Den næste Amager Fælled-sag: Red Bispeengbuen!

Hver dag svæver 46.000 biler ind og ud af København på en å af beton. I hovedstadens nordvestlige hjørne bugter en sekssporet betonvej sig i tredje sals høje og driver Hillerødmotorvejens summende trafik direkte ind mellem byens lejligheder.

Bispeengbuen ligner intet andet i byen.

Her er ingen cykler og motionsløbere, caféer eller legepladser. Her er ikke grønt og hyggeligt. Tværtimod. Her er biler, biler, biler og mindet om en tabt epoke, hvor cigarrygende ingeniører drømte armerede ståldrømme om monumentale superbyer.

Under ’Buen’, som den slet og ret hedder i folkemunde, er der fedtede brosten og gadebander, der sælger hash og futter knallerter af. Det er her, byens filmfolk søger hen, når de skal bruge et stykke rå asfaltjungle– et skummelt mødested i en tv-serie eller en musikvideo med Nik og Jay. Her er gratis parkering, for ingen ved helt, hvem det har jurisdiktionen i ingenmandslandet mellem Frederiksberg og København.

Buen er noget særligt – og netop derfor udspiller værdikampen om byen sig her.

Sagen er den, at Bispeengbuen hurtigst muligt skal renoveres for 125 millioner kroner – ellers ender den med at falde sammen. Men politikerne vånder sig ved tanken om at ofre så mange penge på »en øjenbæ«, som DF’s spidskandidat i København, Carl Christian Ebbesen, kalder Buen.

Så hvorfor ikke finde en håndfuld ekstra milliarder og erstatte betonen med en spritny tunnel?

I sidste uge, skrev Ida Auken (R) og Jan E. Jørgensen (V) et fælles indlæg i Politiken med netop den pointe: Død over Buen, længe leve tunnelen!

»Den er grim, den er er irriterende, den er i vejen, den støjer, og den er ubehagelig for naboerne,« siger Ida Auken.

De fleste på Københavns Rådhus er enige. Den er »et støjhelvede« og »uden sammenligning det grimmeste sted i København«, lyder det fra henholdsvis Alternativet og De Radikale.

Hovedstadens rød-grønne folkevalgte vil allerhelst helt sløjfe den brusende Åboulevard, som Buen munder ud i, og fritlægge den stille gamle å, som lige nu risler i rør under asfalten. Ud med biler og beton, ind med cykler, bænke, vand, luft og lys.

Men langtfra alle deler den grønne vision.

»I denne stadig mere konforme udørk af ensartethed er Bispebuen et åndehul,« skrev debatredaktør på Weekendavisen Søren K. Villemoes i sidste uge på Facebook, da han havde læst tunnel-indlægget i Politiken.

»Et friskt pust af diesel, indkapslet i en dejlig, utryg ramme af beton med masser af god skygge og små skumle hjørner midt i et overoplyst helvede af grønhed, køkken-alrum, termoruder fra gulv til loft, parkourbaner og street food-boder (…) Jeg ved ikke, om der er nogen sjældne padder under den. Men et truet, unikt og sårbart habitat er der i hvert fald tale om. Ik’ rør Buen!«

Opråbet fik prompte like-opbakning fra en bemærkelsesværdigt broget skare af meningsdannere: liberale uden tro på statsmagten, venstreorienterede uden fidus til Richard Floridas kreative kapitalisme og kulturkonservative uden lyst til Morten Kabells grønne utopia.

En slags grå blok.

Bombetrusler mod Buen

Debatten om Buen er debatten om byen. Om det gode liv. Og om mennesket. Intet mindre. Allerede da Bispeengbuen blev indviet i august 1972, hang hundredvis af vrede københavnere over altankasserne og viftede med sorte protestflag. Der var underskriftindsamlinger og sågar en bombetrussel.

Buen skulle være første skridt i en »generalplan«, der lagde et gitter af motorveje ned over hovedstaden og samlede det hele i en storslået hovedvej langs søerne med tolv spor. Den daværende overborgmester med det symbolske navn Urban Hansen ville bygge Danmarks svar på Chicago – en pulserende metropol med højhuse og flyvende motorveje.

Men københavnere ville ikke være med.

Samme kamp stod i New York, hvor littaraten Jane Jacobs i sluthalvtredserne samlede Greenwich Village-borgerne til protest mod byens planlægningschef, Robert Moses, der ville pløje en motorvej tværs gennem deres kvarter.

I både New York og København vandt borgerne. Bilerne skulle ud, og byen skulle ikke regeres af omnipotente samfundsingeniører – den ideologiske kurs for byplanlægningen har ligget fast siden.

»Urban city i beton er ligesom ikke in for tiden,« som byhistoriker Allan Mylius Thomsen lakonisk bemærker.

Det tør siges.

Odense har netop omdannet sin gamle megavej Thomas B. Thriges Gade til en gågade, Aarhus har for længst genåbnet åen, og Købenavn etablerer supercykelstier, bilfri gader og grønne oaser over alt, hvor der er plads. En by moderne by skal være liveable og copenhagenized.

Men måske er det blevet for meget af det gode. Måske er det gamle had til Moses og Urban kammet over, så vi nu er ved at bygge storbyer, der slet ikke er storbyer.

Der er grønt hele vejen til Esbjerg

Forfatteren Søren Ulrik Thomsen har efterhånden fremført sin kritik af den grønne, åbne by så mange gange, at han er blevet helt træt af at høre på sig selv – men han kan alligevel ikke lade være.

For når man nu for fanden bare skal sidde syv minutter i et S-tog for at se grønne bakker hele vejen til Esbjerg, hvorfor skal København så også være grøn? Når kongeriget stort set ikke har rigtig storby, hvorfor så ikke værne om den smule, vi har? Ellers bliver Danmark én stor provinsby.

»Bare man bruger ordet ’grøn’, så hører al diskussion op, for grøn er altid bedre end ikkegrøn,« siger Søren Ulrik Thomsen i telefonen.

En rigtig by er »kolossal, kompleks og kompakt«, mener han, og metropolens dunkle kroge kan give indbyggerne en svalende anonymitet. En frihed.

»Jeg er meget imod den økologiske landsbyvision. I den klassiske storby er der anonymitet på en helt anden måde end i en provinsby, og der er en stor frihed i moderniteten. Andelsboligforeningen og den åbne by skaber et ’komme hinanden ved-samfund’, som ændrer kulturen. Marxisterne har jo ret: Ejendomsforholdene definerer vores bevidsthed,« siger Søren Ulrik Thomsen, og man kan næsten høre ham ryste på hovedet i den anden ende af røret.

»Men det er jo en tabt kamp, altså. Jeg har ikke lyst til at gentage mig selv, jeg vil bare hele tiden hævde, at det er mig, der er moderne. Det nuværende København er en totalt sentimental landsbyvision.«

Beton! Værsgo!

For ti år siden traskede Frederik Birket-Smith ind på Frederiksberg Rådhus og bankede på en kontordør for at høre, om han måske måtte lave en musikfest under Bispeengbuen? Og jo, det kunne da nok godt lade sig gøre.

»Det var meget nemmere, end jeg egentlig troede,« griner Frederik Birket-Smith, som nu har arrangeret Bas Under Buen i ti år – en årlig musikfestival med 10.000 deltagere.

»Det er fedt, at byen kan noget forskelligt. Der er ikke særlig mange steder på Frederiksberg, hvor man kan spille højt og være rå,« siger han.

»Buen er muligvis grim, men den er også fantastisk. Den er bombastisk og ekstrem. Den er så aggressiv og voluminøs, og den er bygget i en skala, man ikke bruger længere. Den er hardcore. Beton! Værsgo! Fuldstændig funktionalistisk. Ligesom grime-musik: Den kører bare derudad uden så meget pis.«

Buen kan noget, som resten af byen ikke kan – den kan »vise os en anden del af vores historie«, som Albert Algreen-Petersen fra Arkitektskolens afdeling for kulturarv og restaurering siger. Og den kan give København et strejf af det »mørke, dunkle og ubehagelige, som også er en del af livet«.

Men den type argumenter bider sjældent på modstanderne af Buen.

Ida Auken kalder det »slumromantisk« og »nostalgi«. Det bedste ved København er tværtimod, at den er »designet i menneskelig skala«, som hun siger.

Ingen ved, præcis hvad det ville koste at forvandle Buen til en tunnel, men det bør være muligt, tænker Ida Auken. Staten ville få en flot sum for grunden (Bispeengbuen er statens ejendom), man ville spare de 125 millioner kroner til renovering, og lejligheder omkring Buen ville stige i værdi, så boligskatterne ville dryppe ned i statskassen.

»Jeg går ikke ind for en bilfri by, men for en fredeliggørelse af byen,« siger Ida Auken.

»Og så er det jo ret let at ville bevare Bispeengbuen, når man ikke selv skal bo lige ved siden af den.«