’Man kan komme op i den høje ende af aggressionsfeltet, når man færdes i trafikken’

Den tiltalte, A, hænger sin grønne pilotjakke på stumtjeneren i retslokalet, inden han sætter sig ned: en 19-årig mand med kraftigt sort hår, som er klippet i en kort, blød page. Han har udenlandsk baggrund, men er født og opvokset i Danmark.

A er tiltalt for at have nikket en anden ung mand en skalle den 21. september sidste år i krydset mellem Bredgade og Dronningens Tværgade i København. Han erkender, at have ramt ham, men siger, at det ikke var med vilje.

I vidneskranken fortæller A, at han den pågældende dag er passager i en bil med to kammerater. I det nævnte kryds står en fyr i fodgængerfeltet og holder hænderne op for at signalere, at de skal stoppe bilen, fordi en lastbil er ved at bakke ud fra Odd Fellow Palæet. Der er rødt lys, men da det skifter til grønt, vælger de at trille forbi ham.

»Så giver han et slag i taget på bilen. Og så kører vi ind til siden for at se, om der er sket skade på bilen,« forklarer A.

»Han råber: ’Hvad fanden har I gang i? Og vi råber også til ham,« siger A.

De ender med at stå meget tæt.

»Han skubber mig i brystet, og så rammer jeg ham,« siger A.

»I er altså oppe i hovederne på hinanden,« konstaterer forsvarer Dorte Dittmann,

»Kan du vise mig det?«

De rejser sig og står med front mod hinanden: Den meget høje unge mand og den lille midaldrende dame.

»Ja, nu er jeg jo ikke 1.80, men prøv at vise mig, hvad der sker,« siger Dorte Dittmann og skubber A i brystet. Han viser i langsom gengivelse, hvordan skubbet får hans hoved til at ryge fremover.

»Kan det passe, at du rammer ham i panden?« spørger hun

»I hvert fald i hovedet,« siger A.

Herefter sætter en ung fyr sig foran de tre dommere. Han er klædt i sorte stramme jeans og bluse og hedder Mads – det er ham, som blev ramt. Han fortæller, at han sidste år i september var på arbejde som lyd- og lystekniker til en konference i Odd Fellow Palæet. En lastbil med udstyr skal vende i krydset, og han holder trafikken tilbage, da en bil med tre unge mænd smutter forbi ham. Han slår på bilens tag, de kører hen og parkerer og træder ud af bilen.

»Så går en af dem hen og nikker mig en skalle helt umotiveret, og så kører de væk igen.«

Forsvareren spørger, hvorfor han slår på bilen:

»Betragter du slaget som en venskabelig gestus?«

»Jeg bliver frustreret over, at folk ikke har lidt tålmodighed,« siger Mads.

Hurtigt og pludseligt

Efterfølgende kommer tre vidner ind på skift. Først Marcus, kollega til Mads. Han er klædt på næsten samme måde og fortæller stort set samme historie.

»Hvordan var stemningen?« spørger anklageren

»Sådan lidt ’what the fuck’,« siger vidnet.

Den kvindelig retsformand bryder ind:

»Hvad sagde du?«

Vidnet retter sig lidt op i stolen:

»Stemningen var sådan lidt: Hvad skete der lige dér? Det skete meget hurtigt og pludseligt. Det er ikke noget, vi er vant til.«

»Nej, heldigvis ikke,« siger retsformanden.

Det er blevet Davids tur til at vidne – en ung fyr med skjorte, striktrøje og briller. Han var fører af bilen og fortæller, at han kørte frem, da det blev grønt, fordi han vurderede, at de godt kunne komme uden om den bakkende bil. Og at Mads bankede i taget på bilen.

»Blev du vred?« spørger forsvareren.

»Ja, der er ingen grund til at slå på min bil.«

Selv om det faktisk var hans mors, fortæller han. Og han var bekymret for, om den var kommet noget til.

Da han forlader lokalet, giver de to venner hinanden hånden. A hvisker:

»Du ser godt ud.«

Endnu en kollega til Mads vidner om situationen på nogenlunde samme måde som den første. Herefter gennemgår anklageren en lægerapport fra akutmodtagelsen på Hvidovre, hvor Mads blev undersøgt: Næsen er ikke brækket, men han har en blodansamling ved næseryggen og øjenryggen.

Den høje ende af aggressionsfeltet

Anklageren fortæller, at Kriminalforsorgen beskriver A’s sociale forhold som ’velordnede’: Han er enebarn, bor sammen med sin mor og bliver student til sommer. Han har haft samme kæreste i to år, arbejder som DJ og ønsker at uddanne sig på musikkonservatoriet. Og han er villig til at gennemføre samfundstjeneste.

Anklageren mener dog, at A skal idømmes ubetinget frihedsstraf på 60 dage. Han bør også udvises betinget af landet.

»Der er ingen tvivl om hans intention om at tildele en skalle,« siger hun.

Forsvareren procederer for en frifindelse.

»Man kan komme op i den høje ende af aggressionsfeltet, når man færdes i trafikken,« siger hun, og Mads har selv været med til at optrappe situationen ved at banke hånden ned i bilens tag.

»Det er ikke en venskabelig gestus.«

Hun mener også, at ofrets skader taler imod sagen:

»Hvis man nikker en skalle forsætligt, er der brækket næse og flækket øjenbryn. Det, jeg ser her, er en let hævelse.«

Hendes klient bør kun få bøde eller maksimalt 20 dages betinget fængsel. Eventuelt med vilkår om samfundstjeneste.

Dommerne voterer, og A krammer sin forsvarer. I pausen fortæller han, at selv om han kun skulle få en bøde, ødelægger det hans igangværende ansøgning om permanent opholdstilladelse. Så kan han først søge igen om fem år.

Tyve minutter efter vender dommerne tilbage: A bliver idømt 20 dages betinget fængsel. Men der har ikke været enighed mellem de tre dommere. En af dem har frifundet A, fordi dommeren ikke ville afvise, at der var tale om et uheld. De andre mente, der var tale om en tilsigtet voldshandling.

»Når det er sagt, er det nok verdens mindste skalle. Der er ikke sket stor skade,« siger retsformanden.

Efter en kort samtale med Dorte Dittmann, tager A imod dommen.

»Skal jeg give en middag?« spørger han, mens han hjælper hende frakken på.

»Nej, men nu skal du høre: Min søn er lige fyldt 12 og er meget optaget af musik. På et tidspunkt vil vi gerne med til en koncert og høre den musik, du laver.«

»Fedt. Det vil jeg gerne sørge for,« siger A.