Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: Hellere en stor mand i en lille by ...

Gogge, der var gymnasielærer i Svendborg og skribent hos Ekstra Bladet, havde holdninger til det meste og mestrede at være skrap og fræk på samme tid, når han rettede andres grammatiske fejl eller kaldte Lene Espersen for ’den talende kavalergang’
’Jeg håber, at de herskende sad sikrere uden mig’ var et af Gogges yndlingscitater, og skæbnen ville, at han kom til at bo meget tæt på det hus, ophavsmanden, Bertolt Brecht, boede i, da han boede i Svendborg.

’Jeg håber, at de herskende sad sikrere uden mig’ var et af Gogges yndlingscitater, og skæbnen ville, at han kom til at bo meget tæt på det hus, ophavsmanden, Bertolt Brecht, boede i, da han boede i Svendborg.

Privatfoto

21. oktober 2017

Hans Flemming Kragh, som mest blev kaldt Gogge, havde et par hofretter. En var hvidt surdejsbrød, en anden var pomfritter og mayonnaise. Det levede han af i en del år.

Til gengæld kunne han ikke fordrage pasta og nægtede at spise det. Det var et af hans mange principper. Det samme gjaldt flåede tomater; når folk kom for sent; havde solbriller i panden eller lagde bøger fra sig med åben ryg.

Og sådan var han også med helte og yndlingsting:

»Total Eclipse of the Heart« af Bonnie Tyler er verdens bedste popsang. Franz Beckenbauer verdens bedste fodboldspiller. O.P. Anderson verdens bedste snaps.

»Diskussionen er slut,« som han plejede at sige.

Her i verden findes der flinke fyre og dumme svin, fortalte Gogge sine børn og tilføjede, at de skulle holde sig til de flinke. Det var et dogmatisk og sort-hvidt verdenssyn, men det var ofte også et uigennemskueligt verdenssyn for andre end ham selv. For eksempel kunne Cecilie Frøkjær ikke gøre noget forkert i Gogges øjne.

Rettehumør

Han voksede op i et borgerligt hjem i Nykøbing Falster. Moren var fysioterapeut og kærlig, faren var højesteretssagfører og lidt stille. Selv var Gogge udadvendt og antiborgerlig.

Han var vild med fodbold, klassisk musik og bøger. Allerhelst ville han være journalist, men hans far ønskede, at han fik noget ’at falde tilbage på’, og Gogge begyndte derfor at arbejde for ØK. Det nok vigtigste, han tog med sig derfra, var, at han blev hurtig til at skrive på maskine.

Senere læste han dansk med fransk som bifag på universitetet, og da han var færdiguddannet, købte han en kæmpe gul villa lidt uden for Svendborg med sin daværende hustru, Mette Glahn. Han blev gymnasielærer, og de fik tre børn. I 1978 blev de skilt.

Gogge tog ungdommen alvorligt, og han var interesseret i, hvad de unge gik og foretog sig, ligesom han var fascineret af det meste nye i samfundet såsom printere og mobiltelefoner. Men ikke Facebook, det var latterligt. Han respekterede ikke, at man kaldte sine venner på Facebook for venner, for det var jo ikke rigtige venner.

Gogges nysgerrighed over for de unge gjorde ham meget af tiden til en god lærer. Især når han kunne undervise i Johannes V. Jensen, Thøger Larsen og andre yndlingsforfattere, var han blændende. Han blev dog aldrig en god lærer i fransk, og da han en dag spurgte sine elever, om de kunne tænke sig en anden lærer, sagde de:

»Næh ... bare en fransklærer.«

Én ting skurrede dog ved ungdommen, nemlig deres nye og smarte udtryk i sproget som for eksempel ’rimelig’. Det hedder ’temmelig’, sagde Gogge. Sproglig korrekthed lå ham ekstremt meget på sinde, og på trods af sin runde personlighed kunne han sagtens tale hårdt til folk og være belærende, når han var i rettehumør.

Sådan et humør var han for eksempel i en dag ved juletid, hvor han stod med sine børn på en station på Fyn og ventede på, at de skulle med toget. Ved siden af dem stod en postkasse så fyldt, at julekortene stak ud af sprækken. Gogge, der uden undtagelse altid havde en rød rettepen og tre sorte kuglepenne i skjortelommen og en sweater med V-hals uden på, så han nemt kunne komme til lommen, tog den røde pen frem og gik i gang med at rette komma- og stavefejl på kortene. Til sidst skrev han karakterer i hjørnerne og stak kortene i postkassen igen.

Verdens bedste by

Samtidig med at Gogge var gymnasielærer på Svendborg Gymnasium, var han i over to årtier også anmelder, klummeskribent og ’vrisser’ på Ekstra Bladet.

Sine første tekster skrev han for Fyns Amts Avis, men da han i en anmeldelse af dronningens nytårstale konkluderede, at hun burde finde nogle andre til at skrive sine taler, blev han fyret. Det var alligevel for provokerende til Fyn. I stedet blev han ansat på Ekstra Bladet, og han elskede, at han her kunne få lov til at være fræk og for eksempel kalde Lene Espersen ’den talende kavalergang’.

Selv om Gogge godt kunne lide at være sammen med journalisterne og de kendte på Palæbar i København, overvejede han aldrig at flytte til hovedstaden. Han ville hellere være en stor mand i en lille by end en lille mand i en stor by, som han sagde. Og Svendborg var verdens bedste by, diskussionen er slut.

Her kunne han være en slags karakter i lokalsamfundet og nyde den anerkendelse, han fik, når en tidligere elev kom forbi og sagde hej til ham på en af de dage, hvor han sad på Café Under Uret og kiggede på menneskehavet i timevis. Derfor forlod han først Svendborg i de sidste år af sit liv, da han skulle på plejehjem.

I de år levede han mest af Cola og Toblerone og blev mere og mere dement, men aldrig så dement, at han ændrede karakter eller ikke kunne kende sin familie.

Den 8. maj. døde han, og på hans gravsten står der:

»Han var sjov.«

Det havde han selv ønsket.

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Ethelfeld
  • Randi Overgård
  • Oluf Husted
Torben Ethelfeld, Randi Overgård og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak for den "velristede" rune over Gogge, det var på tide.

Jeg savner vore årlige, fortsatte, samtaler på BogMesserne i Forum og i Bella, hvor Gogge altid var særligt synlig med sin farverige BogMesse-Jakke.

Æret være Hans Flemming Kraghs minde.

Karsten Aaen, Anders Reinholdt og Vibeke Hansen anbefalede denne kommentar
Natalie Yahya Rosendahl

Hej Vibeke. Artiklen er en del af det faste format 'Et liv er forbi'. Her skriver vi hver uge om et menneske, der er gået bort – ofte nogle måneder efter, at det er sket, da teksten ikke er en nyhedshistorie, men en historie om et liv.

Alt godt
Natalie

Søren Kristensen

Jeg er mere til pomfritter og ketchup, men jeg er helt med når det gælder Cecillie Frøkjær og desværre også når det gælder om at revse ungdommens lemfældige omgang med sproget. Min kæphest er: lancere. Ungdommen af i dag og efterhånden også mange voksne lancierer alt og det er for det meste forkert. Det hedder lancerer. Tænk, at det var ham der fandt på det om Lene Espersen: den talende kavalergang, det er både modigt og godt fundet på - også det på gravstenen, ikke mindst fordi det tydeligvis er sandt. Det skulle de jo også gerne, når man hedder Gokke.