Læsetid: 4 min.

Museets vold

Bør vi tage på museum for at lære om fortiden eller for at slippe af med os selv?
14. oktober 2017

Måske tænker man ikke så ofte over, hvad det egentlig er, et museum gør ved ting. Den spontane indstilling for en blasert forbruger i det 21. århundrede er muligvis noget i retning af, at det helst skal være sjovt og spændende at gå på museum. Man vil gerne opleve noget, og hvis der følger lidt viden med og en god croissant bagefter, er det heller ikke ilde.

På samme måde tænker museerne i dag i at aktivere deres gæster. Væk med alle de kedelige montrer, og ind med knapper, dimser, visuelle effekter og gourmet. Et museum er sjovt, hyggeligt og engagerende.

Men måske er der også altid noget mere på spil på et museum, som potentielt er mere dramatisk. For uanset hvor meget man forsøger at gøre museer til oplevelsesøkonomi, er de også altid noget andet og mere foruroligende. Museet er en ramme, en parentes, man sætter om en ting, en person eller periode, som siger: Dette er fortid. Det, du ser her, var engang.

Det gælder selvfølgelig i særlig grad de historiske museer. Den Gamle By i Aarhus er et fantastisk eksempel. Selv om der er gjort alt for, at ’byen’ er levende og med skuespillere, der leger gamle dage, så føles det samtidig også næsten sørgeligt.

Men selv det nyeste samtidsmuseum har funktionen af en lidt uhyggelig fortidsgørelse: Et andet Aarhus-museum, Aros, har netop denne effekt. Når man ser noget på Aros, ved man på en måde allerede, at det er so last year på de fleste andre museer rundt om i verden.

Musealisering

Så hvad er det, der sker, når noget kommer på museum? Et museum kan sagtens vise noget, offentligheden ikke vidste, eller grave glemte epoker og historier frem. Det kan vise os noget, vi ikke vidste, vi burde interessere os for.

Men det siger altid også, at disse tider kommer ikke igen. Musealisering er netop dette: en dyrkelse af noget med en minimal tidslig distance. Det ligger i selve institutionens tykke mure, at det, vi kigger på, skal forblive herinde. De ting, som er taget med ind på et museum, er brutalt blevet revet ud af deres livsverden, hvor de tjente bestemte funktioner eller var en del af bestemte praksisser, og sat ind i en kunstig ramme.

Dermed er et museum også et perfekt eksempel på melankoli i den forstand, at det dyrker det, Lacan kalder en tabt sag. Melankoli er ikke det samme som en dyb og gnavende depression, hvor jeg er helt ude i tovene. Melankolien har en genstand, som jeg foretager en slags følelsesmæssig refleksion over. Jeg dyrker og ophøjer noget, som var, samtidig med, at jeg godt ved, at det er forbi.

Montren er dermed museets ultimative teknik. Fjerner man montren, den tidslige distance og museets ’ikke røre’ med konstante opfordringer om at røre, føle, smage, sanse osv., mister man selve museets kraft, selve dets blå tone. Museet kan ’fortidsgøre’ ting. Det er netop derfor, vi har det.

Charlottesville

Skruen kan strammes endnu en tand, for måske har museet ikke blot en melankolsk tone, men også en decideret voldelig kraft. Hvis det at sætte noget på museum i sin essens er at fortidsgøre noget, kan museet så ikke også netop have en virkelig progressiv funktion for et oplyst, frigjort samfund?

De ting, som må gå ud af brug, for at vi kan blive frie, behøver ikke at blive brændt af eller destrueret: Langt bedre er det at sætte dem på museum, i en slags karantæne. Vi stiller dem her, mens vi lærer at acceptere, at de er væk.

Var der ikke netop tale om en slags vold i Charlottesville for nylig, da det blev besluttet, at statuen af sydstatsgeneralen Robert E. Lee skulle musealisereres (det diskuteres stadig, hvad der præcis skal ske med den)?

Hvide hørefløjsekstremister angriber en moddemonstration i Charlottesville, Virginia. Præsident Trumps uklare afstandtagen til højreekstremisterne har ført til kritik.
Læs også

Donald Trump hidsede sig op: Skulle man så også fjerne statuer af Washington og Jefferson?

»I vil ændre historien og kulturen,« som han sagde det.

Og ja, det er måske præcis det, vi gerne vil. Men ved symbolsk vold. Ved den lille minimale ændring i en bestemt tings status, der får den til at overgå til museal. Man kan flytte statuen. Det er det, som sker i Paris netop nu, hvor skilte over forretninger som f.eks. »Den glade neger«, der viser en sort mand i rollen som tjener for en hvid kvinde, overflyttes til et bymuseum.

I andre tilfælde kan sagen klares med en montre eller et skilt (eller for aktivisterne måske bare en stak klistermærker): Dette er historie!

Revolutionen har den styrke, at den kan genåbne fortiden og ændre på de uretfærdigheder, som er foregået. Musealiseringen arbejder den anden vej: Den låser fortiden fast, så vi har muligheden for at blive nogle andre i fremtiden.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu