden i 1945, hvor den røde hær deporterede godsejerfamilien Gadow til Sibirien

Den 89-årige Gisela Falk bor 200 meter fra godset, og er en af de få tilbageværende, der kan huske tiden i 1945, hvor den røde hær deporterede godsejerfamilien Gadow til Sibirien

Sille Veilmark

16. september 2017

Majsmarkerne virker næsten uendelige i det let bakkede landskab. Først mod horisonten brydes de af spredte søer og enorme vindmøller. Et par steder gennemskæres de af smalle landeveje, der troner som smukke alleer gennem markernes påfaldende biologiske enfoldighed.

Her, midt i Mecklenburg-Vorpommerns ingenting, ligger Hugoldsdorf. Hvis du går i rask tempo, kan du gå gennem landsbyen på et par minutter. På din vej vil du se beklemmende mange forladte huse. Nogle har plader for vinduerne, andre får bare lov til at synke sammen. Mange huse er stadig beboede, men alligevel skal man være heldig for at opleve liv i haverne.

For enden af landsbyen ligger et faldefærdigt gods, som de findes i hundredvis i området. Det er ikke et hvilket som helst gammelt gods i Østtyskland. For godset fortæller millioner af tyskeres historie som få andre steder, jeg har oplevet. Og godset tilhører vist nok min svigerfar. Eller tilhørte. Han købte det i hvert fald for en slik for ti år siden, og med et nyt tag reddede han huset med de ca. 35 værelser og stuer fra endegyldigt at gå i opløsning.

Med sin foragt for privat ejendom overlod han det til dem, der har lyst til at bo der. Uden husleje og kontrakter og den slags borgerligt pjat, men med ansvar for egen udfoldelse, for huset og for detaljer som de ca. 120 kubikmeter brænde, som godset sluger på en vinter. Et dusin værelser har tidligere og nuværende beboerne renoveret med egne hænder og for egne midler, men det meste af huset trænger stadig til en kærlig hånd.

Frihed uden sammenhold

Hovedhuset er hjertet af Hugoldsdorf, hvor det har tronet langs åen siden 1860’erne. I generationer boede godsejerfamilien Gadow her i deres rigdom, indtil den røde hær indtog egnen i 1945 og deporterede familien til Sibirien, hvor deres spor fortaber sig.

Den 89-årige Gisela Falk er nabo til godset og en af de få tilbageværende, der kan huske den tid. Hun fortæller af hjertens lyst om sin barndom i Sudetenland i det nuværende Tjekkiet. Som 10-årig oplevede hun Hitlers invasion af området, og en verdenskrig senere blev Gisela og hendes tyske familie fordrevet mod vest. Her landede hun ved en familie i Hugoldsdorf, hvor faderen var i sovjetisk krigsfangenskab.

»Dengang var godset fyldt med flygtninge eller fordrevne, som vi hed. Der boede omkring 800 mennesker i landsbyen. Jeg arbejdede nogle år som sekretær i godset, som var centrum for vores LPG (tvangskollektiviseret produktionsfællesskab, red.), så jeg fik mange historier med på vejen,« fortæller Gisela Falk.

»Min mand og jeg fik allerede øje på hinanden, da jeg ankom med toget til Hugoldsdorf. Han var en god og flittig mand, og vi fik tre vidunderlige døtre. Dengang var der liv i Hugoldsdorf, og der var altid arbejde nok. Landsbylæreren havde et hornorkester, som kørte rundt 1. maj og vækkede hele byen, og de spillede tit op til dans ovre på godset. Det er slut nu. Som det meste andet.«

Gisela Falk taber tråden og kigger rundt i sin lille stue, hvor hendes datter Brigitte er kommet til med købekage og kaffe. Uden for vinduet overdøver en gøende hund en radio med popmusik i nabohaven. Ovenover vajer det tyske flag  i sensommervinden.

»Selvfølgelig ændrede en masse ting sig med murens fald,« siger den 59-årige Brigitte, der tager sig rørende opmærksomt af både sin mor og mig som gæst.

»Frihed i stedet for sammenhold er måske lidt overdrevet. Men det er heller ikke helt forkert. Folk kører rundt i deres biler, men de er sjældent i landsbyerne. Det gavner ikke sammenholdet.«

Sigrid Borngräber, borgmester, ude foran brandstationen.

Sille Veilmark

Gottfrieds kone, Jutta Melzer, fejer blade sammen i godsets have. »Man kan blive ved og gøre det samme hver eneste dag,« siger hun i et stort smil.

Sille Veilmark

Florian Luck leder det lokale, frivillige brandvæsen. De har haft 14 udkald i år, men intet alvorligt. De frivillige i brandvæsenet arbejder til dagligt med andre ting, og de bærer derfor alle sammen rundt på en lille alarm, der hyler, hvis de skal rykke ud. Florian er her ved at række den mindste af de to brandbiler til. Han sørger blandt andet for at tingene er i orden og at bilerne bliver kørt til mekaniker.

Sille Veilmark

I kulturhuset mødes en flok jægeren fra nær og fjern én gang om året i 5 dage. Mødet, der indebærer en daglig jagt, bliver ledet og arrangeret af storbonden Thomas Tiedemann, som flere kender igennem landbruget. Thomas Tiedemann (i midten) ejer 1.800 hektar land omkring Hugoldsdorf og har 11 ansatte. Han kom hertil i 2010 og kunne ikke drømme om at flytte herfra.

Sille Veilmark

Florian og Friedels drenge Anton Reinhardt på 3 (tv) og Emil Reinhardt på 6 år (th) leger med Karsten Fiebich’s datter Tini Fiebich. Hun kommer ofte på besøg på godset, da hun kun bor 250 meter derfra.

Sille Veilmark

Halveret befolkning

Som for alle andre landregioner kom omvæltningerne i Hugoldsdorf med et slag. Et hårdt slag. I løbet af DDR-diktaturets levetid fra 1949 til 1989 var godset blevet til det absolutte omdrejningspunkt, ikke bare for det planøkonomiske produktionsfællesskab, men også for det sociale liv med dansesal, Konsum-supermarked og en stor børnehave, hvor Brigitte og hendes søstre slog deres folder som børn.

Efter murens fald købte en investor godset uden nogen plan for det, og det fik lov at stå tomt, mørkt og fugtigt hen, indtil min svigerfar købte det i 2006. Samtidig blev de enorme landbrugsarealer omkring Hugoldsdorf opkøbt af en vesttysker. Hvor hundredvis af indbyggere var beskæftiget i landbruget på håbløst gammeldags vis før murens fald, er der nu et dusin medarbejdere, der betjener den lokale storbondes imponerende maskinpark. Med ca. 140 indbyggere i Hugoldsdorf og nabolandbyen Röntgendorf er befolkningen omtrent halveret siden den tyske genforening.

»Jeg ved ikke, om det er Tysklands mindste kommune for tiden, men det er en af dem. Det svinger med et par til- og fraflytninger,« fortæller den 40-årige Florian Luck, der bor i et hjørne af godset med sin kæreste og tre børn.

»Man snakker så meget om, at landet dør ud, men her bor faktisk en del børnefamilier. Man kan få meget plads for meget få penge her, også selv om man skal pendle til skole og børnehave. Men man må også indrømme, at der næsten ikke er jobs at få i området.«

Florian leder bl.a. det frivillige lokale brandvæsen, som for ham er et godt billede på de små landkommuners problemer. Til hans store frustration får de udstukket retningslinjer og regler for udrustning, som kommunen slet ikke har råd til.

»Vi er sat under administration. Så vores budget i kommunen er som at have en indkomst med 100 procent indkomstbeskatning. Det er absurd i et så rigt land som Tyskland,« mener han.

Trump, Brexit, AfD

Selv om næsten halvdelen af alle tyskere stadig bor i landlige regioner, er landflugten ved at udvikle sig til et presserende politisk tema. I de tidligere østtyske forbundslande er befolkningen i landkommunerne aftaget med fem procent på bare fem år. Også i vest er den helt gal mange steder, f.eks. i store regioner i Nordtyskland og i Bayern. I øst som i vest er der masser af programmer til at styrke struktursvage landområder og modgå den brutale aldring og affolkning.

Men trods alle forsøgene på at lokke læger til landet, på at øge de lokale værdiskabelseskæder og på at skabe et bedre grundlag for industri og produktion, er der ikke megen optimisme at spore.

Selv den tyske landbrugsminister Christian Schmidt (CSU) har advarende udtalt, at »Trump, Brexit og Alternative für Deutschland har givet os en lærestreg: Vores fremtid afgøres på landet. Splittelsen mellem by og land bliver det centrale emne de næste år.«

Alligevel fylder emnet landflugt stort set ingenting i valgkampen.

Det har Helmut Klüter et bud på hvorfor. Han er professor i regionalgeografi ved Universitetet i Greifswald en lille time i bil fra Hugoldsdorf. Han ser det bl.a. som en konsekvens af, at Alternative für Deutschland har slået Merkels CDU – på Merkels hjemmebane.

»Siden genforeningen har CDU været det stærkeste parti i delstaten, ikke mindst her i Merkels valgkreds. Men ved delstatsvalget i 2016 tabte CDU tre valgkredse til AfD, som samlet fik over 20 pct. og dermed blev større end CDU. AfD har især ført valgkamp i de landlige regioner, hvor der faktisk også er nok at være utilfreds med – landregionerne er jo nærmest opgivet rent politisk,« siger professoren med et suk.

»Her har Angela Merkel sagt: OK, det var et bittert resultat, men det var bare et delstatsvalg. Nu handler det om Forbundsdagsvalget, så vi bliver nødt til at tie problemerne på landet ihjel, fordi alt andet ville være reklame for AfD. Det forskyder og forstærker selvfølgelig bare problemet,« lyder det opgivende fra Helmut Klüter.

»Desuden sidder De Grønne ikke i delstatsparlamentet. De er de eneste andre, som for alvor tager emnet om betingelserne på landet op. Så AfD er de eneste, der decideret fører valgkamp på det her i delstaten. Men det er forblevet lokale emner, der ikke når op på forbundsniveau.«

Proteststemmer

At der skulle være en sammenhæng mellem landflugt og højredrejning, antydes i Mecklenburg-Vorpommerns statistikker. Pga. sin svage økonomi får delstaten tildelt markant færre flygtninge end de rigere delstater især i vest, så det er ikke umiddelbart her, skoen trykker. Den nordøstlige delstat ligger derimod på en trist tysk førsteplads, når det gælder aldring, befolkningssvind og arbejdsløshed.

Den klassiske sociologiske forklaring på AfD’s styrke lyder derfor på, at der især er tale om proteststemmer fra folk, som føler sig hægtet af udviklingen, og som ellers ikke ville stemme. De har kort og godt mistet tiltroen til de store partier. Og til fremtiden.

For at finde ud af, om det virkelig er så slemt, går jeg ad den snoede allé mod nabobyen Röntgendorf. Forbi en gammel DDR-barak, en rodet indkørsel og pertentlige haver – og forbi busstoppestedet og brandstationen, som er de to sidste offentlige instanser i kommunen. På et tidspunkt havner man ved et markant mindre, men til gengæld gennemrenoveret gods ca. midt i Röntgendorf, som heller ikke har noget centrum, men blot ligger henkastet langs vejen.

Her kan man diskutere politik med en erklæret CDU-vælger. Her bor nemlig den sirlige borgmester Sigrid Borngräber, der flyttede fast til egnen sammen med sin advokatmand i 2008, efter hun var gået på pension. Siden 2015 har hun stået i spidsen for den lille kommune. Dagen før det tyske valg træder hun tilbage, fordi parret efter tunge overvejelser har valgt at flytte tilbage til Nordrhein-Westfalen i det vestlige Tyskland.

»Det er hårdt arbejde at være borgmester, selv i en så lillebitte kommune,« fortæller hun i sin gartnerplejede have.

»Det er selvfølgelig ekstra svært, fordi økonomien er så tung. Her er stor arbejdsløshed og store sociale udgifter, især til at dække de unge beboeres skole- og børnehavebehov. Samtidig er der ingen firmaer eller virksomheder, der flytter herud, så vores skattegrundlag er meget dårligt. Hidtil har vi stort set kun kunnet håbe på en god høst til at give lidt ekstra i kommunekassen.«

Sigrid Borngräber siger ’hidtil’, fordi indbyggerne efter en lang strid nu står til at tillade opførelsen af otte enorme vindmøller mod en saftig kompensation en god kilometer fra Hugoldsdorf.

»Det er ikke optimalt, og spørgsmålet om møllerne har splittet indbyggerne. Men økonomisk har det været en redningsplanke. I det store hele er jeg faktisk slet ikke så pessimistisk på Hugoldsdorfs fremtid. Der er mange unge familier, som finder et herligt frirum herude,« siger hun på sit distingverede højtyske og tilføjer:

»Tilflytterne stemmer i reglen ikke AfD.«

Udpræget politikerlede

En af modstanderne mod vindparken er den 58-årige Karsten Fiebich, der både frygter, at larmen vil genere landsbyens beboere, og at blikket mod otte vindkraftanlæg over den flade mark ikke ligefrem vil gøre det mere attraktivt for unge mennesker at flytte herud.

Karsten er uddannet landbrugsmaskinmekaniker i DDR, men siden murens fald har han mest arbejdet inden for byggebranchen. For tiden er han arbejdssøgende. Stort set dagligt kommer han tøffende i sin BARKAS 1000, en tiptop istandsat DDR-kassevogn, for at se, om der sker noget i godset i Hugoldsdorf. Han plejer at have sin niårige datter med, mens hans hviderussiske kone ikke orker »alt halløjet på slottet«, som han udtrykker det.

»Hvis godset her også var faldet sammen, ville der slet ikke være noget tilbage. Jeg ved godt, at der er mange på egnen, der aldrig kommer forbi slottet. Måske er de lidt bange for de her dovne hippier, der ikke har et normalt arbejde,« siger han med et undertrykt grin.

Han klapper kærligt på sin vogn, der er pyntet med arbejderfaner og DDR-uniformer.

»Dengang havde jeg aldrig haft råd til sådan en vogn. Men efter vi i 1989-1990-stykker havde smidt alt det gamle ud, gik der ti års tid. Vi begyndte at kigge tilbage på vores liv og fandt ud af, hvor meget vi havde kasseret, og så ærgrede vi os. Så i år 2000 købte jeg vognen her og satte den i stand. En slags ungdomsminde,« siger han.

»Ellers er slagteren, butikkerne, landbruget jo væk. Især for folk, som ikke har nogen penge, eller for de gamle, som ikke er mobile, er det lidt en tragedie herude. Hvis jeg kunne bestemme, ville jeg gøre noget ved de smadrede landeveje. Og få bredbånd herud. Men det er jeg efterhånden holdt op med at tro på.«

Karsten Fiebich kigger mod himlen.

»Alt i alt har vi det jo meget godt. Der er mange herude, der jamrer og brokker sig, men de gør ikke noget ved tingenes tilstand. De siger ikke op, de flytter ikke, de ændrer sig ikke. Indeni, mener jeg. Jeg har valgt for mig selv, at jeg ikke vil bruge mit liv på at brokke mig. Jeg lever nøjsomt og går min vej, hvis jeg er utilfreds.«

Hvad politik angår, indrømmer han at lide af ’udpræget politikerlede’.

»Man skal nærlæse hundredvis af sider for at finde ud af, hvad de egentlig vil, og partierne mener næsten det samme. I det store billede har jeg stadig lidt svært ved at forstå, at demokratiet altid behandles som den øverste helligdom. Det misbruges jo også som styreform, til korruption, til grådighed, til at sparke nedefter. Hvis jeg skal være ærlig, så ved jeg endnu ikke, om jeg vil stemme ved valget.«

Merkels balance

Ved den 89-årige Fru Falk er en af datterens veninder stødt til kaffeselskabet. Også her svinger stemningen mellem generel tilfredshed og voldsom vrede over enkelte emner som sprøjtegifte i landbruget, der i deres øjne er grunden til, at flere og flere får kræft.

Alligevel kunne de ikke drømme om at stemme på det tyske miljøparti, De Grønne.

»Har du set, hvordan de ser ud? Det er lidt for meget af det gode. Nej, så hellere Merkel,« siger Brigitte. Alle i stuen griner og nikker. Alle vælger Merkel, der også er en jordbunden østtysk kvinde fra landet, som Brigitte beskriver »vores Angela«.

»Ved Erich Honecker rystede man altid lidt i bukserne, når han talte,« fortæller hendes mor Gisela Falk.

»Åh nej, nu siger han noget pinligt, tænkte man. Det gør Merkel aldrig. Hun er en klog og redelig kvinde, en verdenskvinde. Og så forstår hun, hvordan vi tænker herude på landet. Der er det med flygtninge. Næsten alle vi gamle her på egnen har selv været flygtninge, så jeg forstår godt Merkel...«

Midt i sætningen Gisela giver sig til at bladre i en fotobog fra sin fødeby i Tjekkiet.

»Vi kan også godt forstå det,« bryder hendes datter Brigitte ind. Hun kigger på sin veninde.

»Men vi vil også have lov til at sige, at det er løbet lidt af sporet. Jeg tror, det vigtigste politiske emne her er flygtningene i Tribsees (naboby, red.). Vi har det jo ikke dårligere på grund af dem. Men der var blandt andet en dj, der blev slået ned, fordi nogle syriske flygtninge ikke kunne lide den musik, han spillede. Den slags historier hjælper ikke rigtig,« siger hun.

Derfor forstår hun også godt, at en femtedel af vælgerne kan finde på at stemme på AfD.

»Muslimer har et problem med tolerance. Vi har trosfrihed, men den anden vej rundt er der ikke så meget tolerance. Og så har mændene det lidt svært med den frimodige kropskultur her i øst. Så vi skal hjælpe, men vi kan ikke hjælpe alle uden at det får konsekvenser,« siger Brigitte.

»Jeg vil ikke stemme AfD. Jeg tror på, at Merkel finder en god balance.«

Alle i stuen nikker igen.

Serie

Hvorfor skulle Tyskland ikke vælge Merkel?

Den 24. september går tyskerne til valg i en tid, hvor Tyskland oplever en mageløs økonomisk optur, og kansler Merkel kaldes Europas og endda hele den frie verdens leder.

Men tyskerne lever også i tid, hvor deres leder ikke leverer løsninger for Tysklands store grupper af lavtlønnede, for landets store integrationsproblemer, for den vaklende energiomstilling og for den stadig større splittelse mellem land og by.

Information spørger nye og gamle, unge og ældre tyskere, hvordan de ser på sig selv, deres land og den evige Merkel.

Seneste artikler

  • Jamaicakoalitionen er sandsynlig, men risikabel, for Merkel den Fjerde

    23. september 2017
    Efter det tyske valg sidder den formodede vinder, Angela Merkel, med fire mulige koalitioner. Hvilken det ender med, er afgørende for Merkels formodentligt sidste periode. Vi giver her et overblik
  • Den tyske højrefløjs sejr er et tegn på dens svaghed

    23. september 2017
    Da Merkel kom til magten i CDU, indså hun, at partiet kun kunne vinde midtervælgerne og magten, hvis det gjorde op med sin nationalkonservative højrefløj. Det højrenationale AfD er altså ikke en succeshistorie, men afspejler, at højrefløjen er marginaliseret i Tyskland
  • Europas fremtid tegnes i valggyseren mellem de små tyske partier

    23. september 2017
    Angela Merkel har i valgkampen været stille om sine planer for Europa og euroen. Søndag genvælges hun sandsynligvis til sin sidste regeringsperiode som tysk kansler og EU’s uformelle leder. Hvilken vej hun vil lede unionen afhænger også af, hvem hun kan danne tysk regering med
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • ingemaje lange
Niels Duus Nielsen og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu