Læsetid: 8 min.

John F. Kennedy – præsidenten, der passer til enhver lejlighed

Åbningen af det amerikanske nationalarkivs hidtil hemmeligholdte sagsakter om mordet på den amerikanske præsident Kennedy i 1963 fornyer interessen for en skikkelse, der i den kollektive bevidsthed stadig er lyslevende og dragende tvetydig – nærmest dobbeltmennesket Dr. Jekyll og Mr. Hyde
Rent politisk er John F. Kennedy temmelig umulig at sætte i bås. Han bevægede sig fra et yderligt højrepunkt frem mod midten og lidt over den.

Rent politisk er John F. Kennedy temmelig umulig at sætte i bås. Han bevægede sig fra et yderligt højrepunkt frem mod midten og lidt over den.

Associated Press

28. oktober 2017

Igen formåede USA’s præsident, Donald Trump, med et tweet at sætte sig selv i fokus. Sidste lørdag udsendte Trump følgende: »Afhængig af modtagelsen af yderligere oplysninger vil jeg som præsident tillade, at de længe blokerede og hemmeligholdte John F. Kennedy-sagsakter bliver åbnet.«

Og – som altid med Trumps tweets – er der ugler i mosen. For selve åbningen af Kennedy-arkiverne følger allerede af en lov vedtaget i 1992. Loven var en reaktion på Oliver Stones opsigtsvækkende film JFK, der satte fokus på de dunkle omstændigheder omkring drabet på Kennedy i Dallas i november 1963.

Loven gjorde millioner af sider om mordet tilgængelige, men ikke alle. 3.100 dokumenter fik offentligheden ikke at se, og 30.000 blev kun gjort delvist tilgængelige. De skal til gengæld ifølge loven offentliggøres nu.

Selv om Trump onsdag tweetede, at den ventede frigivelse ville finde sted dagen efter, stod det natten til fredag dansk tid klart, at det alligevel ikke blev til en fuld frigivelse. Præsidenten valgte nemlig at følge efterretningstjenesternes anmodninger om fortsat at hemmeligholde visse dele og gav dem 180 dage til at gennemgå de hemmeligholdte oplysninger én for én.

»Jeg har intet andet valg – i dag – end at acceptere udeladelserne frem for at tillade potentiel uigendrivelig skade mod nationens sikkerhed«, lød det i Trumps memo – gengivet af New York Times.

Når Trump – trods udsættelsen – finder trang til at få sat sit eget navn i forbindelse med John Kennedys, afspejler det et ønske – næret af mange nutidige politikere, ikke bare i USA – om at bade sig i lyset fra John Kennedys stjerne. Den stråler på himlen, ikke bare som et ikon fra 1960’erne, men som et tidløst billede på ungdommelig idealistisk handlekraft – ligesom der stadig stråler uskyldig, nærmest barnlig seksualitet ud af billedet af den Marilyn Monroe, som både John Kennedy og hans lillebror Robert tog sig tid i deres travle kalendere til at have et forhold til. Var det kommet frem i samtiden, var stjernehimlen braset sammen som et resultat af skandalen.

Tvetydigheden

Det forunderligt dragende ved billedet af John Kennedy er dets tvetydighed. Hans eftertid kan bruge ham til snart sagt hvad som helst. Politikere både til højre og venstre kan søge at låne træk fra hans fremtræden.

Kennedys ydre person var elegancen. Det var ham magtpåliggende at føre sig med stil og vid. Her er en nærmest barok modsætning til Trumps plumpe, vulgære og brølende facon. Skal man finde en nutidig politisk skikkelse, som utvivlsomt er inspireret af Kennedys image, og som har haft held med at efterligne, må man pege på den franske præsident Emmanuel Marcron: ung, velplejet, veltalende, klassisk kultiveret.

Kigger man nærmere på John Kennedy – ud fra, hvad der siden er afsløret om hans liv og levned – nærmer det tvetydige ved hans person sig dobbeltmennesket Dr. Jekyll og Mr. Hyde.

Var Kennedy den omsorgsfulde familiefar, der midt i sit embedes byrder tilbragte kvalitetstid med sin aldeles yndige kernefamilie, hustruen Jacqueline og de små børn Caroline og John Junior?

Eller var han kvindebedåreren, der delte elskerinde med en mafiaboss og bragte sit embedes værdighed i fare ved mangfoldige testeronpumpede seksuelle udskejelser?

Begge billeder er sande. Og når det farlige af billederne ikke blev bragt til offentlighedens kendskab, mens Kennedy levede, skyldes det, at de journalister, der fulgte ham tæt, beundrede ham i begge roller og derfor loyalt nøjedes med at skildre glansen.

Associated Press

Livslang sydom

Tvetydigheden omfatter også billedet af den solbrændte Kennedy, der stråler af sundhed. Han var overhovedet ikke sund. Hele livet døjede Kennedy med dårlig fordøjelse og en alvorlig ryglidelse, der blev næsten invaliderende, efter at et japansk krigsskib under Stillehavskrigen sejlede hans patruljebåd midt over. Endnu værre var, at John Kennedy også led af Addisons sygdom, en alvorlig mangel på binyrebarkhormon, der kunne have forkortet hans liv.

Kennedy kan altså også ses som et billede af, hvordan knugende sygdom ved jernvilje kan overvindes – på samme måde som præsident Franklin Roosevelt satte sig ud over den polio, der havde lammet begge hans ben.

Rent politisk er John Kennedy temmelig umulig at sætte i bås. Han bevægede sig fra et yderligt højrepunkt frem mod midten og lidt over den. Kennedys karriere blev pacet frem af faderen, Joseph Senior, der ville tage revanche for den ringeagt, han som efterkommer af katolske irske immigranter var blevet mødt med af Bostons protestantiske højborgerskab.

Revanchen bestod i at skubbe børnene frem mod USA’s øverste politiske embeder. Joseph havde en formue at gøre godt med, én han blandt andet havde tjent ved at sælge spiritus under USA’s forbudstid i 1920’erne. Først satsede Joseph på den ældste søn, Joseph Junior, men Junior døde som pilot ved en flyulykke over England i 1944. Så satsede Joseph sin formue på John.

Rent politisk lå Joseph Senior så langt til højre, at han sympatiserede med nazisterne, også som USA’s ambassadør i London omkring Anden Verdenskrigs udbrud i 1939.

Denne ridse i Kennedy-familiens rygte søgte han at råde bod på ved at få bogudgivet John Kennedys afhandling fra 1940, Hvorfor England Sov. Den havde som pointe, at en fremskyndet britisk konfrontation med Hitler ville have været endnu mere faretruende.

Mccarthyismen

Joseph Seniors foragt for det protestantiske establishment gjorde ham til en tidlig tilhænger af den kommunistjagende republikanske senator Joe McCarthy. Joseph fik begge sine sønner, John og Robert, med i McCarthys klapjagt på ’uamerikanske kommunistsympatisører’.

McCarthys overgreb på borgerrettigheder endte i 1954 med at få Senatet til at fordømme ham. John Kennedy var omhyggeligt sygemeldt ved den lejlighed og tog først afstand fra McCarthy i 1956. Det skete med den private bemærkning: »Selv min far er imod McCarthy nu. Og når han er det, har McCarthy ingen tilbage.«

Det Demokratiske Partis venstrefløj, anført af Franklin Roosevelts enke, Eleanor, tilgav aldrig John Kennedy hans forbindelse til mccarthyismen.

I sine unge politiske år – fra 1946 som kongresmedlem og fra 1954 som senator – var John Kennedy forsigtig konservativ, og han var på venskabelig fod med den samtidigt valgte republikaner Richard Nixon, som Kennedy delte jernbanesovevogn med, når de to var på politiske turneer.

I præsidentvalgkampen 1960 overhalede Kennedy på en række punkter sin modkandidat højre om. Kennedy gjorde Nixon ansvarlig for, at han som vicepræsident i Eisenhowers republikanske regering havde ladet Sovjetunionen få et forspring i Øst-Vest-raketkapløbet, og for, at Fidel Castro kunne tage magten ved den cubanske revolution i 1959.

Kurs mod venstre

Først efter at John Kennedy overtog præsidentembedet i januar 1961, indtraf en række begivenheder, der sendte ham på en kurs fra højre mod venstre. Ved sin tiltræden overtog han fra Eisenhower-regeringen en CIA-plan om at vælte Castro ved at lade amerikanske fly støtte en landgang af Floridas eksilcubanere i øens Svinebugt.

Landgangen skulle ske i tilslutning til en opstand, der imidlertid aldrig indfandt sig. Kennedy var harm over CIA’s fejlvurderinger og nærede resten af sin embedstid en indgroet mistillid til efterretningsvæsenets politiserende intriger.

En ulovlig prisaftale i den amerikanske stålindustri fik Kennedy til at gribe ind og tvinge stålpriserne ned.

I 1962 og 1963 måtte Kennedy sende forbundstropper til Sydstaterne for at gennemtvinge åbningen af universiteter for sorte studenter. Dermed krængede Kennedy Det Demokratiske Parti væk fra raceadskillelse og i retning mod integration. En udvikling, der blev forstærket under hans efterfølger, Lyndon Johnson, og betød, at Republikanerne kunne overtage den racistiske appel i Sydstaterne.

Et vendepunkt i John Kennedys vandring fra mccarthyistisk koldkriger passerede han under Cuba-krisen i 1962. Her satte han sig med statsmandskløgt ud over sine generalers råd om gribe til bomber som middel til at fjerne de atombevæbnede raketter, som Sovjetunionen var ved at stille op på Cuba. Kennedy erklærede i stedet en amerikansk flådeblokade af raketudstyr til øen. Efter en række anspændte udvekslinger mellem Washington og Moskva lykkedes det at trappe krisen ned. De sovjetiske raketter blev fjernet ligesom nogle tilsvarende amerikanske, der var opstillet i Tyrkiet. Det banede vej for en optøning af den ellers dybfrosne Kolde Krig.

I 1963 tog Kennedy en række skridt, der kunne tydes, som om han ville genoverveje den amerikanske krigsførelse i Vietnam – i hvert fald når hans genvalg var sikret i november 1964.

Informations forside lørdag den 23. november 1963

Skuddene

Og så – i november året tidligere – faldt skuddene i Dallas. John Kennedy fik ikke lov til føre sin politiske rejse til ende, og ingen ved, hvilken retning den havde taget.

Om skuddene herskede der fra begyndelsen mystik. Da de lød, løb en række tilskuere op mod en græsklædt høj skråt forude for Kennedys kortege. Da hans bil bagefter susede under jernbanebroen ved højen, registrerede flere i hans følge, at der stadig lugtede af krudtrøg.

At skuddene skulle være kommet forfra, stemmer også overens med fotooptagelsen af begivenheden – den såkaldte Zapruder-film – der viser, at skuddene får Kennedys hoved til at eksplodere baglæns. Fotografier viser, hvordan Jacqueline Kennedy kravler om over bilenes bagsmæk for at gribe den del af hans hjerne, der er skudt ud.

Men nej, skuddene kom ifølge den officielle forklaring ikke forfra, men bagfra, præcist affyret af en enlig gerningsmand, den motivløse Lee Harvey Oswald, der var kendt som en dårlig skytte og i øvrigt havde en besynderlig karriere som agent for CIA og som amerikansk flygtning i Rusland. At Oswald handlede på egene hånd var konklusionen på rapporten om drabet, der fik navn efter undersøgelseskommissionens formand, højesteretspræsident Earl Warren.

Tre år efter mordet, i 1966, var kravet om en genåbning af sagen årets debatemne i retorikklasserne i Sydcaliforniens gymnasier. Nærværende skribent var som udvekslingsstudent ivrig deltager – og nåede dengang frem til, at Warren-Kommissionen ikke præsenterede sandheden. De mellemliggende 51 år har ikke rokket ved den opfattelse. Ej heller ved den udlægning, at der snarere var tale om et anslag undfanget i en skummel trekant mellem mafiabosser, eksilcubanere og amokløbne CIA-agenter. Flere personer befandt sig både på den ene og den anden fløj i denne trekant, og de var forud for drabet talrigt repræsenteret i Dallas.

Men at nære forhåbning om, at kriminalgåden nu – mere end et halvt århundrede senere – finder en endelig og alment accepteret løsning, når de sidste frigivne dokumenter er gransket ... det er vist for meget at forvente. Dertil er John Kennedys liv og – især – hans død for indvævet i mytologi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Ja, det er jo spøjst. Jeg har fx. altid tænkt på JFK som en ubetinget helt, mens min svigerinde i Skotland allerede for mange år siden påstod at hele Kennedyklanen var fordærvet. Dengang tænkte jeg bare: - hvad snakker hun om? I dag ved jeg ikke rigtigt, andet end at en politisk helt måske også er lige lovligt meget at forlange. Kan vi slippe for det modsatte er meget opnået.

"Om skuddene herskede der fra begyndelsen mystik. Da de lød, løb en række tilskuere op mod en græsklædt høj skråt forude for Kennedys kortege."

Der gik over et minut efter skuddene var faldet inden tilskuere begyndte at løbe op af græshøjen. Der var i 1963 ingen vidner der havde set en skytte på the grassy knoll. De vidner der i dag bruges, stod først frem flere år senere.

"At skuddene skulle være kommet forfra, stemmer også overens med fotooptagelsen af begivenheden – den såkaldte Zapruder-film – der viser, at skuddene får Kennedys hoved til at eksplodere baglæns."

Vrøvl med vrøvl på. Prøv nu at se den film frame by frame. Helt præcist frame 312 og 313. Der ses her tydeligt at Kennedys hoved ryger fremad, ramt af et skyd bagfra INDEN der herefter ryger bagud.

"Lee Harvey Oswald, der var kendt som en dårlig skytte og i øvrigt havde en besynderlig karriere som agent for CIA og som amerikansk flygtning i Rusland"

Det er dog utroligt at du fortsætter med dine direkte usandheder David. Der eksisterer INGEN beviser der understøtter din påstand om Oswalds tilknytning til CIA, det er ikke andet end løse rygter.
Det er direkte forkert at han var en dårlig skytte, På en afstand af 200 yard er det dokumenteret at han ved hurtigskydning ved to lejligheder ramte henholdsvis 48 og 49 ud af 50 skud. Ganske udmærket efter min mening. 200 yards er i øvrigt mere en den dobbelte afstand i forhold til skuddene der faldt fra Texas skolebogsforlaget. Så stop dig selv, det er utroværdigt det du kommer med David.