Interview
Læsetid: 12 min.

’Den åndelige omsorg skal tilbage på hospitalerne’

Patienternes behov for åndelighed har længe været undertrykt på de danske hospitaler. Men kan man kombinere den åndelige dimension med den biomedicinske behandling, vil det være til gavn for både patienter og ansatte, mener Nordens første professor i åndelig omsorg
Socialiseringen ind i naturvidenskaben gør, at man er mindre tilbøjelig til at bryde sig om religion, tro eksistens og mening på hospitalet, mener professor Niels Christian Hvidt. Derfor er hans mål at få efteruddannet det sundhedsvidenskabelige personale i åndelig omsorg

Socialiseringen ind i naturvidenskaben gør, at man er mindre tilbøjelig til at bryde sig om religion, tro eksistens og mening på hospitalet, mener professor Niels Christian Hvidt. Derfor er hans mål at få efteruddannet det sundhedsvidenskabelige personale i åndelig omsorg

Moderne Tider
21. oktober 2017

Niels Christian Hvidt står i Kirkesalen på øverste etage af Odense Universitetshospital. Det skarpe efterårslys falder ind gennem gule og blå vinduer og rammer et lille orgel. Omtrent 20 unge mennesker er ved at pakke deres tasker sammen og søger imod udgangen. De har ikke været i kirke, lokalet har været brugt til undervisning.

Hospitalet er et naturvidenskabeligt sted, og det åndelige aspekt har længe været prioriteret lavt. Den behandling, man modtager, er baseret på sundhedsvidenskabelig forskning. Den evidensbaserede viden er i centrum. Og hele kulturen omkring de sundhedsprofessionelle fag er gennemsyret af denne tilgang til verden.

»Man skal ikke tro, man skal vide,« siger Niels Christian Hvidt, når han skal sammenfatte den traditionelle holdning til det åndelige på hospitalet.

Niels Christian Hvidt mener, at troen lever en stedmoderlig tilværelse på hospitalerne.

Man har et kirkerum – som det, Niels Christian Hvidt nu står i – på de fleste hospitaler, men det er traditionelt et område for hospitalspræsten og nogle få religiøse patienter, som kommer til gudstjenester og samtaler. Det er ikke noget, der vedrører sundhedspersonalet, andet end, når de bruger kirkesalen til foredrag.

Men der er ved at ske ændringer, og det er godt, mener Niels Christian Hvidt, som egentlig er uddannet teolog, men som netop er tiltrådt som professor på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet.

Han er den første i Norden, der kan kalde sig professor i åndelig omsorg.

Det åndelige åbner op

»Vi ønsker at bygge bro mellem behandlerens og patientens perspektiv, især på det eksistentielle og åndelige plan. Og der er mange gode grunde til at have fokus på det,« siger Niels Christian Hvidt.

Han har taget elevatoren ned fra 15. sal og sidder nu på sit kontor på Institut for Sundhedstjenesteforskning, som ligger i en renoveret plejehjemsbygning ved siden af hospitalet. Der er udækkede behov fra patienternes side, mener Niels Christian Hvidt:

»Hospitalet er det mest åndelige og eksistentielle sted overhovedet i Danmark. Der er færre og færre, der går i kirke. Det er på hospitalet, at danskerne stiller de store spørgsmål: Hvorfor rammer det mig? Og: Hvad er meningen med det hele? Når vi bliver ramt af en krise og ikke har kontrol længere, så åbner det åndelige op. Det sætter en kæmpe proces i gang. Jo alvorligere sygdommen er, desto større eksistentielle spørgsmål stiller man,« siger Niels Christian Hvidt.

Men hospitalet har i dag svært ved at imødekomme eller tage disse tanker alvorligt, mener han.

»Vi har udbud og en efterspørgsel, som ikke matcher hinanden. Man har ikke blik for det, man er ikke indrettet på det, kun i palliativ sammenhæng.«

Og derfor er der grund til at inddrage det åndelige aspekt i behandlingen, siger Niels Christian Hvidt og understreger, at formålet ikke er at missionere på hospitalerne.

»Projektet er ikke at fremme en særlig kirkelig eller religiøs retning. Fokus har hele tiden været på patienterne, som har et behov for åndeligt omsorg.«

Skjult pensum

En stor del af den strengt sundhedsvidenskabelige kultur på hospitalerne opstår allerede under uddannelsen, mener Niels Christian Hvidt.

»Vi ved, at der er noget, der hedder medicinsk socialisering. At man under medicinstudiet bliver præget af et ’skjult pensum’. Man lærer at se verden gennem meget naturvidenskabelige briller, der har svært ved at stille skarpt på eksistentielle patientbehov. Det er velundersøgt, og når man laver empatiundersøgelser, så daler de medicinstuderendes empati undervejs i studiet.«

Socialiseringen ind i naturvidenskaben gør, at man er mindre tilbøjelig til at bryde sig om religion, tro eksistens og mening. Derfor er en del af Niels Christian Hvidt og hans kollegers mål at få efteruddannet det sundhedsvidenskabelige personale.

»Tro er et tabu i Danmark. Der er brug for, at vi gør som i 1970’erne, hvor de seksuelle tabuer blev nedbrudt. Man indså, at kræftpatienter har seksuelle udfordringer, og udviklede en metode til at håndtere det.«

Ifølge Niels Christian Hvidt skal alle have en basisviden, og nogle udvalgte skal have særlige kompetencer, så kollegerne kan henvise til dem, hvis patienten har brug for åndelig omsorg.

»Vi har udviklet et kommunikationsværktøj. Hvis man spørger folk, om de er religiøse, så klapper de fleste i som en østers. Hvis man derimod spørger: ’Hvordan har du det?’ så er der mange flere, der lukker op.«

På engelsk hedder åndelig omsorg spiritual care, og det er et felt, som vokser verden over. Og Niels Christian Hvidt er ikke i tvivl om, at tendensen vil fortsætte, sådan at der kommer endnu mere forskning i og fokus på patientens åndelige dimension og beslægtede felter i de kommende år.

»For mig er det her en bølge. Det er en bevægelse imod at få patienten tilbage i fokus. Det tror jeg, vi kommer til at se tilbage på som et af de helt store paradigmeskift i vores tid.«

Men i virkeligheden er det slet ikke noget nyt – der er snarere tale om en tilbagevenden, siger Niels Christian Hvidt:

»Hospitalerne kommer fra klostrene i middelalderen. Dengang kunne man ikke gøre ret meget biomedicinsk, men man kunne drage omsorg. Sygeplejerfaget kommer fra diakonibevægelsen i Tyskland. De blev kaldt søstre – det gør man i øvrigt stadig i Sverige og Tyskland,« siger Niels Christian Hvidt.

’Ikke en luksuskrummelure’

Den åndelige omsorg udspringer fra den palliative medicin. Når folk skal dø, har de i særlig grad brug for personale, som også kan håndtere det åndelige aspekt.

»International forskning har vist, at hvis vi bliver bedre til at rulle de ting, man ved virker fra den palliative indsats, ud tidligere i patientforløbet, så får man bedre overlevelse og bedre trivsel. Derfor er det her ikke en luksuskrummelure. Det er ikke noget med, at vi har en masse penge tilovers til et luksusprojekt, for det har vi aldrig. Det er helt centralt det her, fordi det giver en bedre behandling.«

Blandt andet har et studie fra Harvard University vist, at de patienter i palliativ behandling, som er tilfredse med omsorgen og føler sig velunderstøttede, når det kommer til spiritual care, koster mindre end det halve i ugen op til døden i traditionel palliativ behandling.

»Det er ikke et forsøg på at gøre åndelig omsorg op i kroner og øre. Det er jo et billede på, at de har det bedre,« siger Niels Christian Hvidt.

Niels Christian Hvidt

  • Født 1969.
  • Professor i ’åndelig omsorg’ ved Syddansk Universitet.
  • Uddannet teolog fra Københavns Universitet i 1997.
  • Doktorgrad fra Gregoriana-universitetet i Rom i 2001.
  • Tidligere ekstern lektor på Gregoriana-universitetet og forsker ved Freiburg Institute for Advanced Studies og professor på Ludwig Maximilian-universitetet i München.
  • Forfatter til flere bøger, bla. ’Mirakler’ (2002) og ’Christian Prophecy’ (2007); medredaktør på ’Kan tro flytte bjerge’ (2004) og ’Kan Bjerge Flytte Troen’ (2008) og medforfatter på ’Kunstens Mirakler’ (2008).
  • Niels Christian Hvidts professorat på SDU er delvist finansieret af Kræftens Bekæmpelse.

Placeboeffekt er et helt centralt element i forskningen:

»I sundhedsvidenskaben forsøger man altid at udelukke den dér irriterende placeboeffekt i resultaterne, når man udvikler ny medicin. Men vi prøver at vende det om og sige: Hvad kan vi gøre for aktivt at fremme det? Hvad sker der i hjernen? Hvorfor oplever patienten på placebomedicin en reduktion af smerte, som er stort set identisk med, hvad man kan opnå med forskellige smertepræparater,« siger Niels Christian Hvidt.

»Hvis vi kan skabe god arkitektur, gode ydre rammer og frem for alt god kommunikation, så er det noget, som kan give en placeboeffekt til patienterne, som kan understøtte den biomedicinske behandling.«

En mere positiv tilgang til behandlingen kan også have en effekt, understreger Niels Christian Hvidt. Når en patient skal have en operation i dag, så har sundhedspersonalet pligt til at informere om de mulige bivirkninger. Det er for at sikre, at juraen er i orden.

»Men der er ingen retningslinjer, der siger, at man skal fokusere på de gode ting, der kan komme ud af f.eks. en hjerteoperation, så det gør man ikke i nær så høj grad,« siger Niels Christian Hvidt.

I et nyt tysk studie har man ud over at informere om bivirkningerne også fortalt om alt det gode, der kan komme ud af operationen, og målt, hvad denne samtale betød for patienternes funktionsdygtighed:

»Efter et halvt år lavede man status, og dem, som havde haft et par samtaler med information om de positive følger, operationen kan medføre, har bedre livskvalitet og bedre funktionsevne efter operationen end både en gruppe, der havde haft tilsvarende ’dosis’ psykosociale støttesamtaler, og kontrolgruppen, der blot havde modtaget standardbehandling.«

Parentes om troen

Niels Christian Hvidt er selv katolik, og han har tidligere holdt foredrag og skrevet bøger om menneskers oplevelser af underfulde helbredelser og mirakler. Han rejser sig fra mødebordet på kontoret og går hen til hylden og finder bogen Mirakler – møder mellem himmel og jord.

»Der jo nogle helbredelsesundere, som er velundersøgte og som ikke passer ind i en traditionel naturvidenskabelig forståelsesramme.«

Et af de undere, Niels Christian Hvidt beskriver i sin bog, blev bevidnet »af hundredevis af mennesker«. Det var i Den Russisk Ortodokse Kirke i Bredgade i København, hvor en ikon af Jomfru Maria begyndte at græde. Han finder et billede af madonnaen i bogen.

»Jeg var selv derhenne, og der var en meget bevæget stemning.«

– Hvad skete der?

»Det var et meget smukt ikon, som begyndte at fælde tårer i begyndelsen af den ortodokse påske i 1995. Vi bevidnede det ved flere gudstjenester. Der var ingen med en pipette, der var ingen pumpemekanisme. Jeg havde nogle ateistiske venner med derover, og deres respons var: ’Det er godt nok grænseoverskridende det her’.«

– Kan man bruge mirakler til noget på hospitalet?

»Det er jeg meget påpasselig med. Det er naturligvis væsentligt at holde håbet levende, men hvis håbet alene er mod at blive rask, selv om der ingen chance er, så er der problemer – både teologiske og psykologiske. Jeg er selv troende, men når jeg er forsker, sætter jeg parentes om min tro.«

Overdreven tro på et mirakel kan også have den direkte modsatte effekt for en patient, mener Niels Christian Hvidt.

»Et håb om et mirakel kan være meget destruktivt især for de pårørende. Der er eksempler på familier, som efter en patient er død ikke ville have, at den døde skulle tages bort, fordi man ventede på at gud gjorde et mirakel,« siger Niels Christian Hvidt, som mener, at det kan være decideret uetisk at give patienterne håb om en mirakuløs helbredelse.

Men religion kan have en positiv betydning for helbredet, mener han. 

Niels Christian Hvidt har sammen med forskningsleder ved Kræftens Bekæmpelse Christoffer Johansen, som ifølge Niels Christian Hvidt er overbevist ateist, lavet en såkaldt religionskohorte, som viser, at hvis man er vokset op med tro og religion, så har man mindre risiko for at få kræft.

Konkret undersøgte de baptister og adventister i Danmark.

»De troende har 40 procent lavere risiko for at få kræft. For de særligt livsstilsrelaterede kræftformer, f.eks. lungekræft, er reduktionen over 70 procent.«

– Men er det ikke bare, fordi de kristne ikke ryger og drikker?

»Jo, det kan man sagtens sige. Adventisterne drikker ikke engang te og kaffe. Men man kan også argumentere for, at det er det kirkelige fællesskab, som gør det, eller fordi de har en ugentlig hviledag. Sådan kan man sige, at det hele ikke har noget med religion at gøre. Men min pointe er, at alle de ting, vi snakker om her – spiseforeskrifter, fællesskab, håb, mening, bøn, kærlighed – det er jo for pokker det, religionen er.«

– Men man kan vel godt lade være med at ryge og drikke og have et fællesskab uden at være religiøs?

»Ja, hvis man skulle korrigere helt for det, så skulle man have nogle, som gjorde det samme, men som ikke var religiøse, og de er svære at opdrive. Det vigtige er, at vi ved, at det er de her ting, som forklarer det, men det er religionen, der får dem til det. De mennesker ville ikke have levet sådan, hvis ikke de var religiøse,« siger Niels Christian Hvidt.

 »Der er også folk, som mener, at selve det at tro på gud og hvile i den vished, at uanset hvad der sker, så tager gud sig af mig, at det giver en ro, som kun den faktor kan give, og som ligger ud over de livsstilsmæssige aspekter.«

– Mener du også det?

»Ja, det vil jeg mene. Men effekten af tillid til gud kan jo igen også forklares med psykologien. På den måde vil man altid kunne forklare det fra et menneskeligt perspektiv. Ellers skal vi over i miraklerne og bevise, at gud har grebet ind, og det ligger ud over, hvad vi forsøger med vores forskning.«

Modstand fra de hvide kitler

På etagen over Niels Christian Hvidts kontor sidder forskningsleder Jens Søndergaard. Han er selv uddannet læge og klinisk farmakolog, men han mener, at det giver god mening at prøve at have en teolog ansat på et sundhedsvidenskabeligt fakultet.

»Det her er et sundhedsvidenskabeligt fakultet, men der er andre dimensioner, der skal tages ind for at sikre en bedre forståelse af mødet mellem lægen og patienten. Vi ved, at meget af den medicin, folk får, tager de ikke. Meget af den teknologi, de tilbydes, bruger de ikke, fordi der mangler noget andet også,« siger han.

»Vi har været et sundhedsvæsen, som har kørt på teknikken. Det er vigtigt, at vi har teknikken i orden, det er vigtigt at kirurgen er god til at operere, men det er også vigtigt, at vi får patienten gjort tryg. De humanistiske værdier kan være med til at sikre, at patienten får et bedre forløb.«

Modtagelsen af forskningsfeltet ’åndelig omsorg’ har været både positiv og kritisk, fortæller Niels Christian Hvidt. Det samme gælder sammenblandingen af humaniora, teologi og sundhedsvidenskab.

»Der kan nok være lige så mange holdninger til forskningen i åndelig omsorg, som der er personlige værdier,« siger Niels Christian Hvidt.

»Det er da sket, at vi har mødt f.eks. en psykiater, der sagde: ’Når jeg møder religion i min hverdag, betragter jeg det som vrangforestilling og behandler det som sådan!’ Der vil nok også være nogen, der mener, at den åndelige omsorg alene skal varetages af præster, selv om vi ved, at der er mange patienter med åndelige behov, der aldrig ville kalde på en præst, f.eks. hvis de aldrig er kommet i kirke.«

Derfor er der også stor forskel på de enkelte hospitalsafdelinger, siger Niels Christian Hvidt.

»Hvis ledelsen har svært ved det, så smitter det af. Omvendt smitter det også af, hvis der er en positiv stemning omkring det. Men generelt er den holdning, jeg møder: ’Hvis det er vigtigt for vores patienter, må det også være vigtigt for os.’«

De læger, som er villige til at investere mere af sig selv og gå ind i en åndelig og eksistentiel samtale om, hvordan patienten har det, får stort udbytte af det, mener Niels Christian Hvidt. I de kurser, han laver, retter man netop fokus mod de sundhedsprofessionelles egne værdier, hvilket mange ikke har overskud til i dag.

»Det, der rater højest hos lægerne, når de evaluerer kurset, er, at de får kontakt med sig selv igen. Nærværet. Det er noget, man kan træne. Hvis de får kontakt med sig selv i mødet med patienten, så øges deres trivsel og deres oplevelse af mening med arbejdet. Når sundhedsprofessionelle investerer sig selv på en fornuftig måde, forebygger det udbrændthed.«

Dermed er det også et udbytte, som kommer tilbage til patienterne.

»Det er præcis det nærvær, som patienterne længes efter,« siger Niels Christian Hvidt.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

»Projektet er ikke at fremme en særlig kirkelig eller religiøs retning. Fokus har hele tiden været på patienterne, som har et behov for åndeligt omsorg.«
Dermed har dette forsøg på "åndelig omsorg" min fulde sympati.
Held og lykke med det! :-)

Jørn Andersen, Pia Colère Lenau, Eva Schwanenflügel, Børge Neiiendam og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar

I et meget fortravlet hospitalssystem , hvor der kan knibe med bare lidt almindelig omsorg, skal der da ikke derudover bruges tid på åndelig omsorg. Der er vel altid mulighed for at få en samtale med sin egen præst/imam eller hvad det nu hedder.

Marie Sanne Caroline Malmros

Selvfølgelig er det en gevinst med de ting der omtales i artiklen og plasido efekten bør man bruge i medicin, men man skal passe på at disse ting ikke misbruges til at personliggøre at folk reagere på manglende ressourcer. John of good operere uden bedøvelse og sterilisering og er blevet undersøgt af 6 forskellige læger. Ingen af patienterne har haft smerte eller er blevet syge. Det er ånderne der beskytter. Der er mange former for omsorg som ikke er fysisk smertebehandling. Det er ikke tilfældigt at mange ansatte ryger for at dulme sig selv i psykiatrien. Noget af det du spre i psykiatrien kommer man til at bruge på rygerelaterede sygdomme i stedet. Når man opgør samfundsudgifterne så bør man medtage hvad stress og selvmedicinering med tobak, alkohol og mad koster.

Marie Sanne Caroline Malmros

Selvfølgelig er det en gevinst med de ting der omtales i artiklen og plasido efekten bør man bruge i medicin, men man skal passe på at disse ting ikke misbruges til at personliggøre at folk reagere på manglende ressourcer. John of good operere uden bedøvelse og sterilisering og er blevet undersøgt af 6 forskellige læger. Ingen af patienterne har haft smerte eller er blevet syge. Det er ånderne der beskytter. Der er mange former for omsorg som ikke er fysisk smertebehandling. Det er ikke tilfældigt at mange ansatte ryger for at dulme sig selv i psykiatrien. Noget af det du spre i psykiatrien kommer man til at bruge på rygerelaterede sygdomme i stedet. Når man opgør samfundsudgifterne så bør man medtage hvad stress og selvmedicinering med tobak, alkohol og mad koster.

Det er meget misforstået, hvis man vil til at misbruge lægetid på åndelig omsorg. Læger er en meget knap ressource, som mange patienter har svært ved at komme til og ofte må vente længe på. Det er muligt at mange patienter vil sætte pris på åndelig omsorg, men hvis de skulle vælge åndelig omsorg fremfor lægefaglig behandling, så er det underligt at kirkerne, der både ligger tættere på og hvor man kan komme til med det samme, står tomme alle ugens dage, mens hospitalerne er fuldt pakkede.
Det er udemærket, at professor Niels Christian Hvidt, erkender at kirken har et uddateret produkt og vanen tror går de gejstelige jo efter de syge, de svagelige og de små børn. Men istedet for at prøve at få de udsatte til at komme til de gejstelige, var det måske en ide hvis de gejstelige kom til dem.
Det ville helt sikkert gavne patienterne var hvis man overført folkekirkens midler til omsorg og pleje i sundhedssektoren. Istedet for at prædike nonsens i kirken, kunne præsterne hjælpe med åndelig omsorg på hospitalerne, give et kram i ny og næ og måske hjælpe lidt til med et bundskifte og vende en patient lidt oftere og få dem op af sengen og ud at gå på arealerne. Det ville på en meget håndgribelig måde reducere komorbiditeten og jeg tror selv en præst vil tro på at det ville reducere tabet af muskelmasse og antallet af liggesår under indlæggelse meget mere end bøn og velmenende miner.

først må det underkastes den videnskabelige test, så der ikke er tvivl om, at det ikke kun er placebo-effekter, ellers kan vi lige så godt åbne sluserne for krystalhealing og forbøn også.

Kenneth Jacobsen

Det er ikke umuligt at skaffe sig viden om hverken folkekirkens virke eller sygehuspræsternes arbejde.

Inden man overhovedet begynder at overveje nye, ressourcekrævende tiltag, burde man eliminere en af de store stressfaktorer, nemlig jobcentrenes mistænkeliggørelse af og jagt på syge mennesker. Mange depressioner og megen menneskelig ulykke kunne givetvis spares, hvis lovgiverne gav sig til at behandle i forvejen trængte mennesker med værdighed og respekt. Også her er det bedre at forebygge end at helbrede.

Søren Jensen, Lise Lotte Rahbek, Anne Mette Jørgensen, Hanne Ribens, Pia Colère Lenau og Søren Bro anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Teologer ved ikke så meget om lægevidenskab. Heller ikke om naturvidenskab. De skulle nok hellere holde sig til biblen, som dog ikke giver anvisninger i de to nævnte videnskaber

Pia Colère Lenau

jo mere omsorg i samfundet, jo bedre. Men at man skal uni uddannes i det? Hvis det er det der skal til for at få os op af stolene- så Hallelulllllja....

Jørn Andersen

Så kunne det forhåbentlig danne basis for at patienter med nærdøds eller ud af kroppen oplevelser , kunne drøfte disse skelsættende fænomener med personalet , uden at blive afvist med pseudovidenskabelige bortforklaringer såsom iltmangel eller hallucinationer , jo et mere og mere menneskekoldt system har i den grad brug for en åndelig dimension.

Jens Falkenberg

Læger skal så absolut ikke anvende tid på at hverve nye kunder til Peter Plys, Harry Potter, eller lign. fansamfund, herunder regnet kristne og bibeltro. Lægerne skal anvende den behandling der er tilrådighed for at fordre at patienter bliver raske.
Såfremt nogle ønsker hospitaler hvor der spirituel healing, piberygekurser, eller topløse sygeplejersker er de mere end velkomne til at finde det selv. Det er langt udover den service vi som velfærdssamfund er forpligtet til at give hinanden.

Anne Mette Jørgensen

Det største problem er manglende tid for samtlige ansatte i sundhedssystemet.
Hvis der var mere tid ville empatien også få den plads, som den fortjener. Samtlige ansatte lige fra den praktiserende læge og videre i systemet er underlagt absurde måltal og tids kontroller.

Når man som patient bliver mødt af tydelig stress hos personalet bliver patienten selv stresset, og kan til tider undlade at spørge, da man får ondt af personalet. Lægen glemmer, patienten glemmer og alt går op i journalføring. De læser hvad den forrige læge har skrevet, som måske er fuld af fejl. så er det jo ikke deres skyld, hvis de tager fejl.

Læger i dag ser ikke på patienterne. Der er yderst lidt øjenkontakt og kontakten forstyrres af lægens øjne, der er rettet på PC.
Det svarer til at tale til et fjernsyn. Ja, det hedder fjernsyn , fordi det er fjernt og ikke nær.

Hvis man skal bruge den indgangsvinkel må man starte med, at der er tid til at lytte.
Det er meget simpelt:

Genindfør diktafonen, og indfør faget empati på lægestudiet.
Men, men man har jo indført pseudo empati i klædt Funktionelle lidelser.

Den uvidenskabelige diagnose svarer til tidligere tiders åreladning, når man intet ved og ikke er nysgerrig nok.
Mange læger har glemt, at de ikke kun arbejder for sig selv, men tjener deres løn til deres medmenneskers bedste.
Min erfaring er, at mange læger er meget angste for Sundhedsstyrelsen, og dermed paradoksalt netop dermed overser patienterne.

Johnny Winther Ronnenberg

Så vidt jeg ved så er hospitalspræster del af et netværk der inkluderer "vågekoner" der kan sidde hos patienten både dag og nat og som ikke er for fine til at holde patienten i hånden, en meget lille gestus symbolsk set, men en meget stor ting når man balancerer på kanten af livet. Jeg har 10 - 12 indlæggelser gennem de sidste 4.5 år hvor det var "touch and go" og jeg ved hvordan det er at ligge der og ikke kunne sove med slanger og andet lort, der er et andet empatisk menneske mere end velkommen og så er det ligegyldigt med tro eller ej, hvis en mandlig muslim ville holde mig i hånden der, så ville jeg tage imod uden tøven. Det er er nemlig der man virkelig har brug for den venlige hånd. Trosretning, køn, seksualitet politisk overbevisning mm, er skideligegyldigt når man ligger der og ikke ved om man vågner igen!!!

Men nærværet og medfølelsen er ikke ligegyldig når man ligger der i mørket og venter på det sidste åndedrag, der bliver den virkelig alt afgørende.

Den dag I selv ligger der, så vil I også vide det, men det er ikke sikkert at at I kan videregive erfaringen, for det kan blive den sidste nat I har ;-)

Kenneth Jacobsen, Jørn Andersen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar