Læsetid: 8 min.

’Fucking helvede. Fuck. Hun sprang ud foran toget’

Selvmordet. Del 2. Océane tilrettelagde sin død som et online-event. Reklamerede for en kæmpe overraskelse, afslørede en grum forbrydelse – og sluttede af med en endnu grummere handling. Over tusind så med, da hun sprang
Océane gav sine følgere detaljerede instrukser om, hvordan de kunne få adgang til hendes livefeed. Hun fortsatte med at rekapitulere sin plan: ’Vend tilbage klokken 16, så vil jeg fortælle jer alt, hvad jeg har at sige, og I vil se alt, hvad der kommer til at ske. Ja, jeg vil helt sikkert være tilbage her klokken 16. Jeg kan ikke bakke ud nu – I vil se hvorfor.’

Océane gav sine følgere detaljerede instrukser om, hvordan de kunne få adgang til hendes livefeed. Hun fortsatte med at rekapitulere sin plan: ’Vend tilbage klokken 16, så vil jeg fortælle jer alt, hvad jeg har at sige, og I vil se alt, hvad der kommer til at ske. Ja, jeg vil helt sikkert være tilbage her klokken 16. Jeg kan ikke bakke ud nu – I vil se hvorfor.’

Sille Veilmark

21. oktober 2017

Resumé: Océane er 18 år og ønsker sig et autentisk liv. Hun arbejder på et ældrecenter i en af de glemte parisiske forstæder og nyder at pleje andre. I sin fritid sender hun indimellem live-videoer ud via Periscope. Nu sender hun sin sidste

Océane fandt også en åbenlys glæde i at sørge godt for sig selv – ved at leje en lys studiolejlighed kun to kilometer fra, hvor hun var vokset op i Arpajon. Selv på den dag, hvor hun døde, var hendes lange tætte mørke hår nyvasket og sminken sad ulasteligt. Der var også hendes tatoveringer, som hun talte om som en slags omsorg for sig selv, og som hun havde fået skrevet på sin krop, som om hun flyttede ind i den – omtrent som kontormedarbejdere, der opsætter fotografier og meningsfulde citater for at personliggøre en anonym arbejdsbås.

Frankrig har beriget den vestlige kultur med forestillingen om den transcendentale romantiske kærlighed, som i sidste ende ville trumfe alle andre sjælelige ambitioner. Denne franske teenager var langtfra ene om at håbe, at den åndelige rigdom, verden ikke kunne ikke give hende i livet, kunne findes i romantikken, og faktisk havde hun været i et fast forhold i de sidste tre år.

Men hun følte sig ikke elsket af sin kæreste og ude af stand til at finde nogen forståelse for sit indre liv hos ham. Skuffelsen gjorde hende mindre. Hun forlod ham og håbede på at vinde sit liv tilbage.

Kort tid efter mødte hun ham igen – hvad hun beskriver i sit sidste videoklip – og han udsatte hende for et voldeligt fysisk overgreb. Den tynde tråd, der knyttede hende til universet, var nu bristet. Hun gik ind i en levende dødstilstand.

»Hvad ville gøre mig glad?« spørger hun i et af ​​sine få længere udbrud.

»Intet, det er pointen. Jeg er kommet til det punkt, hvor intet længere kan gøre mig glad. Jeg kan ikke engang mobilisere energi til at komme ud af sengen om morgenen. Hvorfor kan en person forgifte dit liv totalt? Vores forhold ødelagde mig totalt, men han fatter det ikke, fordi han er blottet for empati. Jeg mener: Andres lidelser rører ham ikke. Man forsøger at foretage sig et eller andet for at ændre situationen til det bedre – for at få folk til at høre efter, men det virker ikke, så altså … Med det budskab, jeg udsender i eftermiddag, håber jeg, at han endelig vil fatte det. I denne verden er man nødt til at chokere folk for at blive bemærket, hvis man vil have en effekt på noget.«

Arpajon

Sille Veilmark

Selvmordet som teknik

Hun talte usentimentalt om sin 19-årsfødselsdag, som hun ville have kunnet fejre tre dage efter selvmordet:

»Jeg burde foretage mig noget til min fødselsdag i denne weekend, jeg burde tage væk. Men det kommer ikke til at ske. Jeg mener … jeg kan ikke tage af sted – på grund af den her ting, jeg skal gøre.«

Når der af og til kom erotiske tilbud, fremkaldte det kun en hård latter i hende:

»En drink hos dig? Glem det. Nej, faktisk er det ikke særligt smigrende.«

Under pauser med tavshed sukkede hun ofte. Je suis trop blasée. Det franske ord har ikke de samme undertoner af kræsenhed og overlegenhed som det danske ’blasert’. Det betyder kun tomhed, følelsesløshed, ligegyldighed.

Ideen om at ’udsende et budskab’ synes at have givet hende fornyet energi og målrettethed. Hun lagde en detaljeret plan – hvor nøje udtænkt den var, skulle begivenhederne vise. Hun meddelte online, at hun ville transmittere en ikke nærmere beskrevet sensationel begivenhed kl. 16.30, den 10. maj 2016 via Periscope, en populær app, som gør det muligt for en bruger at videolivestreame til sine følgere, der samtidig kan skrive kommentarer til transmissionen.

Hun sagde, at hun ville henvende sig til sine følgere i to transmissioner tidligere samme dag, også via Periscope og også på faste tidspunkter. Inden da gennemførte hun to testudsendelser for at sikre sig, at der ikke skete et eller andet, hun ikke havde forudset.

Selvmordet blev fra dette øjeblik til et rent teknisk projekt, hvis organisatoriske krav gav hende ny energi og målrettethed. I løbet af disse sessioner talte hun om sine strategiske beslutninger:

»Fordelen ved Periscope er, at alle kan følge med, og at din udsendelse bliver gemt i 24 timer.«

Hun gav sine følgere detaljerede instrukser om, hvordan de kunne få adgang til hendes livefeed, og hvad de evt. kunne gøre, hvis det ikke lykkedes. Hun fortsatte med at rekapitulere sin plan:

»Vend tilbage klokken 16, så vil jeg fortælle jer alt, hvad jeg har at sige, og I vil se alt, hvad der kommer til at ske. Ja, jeg vil helt sikkert være tilbage her klokken 16. Jeg kan ikke bakke ud nu – I vil se hvorfor.«

Selv om folk fik Océane til at tale om mange forskellige ting, var hun hele tiden opmærksom på den opgave, hun havde foran sig.

»Hvad er klokken? Jeg har tre timer tilbage.«

Hvorfor kan det ikke ske tidligere? spurgte folk, der var utålmodige, fordi der ikke foregik ret meget.

»Fordi der er en tidsplan. I er alle meget utålmodige, men I vil måske snart finde ud af, at det ville være bedre, hvis I ikke havde været det.«

»Den video, jeg vil lave,« sagde hun og forsøgte at hæve sig op over de sociale mediers selvpromoverende kultur, »bliver ikke lavet for at faire le buzz (for at sprede sig viralt, red.). Den skal få folk til at vågne op og åbne deres bevidsthed. Jeg vil gerne kommunikere et budskab, og jeg vil have, at det kommer vidt omkring, selv om det er meget chokerende.«

Hendes taktik var ironisk nok den samme som den typiske sociale medieprinsesses:

Skab stor forventning hos publikum, men sig ikke noget om, hvad der kommer til at ske. Men hun håbede på, at chokket også ville have en effekt på omverdenen.

»Det er den eneste måde at kommunikere et budskab på. Den eneste måde, jeg kan være sikker på, at beskeden bliver forstået … Før man provokerer folk, forstår de det ikke.«

»Men det kommer virkelig til at blive meget, meget chokerende, så helt ærligt, jeg siger jer, at hvis der er børn, der ser på – og det har intet med sex at gøre – så hold dem væk.«

Égly.

Sille Veilmark
Océane sendte i 58 minutter om morgenen og 67 ved frokosttid. For det meste sad hun i sin røde sofa og talte direkte til kameraet, med et ansigt, der var mere højtideligt alvorligt end bevæget – selv om hun rullede cigaretter og kæderøg uden ophør.

På et tidspunkt forlod hun lejligheden for at hente post i postkassen (en pakke med makeup, hvis indhold var stjålet: Hun fremviste den opsprættede pakke til kameraet), men ellers ændrede billedet sig ikke. I ingen af disse sessioner sagde hun, hvad der skulle ske eller hvorfor; hun syntes at have fuld kontrol over begivenhederne. Og hvad der nu ligner ængstelig foregribelse i disse videoer – »Der er så koldt i denne lejlighed, jeg er så kold« – virkede ikke sådan under disse transmissioner.

Klokken 16.00 gik hun online for at sende sin tredje transmission. Hun havde tidligere sagt, at hun havde noget at sige nu, og nu sagde hun det. Hun fortalte folk, at hendes ekskæreste et par måneder tidligere havde voldtaget hende og slået hende. Og ikke kun det. Han havde også optaget en video af episoden, som han havde sendt ud via Snapchat. Océane lod vide, hvem han var, og hvordan han kunne kontaktes.

Mens dette skete, begyndte sessionen at blive kaotisk. Hundredvis af mennesker havde nu koblet sig på hendes feed for at se, hvad der foregik. Alle havde en mening om det, de så:

Nogle fandt hende spændende (Verdens glans begynder med en ensom kvindes skrøbelighed), mens andre benyttede sig af lejligheden til at give hende åndelige råd (Konvertér til islam, og du vil se, at alt bliver godt og stort. Allahu akbar!).

Océane henfaldt til tavshed, læste følgernes kommentarer og himlede indimellem med øjnene.

Mere end tusind så på nu, og stemningen var snakkesalig. Folk gjorde nar af hendes udseende eller luftede liderlige og tarvelige forventninger om, hvad hun dog kunne finde på at gøre, mens andre bad dem om at stoppe kommentarstrømmen, i håb om at hun ville tale ud. Andre forsøgte på anden vis at få hende til at bryde sin tavshed:

Kom i gang, sig noget, din retardo eller Vis os dine bryster, eller Jeg har fundet min drøm, en kvinde, der kan holde sin kæft. Vil du gifte dig med mig?

Andre foreslog en ny leg: Den første, der får hende til at grine, køber jeg en omgang græsk – et tilbud taget fra en rapsang af La Fouine, der henviser til den assiette grec, der sælges i de tyrkiske kebabboder, man kan finde overalt i forstæderne.

Océane havde forskanset sig bag et vedholdende smil. Et sardonisk smil, der helt sikkert udtrykte den fortvivlelse, der var i hendes verden, men også bekræftede hendes dystre viden. Men det havde også et strejf af det unge menneskes forudanende triumf:

I kommer til at fortryde, at I nogensinde har sagt alle disse ting.

Égly

Sille Veilmark

Helt planmæssigt

Kort før kl. 16.30 tog hun sin mobiltelefon, der stadig transmitterede, gik ud af lejligheden – forlod sin kat for sidste gang – og gik hen til Égly Station, hvilket kun tog få sekunder.

Da hun kom tæt på, begyndte stemningen blandt hendes følgere at ændre sig:

Denne pige har ikke noget liv, hvorfor skal hun fortælle om sit liv på Periscope?

Hun er en luder.

Hun vil begå selvmord, bare vent og se.

Det er altså virkelig forfærdeligt, at folk siger sådan noget. Hun er et menneske. Din mor eller søster kan have været udsat for det, hun har gennemgået.

Dræb dig selv.

Den tossede tøs vil skade sig selv.

Hvor er du i Égly?

Hvor skal hun hen?

Stop hende, hun vil begå selvmord.

Stop den pige.

Det her ender dårligt.

Det her føles seriøst skidt.

Fuck, jeg tror, ​​at hun vil springe.

Gør det ikke.

Ja, hun skræmmer mig!

Gutter, I kan se placeringen på hendes Peri, ring til politiet.

Hun er fortvivlet, den tøs, hun kommer til at gøre noget rigtig lort.

Du må ikke slå dig selv ihjel for en fyr.

Der kommer et tog, fuck.

Fucking helvede.

Fuck.

Hun sprang ud foran toget.

RIP.

Égly

Sille Veilmark

© The Wylie Agency og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Serie

Det første selvmord på sociale medier

Océanes selvmord efterlod et makabert mærke i tiden: Det var første selvmord udsendt via sociale medier. Den 18-årige kastede sig – livestreamende – ud foran et tog i den parisiske forstad Égly i maj sidste år. Hun opsteg hurtigt fra de sociale mediers glitrende fællesmængde til en ny status som kortvarigt medlem af en dødsdrevet kendiskult.

Moderne Tider bringer den britiskfødte, indiske forfatter Rana Dasguptas store essay med hændelsen i centrum. Dasgupta bevæger sig gennem de parisiske forstæder ud i den verden, hvor Océane boede og levede. Det er en verden, hvor befolkningen overalt advares mod deres medborgeres overgreb, mod terror, mod vold og seksuelle krænkelser. Og en verden, hvor ungdommen i trods drages mod selvdestruktion – ligesom deres popkulturelle ikoner.

Solidarisk spørger Dasgupta, om forstadsutopierne nogensinde var andet end et alibi for at skabe et opbevaringssted for menneskelig arbejdskraft, som der nu ikke længere er behov for.

Det er en fantastisk tekst. Hverken let eller opmuntrende, men lidt ligesom livet: til tider svært, evigt komplekst og værd at tænke over.

Seneste artikler

  • ’Det er hårdt at holde sig selv halal, når landet regeres af svin’

    21. oktober 2017
    Selvmordet. Del 4. Efter sin død blev Océane omtalt med en ømhed og omsorg, der ikke var de levende forundt. Hendes generation stod tilbage hjemsøgt af fristelsen til at træde ud af samfundet
  • Med dødsguden på Snapchat

    21. oktober 2017
    Selvmordet. Del 3. Lige før hun sprang, bemærkede en tilskuer, at Océane lignede en realitystjerne. Efter hendes død fulgte en kortlivet bølge af makaber berømmelse
  • Océanes død blev de sociale mediers første selvmord

    21. oktober 2017
    Selvmordet. Del 1. Toget ramte hende planmæssigt. Klokken var 16.29, og mere end tusind mennesker kiggede med, da 18-årige Océane livestreamede sit selvmord. I hendes død samles historien om de afkoblede parisiske forstæder og om dødsdriften i en ungdomsgeneration udspændt mellem en truende fysisk verden og en løgnagtig virtuel en
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Niels Duus Nielsen
  • Katrine Damm
Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen og Katrine Damm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu