Læsetid: 12 min.

Med dødsguden på Snapchat

Selvmordet. Del 3. Lige før hun sprang, bemærkede en tilskuer, at Océane lignede en realitystjerne. Efter hendes død fulgte en kortlivet bølge af makaber berømmelse
30 sekunder før Océane kastede sig ud fra perronen, bemærkede en af ​​dem, der fulgte live-udsendelsen, at ’tæt på ligner hun Nabilla’ – Frankrigs killingeagtige reality-tv-superstar. Fem år ældre end Océane brød hun igennem til offentligheden i et tv-show kaldet kaldet Reality TV Angels og skulle siden vise sig som den slags skabning, der syntes at besidde ét eneste talent: at brede sig viralt – faire le buzz, som franskmændene siger

30 sekunder før Océane kastede sig ud fra perronen, bemærkede en af ​​dem, der fulgte live-udsendelsen, at ’tæt på ligner hun Nabilla’ – Frankrigs killingeagtige reality-tv-superstar. Fem år ældre end Océane brød hun igennem til offentligheden i et tv-show kaldet kaldet Reality TV Angels og skulle siden vise sig som den slags skabning, der syntes at besidde ét eneste talent: at brede sig viralt – faire le buzz, som franskmændene siger

Pascal Le Segretain

21. oktober 2017

Resumé: Mere end tusind mennesker kigger med på den 18-årige kvinde Océanes livesending, da hun en dag i maj kaster sig ud foran et tog i den parisiske forstad Egly. På tilskuernes skærme er alt nu blevet sort. Ingen ved endnu, hvad der er sket.

Toget ramte Océane kl. 16.29, helt planmæssigt. Efter begivenheden huskede folk, at de hørte hende råbe et eller andet, men det kan have været indbildning. Hendes telefon landede med linsen nedad og viste kun sort, selv om mikrofonen stadig optog. Var hun død? Var det et svindelnummer? Flere minutter gik, og følgerne forsøgte at tolke situationen ud fra baggrundslydene.

Jeg kan høre ambulancerne.

Hun er ikke død.

JEG HÅBER, HUN LEVER.

Åh, fuck, det er forfærdeligt.

Lad os bede for hende.

Hun gik for langt.

Hun opgav nummer, adresse og FB-profil til sin eks.

De bliver nødt til at afbryde feedet nu, ellers eksploderer det her.

Det var tydeligt, at hun var besat. Det sagde alle til hende.

De har fundet hende, gutter.

Hjernedødt.

Lad os se dit hoved, din fandens luder, er du bange?

Hjernedødt.

Her kommer mobilens videoforbindelse tilbage.

I sidste livebillede kommer en ambulanceredder til syne på skærmen og trykker på stopknappen. Det gjorde det hele overraskende virkeligt. Men for alle, der stadig nægtede at tro på, hvad der var sket, begyndte brugere på sociale medier at dele billeder af informationsskærme på andre RER-stationer, der meldte om togforsinkelser på grund af en personpåkørsel på linjen.

Arpajon

Sille Veilmark

Periscope har som Océane sine rødder i Tyrkiet. Mens appens to udviklere var i Tyrkiet i 2013, havde de oplevet at blive fanget i massedemonstrationer på Taksimpladsen, hvor 100.000 mennesker havde samlet sig for at protestere mod regeringens indskrænkning af frihedsrettigheder og samfundets fremadskridende islamisering. De fleste var unge, og tusinder tweetede fra pladsen. Men hvor meget mere fantastisk, tænkte de to amerikanere, ville det ikke være, hvis de kunne livestreame fra deres telefoner.

De skabte Periscope med det mål, at brugere skulle kunne afsløre de uretfærdigheder, de måtte leve under, så verden kunne blive et bedre sted. To år senere købte Twitter Periscope – for 486 millioner dollar, vil rygtet vide. Derfor ejer Twitter de videofiler, Océane optog.

Umiddelbart efter hendes død klippede Twitter flere centrale afsnit ud og efterlod kun de censurerede filer online. Disse filer er siden hentet ned af mange og uploadet til YouTube, hvor de stadig kan ses. De fraklippede sekvenser ligger fortsat utilgængelige på en Twitterserver i Californien.

Den okkulte skygge

30 sekunder før Océane kastede sig ud fra perronen, bemærkede en af ​​dem, der fulgte live-udsendelsen, at tæt på ligner hun Nabilla.

Da videobillederne af hendes sidste øjeblikke er utilgængelige, er det umuligt at se, hvad det var i hendes ansigtsudtryk umiddelbart før døden, der fik folk til at tænke på Nabilla Benattia, Frankrigs killingeagtige reality-tv-superstar.

I betragtning af det stenansigt Océane satte op i de foregående timer – og som vi kan se optagelser af – virker det som en forceret sammenligning. Faktisk fandt mange af de unge, der fulgte hendes sidste transmission, hende alt andet end fotogen.

Du er ret grim, lød en kommentar. Dine piercinger er vulgære. Beskidte luder. Og nogle, der var utålmodige efter, at et eller andet skulle ske efter al den snak, sagde: Slå dig selv ihjel, kast dig ud ad vinduet.

Endnu kan de ikke vide, hvor tæt de er på at gætte rigtigt – hun afviser dem da også med en falsk beroligelse.

»I skal ikke bekymre jer,« siger hun, mens hun stadig sidder trygt i sin sofa, »jeg bor i stueetagen. Hvad vil I have, jeg skal gøre? Hoppe ud på vejen.«

Grigny

Sille Veilmark

Så hvorfor var der nogle, som til allersidst så et glimt af Nabilla i hende?

Hendes transmissioner havde varet i lidt over to timer, hvor folk havde set hende, som hun var. Nogle var ivrige efter at høre specifikke detaljer:

Hvor høj er du? Hvilke piercinger har du? Vis os dine tatoveringer. (Et hjerte på hendes tommelfingre, en rød rose, som hun selv havde designet, på hendes underarm. »Tatoveringerne på min mave, viser jeg ikke.«)

Hvorfor holdt de op med at se hende selv og begyndte at se en anden i hende?

I de sidste sekunder havde tilskuerne en følelse af ​​noget fremmedartet og foruroligende, der vældede op i hende. Jeg begynder at føle hendes magi i mig, sagde de, og det var ikke kun ment som en joke. Hun kommer til at forhekse os. En fremmedartet ånd var begyndt at udstråle fra hende – og måske var det denne nye tilstedeværelse, snarere end den 18-årige selv, der mindede nogle om ​​Nabilla.

Få øjeblikke før sin død, da hun så på sin telefon på perronen på Égly Station, fremkaldte hun pludselig en angst i sit publikum – som indtil da havde været så udsøgt afstumpet. Kan du ikke se, at hun ikke er noget fucking menneske? Hun er et spøgelse. Hun er et rumvæsen. Hun er en heks!

Var det denne okkulte skygge, de så komme til syne i den unge kvindes ansigt? Var det denne sære moderne dødsmagi, som hun aldrig havde besiddet i levende live, men som kortvarigt gjorde hendes død til noget ophøjet – i de ganske få dage, hvor medierne interesserede sig for hendes selvmord – som hun delte med Nabilla Benattia? Den højteknologiske åndelige besættelse, vi i mangel af bedre ord kalder for ’berømmelse’?

Onlineparadokset

For en generation så fuldt fortrolig med sociale medier var denne genkendelse hverken noget fremmed eller atypisk. Den lå latent i alle.

Skolepiger diskuterede med hinanden, hvordan de skulle håndtere dens udfordringer – paparazzier, ekstrem rigdom, filmstjernekærester – når de blev voksne. Heri var der ikke noget overraskende. De sociale medier leverede trods alt en reklamemaskine med en rækkevidde og magt, som tidligere var forbeholdt de virkelig berømte mennesker, og nu var berømmelsens vilkår blevet alles.

Pludselig kunne alle dele alt i deres liv med verden og måle deres egen værdi ud fra de impulsive, lystdrevne reaktioner, de fik tilbage – noget, som tidligere var forbeholdt berømtheder. Pludselig ændrede alle på deres menneskelige systemer – deres ansigter, deres måder at tale på, deres tanker – så de bedre kunne deltage i en global teknologisk udvidelse af mulighederne. Pludselig var berømtheders omsorg for privatlivets fred noget, der angik alle, og alle blev ramt af hendes usikkerhed:

Gennemskuer folk, at der ikke er noget bag ved det hele ud over min egen skrøbelige og skuffende menneskelighed?

Océane var lige så onlineforbundet som alle andre. Som mange andre teenagere havde hun igen og igen forsøgt at få billedet af sig selv til at ligne de vindende mediejokeres: Der var billeder af hende, hvor hun lavede V-tegn iført kort nederdel og solbriller på et tag i LA, mens Hollywood-skiltet glimtede i det fjerne. (Du er en ægte filmstjerne, kommenterede hendes venner behørigt).

Det forhindrede hende ikke i at være intenst bevidst om – og fordømmende over for – alle andres onlinekrukkeri, men her lå selvfølgelig det fælles paradoks. Mens folk udforskede den store onlineskønhedskonkurrence i selvpromovering og overfladiskhed, blev de forledt til at tro, at de selv var de eneste i verden med autentiske følelser og meninger.

’Fake’ var et andet engelsk ord importeret til Frankrig af Océanes generation, og som de oftest brugte til at beskrive alle andre end sig selv. Der er kun fakes på Facebook. Instagram. Periscope.

Men folk vidste også, at disse platforme var blevet til forvaltere af teenagernes sociale virkelighed, og at det ikke var en mulighed at fravælge dem. Océane var vældig meget – f.eks. havde hun flere Twitterkonti, og selv når hun rasede imod det, som skete på sociale medier, var det på de samme sociale medier, at hun valgte at gøre det. Den eneste sande betydning kom via medieformidlingen, og selv utilfredshed over det måtte – hvis den skulle have mening – både likes og deles.

Problemet var, at det for det meste ikke var afgørende, hvor meget ens lede blev delt med andre, for alle var ligeglade.

De fleste berømtheder i denne nye verden, hvor selv nulliteter var berømtheder, savnede berømthedens grundlæggende karakteristikum, kendtheden. De var halve skabninger – ukendte berømtheder, anonyme superstjerner, lige så meget VIP’er som hele resten af ​​verden – men i modsætning til, hvad der var tilfældet med de ægte berømtheder, fattede verden intet af det, de udtrykte i deres tanker og følelser. Alt gik i realiteten tabt i den uendelige kakofoni.

Det var derfor, der var konstant inflation i strategi og metode i den sociale medieverden. For selv de, hvis budskab var autenticitet! – de, der væmmedes ved de sensationelle stunts, som andre hittede på – fandt pludselig sig selv i færd med at opfinde den slags stunts for at få deres budskaber hørt.

Siden oplevelserne med kæresten havde Océanes private verden været forgiftet.

Der er ikke tegn på, at hun betroede sig om sin sindstilstand til nogen. Det var over for den brede, anonyme onlinemasse, at hun besluttede sig til at lette sit hjerte. Men for at det kunne betyde noget, var det nødvendigt at skabe en særlig virkelighedseksplosion. Det skulle være noget i samme størrelsesorden som den ​​terrorisme, der også skabte spektakulære reaktioner i medierne, og på samme måde som terroristerne ville hun nok selv gå til grunde som følge af handlingen.

Og sådan opstod hendes plans makabre teater, som da også skulle forvandle hende, omend kortvarigt, til en ægte berømthed, hvis plagede sind blev udforsket af de store nyhedsmedier.

Var det den forandring, hendes tilskuere så i de sidste sekunder af hendes liv?

Grigny.

Sille Veilmark

Skabt til desorienterede tider

Der er flere grunde til, at berømthedens engel gav sig til kende i hendes dødsmærkede figur som lige netop Nabillas billede.

Nabilla var trods alt en rigtig berømthed. Hendes berømmelse var i reneste form en berømmelse, som ikke skyldtes nogen bedrift. Fem år ældre end Océane var hun brudt igennem til offentligheden i et tv-show kaldet kaldet Reality TV Angels, hvor hendes serafiske vinger holdt hende oppe, fordi hun viste sig som den slags skabning, der syntes at besidde ét eneste talent: at brede sig viralt – faire le buzz, som franskmændene siger. Hun forstod at formulere sig i fængende, dumsmarte aforismer, der satte de sociale medier i brand i en grad, så man måtte anerkende hende som en særlig slags moderne geni.

Hendes legendariske vendinger, der tilsidesatte alle andre formål ved tale til fordel for narcissismens endelige triumf, blev delt og citeret vidt og bredt og parodieret med en næsten apokalyptisk glæde. Hun forekom ret beset at være som skabt til de sidste tider – de desorienterede tider efter ideernes død – for hendes lykkelige selvfordybelse omfattede muntert en laden hånt om al sandhed og logik.

»Åh, Gud«, sagde hun, da hun skulle beskrive brutaliteten i et pigeslagsmål, der havde udspillet sig i hendes reality-tv-hjem.

»Det var ligesom verdenskrigen i 1978.«

At spille idiot var strategien.

Nabilla præsenterede sig som den rene uvidende kropslighed, og hun frembød den slags instinktive selvtilstrækkelighed, som selv præsidenter kan være afhængige af i dag:

Når alt er blevet meningsløst, er der en beroligende ægthed over kroppens impulser, selv når de er uanstændige. Og når Nabillas egne impulser kom ud af kontrol og fik hende til at trække en kniv imod sin tv-stjerne-kæreste og næsten dræbe ham med flere stik, bar det blot endnu mere ved til hendes berømmelse (der, som det ofte er tilfældet i dag, i forvejen havde foragt som sin vigtigste komponent).

Ni dage efter selvmordet på Églys station, og seks dage efter at journalisterne var løbet tør for ting, de kunne sige om det, vendte medierne sig taknemmeligt mod en mere gangbar mønt:

Nabilla Benattia blev idømt en fængselsstraf på seks måneders fængsel for mordforsøg. Men da hun allerede have tilbragt flere uger i varetægtsfængsel, besluttede domstolen, at hun havde udstået sin straf og satte hende på fri fod.

Selvfølgelig behøvede man ikke journalister til at fortælle den historie. Den leverede Nabilla selv, som hun leverede alt det andet, hun gennemlevede. Ingen franskmænd havde flere Twitter-følgere end hende. Ingen forstod som hun at udnytte hvad som helst som et påskud for mere selvpromovering – herunder episoder, der måske for almindelige eksistenser kunne have været en kilde til skam eller ydmyghed – og ingen var en mere en ubesværet eksponent for koket Twittersprog:

»Er er på vej med noget rigtig stort! Snart! Kan ikke sige hvad endnu! Mange kys!«

Men den kanal, der virkelig holdt hende tættest i kontakt med hendes følgere, var Snapchat, hvor hun jævnligt meddelte sig, og hvis filtre hun kunne finde på at lægge ned over sit profilbillede, så det ansigt, der sad på hendes bikinimodelkrop, blev morphet over i et dyreansigt: en kat, hund eller mangakanin.

Égly

Sille Veilmark

Hjemsøgelse fra underverden

Det var en voodooagtig forvandling, hvis sandhed gav én kuldegysninger. For den tilstand, som Nabilla så grådigt søgte, og som vi kalder berømmelse, er det umenneskeliges invasion af mennesket. Det er sammensmeltningen af ​​en menneskelig kerne med en langt større og umenneskelig protese, som så begynder at forvrænge og bruge løs af den oprindelige menneskelige komponent.

Det er derfor, at vi gang på gang ser selvdestruktion hos mennesker, som tilsyneladende har alt, og grunden til, at selvmord og ikke selvtilfredshed er berømmelsens naturlige kulmination.

Måske er det også grunden til, at Snapchatfilterets hvalpesnude og knurhår, der deformerede Nabillas ansigt, når hun gik rundt i et badehåndklæde og fablede om tandblegning eller shampoomærker, snarere virkede som en afsløring af hendes sande jeg end som en forklædning. Menneskelige ting var for længst elimineret fra hendes liv. Hendes impulser blev leveret af big data, hendes smag var product placement. Hendes forhold til kæresten, som var afgørende for marketingeventyret, blev genoptaget: Hvad de to end følte ’i virkeligheden’ blev undertrykt af det ubarmhjertige elektroniske realityshow.

Nabillas hundehovedfigur var ligesom sjakalhovedet på den oldegyptiske gud Anubis, en hjemsøgelse fra underverdenen: Det bragte bud om rædslen fra en djævelsk maskine, der kunne give mennesker en ny form for eksistens, så længe de var indstillede på til gengæld at betale med deres livsenergi.

Kunne der af disse grunde ligge en mere præcis form for erkendelse bag bemærkningen: Tæt på ligner hun Nabilla?

At det ikke var bare en rigtig berømmelse, der pludselig kunne ses udfoldet på Océanes ansigt, men den skjulte kerne af en berømmelse, som altid er lige ved at dø? For som hendes berygtede raseriudbrud antydede, var Nabillas virkelighed ikke blot den overflod af ungdom og vitalitet, hendes sponsorer så gerne ville have hende til at projicere. Så langtfra. Der var en stadig åndende menneskekerne tilbage, selv i Nabilla. Og den var udsat for angreb fra det strenge umenneskelige system, som hun naivt forestillede sig – ligesom Océane også forestillede sig det på sin egen måde – at hun kunne vende til sin egen fordel uden at blive brugt op af det.

»Det går ikke så godt«, skrev Nabilla til en ven under sin retssag.

»Jeg har måttet opgive visse forhåbninger, og jeg har forsøgt at begå selvmord … Vores liv passerer bare forbi. Jeg er træt af det hele. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg er nået frem til afslutningen.«

I de sociale mediers verden, hvor alle kan blive en berømthed, arver de ikke bare stjernestatussens livskraft – dens skønhed, præstationer og sex. De ansigtsløse rækker af superstjerner får også et dybt kendskab til døden. For som alle sande berømtheder opdager, suger mediebilledet på parasitær vis næring af den menneskelige energi, udsulter mennesker og fjerner dem langsomt fra de levendes rige.

Som en anden berømthed med dyrehoved engang udtrykte det – for Michael Jackson toner i sin mest berømte musikvideo frem med hundehoved og knurhår – evner de ’almindelige dødelige’ ikke at modstå thrillerens mystiske magt. Hans aftale om verdensdominans med underverdenen måtte – naturligvis – betales med den gradvise opløsning af hans menneskelighed.

Tæt på ligner hun Nabilla. I dagene efter Océanes død tog en række mennesker, der var berørt af historien, deres egne profilbilleder ned fra de sociale medier og erstattede dem med et billede af Océane i stedet. Billedet var taget fra Snapchat og viste hendes krop med virkelighedsforandrende hundehoved. Hendes lighed med Nabilla var blevet total.

© The Wylie Agency og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Serie

Det første selvmord på sociale medier

Océanes selvmord efterlod et makabert mærke i tiden: Det var første selvmord udsendt via sociale medier. Den 18-årige kastede sig – livestreamende – ud foran et tog i den parisiske forstad Égly i maj sidste år. Hun opsteg hurtigt fra de sociale mediers glitrende fællesmængde til en ny status som kortvarigt medlem af en dødsdrevet kendiskult.

Moderne Tider bringer den britiskfødte, indiske forfatter Rana Dasguptas store essay med hændelsen i centrum. Dasgupta bevæger sig gennem de parisiske forstæder ud i den verden, hvor Océane boede og levede. Det er en verden, hvor befolkningen overalt advares mod deres medborgeres overgreb, mod terror, mod vold og seksuelle krænkelser. Og en verden, hvor ungdommen i trods drages mod selvdestruktion – ligesom deres popkulturelle ikoner.

Solidarisk spørger Dasgupta, om forstadsutopierne nogensinde var andet end et alibi for at skabe et opbevaringssted for menneskelig arbejdskraft, som der nu ikke længere er behov for.

Det er en fantastisk tekst. Hverken let eller opmuntrende, men lidt ligesom livet: til tider svært, evigt komplekst og værd at tænke over.

Seneste artikler

  • ’Det er hårdt at holde sig selv halal, når landet regeres af svin’

    21. oktober 2017
    Selvmordet. Del 4. Efter sin død blev Océane omtalt med en ømhed og omsorg, der ikke var de levende forundt. Hendes generation stod tilbage hjemsøgt af fristelsen til at træde ud af samfundet
  • ’Fucking helvede. Fuck. Hun sprang ud foran toget’

    21. oktober 2017
    Selvmordet. Del 2. Océane tilrettelagde sin død som et online-event. Reklamerede for en kæmpe overraskelse, afslørede en grum forbrydelse – og sluttede af med en endnu grummere handling. Over tusind så med, da hun sprang
  • Océanes død blev de sociale mediers første selvmord

    21. oktober 2017
    Selvmordet. Del 1. Toget ramte hende planmæssigt. Klokken var 16.29, og mere end tusind mennesker kiggede med, da 18-årige Océane livestreamede sit selvmord. I hendes død samles historien om de afkoblede parisiske forstæder og om dødsdriften i en ungdomsgeneration udspændt mellem en truende fysisk verden og en løgnagtig virtuel en
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Katrine Damm
Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel og Katrine Damm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gustav Alexander

Man kan overveje om Oceané udgør et af de mest - eller eneste - autentiske feministiske ikoner? Jeg kan ikke påstå at forstå motivationerne, men hendes død er blevet et SAMLENDE symbol for den armod og apati, der grundet strukturelle misforhold hersker i parisiske forstader. Hun viste os på sin vis det moderne systems degeneration og præsterede derved at transcendere en indadvendt diskussion af" kvinden Oceané" til fordel for et réelt opråb om fremmedgørelsen, afmagten og fattigdommen, som alle i de parisiske forstadsbeboere - uanset køn og etnicitet - kan skrive under på.

Det gør svagere former for aktivisme til skamme, herunder folk der finder det politisk at knæle til en amerikansk fodboldkamp. Det er helt impotent i forhold til et offentligt selvmord.