Læsetid: 6 min.

Gerard Piqué er ikke kun forsvarskrumtap på det spanske landshold. Han er også stolt catalonier

Gerard Piqués støtte til den catalanske uafhængighedsafstemning har sat brand i fodbolddebatten i Spanien og pirket til skjulte spændinger på landsholdet
Piqué hørte til dem, der mødte op til uafhængighedsafstemning i Catalonien i begyndelsen af måneden. Og han koblede sin stemmeafgivelse sammen med en skarp og følelsesbetonet protest mod de spanske myndigheders forsøg på at blokere for afstemningen ved at lukke valgsteder og forsøge at forhindre borgerne i at stemme.

Piqué hørte til dem, der mødte op til uafhængighedsafstemning i Catalonien i begyndelsen af måneden. Og han koblede sin stemmeafgivelse sammen med en skarp og følelsesbetonet protest mod de spanske myndigheders forsøg på at blokere for afstemningen ved at lukke valgsteder og forsøge at forhindre borgerne i at stemme.

Burak Akbulut

28. oktober 2017

En af de mest brugte klichéer i fodboldens verden er vendingen om, at sport og politik skal holdes adskilt. Og hvis der er noget, man kan sige om det udsagn, så er det, at det hviler på en total illusion. For når tingene virkelig brænder på i den storpolitiske arena, så er skellet ind til fodboldbanen det første, der forsvinder.

Det har man set utallige gange.

Ja, ved flere lejligheder er de politiske spændinger ligefrem blevet udløst på grønsværen med blodige konsekvenser i den virkelige verden til følge.

Det mest berømte eksempel på dette fænomen er vel den såkaldte ’fodboldkrig’ mellem El Salvador og Honduras, der blev udløst i en kvalifikationskamp til VM i Mexico i 1970 og som resulterede i fire dages blodige krigshandlinger, der tog livet af mere end 3000 mennesker, før Organisationen af Amerikanske Stater greb ind og fik parterne til at besinde sig.

På vores breddegrader oplevede vi noget i samme dur den 13. maj 1990 på Maksimir Stadium i Zagreb, hvor en ligakamp mellem kroatiske Dinamo Zagreb og serbiske Røde Stjerne Beograd udviklede sig til ukontrollable optøjer mellem hooligans, spillere og officials i et masseslagsmål, der af mange betragtes som startskuddet til den jugoslaviske borgerkrig – og som ikke mindst huskes for billedet af Zagrebs anfører, den kroatiske stjernespiller Zvonimir Boban, der for fuld kraft laver et flyvespark på en politibetjent, der forsøger at få styr på tropperne.

Netop billedet af Bobans overfald på politibetjenten blev set som illustrationen af det had og vildskab, der efterfølgende rev den jugoslaviske nation fra hinanden.

Med dette in mente kan det næppe undre, at også det igangværende forløb omkring den catalanske regionsregerings forsøg på at løsrive sig fra centralmagten i Madrid har fostret et fodboldpolitisk sidedrama.

Dramaet centrerer sig omkring FC Barcelonas mangeårige midtstopper Gerard Piqué, der i mange år har fremstået som en af de vigtigste catalanske samlingspunkter på Barcas mandskab, og som på det seneste har udviklet sig til at være et regionalt symbol på løsrivelsestanken i Catalonien – samtidig med, at han har gjort sig rasende upopulær hos de nationalorienterede fodboldfans i resten af Spanien, herunder ikke mindst Madrid.

Kastede med affald

Hele balladen opstod i forbindelse med den såkaldte uafhængighedsafstemning i Catalonien i begyndelsen af måneden; en afstemning, der som bekendt blev støttet af de kræfter, der ønsker løsrivelse fra Spanien, mens modstanderne af et selvstændigt Catalonien i stor stil valgte at blive hjemme.

Piqué hørte til dem, der mødte frem for at stemme. Og han koblede sin stemmeafgivelse sammen med en skarp og følelsesbetonet protest mod de spanske myndigheders forsøg på at blokere for afstemningen ved at lukke valgsteder og forsøge at forhindre borgerne i at stemme:

»Gennem mange år kunne folk ikke stemme her (i Catalonien, red.), og det er en ret, der skal forsvares med alle lovlige midler,« sagde han til medierne, mens tårerne pressede sig på, og hans stemme knækkede over.

»Jeg er catalonier, og jeg føler mig som catalonier, og i dag er jeg mere stolt end nogensinde over det catalanske folk.«

Regningen for de ord kom få dage senere, da Piqué mødte frem til det spanske landsholds træningslejr i Madrid for at forberede sig til VM-kvalifikationskampen mod Albanien. Her blev den rutinerede midtstopper forfulgt af sektioner af de fodboldfans, der havde indfundet sig på lægterne for at overvære landsholdets træning.

De buede af ham og viftede med skilte og råbte en slagsang med ordene: »Piqué, cabrón, fuera de la selección« – Piqué, dit røvhul, ud af landsholdet.

Tilhængernes chikane betød, at landsholdet måtte afbryde træningen efter blot 23 minutter, hvorefter sikkerhedsvagter eskorterede landsholdsspillerne væk fra grønsværen, mens dele af de fremmødte fodboldfans kastede affald og andre genstande efter Barcelona-spilleren.

Og få dage senere – under kampen mod Albanien i Alicante – fortsatte visse dele af hjemmepublikummet med at forfølge Piqué med spredt piften fra tribunerne.

Bliver på landsholdet

Balladen har efterfølgende rejst en principiel debat i den spanske fodboldoffentlighed om, hvorvidt den catalanske midterforsvarer – der var en central del af det landshold, der vandt VM i 2010 og EM i 2012 – stadig har en fremtid på La Furia Roja; eller om han med sin støtte til Cataloniens uafhængighedsafstemning har gjort sig umulig i enhver landsholdssammenhæng.

Hovedpersonen selv afviser, at han har nogen planer om at trække sig fra landsholdet før VM i Rusland til næste år.

Men han har åbnet muligheden for, at fodboldforbundet eller landstræneren kan udskille ham fra truppen, hvis de mener, at han udgør en for stor belastning for holdet:

»At være en del af den spanske landsholdstrup er ikke en konkurrence i, hvem der kan være mest patriotisk,« har han udtalt.

»Det handler om at levere den bedste præstation, du overhovedet kan. Det er i hvert fald sådan, jeg opfatter det ... Men hvis bestyrelsen (for det spanske fodboldforbund, red.) synes, at jeg udgør et problem, vil jeg forlade holdet før verdensmesterskaberne i 2018.«

Den spanske landstræner, Julen Lopetegui, har dog afvist enhver tanke om at droppe sin rutinerede midtstopper:

»Gerard er en ekstraordinær midterforsvarer, og han har spillet med landsholdet, siden han var 16 år. Hans engagement er fantastisk. Jeg har svært ved at se, hvorfor jeg skulle udelade ham fra truppen. Han er til rådighed, og han vil gerne spille. Jeg ved godt, at det ikke er nogen let situation, men jeg er en fodboldtræner og bliver nødt til at træffe nogle valg.«

Det bør nævnes, at Piqué faktisk aldrig officielt har erklæret sig tilhænger af catalansk uafhængighed – han har blot gjort sig til talsmand for cataloniernes ret til selv at bestemme deres egen skæbne – men også med sin kritik af den spanske ministerpræsident, Mariano Rajoy, for at være »en regeringsleder, der rejser hele verden rundt uden at kunne tale engelsk«, har han sejlet tæt op mod vinden.

Gammel konflikt

Sagen er imidlertid, at balladen om Gerard Piqué ikke kun handler om den elegante centerforsvarer. Den har også åbnet låget til de indre spændinger i den spanske landsholdstrup, som mange ellers håbede var begravet for evigt.

Som de fleste med en vis fodbolderindring i behold nok vil huske, var det spanske landshold i mange år den syge mand i europæisk fodbold; en underpræsterende og klikeramt enhed, der aldrig vandt noget som helst, fordi truppens interne sammenhold konstant blev undermineret af en rivalisering mellem spillerne fra Barcelona og Madrid.

En af den tidligere landstræner Luis Aragonés store bedrifter var, at han fik afskaffet alt det interne fnidder og fik spillerne til at slås som en samlet enhed; og netop dette forhold var – sammenholdt med fremkomsten af tiki-taka-spilleformen – hovedårsagen til, at Spanien som den første nation nogensinde vandt tre internationale titler i træk fra 2008 til 2012.

Nu har kontroverserne omkring Piqué imidlertid vækket de gamle spøgelser til live.

Det blev demonstreret nogle dage før kampen mod Albanien, hvor landsholdets anfører – Real Madrid-forsvareren Sergio Ramos – gik i medierne med en kritik af Piqués eksplicitte støtte til den catalanske uafhængighedsafstemning ud fra en vurdering om, at den risikerede at skade sammenholdet internt i landsholdstruppen:

»Alle har ret til at sige, hvad de vil, men som anfører (for det spanske landshold, red.) har jeg altid fokus på den overordnede stemning i hele truppen,« sagde Ramos.

»Piqué vidste, hvad han foretog sig (da han udtalte sin støtte til folkeafstemningen, red.) Det var nok ikke det rigtige tidspunkt at gøre den slags, og det er bestemt ikke hjælpsomt.«

Disse ord var utvivlsomt medvirkende til, at det spanske fodboldforbund besluttede, at Ramos helt ekstraordinært ikke skulle deltage i den traditionelle pressekonference dagen før landskampen mod Albanien. Fodboldbosserne ønskede tydeligvis ikke at give pressen mulighed for at pirke til den konflikt mellem Ramos og Piqué, der var under opsejling.

Cheferne i det spanske fodboldforbund kunne dog ikke forhindre en anden Madrid-aktør fra landsholdstruppen i at give sin mening til kende, nemlig Atlético Madrid-midtbanespilleren Saúl Níguez. Og han gjorde det klart, at han – til trods for, at han respekterede Piqués spillemæssige engagement – ikke var begejstret for Barcelona-forsvarerens ageren på den politiske arena:

»Jeg havde ikke gjort som ham. For mig handler det om Albanien-kampen, der er det vigtigste for os,« sagde Níguez ifølge Tipsbladet.

Udtalelserne fra Ramos og Níguez illustrerer, at Madrid-Barcelona-konflikten på det spanske landshold ligger og lurer lige under overfladen. La Furia Rosa er – som nationen selv – præget af stærke regionale spændinger. Og der skal ikke ret mange episoder til, før det skrøbelige sammenhold i truppen brister.

Og så er hele holdet slået mere eller mindre tilbage til start.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Karlsen
Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det siges at hans kone (sangerinden Shakira) er meget sur paa ham og vil splitte, netop fordi Gerard er saa aktiv for selvstendigheden, der skader hendes salg af plader i Spanien.
Det er vikeligt svaert at forstaa at tilhaengere af FCB typisk er pro-selvstaendighed: hvis den engang lykkedes ville klubben vaere ude af den spanske liga.
Ligesom man i disse kredse lyver lodret om at de ikke ville komme ud af euro og EU, lyver de ogsaa om dette punkt....

Bjarne Bisgaard Jensen

Selv sportsstjerner er mennesker med rettigheder som alle andre, alligevel bliver der et ramaskrig hvis de ytrer sig om aktuelle politiske problemstillinger, hvis deres ytringer ikke lige pleaser den siddende magts interesser, hvorfor?
Kom nu ikke med den der om at adskille sport og politik. Han udtaler sig hverken på klubbens eller sportens vegne, men som almindelig samfundsborger med et standpunkt.