Læsetid: 13 min.

’Det er hårdt at holde sig selv halal, når landet regeres af svin’

Selvmordet. Del 4. Efter sin død blev Océane omtalt med en ømhed og omsorg, der ikke var de levende forundt. Hendes generation stod tilbage hjemsøgt af fristelsen til at træde ud af samfundet
Dårligdommen antager særligt akutte former på steder som de parisiske forstæder, hvor arbejdet gennem automatisering og løse tilknytninger er reduceret til næsten intet: I de mest deprimerede områder står en fjerdedel af de unge kvinder og næsten halvdelen af ​​de unge mænd uden job. Men også her er arbejdsløsheden kun symptom på den bredere udstødelse fra det franske samfund, hvis påståede universalisme forkæler et af de mest konsoliderede magtsystemer i den vestlige verden.

Dårligdommen antager særligt akutte former på steder som de parisiske forstæder, hvor arbejdet gennem automatisering og løse tilknytninger er reduceret til næsten intet: I de mest deprimerede områder står en fjerdedel af de unge kvinder og næsten halvdelen af ​​de unge mænd uden job. Men også her er arbejdsløsheden kun symptom på den bredere udstødelse fra det franske samfund, hvis påståede universalisme forkæler et af de mest konsoliderede magtsystemer i den vestlige verden.

Christophe Ena

21. oktober 2017

Resumé: Efter hendes død, er verdenspressens øjne rettet mod Océane, og hun opnår en kortvarig stjernestatus på de sociale medier, hvor hun tog sit liv.

Ti sekunder før Océane kastede sig ud fra perronen, skrev en eller anden: Hun har et sprængstofbælte på, ring til politiet.

Det er ikke overraskende, at nogle af de følgere, der fik at vide, at de skulle forvente en sensationel begivenhed, forventede, at det var det, der ville ske.

Grigny-drengen Amedy Coulibalys dødbringende bedrifter havde fundet sted kun 18 måneder tidligere. Og kun et halvt år inden havde den uhyggelige terrornat ramt Paris med skyderier og selvmordsbombninger, hvor 130 mennesker blev dræbt – herunder 68 unge mennesker, der var til rockkoncert i Bataclan-teatret.

Men måske der alligevel var en form for analogi mellem alle disse begivenheder. Océanes død var også tænkt som en slags detonation, som skulle ramme andre end hende selv. Vi må heller ikke glemme, at gerningsmændene fra Parisangrebene tilsvarende var orienteret imod deres egen ødelæggelse: De var også suicidale.

Alle disse mennesker var unge, og de var næsten alle vokset op i racialiserede ghettoer i Paris og Bruxelles. Alle følte en form for fortvivlelse i forhold til den europæiske virkelighed, de levede i. Og alle traf den fundamentale beslutning, at det eneste virkeligt stærke aktiv, de havde i deres forhandlinger med denne virkelighed, var deres eget liv.

Selv om vi kender statistikkerne, ved vi ikke ret meget om deres virkning på menneskesindet. At de vestlige samfund i midten af ​​det 20. århundrede kunne opnå et så forbløffende niveau af konsensus, skyldtes at de helt ekstraordinært havde et enormt socialt overskud at dele ud af – her spillede krigens ødelæggelse af de tidligere rigdomskoncentrationer og forvandlingen af ​​’arbejdskraft’ til ’job’ en afgørende rolle.

I dag, hvor de vestlige samfund er ved tilbagerulle disse fremskridt og igen bevæger sig imod en orden, der mere ligner 1800-tallets samfundsindretning, kan det ikke overraske, at dårligdomme fra den tid er på vej tilbage.

Dårligdommene føles stærkest af de unge, som ikke har oplevet andet i deres liv end flertallets fortsatte og fremadskridende udelukkelse fra adgang til samfundets rigdom, og som tager hul på deres voksenliv med meget ringe forhåbninger om, at det vil lykkes for dem at ’klare den’ lige så godt som deres forældre og bedsteforældre.

De har en stærk følelse af, at de nu aldrende generationer har taget det hele til sig selv og kun efterlader en steril verden – en planet med en svindende artsrigdom, forurenet luft og udpint jord – og at de ikke har andet at give i arv til de unge end konsekvenserne af ​​deres egne synder.

Det er en forfærdelig arv, og en arv, der får de unge mennesker, der har den længste fremtid, til at tvivle på deres egen udholdenhed.

Dårligdommen antager særligt akutte former på steder som de parisiske forstæder, hvor arbejdet gennem automatisering og løse tilknytninger er reduceret til næsten intet: I de mest deprimerede områder står en fjerdedel af de unge kvinder og næsten halvdelen af ​​de unge mænd uden job. Men også her er arbejdsløsheden kun symptom på den bredere udstødelse fra det franske samfund, hvis påståede universalisme forkæler et af de mest konsoliderede magtsystemer i den vestlige verden.

Det er ikke overraskende, at de fromme budskaber, som disse kvarterer er plastret til med, og som promoverer det gode liv med hårdt arbejde og et sundt og lykkeligt familieliv – sammen med det gamle revolutionære slogan om LIBERTÉ, ÉGALITÉ, FRATERNITÉ – rutinemæssigt bliver hærget. Alt hvad der demonstreres gennem disse floskler, er endnu en gang de ansvarliges ligegyldighed og den moderne nations manglende evne til at inspirere til nogen virkelig form for troskab. For mange er Frankrig blevet genstand for afsky og en hindring for på nogen måde at leve et hæderligt liv.

Grigny.

Sille Veilmark

Fristelsen til at træde ud

Som en rapgruppe fra Océanes kvarter udtrykker det:

»Dur de rester halal quand des porcs gouvernent« (»Det er hårdt at holde sig selv halal, når landet regeres af svin«).

Derfor er den franske ungdom i dag hjemsøgt af fristelsen til at træde ud af samfundet. Spredningen af ​​radikal islam er naturligvis det mest dramatiske udtryk for det: Over 900 unge har forladt Frankrig for at kæmpe med Islamisk Stat i Syrien og i Irak, og tusindvis har tilsluttet sig jihadistiske netværk derhjemme.

Men når militant islam spredes blandt franske unge, sker det ikke kun gennem radikalisering af eksisterende muslimer, men også gennem konverteringer blandt ikkemuslimer, der vil have del i den aktivistiske magt, de tror radikaliseringen kan levere.

De, som er konverteret til islam i fængsler, ghettoer og bander repræsenterer en stor del af Frankrigs 200.000 konvertitter, og op til en fjerdedel af de franske frivillige IS-krigere er rekrutteret fra konvertitternes rækker. Sammenhængen er med andre ord ikke, at disse mennesker var muslimer og derfor ønskede at ødelægge virkeligheden og sig selv. Den er snarere, at de først ønskede at ødelægge virkeligheden og sig selv – og i samme proces at genopdage en følelse af noget ophøjet og ædelt – og derfor tog de den radikale islams kompromisløse kraft til sig.

Der er mange øjeblikke i historien, hvor unge har drømt om glamourøs selvdestruktion snarere end møjsommeligt at tage hul på voksenlivet. Men i alle epoker hører de, som rent faktisk dør, til de sjældne undtagelser. Et langt større antal berøres af samme strøm af fortvivlelse, men afholder sig alligevel fra at tage det ultimative skridt på grund af selvopholdelsesdriften. Disse overlevende er dog ikke uskadte. De bevæger sig langs grænsen mellem liv og død og føler en form for sentimental misundelse over for dem, der gjorde alvor af at tage deres eget liv. Deres kultur er en selvmordskultur, der har fået dem til at miste noget af evnen til at identificere sig med dem, der rent faktisk lever et liv.

I dagene og ugerne efter Océanes død begyndte en række raphyldester at spredes online. Rapperne var som oftest unge mænd, hvis frustration over ledighed og et liv med tilfældige job blev modarbejdet af heroiske alter egoer: gangster, sandhedssiger og troubadour. Også selv om deres berømmelse i de fleste tilfælde kun eksisterede i deres eget værelse og kun var en realitet for dem selv. Ingen af ​​dem havde mødt den døde pige personligt, men historien om hendes selvmord talte til dem på en stærk og direkte måde. Selv om deres rapstemmer var grove af ghettoaggressioner, var de musikvideoer, de lavede, fulde af stjerneklar himmel, røde roser og flyvende duer i slowmotion – alt sammen retoucheret ind i det gamle billede af Océane, der poserer foran Hollywood-skiltet.

Deres ord var dybtfølte og sentimentale: »Min kære Océane, disse vers er dedikeret til dig/ Du har forladt os for at leve hos englene/ Hvad skal jeg gøre uden dig?« rappede en.

De skrev om sig selv, som var de den slags hengivne kærester, hun aldrig fik, og fantaserede om at have været til stede for at redde hende:

»Jeg ville helt sikkert have kunnet
gøre dig lykkelig … Jeg ville have lyttet til dig
så du ikke ville have været nødt til at gøre en ende på det hele«.

Men der var noget tvivlsomt ved disse tilbud om hjælp, som de levende så gerne ville yde Océane med tilbagevirkende kraft.

Måske var forklaringen, at rapsangerne i almindelighed kun i begrænset omfang syntes at nære kærlighed til levende mennesker.

Selve ideen om Océane i live kunne kun producere tomme gentagelser: 

»Océane, Océane, du var så smuk
Océane, Océane, du var altid smuk.«

Eller makaber banalitet:

»Lille engel, der forlod os for tidligt
alt, hvad der bliver tilbage, er et par fotos
Et simpelt liv med et barnligt smil
Et ansigt, der endte med at være dækket af blod.«

Efterladte levende personer blev derimod kun omtalt med had og foragt. De værste ukvemsord var naturligvis rettet imod Océanes ekskæreste, som angiveligt var en så universelt depraveret figur, at rapperne følte, de trygt kunne tale om ’pædofili’ og ’incest’ såvel som om voldtægt:

»På grund af din eks forlod du os for hurtigt
Han udsatte dig for incest
Jeg savner ord for mit had.«

Men også alle mulige andre blev draget ind i det. De mennesker, der så på Océanes sendinger, var f.eks. totalt moralsk korrupte:

»De fleste af dem er faktisk ludere, og det er sandheden,« sang en rapper og viste dermed, at Océanes historie om at være offer for en mands sexovergreb ikke havde overbevist ham om, at han selv skulle ændre på, hvordan han tænkte eller talte om kvinder. Kvinder var foragtelige, ligesom mænd var. De var alle en del af det altomfattende fordærv.

»Folk har ændret sig,« lød det hos en af ​​de samme rappere i en anden sang: 

»Jeg er allerede bange for fremtiden … Hvis jeg havde vidst, at menneskehænder var så beskidte
sværger jeg, at jeg ville have delt mit liv med et dyr.«

Arpajon.

Sille Veilmark

Død og romantik

Den levende menneskelige verden var uendeligt og uopretteligt degenereret. Hvilket fører os frem til den centrale pointe: Océanes største fortjeneste i disse rapperes øjne – og grunden til, at de kunne rappe om hende, som var hun en helgen – var præcis, at hun var død. De var ikke fascineret af den person, hun havde været, og de var heller ikke motiveret af noget generelt ønske om at beskytte livet. Nej, de var inspireret af det faktum, at hun havde truffet den spektakulære beslutning om at forlade en verden, hvor hun ikke så nogen muligheder for at kunne blive forløst. Eftersom hun tog sit eget liv, realiserede hun en del af deres egen fantasi, som de aldrig selv ville kunne virkeliggøre. Derfor forsøgte de at gøre hende til stedfortræder for en fantasi om deres eget selvmord med antydninger om, at de selv var kommet meget tæt på samme handling – og således få del i den hermed forbundne glamour:

»Jeg har haft den slags øjeblikke
Når du føler dig helt alene
Og er helt nede
ville jeg slutte alt i en lænestol.«

Tilhørte disse stemmer blot bedrøvelige, ensomme typer, der udtrykte ekstreme, men når det kom til stykket også afvigende følelser?

Det er meget muligt.

Men samtidig var de også amatørrappere, der kopierede stilen fra mere berømte figurer, hvis følelser også var uoriginale. De udtrykte ikke bare deres egen angst. De gjorde sig selv til et ekko af den verden af fortvivlelse og dødsfascination, der er kernen i moderne fransk rap. Verdens råddenskab, livets manglende fylde, de sidste tiders krig: Dette var temaerne hos rapperne fra forstæderne i Paris, og i flere tilfælde var den eneste sande poetiske udvej at forlade denne verden.

Rapperen La Fouine koreograferede sin egen undergang i en sang, han kaldte »Quand je partirai« ('Når jeg er væk'). For hvor tilfredsstillende var det ikke at forestille sig hele den forkastede verden ved sin egen grav:

»Den dag, jeg dør, vil visse dumme svin kondolere
Hvor var de, da de ubetalte regninger kom?«

Orelsan – en hvid rapper og Frankrigs rigeste rapstjerne – formulerede en ren selvmordsnote:

»I dag er den sidste dag i min eksistens
Den sidste dag jeg lukker øjnene, min sidste stilhed
I lang tid har jeg søgt en løsning på disse problemer
Nu kan jeg se den, og den er så indlysende«.

Men zoomer vi ud fra fransk rap, ser vi, at teenagekulturen dyrker fantasien om afsked med livet på et mere universelt niveau. For at vise, at de tanker ikke blot var deres egne, supplerede mange af Océanes nekrologskrivere deres strofer med refræner fra kendte popsange som for at blåstemple deres ensomme dysterhed ved hjælp af global berømmelse.

Flere lånte strofer fra et hit af den franske popstjerne Caroline Costa (endnu en berømthed, der brød igennem i et tv-talentshow). Sangen handler om en person, der ikke længere er der – af grunde, vi aldrig får at vide – men endnu en gang kommer det magtfulde i dens udtryk ikke fra kærlighed eller længsel, men fra ​​tomhedens erfaring. Håbet er blevet en grav. Lykken er begravet, alle livets kronblade er visnet.

Men hvis nogen sang viste, hvor langt selvmordsdrømmen var nået i konkurrencen med romantisk kærlighed om at være den dominerende følelse i nutidens teenagekultur, var det »If I Die Young« af The Band Perry, et seksdobbelt platinhit i USA, der senere blev titelmelodi i blockbuster-tv-serien Glee. En af de rappere, der indspillede en hyldest til Océane, blandede sine strofer med »If I Die Young«, som på mange måder passede uhyggeligt perfekt på hendes historie, da også den handler om, at andre mennesker først vil lytte til dig, når du er død.

Det var en smuk sang – en sang om kærlighed til ens egen død, ret beset – og dens særlige fascination er et centralt element i den globale ungdomskultur i dag. Fascinationen ved en verden uden mig og ved mit livs eventuelle betydning og fylde, når først de efterladte får øjnene op for det. Hvor smukt det hele kunne blive, hvis jeg forlod verden. Du kunne lægge mig på et leje af roser og sende mig af sted med en kærlighedssang.

Forvist fra sprog, krop og sted

Océane blev den første person til at livetransmittere sit selvmord på en af vor tids sociale medieplatforme. I løbet af de timer, jeg har brugt på at se hendes onlinevideoer, har jeg aldrig fået den tanke, at hun i nogen henseende skulle være usædvanlig. Jeg oplevede karaktertræk ved hende, der var fælles for mange unge mennesker i dag – og som jeg muligvis selv har, om end de træder tydeligere frem hos de unge. Hun var stilfærdig, alvorlig, indimellem sjov, blev distraheret af konstante elektroniske tics, var knap nok til stede for sig selv.

Hun mindede mig om en sætning fra et manifest, som unge franske aktivister for nylig har udsendt, og hvori de beskriver den moderne ungdoms tilstand: »Forvist fra vores eget sprog i uddannelsessystemet, fra vores sange i reality-tv-konkurrencer, fra vores krop af massepornografi, fra vores by af politiet og fra vores venner af lønarbejde.«

I mange henseender forekom Océane helt normal, og jeg har på fornemmelsen, at hendes online-bedrift også kan gå hen og blive mindre usædvanlig med tiden.

Under planlægningen af sit ellers grundigt gennemførte selvmord ser hun ud til at have gjort sig skyldig i en ukarakteristisk skødesløs forsømmelse. Da hun bebudede, hvad der skulle blive hendes sidste transmission, gjorde hun klart for alle, at hun ville blokere kommentarer fra følgere på siden.

Hun sagde det flere gange: »Senere, når jeg skal forklare det hele for jer, vil jeg blokere alle kommentarer, hvilket betyder, at jeg snakker, og at I ikke kan skrive tilbage. Og I vil forstå hvorfor, i eftermiddag … Jeg vil have , at I skal vide, at den udsendelse jeg vil lave, når jeg lukker ned for alle samtaler … Jeg vil på forhånd gøre klart, at jeg ikke gør det her for at faire le buzz. Jeg gør det, fordi det er den eneste måde, jeg kan få mit budskab igennem på.«

En pludselig rædsel

Men som vi har set, fik Océane alligevel ikke blokeret for samtalerne. Hendes sidste udsendelse blev oversvømmet af en syndflod af kommentarer, og hun døde ikke alene.

Hvordan kunne hun begå en så stor fejl, når hun gennemførte alt andet med så slående præcision? Det får mig til at tænke på en anden detalje, hun nævnte i sine transmissioner – og man klynger sig til de detaljer, fordi hun reelt siger så lidt, man kan lære hende at kende af. På det seneste havde hun ofte undladt at lægge røret tilbage på sin dørtelefon, hvilket betød, at besøgende ikke kunne ringe på. Postbuddet måtte gå rundt og banke på hendes vindue – så ville de udveksle nogle ord, og hun ville ikke være alene.

Små fejltrin ved livets afslutning.

Hvis Océane følte sig så ramt af den manglende betydning, der blev tillagt menneskelivet, var det ganske sikkert, fordi hun selv tvivlede på sin egen betydning. Men det var ikke hele historien. Hun var en følsom observatør med et fint gehør for de måder, det menneskelige værd mere generelt kollapser på – og med dette også grænserne for de overgreb, mennesker kan begå imod hinanden. Dette var den grundlæggende aktive kraft i hendes geografi, hendes teknologi, hendes generation.

Og så pludselig blev hun udsat for dens fulde rædsel: et anfald af destruktivitet hos en, hun troede, hun kendte godt.

Herefter var hun allerede på kurs imod døden, og siden var hendes fysiske skikkelse blot en slags efterbillede. Det så ud, som om hun stadig besad al den levendes styrke, men i virkeligheden var denne styrke ramt af dødbringende perforeringer.

Kommunikationskanalerne mellem hende og verden åbnede og lukkede sig nu på må og få uden hensyntagen til hendes vilje.

Egly.

Sille Veilmark

Efterskrift

I månederne efter Océanes død skød en tyrkisk mand sig selv på Facebook Live. Den følgende måned livestreamede et par russiske teenagere deres sidste timer på Periscope, før de tog deres egne liv. Kort herefter transmitterede tre amerikanere, to af dem teenagepiger, deres selvmord på Facebook.

© The Wylie Agency og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Serie

Det første selvmord på sociale medier

Océanes selvmord efterlod et makabert mærke i tiden: Det var første selvmord udsendt via sociale medier. Den 18-årige kastede sig – livestreamende – ud foran et tog i den parisiske forstad Égly i maj sidste år. Hun opsteg hurtigt fra de sociale mediers glitrende fællesmængde til en ny status som kortvarigt medlem af en dødsdrevet kendiskult.

Moderne Tider bringer den britiskfødte, indiske forfatter Rana Dasguptas store essay med hændelsen i centrum. Dasgupta bevæger sig gennem de parisiske forstæder ud i den verden, hvor Océane boede og levede. Det er en verden, hvor befolkningen overalt advares mod deres medborgeres overgreb, mod terror, mod vold og seksuelle krænkelser. Og en verden, hvor ungdommen i trods drages mod selvdestruktion – ligesom deres popkulturelle ikoner.

Solidarisk spørger Dasgupta, om forstadsutopierne nogensinde var andet end et alibi for at skabe et opbevaringssted for menneskelig arbejdskraft, som der nu ikke længere er behov for.

Det er en fantastisk tekst. Hverken let eller opmuntrende, men lidt ligesom livet: til tider svært, evigt komplekst og værd at tænke over.

Seneste artikler

  • Med dødsguden på Snapchat

    21. oktober 2017
    Selvmordet. Del 3. Lige før hun sprang, bemærkede en tilskuer, at Océane lignede en realitystjerne. Efter hendes død fulgte en kortlivet bølge af makaber berømmelse
  • ’Fucking helvede. Fuck. Hun sprang ud foran toget’

    21. oktober 2017
    Selvmordet. Del 2. Océane tilrettelagde sin død som et online-event. Reklamerede for en kæmpe overraskelse, afslørede en grum forbrydelse – og sluttede af med en endnu grummere handling. Over tusind så med, da hun sprang
  • Océanes død blev de sociale mediers første selvmord

    21. oktober 2017
    Selvmordet. Del 1. Toget ramte hende planmæssigt. Klokken var 16.29, og mere end tusind mennesker kiggede med, da 18-årige Océane livestreamede sit selvmord. I hendes død samles historien om de afkoblede parisiske forstæder og om dødsdriften i en ungdomsgeneration udspændt mellem en truende fysisk verden og en løgnagtig virtuel en
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu