Læsetid: 7 min.

En frygtsom nation har lagt eksperimenterne på hylden. Også på fodboldbanen

Johan Cruyff og Co. lærte os at spille moderne fodbold for 40 år siden, og siden har det hollandske landshold mere eller mindre konstant befundet sig i verdenseliten. Men ikke i aften, hvor holdet kæmper for VM-livet i Hviderusland. Måske er det orangeklædte nationalmandskabs bedrøvelige tilstand udtryk for den krise, som hele den hollandske nation gennemlever i disse år
På mange måder har det været store hollandske fodboldtænkere som Rinus Michels, Louis van Gaal og Johan Cruyff (til højre), der har defineret, hvordan vi spiller (og tænker) fodbold i Europa i dag. Men lige nu er det hollandske landshold endog meget langt fra tidligere tiders storhed.

På mange måder har det været store hollandske fodboldtænkere som Rinus Michels, Louis van Gaal og Johan Cruyff (til højre), der har defineret, hvordan vi spiller (og tænker) fodbold i Europa i dag. Men lige nu er det hollandske landshold endog meget langt fra tidligere tiders storhed.

Bob Thomas

7. oktober 2017

Når man tænker på, at Holland i 2010 nåede helt frem til finalen ved verdensmesterskaberne i Sydafrika og fire år senere blot var en desperat sidsteøjeblikstackling fra Javier Mascherano i tillægstiden af semifinalen mod Argentina fra at kvalificere sig til endnu en VM-finale, så kan man kun drage én konklusion af landsholdets nuværende malaise: At nedturen har været både hastig og chokerende.

Ved kvalifikationen til europa-mesterskaberne sidste år sluttede Oranje som nummer fire i sin kvalifikationspulje efter blot at have fået 1 point – ét! – i seks kampe mod Tjekkiet, Island og Tyrkiet.

Og i aften risikerer mandskabet at blive ekspederet ud af kampen om at komme med til VM i Rusland til næste år. Det sker, hvis hollænderne taber eller spiller uafgjort på Borisov Arena i Barysow i det centrale Hviderusland, samtidig med at svenskerne som forventet besejrer Luxembourg på Friends Arena i Stockholm.

Skulle disse resultater indtræffe, er det godnat for Holland. Så må hollænderne se i øjnene, at deres nationalmandskab for første gang siden begyndelsen af firserne skal stå over ved to internationale slutrunder i træk.

Det rejser naturligvis spørgsmålet om, hvordan tingene kunne gå så skævt for et af de landshold, der for blot få år siden blev betragtet blandt de stærkeste i verden.

Tabt generation

Den mest iøjnefaldende årsag er utvivlsomt, at Holland lige nu lider under smerten af det, som man kan kalde en tabt generation.

I årevis er landsholdet blevet båret oppe af en god håndfuld stjernespillere i skikkelse af Robin van Persie, Nigel de Jong, Wesley Sneijder, Dirk Kuyt, Arjen Robben og Rafael van der Vaart. Fælles for alle disse er imidlertid, at de er kommet godt op i årene, og med undtagelse af Robben – der stadig okser løs på kanterne i Bayern München – er de enten stoppet eller gået på karrieremæssig retræte i halvbløde ligaer som den tyrkiske. Og hvor deres arvtagere skulle være, er der kun et fodboldmæssigt tomrum.

Der er ikke nogen fra den såkaldte mellemgeneration – altså dem, der lige nu er mellem 25 og 31 år gamle, og som dermed burde være på deres spillemæssige toppunkt – der har vist sig værdige til at tage over efter de aldrende kæmper.

I Italien finder man ganske vist midtbanedynamoen Kevin Strootman, der endelig er tilbage på grønsværen for AS Roma efter at have fået de seneste par sæsoner smadret af langvarige skader. Men det vil tage lang tid, før han når tilbage på sit gamle niveau (hvis det nogensinde lykkes.) Og i Liverpool har den intelligente midtbanespiller ’Gini’ Wijnaldum uden protester fundet sig til rette med en underordnet rolle som arbejdsmand og vandbærer for klubbens stjerner.

Desuden er det vist efterhånden ved at gå op for de fleste i Manchester og nærmeste omegn, at defensivspilleren Daley Blind aldrig nogensinde kommer til at gøre sig fortjent til prædikatet verdensklasse. Ligesom den samme erkendelse sikkert også har spredt sig i Lyon, hvad angår den flamboyante, men svingende kantspiller Memphis Depay.

Og dermed har mellemgenerationen stort set udtømt sine skud i bøssen.

Eller for at sige det på den anden måde: Hollands berømte talentfabrik har sprunget en generation over.

Dette er naturligvis et hårdt slag for en nation, der altid har brystet sig af at kunne fremavle verdensklassetalenter på stribe, og som i 1988 ligefrem kunne høste den triumf at have fire spillere i top-5 i Ballon d´Or-afstemningen om årets europæiske fodboldspiller, nemlig Marco van Basten (vinder), Ruud Gullit, Frank Rijkaard og Ronald Koeman.

Sådan en nederlandsk guldalder er vi langt fra i dag.

Ja, faktisk har konsekvensen af den nuværende misere været, at Holland i flere kvalifikationskampe op til sidste sommers europa-mesterskaber stillede med landshold, der udelukkende bestod af de gamle stjerner suppleret med unge kræfter helt ned i teenagealderen – og hvor mellemgenerationen var fuldstændig fraværende.

Den slags er naturligvis opskriften på et mandskab, der er ude af balance, og resultaterne blev da også derefter.

I den offentlige debat om Hollands fodboldmæssige krise findes der dog en skole af optimister, som mener, at hele balladen er forbipasserende, og at alting med tidens fylde vil gå i orden af sig selv.

Disse røster henviser til, at der blandt den unge generation af hollandske fodboldspillere befinder sig en række talenter, der inden længe vil løfte landsholdet op i toppen af Europa igen; herunder Manchester Uniteds 19-årige defensive allrounder Timothy Fosu-Mensah, Ajaxs højt besungne midterforsvarer Matthijs de Ligt på 18 år og Lille Olympiques 21-årige forward Anwar El Ghazi.

Disse aktører rummer da også ubetvivleligt et stort potentiale. De er imidlertid også stadig unge og svingende i deres præstationer, og ingen ved reelt, hvor gode de ender med at blive. I fodbold gives der ingen garantier i den retning. Heller ikke for Holland.

Hollandske fodboldtænkere

Men bortset fra det faktum, at Holland altså befinder sig midt i et talentmæssigt vakuum, så er der også en anden forklaring på krisen – og den rummer i bund og grund langt mere alvorlige perspektiver for den nederlandske fodboldnation end blot spørgsmålet om et midlertidigt svigt i talentfabrikkens samlebånd.

Sagen er nemlig, at den hollandske fodboldskole efter alt at dømme er blevet overhalet. Og det er et frygteligt perspektiv for den nation, der i praksis opfandt den moderne måde at spille fodbold på med introduktionen den såkaldte totaalvoetbal i begyndelsen af 1970’erne; og som har formået at holde sig i verdenseliten lige siden med en 4-3-3-spillestil, der lægger vægt på kreativitet, fleksibelt positionsspil og angrebsfodbold ført frem over flankerne.

På mange måder har det været store hollandske fodboldtænkere som Rinus Michels, Louis van Gaal og Johan Cruyff, der har defineret, hvordan vi spiller (og tænker) fodbold i Europa i dag. Men hvis man kigger på europæisk angrebsfodbold inden for det seneste årti, vil man se, at det helt grundlæggende er blevet defineret af to skoler, der hver for sig er blevet udviklet uden for de nederlandske grænser, nemlig den spanske tiki-taka-spillestil med vægt på pasningsspillet og evnen til at bruge boldbesiddelse som et våben til at udmatte modstanderen; samt den germanske gegen-pressing, der er lagt an på højbanepres, hurtige omstillinger og spil i banens længderetning.

Man kan naturligvis hævde, at både tiki-taka og gegen-pressing indkorporerer det bedste fra totalfodboldsfilosofien i deres formater. Men man kommer ikke uden om, at det hollandske 4-3-3-system – som også vores egen tidligere landstræner Morten Olsen var en discipel af – fremstår antikveret og stivbenet ved siden af disse to langt mere dynamiske spilleformater.

Faresignalerne blinkede sådan set allerede ved VM-finalen i 2010, hvor hollænderne mødte tiki-takaens mestre i form af det spanske landshold. Hvor Oranje tidligere ville have taget handsken op og forsøgt at spille spanierne ud af banen, reagerede daværende landstræner, Bert van Marwijk, og hans mandskab i finalen for syv år siden ved at forsøge at sparke de spanske ekvilibrister – og deres spil – i stykker. Tydeligst illustreret med Nigel de Jongs flyvende stempling i brystkassen på Xabi Alonso i midten af første halvleg.

Hollændernes optræden i finalen i Johannesburg var både en fodboldmæssig falliterklæring og et forvarsel om de magre tider, der skulle komme.

Det nederlandske landsholds nedtur har ganske enkelt været mange år undervejs. Eller som den tidligere landsholdsplaymaker Ruud Gullit har udtrykt det:

»Det er en krise, og du kunne se, at den var på vej i lang tid. Vi har simpelthen sovet i timen.«

Fodbolden som sindbillede

Skal man helt op på den store klinge, kan man ligefrem sige, at det orangeklædte nationalmandskabs bedrøvelige tilstand i bund og grund er udtryk for den krise, som hele den hollandske nation gennemlever i disse år.

Hvor den kreative og fleksible totaalvoetbal i 1970’erne kunne fortolkes som den unge, moderne, hollandske velfærdsstats kodeks om social mobilitet omsat til grønsværen – ja, som selve sindbilledet på de tidlige 1970’eres fremskridtstro og vilje til eksperimenter – så er Holland i dag en nation, der lider under terrorfrygt og kæmper for at finde politisk stabilitet i et landskab, hvor det er under pres fra både religiøse og politiske ekstremister.

En frygtsom nation har lagt eksperimenterne på hylden. Også på fodboldbanen.

Uanset om forklaringen på landsholdets krise er sociologisk eller blot udtryk for taktisk stagnation, så er der dog ingen tvivl om, at der venter et større arbejde forude for hollænderne, hvis de skal genvinde deres position som en af Europas innovative fodboldstormagter.

Det hollandske fodboldforbund har da også taget affære og hyret den tidligere Ajax-træner Henk ten Cate og bedt ham om at lave en analyse af, hvordan hollænderne bedst kan lære af fodboldudviklingen i andre lande – især Tyskland og Frankrig.

Ten Cate skal aflevere sine konklusioner senere i år i en rapport, der allerede er blevet døbt Dutch School 2.0.

Hollænderne må tilbage på skolebænken.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • ulrik mortensen
ulrik mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Og det er et frygteligt perspektiv for den nation, der i praksis opfandt den moderne måde at spille fodbold på med introduktionen den såkaldte totaalvoetbal i begyndelsen af 1970’erne"

Det var egentlig østrigeren Ernst Happel (tror jeg, at han hed), der bragte den spillestil til Holland i starten af 1960'erne.