Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Hvor galt skal det være, før man må klage over larm?

28. oktober 2017

Vi er en lille familie i en treværelses andelslejlighed i København. Mange af vores naboer er unge, som godt kan lide fest og farver. Det er som regel ikke et problem, men på det sidste har det grebet om sig. For nylig blev vi vækket en søndag kl 2:30 af bas og råb fra fulde folk i gården. Onsdag aften var der høj musik til klokken ét.

Vi orker ikke at være den kedelige børnefamilie, der ødelægger festen – for ikke sååå længe siden var det jo os, der var unge og råbte: »Så flyt dog på landet,« hvis nogen klagede. På den anden side er det bare vildt ubetænksomt at feste søndag kl 2:30, når andre i andelsforeningen skal op på arbejde næste dag.

Hvad tænker I: Hvor galt skal det være, før man må klage over larm, når man bor i byen?

Svar I:

Du lyder som en meget overbærende nabo. Alt for overbærende, hvis du spørger mig. Fest og høj musik på hverdagsaftener er ret hensynsløst. Jeg er desuden tilhænger af, at man varsler sine naboer, hvis man har planer om at feste efter midnat. Jeg tænker simpelthen, at din tolerance skyldes, at du er forælder til et lille barn og vant til at blive vækket om natten. Den var i hvert fald ikke gået hos en barnløs som mig.

Ja, du bor i København, og der skal være plads til høj musik, fuld bas og dansegulv i stuen. Men ikke på hverdagsaftener. Come on.

Du skal ringe på hos de skyldige og præsentere dig selv og dine anker. Jeg er sikker på, at din overbærenhed og ’for ikke sååå længe siden var det jo os, der var unge og råbte: Så flyt dog på landet!’-mentalitet vil være ideel, når du forklarer, at du er helt okay med, at de fester i weekenden og hører høj musik, men at fest i hverdagen med musik – der er højere end musikken i en smart tøjbutik – er no-go.

– Freja Sofie Madsen

Svar II:

Det var dog skrækkeligt. Som børnefamiliefar i byen føler jeg med jer.

Søvnmangel er modbydelig. I middelalderen benyttede inkvisitionen en såkaldt kættergaffel: en jernstang med gaffeltænder i hver ende blev sat fast mellem brystbenet og hagen på den mistænkte, og hvis han eller hun faldt i søvn, så hovedet faldt forover, borede spidserne sig ind i kroppen. Ofrene måtte derfor holde sig vågne, og deri bestod den egentlige tortur.

Selvfølgelig skal jeres naboer have lov til at høre høj musik og af og til holde fest. Men de skal sætte en seddel op i opgangen før deres fester, og de skal ikke holde jer vågne til kl. 2.30 søndag aften, når jeres børn sikkert står op mellem fem og seks næste morgen.

Tag omgående en snak med de unge mennesker, og hvis ikke de lytter, så klag til andelsforeningen. Skulle I blive mødt med ’så flyt dog på landet’-argumentet, må svaret være, at det er dem og ikke jer, der skal flytte på landet, hvis ikke de kan finde ud af at bo tæt op ad andre mennesker.

– Anton Geist

Serie

Brevkassen

Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Sørg altid for at tale med naboen INDEN jeres larmegrænse er voldsomt overskreden. På det tidspunkt er det nemlig, at tonen bliver skinger og aggressiv, og så er det svært at være nabovenlig

Ak ja. Hensynsfuldhed og god opførsel er blevet en mangelvare i sådan en grad, at det er den forudrettede der hensynsfuldt og med sænket stemme må påpege fuldskab og larm.