Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Hvorfor ser vi mænd ikke, når vores koner er blevet klippet?

Mand, anonym, 58
21. oktober 2017

Med få dages mellemrum har jeg spontant kommenteret, at to af mine kvindelige kolleger var blevet klippet.

Beæret over opmærksomheden siger de begge, at deres egne mænd aldrig lægger mærke til den slags. Og ærligt talt:

Min egen kone skal i reglen også selv skal gøre mig opmærksom på, at hun er blevet klippet. Så nu mener jeg at have empiri nok: Vi mænd ser bare ikke, når vores koner er blevet klippet, men kan godt se det, når andre kvinder har fået fikset garnet.

Hvad er der på spil her? Er der en helt naturlig og legitim forklaring – eller skal jeg for Guds og husfredens skyld undlade at fortælle min kone om iagttagelsen?

Svar I:

Lad mig besvare dit afsluttende spørgsmål først: Ja, for både Guds, husfredens og din egen skyld skal du undlade at udpensle over for din kone, at du altså sagtens kan se, når andre kvinder er blevet klippet.

Ikke fordi der er noget galt med at have øjne i hovedet, og ej heller med at bruge de øjne til at se på andre kvinder(s hårpragt), men fordi du dermed implicit kommer til at fortælle din kone, at det kun er hende, du ikke ser. Det er der ingen, der gider at høre.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det her er en variant, af den geschichte, som nogle kvinder rejser rundt med: Hvorfor slår mænd aldrig wc-brædtet ned, når de har hældt vandet fra kartoflerne?
Svar: Manglende opmærksomhed i nuet. Og sådan er det også med frisurer, børn, der taler til forældrene, at holde øjnene på kørebanen osv. osv. Opmærksomhed - that's it!

Henrik Brøndum

Ja jeg slår kun nogen ned der er større end mig, det andet er fejt.

Flemming Berger, Ole Christiansen, Erik Karlsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Arne,
det er kvinder, der aldrig slår wc-brættet ned. Ja, det ene er jo nede i forvejen, men hvad med det andet?

Dorte Haun Nielsen

Arne, jeg har aldrig forstået hvorfor det er mændende der skal slå brættet ned efter sig; det kunne jo ligeså godt være kvinderne der skulle huske at slå det op?

Randi Christiansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Dorte Haun Nielsen - Fordi - hvis der nu er flere personer i huset el. på arbejdspladsen eller hvor det nu måtte være, og som bruger det samme das, så ved jeg jo ikke hvilket køn, der kommer efter mig.
Så når jeg slår brædtet ned, så er jeg da helgarderet. Ik?

Bo Stefan Nielsen

Det handler ikke om køn, men om klasse. Rige svin, der har vandkloset med nedslåelige brædder. Grr!

Bo Stefan Nielsen

Arne Lund

Det er nok meget sandt, det med opmærksomheden som forklaring. Inspireret af Aldous Huxleys roman 'Øen', hvor lokalbefolkningen på utopia-øen Pala har sat papegøjer ud, som kalder mennesker ind i nuet med udråbet "opmærksomhed!", har jeg længe ønsket mig at udvide husstanden med sådan én.

Arne Lund, Randi Christiansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Jeg er enig i at nært kendskab får en til at fokusere på det centrale (den måde læberne krummer, når man siger noget ironisk; den måde næsen rynker, når man er uenig; den måde øjnene skifter form når man smiler) og overse det udenoms (som for eksempel hår).
En gang jeg besøgte mine forældre, lod jeg gå det meste af en dag, inden jeg gjorde opmærksom på, at jeg havde fjernet fuldskægget - ingen af dem havde bemærket det :-)

Randi Christiansen

Man kunne jo også selv øve sig i opmærksomhed. Som eckhart tolle siger, hvis du kan nå at se dig selv, lige inden du reagerer, kan du foretage et bevidst valg. Og øvelse gør mester.

Søren Kristensen

Kvinder er ikke skabt til at blive set som sådan. De er skabt til at befordre vores drømme og har en kvinde én gang gestaltet en drøm i en mand, ja så er det den han ser, også selv hun lige kommer fra frisøren. Med mindre hun sætter alt ind på at ødelægge den drøm og det kan der evt. være mange grunde til.

Glæder mig, at der stadig er nogen, der kan huske Huxley. den slags visdom er ellers ved at være absolut fortid. Måske skulle Inf's glimrende kulturedaktør gøre en indsats for at genoplive giganter som Huxley, Hesse, Conrad og mange flere. (Men ikke Hemmingway, den elefantmorder, han skal sq nok finde et publikum).