Læsetid: 17 min.

Océanes død blev de sociale mediers første selvmord

Selvmordet. Del 1. Toget ramte hende planmæssigt. Klokken var 16.29, og mere end tusind mennesker kiggede med, da 18-årige Océane livestreamede sit selvmord. I hendes død samles historien om de afkoblede parisiske forstæder og om dødsdriften i en ungdomsgeneration udspændt mellem en truende fysisk verden og en løgnagtig virtuel en
Océane tog sit eget liv i Égly. En Paris-forstad, hvor befolkningen overalt advares mod deres medborgeres overgreb, mod terror, mod vold og seksuelle krænkelser. Og hvor unge drages mod selvdestruktion – ligesom deres popkulturelle ikoner.

Océane tog sit eget liv i Égly. En Paris-forstad, hvor befolkningen overalt advares mod deres medborgeres overgreb, mod terror, mod vold og seksuelle krænkelser. Og hvor unge drages mod selvdestruktion – ligesom deres popkulturelle ikoner.

Sille Veilmark

21. oktober 2017

Quand j’partirai ne venez pas pleurer sur ma tombe. Combien sont sincères?

(Når jeg tager herfra, så kom ikke og græd ved min grav. Hvor mange er oprigtige?)

– La Fouine

Indtil 1960’erne – da den nye verden forurettet forkastede den gamle – var den flodrige region syd for Paris oversået med kønne landlige byer, som jernbanen havde ført ind i moderniteten.

Mange af den tids statelige togstationer og posthuse er i dag i forfald, men bærer stadig mindelser om storhedstidens magi, da dobbelte jernbanespor førte industrielt liv til de mest tilbagestående områder. Det var en tid med økonomisk ekspansion, en tid med minutpræcisionens espresso – italienerne sammentrak ordene ’koffein’ og ’lokomotiver’ til et dækkende dampdrevent ord.

Nu kunne provinsbønder sende deres friskhøstede letfordærvelige afgrøder til Paris, hvor de blot to timer senere kunne afsættes til hovedstadspriser i Hallernes myldrende markedsboder.

Inden længe skulle egnens smålandbrug blive ramt af en større kraft, der fra storbyen bevægede sig ud imod dem: Også industrifyrster kunne afsætte deres produkter via jernbaner, så hvorfor ikke fremstille dem uden for hovedstaden, hvor jorden og arbejdskraften var så meget billigere?

Her lå byer som Arpajon, hvis frugter og grøntsager var så efterspurgte i Les Halles, at en 37 km lang jernbane blev anlagt for at bringe dem til Paris. Samtidig begyndte byens indbyggertal at vokse med etablering af nye virksomheder: bryggerier, garverier og ikke mindst den nye skofabrik, der blev grundlagt her i 1859.

Et nyt bourgeoisi byggede store villaer til sig selv i den regionale selvtilstrækkelige stil: Med facader af råt tilhuggede sten og farverige murplanker over døre og vinduer stod de unaturligt smalle og høje. Der blev også anlagt parker, etableret hyggelige indkøbsgader og opført et storladent rådhus. Jernbanestationen – årsagen til alt dette – var lige så passende imposant.

Et friluftsfængsel

En regel kendes også på sine undtagelser. Den nærliggende landsby Grigny lå ikke ved nogen af jernbanelinjerne og bevarede derfor en aura fra den gamle tid. Den blev nu et idyllisk udflugtsmål. Hestetrukne kærrer kørte parisiske turister fra nærmeste station til Grignys pavilloner, og her kunne de så indånde den styrkende landluft og betragte det blidt bølgende bakkelandskab.

Udsigtens pastorale evighed blev kun understreget af gyset fra den fremrykkende modernitet: Bag landarbejderne, som knoklede på marken, så man Vanne-akvæduktens strenge linjeføring – opført som en del af baron Georges Eugène Haussmanns gennemgribende renovering af hovedstaden i 1860’erne – og den fyldte de grådige parisiske reservoirer med rent vand opdæmmet 200 kilometer derfra.

I dag er Grigny en nedslidt ophobning af sociale boligblokke fra 1970’erne. Facaderne på skolerne er shinet op med Frankrigs og Den Europæiske Unions flag og dekoreret med opbyggelige citater fra store hvide mænd, men det dækker blot over klasseværelser, der er ved at falde fra hinanden.

Ingen læger vil arbejde herude, og den sidste offentlige sundhedsklinik er hele tiden lige ved at lukke, selv om Grigny døjer med nogle af Frankrigs værste sundhedsproblemer – eksempelvis en veritabel epidemi af hiv-relaterede kroniske sygdomme blandt kvinder.

Grigny

Sille Veilmark

Halvdelen af Grignys unge er fattige og har intet at tage sig til. Oftest udfylder de tomrummet med narko og småkriminalitet. De høje omkostninger til forebyggelse af tyveri tvang for nylig Grignys eneste større supermarked til at dreje nøglen om – det står i dag tilbage som tom skal. I andre butikker er adgangen til hylderne spærret for kunderne, der må bede medarbejdere om at hente tandpasta eller shampoo.

Den eneste nye bygning i byen er moskeen, en stor skulende kolos af beton og glas, der er finansieret af lokale muslimer og derfor har været under opførelse i over et årti og først nu nærmer sig sin færdiggørelse.

Mere end noget andet minder denne by om et friluftsfængsel. Intet rum er i Grigny spildt på fornøjelser eller pludselige indskydelser, og ingen faciliteter eksisterer ud over dem, der skal holde de indsatte under kontrol og i live: klinikken, sportscentret, den befæstede politistation.

Selv om det ikke står klart, hvilke forbrydelser Grignys indbyggere er skyldige i, fremgår den nådesløse sandhed overalt: i de patroniserende gademalerier af Martin Luther King og Nelson Mandela og i bygninger, som er opkaldt efter sorte skuespillere, jazzmusikere og sportsstjerner. Dette område er udpeget som et af Frankrigs Zones Urbaines Sensibles (følsomme byzoner) – og alle ved, hvilken slags bureaukratisk eufemisme ’følsom’ er.

Grigny er en af de bedst kendte parisiske forstæder, om end ikke længere på grund af de idylliske forhold.

Den var et af de mest voldelige arnesteder for de store forstadsoptøjer i 2005, hvor unge åbnede ild mod politiet og nedbrændte to skoler. Så sent som sidste år måtte fire politimænd, der kom til Grigny for at se nærmere på et overvågningskamera, der havde været udsat for hærværk, kæmpe for livet, da en flok maskerede teenagere smadrede ruderne i deres biler og kastede molotovcocktails ind i dem.

De statslige myndigheders kontrol over stedet er spinkel, og byen har for længst vænnet sig til bilafbrændinger, væbnede overfald og narkohandel som faste, kedsommelige hverdagsforeteelser.

I 2015 trak Grigny også overskrifter verden over, da det kom frem, at Amedy Coulibaly var vokset op i en af forstadens sociale boligblokke. Som erklæret medlem af Islamisk Stat gennemførte han dagen efter angrebene på Charlie Hebdo tre separate skudaktioner i Paris og endte sine dage under belejring i et jødisk supermarked i Porte de Vincennes, hvor han selv blev skudt af politiet.

Men Grignys dårlige ry har ikke ført til forandringer, og forstaden er fortsat et af de mest deprimerende steder i Vesteuropa. Blege narkomanzombier strejfer om i gaderne, og mødre har kun én drøm for deres børn – at få dem væk herfra. Afmægtige lokale myndigheder forsøger i mellemtiden at overtale folk til at forsone sig med deres skæbne. Højhusbyggerierne fra 1970’erne er ved at få et face-lift, og Grigny har fået et muntert nyt byvåben.

Hvordan blev tingene sådan?

I 1960’erne fattede formynderiske franske bureaukrater interesse for de små byer nord og syd for Paris og fik den ide systematisk at forvandle dem til opbevaringssteder for kapitalens arbejderklasse.

Le Corbusier var stadig den franske arkitekturs store inspirationskilde, og byplanlæggere fornemmede et højere formål i hans gigantiske ’bomaskiner’, der kunne matche deres egen selvfølelse. De bestilte tidens intellektuelt skolede arkitekter til at opføre betonblokke så vældige og fremmedgørende, at man – når man kørte forbi dem i lokaltog – snarere følte sig hensat til Bukarest eller Tirana end til Paris.

Grigny

Sille Veilmark

Arbejdslejre

Grignys sociale boligblokke, der blev projekteret i 1967 for at huse de parisere, der var blevet gjort hjemløse af byudviklingen i 13. arrondissement, blev tegnet af Émile Aillaud. Hans poetiske vision for den urbane fremtid havde sikret ham kontrakter om at genopbygge adskillige franske byer, hvis bycentre Anden Verdenskrigs bombardementer passende havde jævnet med jorden. Grignys udviklingsprojekter blev beskrevet som ’utopiske’, men lys, luft og modernistiske skulpturer kunne ikke skjule det faktum, at de grundlæggende var arbejdslejre.

Efterhånden som de gamle indbyggere forsvandt, og den parisiske underklasse fik stadig mere racialiseret præg, mens problemerne i den teknokratiske måde at bygge på blev indlysende, gjorde man så meget desto mere for at holde disse lejre på afstand.

Nutidens moskeer – glitrende minareter, ofte finansieret med penge fra Tyrkiet, Algeriet eller Marokko – skyder nu op over alt i forstæderne og fuldender fornemmelsen af, at fremmede mellemindkomstnationer bygger rede i det velstående Frankrigs hjerte. Og tager man den aktuelle intensitet i franskmændenes ængstelser for sådanne tendenser i betragtning, er det ikke svært at forestille sig, hvor stigmatiserede de områder er blevet, eller hvor politiovervågede deres grænser er.

I dag er de ’følsomme zoner’ ganske effektivt sat i karantæne af det parisiske regionale jernbanesystem, som blev lagt helt om under opførelsen af disse forstæder. Det tidligere jernbanesystem lignede et fiskenet, der var kastet ud over Paris og omegn: Mellemrummene mellem hovedlinjerne var udfyldt af et tætvævet system af lokalbaner og trinbrætter, således at selv små byer var lige så nært indbyrdes forbundne, som de hver især var med hovedstaden.

Fra 1960’erne og frem blev vitale blodkar revet ud. Mens de linjer, der forbandt hovedstaden med dens satellitbyer, indgik i anlæggelsen af et nyt suburbant togsystem kaldet Réseau Express Régional eller RER, blev de mindre linjer, der forbandt de enkelte små byer med hinanden, enten nedlagt eller overladt til at gro til.

De nye steder at dumpe befolkningen havde tydeligvis kun ét formål – at levere arbejdskraft til Paris – og det var ikke meningen, de skulle kommunikere med hinanden. Hertil kom, at da RER var et isoleret system, adskilt fra det nationale jernbanenetværk, og dets tentakler kun rakte så vidt som til endestationerne, blev de byer, som tidligere var tilgængelige fra alle retninger nu ladt i stikken for enden af linjen.

Ingen ville have nogen grund til at tage dertil, medmindre man boede der – og eftersom et besøg i en by, der måske ikke lå længere væk end fem kilometer – krævede en rejse ind til Paris og ud igen – opstod der en kvælende fornemmelse af isolation.

Den brændende revolte

Når så mange mennesker er fattige og ikke har adgang til privat transport, er RER den eneste måde at komme frem og tilbage på – og pendlertogsystemet har derfor fået et deprimerende fast greb om hele tilværelsen. (Forstædernes unge har lært sig et gymnastisk alternativ til at købe billet: Idet de hæver sig op med hænderne på stålbarriererne, sparker de med begge ben på sprækken mellem lugerne og aktiverer derved en nødsensor på den anden side, som får lugerne til at glide op.) Det er et symbol på eksklusion og fangenskab, som også kan aflæses i konstante referencer til fænomenet i fransk rap, hvis hjerteland er de parisiske forstæder.

Det kan være svært at forstå, hvordan steder så tæt på en af verdens mest betydningsfulde metropoler kan forekomme at ligge så langt væk fra alting – lige indtil man selv bliver afhængig af disse afsindigt sjældne tog, der kan være op til en time undervejs, før de når centrum. Så giver det trøstesløse og blottede landskab mening, og man indser, hvorfor den parisiske jetsetelite, som styrer fransk erhvervsliv, politik og kultur, kan virke så provokerende selvglad og fjern set fra forstaden.

De bilafbrændinger, som er blevet det stærkeste symbol på forstadslivet, er, når alt kommer til alt, uhyre tydelige i deres symbolik. De er en revolte imod den mobile mainstream – imod enhver, hvis taktslag ikke bliver talt af dobbeltdækkertogenes dødsyge stop-start.

Arpajon

Sille Veilmark

Blot 12 km fra Grigny, men en to timers prøvelse med den sene RER-natafgang, ligger Arpajon, som har gennemgået en voldsom deroute i forhold til sit tidligere selv. Selv om dens indbyggertal er fordoblet, foregår der mindre i byen end nogensinde før. Skofabrikken lukkede i 1950’erne, og de resterende fabriksbygninger blev lagt i ruiner ved en brand i 1979.

Hovedstrøget, som i en mere velhavende by ville være rig på tøjbutikker, boghandlere og restauranter, er overladt til butikker, der ikke skaber liv endsige trængsel: forsikringsfirmaer, køreskoler og på hvert et hjørne ejendomsmæglere. Butikslokaler koster ikke meget mere her end i Bukarest eller Tirana, så der er altid muligheder for den, der vil ’starte som selvstændig’.

På jagt efter morgenkaffe træder jeg ind i en sjælden, åben café. Som så mange andre virksomheder i Arpajon er den drevet af en kinesisk familie. Dens vigtigste salgsvare synes hverken at være kaffe eller øl, men lotterier og spil på hestevæddeløb at dømme efter de kuponautomater, som indtager en hel væg.

Mænd uden drikkevarer – og der er kun mænd – står og udfylder spillekuponer, hvilket efter min mening må være deres bedste chance for at lægge deres nuværende tilværelse bag sig. De er alle unge og af nordafrikansk eller mellemøstlig oprindelse. De hilser på hinanden med fist bumps og en hånd til hjertet.

På tv-skærmen i caféen spiller en musikvideo af Zayn Malik, den britisk-pakistanske sanger fra Bradford, England, der blev popstjerne fra den ene dag til den anden efter at have medvirket i et tv-talentshow. Videoen begynder med, at Malik stirrer på det hav af paparazzifotografer, der har samlet sig for at for at få et snapshot, da han stiger ud af sin limousine en regnfuld aften og forsvinder ind i et luksushotel.

Berømmelsen bringer ham ikke glæde, det er tydeligt. Livet er »grusomt«, synger han, da han trækker sig ind på hotelværelset. En fotograf springer ud bag ham, forsøger at fange ham på nyt billede, men bliver kontant sat på plads af en livvagt – Zayn er for optaget til at lægge mærke til det, går videre og synger igen sit omkvæd. Livet er forgæves. Han vil ikke leve for evigt.

Zayn har mistet en kæreste, sunget af en spøgelsesagtig Taylor Swift: Sangen handler om at slå op. Men det forekommer mig, at kærlighedstabet her bliver til mere end en forloren konvention i popsange, der kun bevares som nødvendigt påskud. Det bliver til et dække over en mere ægte, men ikke nær så opbyggelig drift: nemlig den længsel efter selvudslettelse, der løber som en dyster understrøm under ​​nutidskulturens overflade.

Arpajon.

Sille Veilmark

Tilbageerobringen

Jeg betaler min kaffe. Merci, monsieur, siger den kinesiske indehaver, à la prochaine. Jeg forlader cafeen og går op til RER-stationen, hvor jeg står og venter på perronen i et stykke tid. Jeg læser opslagene om, hvordan man skal forholde sig i tilfælde af et terrorangreb. I nærheden er der et flirtende par: en hvid pige og en sort fyr, begge i deres sidste teenageår, begge stærkt tatoverede.

Fyren begynder for sjov at sparke pigen på hendes bagdel. Begge klukker af latter – men han er meget større, end hun er, og hans spark bringer hende ud af balance. Hun beder ham stoppe, men han nyder legen for meget. Hun hæver stemmen, men så kommer toget, og optrinet finder en naturlig afslutning.

250 ton røde, hvide og blå togstammer kører ind på stationen med 110 kilometer i timen, bremser og standser brat. Dørene åbner med et pneumatisk suk, og jeg træder ind.

Vi ruller ud af Arpajon, og jeg ser ud ad vinduet. Enhver overflade eller facade, der vender mod jernbanestrækningen, er dækket af graffiti. Dette er særligt for RER-toglinjen, for ellers er der ikke megen graffiti i byen. Folk synes at have gået langs alle afsnit af dette spor for at hærge dem. Vi kommer forbi en trailerpark. Bygningerne bliver sjældnere og markerne flere. Vi kører nu langs den yndefulde flod Orge.

Jeg spekulerer på, om der kan være et forhold mellem graffiti og tatoveringer. Teenagere her er ekstravagant tatoverede, og de taler om det på en bestemt måde. Som en gestus, der går ud på at tage noget tilbage, som om deres kroppe ikke var deres egne før. De er mennesker, som er blevet indprentet den forståelse, at deres kroppe kun er udlånt til dem af ​​staten, som vil skynde sig at gøre krav på dem, hvis ikke de bliver behandlet, som de skal.

Selvfølgelig har denne generation, her som alle andre steder, måttet lide under ​​eskalerende paranoia i forbindelse med børns fysiske sikkerhed, og skolerne er befæstede med høje stålporte og vidvinkelkameraer.

Men i de parisiske forstæder har den fået et ekstra nøk: Børn bliver f.eks. ofte tvangsfjernet fra forældre, der er en trussel mod deres fysiske sikkerhed, eller måske dør forældrene unge, eller også flytter de væk. En fjerdedel af husstandene her udgøres af enlige mødre eller fædre, så der er rig lejlighed til at observere, hvordan forældre kun midlertidigt tager sig af et barn. Og her, hvor narkotika flyder overalt, bliver børn mødt med endeløse formaninger om at afholde sig fra alt det, de ikke må gøre ved deres kroppe, fra de myndigheder, der har påtaget sig at fjerndirigere alt.

En humorforladt formynderstat sidder tungt på deres fysiske rammer. Er tatoveringerne ligesom graffitien langs RER-sporene også et forsøg på at hærge – og dermed tilbageerobre – det offentlige rum? Er de et forsøg på at trodse den dybe ligegyldighed og foragt, som holder forstadsbeboerne fast i en tilværelse uden liv og sjæl?

I så fald ville selvmord også være en form for ødelæggelse af offentlig ejendom.

Vi ankommer til Égly, og jeg stiger af.

»FARE!« advarer et skilt på perronen. »GÅ IKKE OVER SPORENE«.

Égly

Sille Veilmark

Égly ligger ved floden og har stadig udsigt til det blide landskab, der engang gjorde egnen så populær. Med sin placering omtrent for enden af ​​RER-linjen er her alligevel en stærk følelse af klaustrofobi. Intet holder åbent, da jeg vandrer rundt, og her er mennesketomt. En hund glammer på en balkon, som en fraværende ejer har bundet den til.

Vejskilte fortæller om forfald og deroute: genbrugsbutikker, en kirkegård, bedemænd og kapeller, det sociale center for de hjemløse. Den regionale losseplads synes at være den eneste grund, udefrakommende kunne have til at opsøge stedet.

Kampen mod selvudryddelsen

Beskedne boligkarreer i hovedgaden. I enkelte vinduer skimtes glimt af sirlige blondegardiner som et minde om Frankrigs østlige provinser, kniplekunstens højborg. Men de fleste har hvide sikkerhedsskodder trukket ned over deres ruder. Den stille by ser ikke ud til at have nogen god grund til at skulle gribes af angst, men alt er barrikaderet som mod et forestående angreb.

Jeg når frem til kirken. På porten er der opslået en liste over medarbejdere og præster, hvoraf de fleste tilsyneladende stammer fra det fransktalende Afrika. Ved siden af ​​hænger den samme allestedsnærværende plakat om, hvordan man skal reagere på et terrorangreb (»søg ly bag en solid genstand, sæt telefonen på lydløs«).

Jeg vandrer ned ad smalle veje. Her ligger stadig smuldrende bygninger fra de gamle landsbydage: landlige boliger med hølofter og rum til dyr. Jeg passerer forbi en snackbar og når frem til den diminutive politistation, som er omgivet af skilte: »Militært Område, ingen adgang«. Adgangen foregår gennem et stålgitterbur. Jeg træder ind i buret og ringer på. Porten går op, og jeg maser mig igennem.

Indenfor står lokalområdets bekymringer skrevet med store typer på væggene.

»Har du været udsat for vold i hjemmet?«

Og:

»Stop jihadistisk radikalisering«.

Og:

»Seksuel vold: Du er ikke alene«. Og: »Jihadisme: Familie og venner, vær på vagt!«

Det er, som om politiet forestiller sig, at deres job alene går ud på at holde lokalsamfundet tilbage fra dets eget ønske om selvødelæggelse. Hvis folk ikke er ude på at smadre deres familier, konspirerer de om at sprænge sig selv i luften. En dæmoniseret befolknings udryddelse af sig selv? Med en let omskrivning af den mest berømte rapper fra Paris-forstæderne, La Fouines, ord, er disse byer kirkegårde – selv før nogen dør.

En kvindelig betjent venter på mig, og jeg siger, at jeg har et par spørgsmål om Égly. Hun beder om at se mine papirer. Dem har jeg ikke på mig.

»Det her er Frankrig,« siger hun og trækker på skuldrene.

»Alt kræver papirer.«

Égly

Sille Veilmark

Kuet af det banale

Océane boede i Égly. Hun arbejdede 20 timer om ugen på et ældrecenter.

»Jeg har set folk dø,« sagde hun under en af ​​de onlinetransmissioner, hun lavede lige før sin egen død.

»Helt ærligt er det ikke det, man bliver chokeret over. Jeg havde en kvinde, der kom ind, og hun holdt kun i to uger. Hun ankom, og hun var okay, hun kunne føre normale samtaler. Jeg aner ikke, hvad for noget lort de gav hende: Sygeplejerskerne skød hende fuld af medicin. Til sidst kunne man ikke forstå, hvad hun sagde. Hun rablede for det meste, selv om hun havde haft det okay, da hun kom. Jeg husker, hun sagde til mig: ’Jeg skal dø, jeg skal dø’. Så sagde jeg til hende: ’Du skal ikke bekymre dig, alt bliver okay – jeg er her for dig. Hvis du vil have det, kommer jeg og ser til dig på dit værelse.’ Næste dag, da jeg mødte kl. 8, var hun død. Og det, som irriterede mig mest, var, at de lod hende ligge hele dagen på værelset. Og de havde de her midaldrende damer i jobpraktik – de sagde: ’Lad os se hende, lad os se hende! Og jeg sagde: ’De døde er ikke nogen forlystelse.’ Så kom fyren fra lighuset, og jeg hjalp med at bære hende ud.«

Océane følte sig kuet af de banale, følelseskolde relationer mellem mennesker. Hun hånede de tomme flirts på de sociale medier, det desperate popularitetsteater. Hun havde ingen interesse for alkoholens eller stoffernes kunstige paradiser, men røg konstant cigaretter.

Den matte og livløse eksistens i de parisiske forstæder, hvor ingen syntes at kunne engagere sig i noget, gjorde hende deprimeret (på væggen bag hende hang der, da hun holdt sit livs sidste enetale, en plakat med ordene »New York Paris London Hongkong«).

»Jeg er halvt tyrkisk og halvt polsk,« svarede hun en af sine onlinetilskuere.

»Og nej, jeg taler ikke tyrkisk. Jeg forstår ikke den der mani. Hvorfor skal man altid spørge til folks nationalitet? Folk spørger altid: ’Hvor gammel er du? Hvad hedder du? Hvor bor du? Hvor kommer du fra?’ Folk er meget, meget, meget, meget dumme heromkring.«

Forholdet til hendes splittede familie var anstrengt, så hun kunne ikke tillade sig den luksus at være ligegyldig over for denne utilfredsstillende verden. Hvis du havde været en ægte tyrker, ville dine forældre ikke lade dig gå uden for en dør med de piercinger i munden, sagde en tilskuer.

»Min far er tyrker«, svarede hun, »men jeg taler ikke med ham mere. Han er et røvhul.«

Océanes far var stærk, sanselig og udlevede sine følelser på judogulvet og over for sandsækken. Hans eget omfattende onlineliv vidner om en mand, der ikke havde tålmodighed til at gå op i immaterielle eller fjerne ting. Han havde døtre fra to forhold – kvinderne stod ikke hinanden nær – men han levede alene og gik i reglen mest op i sit vigende gode udseende.

Han var med til at drive en populær natklub uden for Grigny, hvor han ud over de sædvanlige DJ’s også præsenterede events som American Borderline, et frat-boy-cheerleader-extravaganza, der – som hans flyer lovede – indbefattede sexlegetøj, strippere, nøgne teenagere i jacuzzier, en regn af stroboskoplys og lignende mirakler, der blev filmet og lagt ud på det amerikanske pornomedie YouPorn.

Måske som en reaktion på disse umodne fantasier hos faderen havde 18-årige Océane forpligtet sig på en mere autentisk version af sig selv. Hun havde altid syntes, at der var en vis simpel ægthed i at pleje andre. Hun havde taget diplomkursus i førstehjælp og sikkerhed, mens hun stadig gik i gymnasiet, og det måske eneste øjeblik med ægte begejstring i hendes to timer lange transmission var, da hun beskrev sit arbejde på ældrecentret som »hypercool«. De sociale mediers nådesløse reaktion på selv den mindste patos lagde dog straks igen en dæmper på hendes begejstring:

»Nej, jeg renser ikke lokummer«, sagde hun.

»Jeg fatter ikke, hvorfor du spørger om det.«

Hun havde også en kat, der indimellem tonede frem i billedet, gned sig op ad hende og spandt højlydt ind i hendes mikrofon. Tu as une grande chatte, (chatte = kat/fisse, red.), skrev en spøgefugl, da katten dukkede op i synsfeltet. »Hallo! Vi kan se din fisse!« bemærkede en anden.

På dette tidspunkt ligger hendes selvmord kun ti minutter ude i fremtiden, og Océane reagerer ikke længere på den triste kommentarstrøm.

Égly

Sille Veilmark

© The Wylie Agency og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.
 

Serie

Det første selvmord på sociale medier

Océanes selvmord efterlod et makabert mærke i tiden: Det var første selvmord udsendt via sociale medier. Den 18-årige kastede sig – livestreamende – ud foran et tog i den parisiske forstad Égly i maj sidste år. Hun opsteg hurtigt fra de sociale mediers glitrende fællesmængde til en ny status som kortvarigt medlem af en dødsdrevet kendiskult.

Moderne Tider bringer den britiskfødte, indiske forfatter Rana Dasguptas store essay med hændelsen i centrum. Dasgupta bevæger sig gennem de parisiske forstæder ud i den verden, hvor Océane boede og levede. Det er en verden, hvor befolkningen overalt advares mod deres medborgeres overgreb, mod terror, mod vold og seksuelle krænkelser. Og en verden, hvor ungdommen i trods drages mod selvdestruktion – ligesom deres popkulturelle ikoner.

Solidarisk spørger Dasgupta, om forstadsutopierne nogensinde var andet end et alibi for at skabe et opbevaringssted for menneskelig arbejdskraft, som der nu ikke længere er behov for.

Det er en fantastisk tekst. Hverken let eller opmuntrende, men lidt ligesom livet: til tider svært, evigt komplekst og værd at tænke over.

Seneste artikler

  • ’Det er hårdt at holde sig selv halal, når landet regeres af svin’

    21. oktober 2017
    Selvmordet. Del 4. Efter sin død blev Océane omtalt med en ømhed og omsorg, der ikke var de levende forundt. Hendes generation stod tilbage hjemsøgt af fristelsen til at træde ud af samfundet
  • Med dødsguden på Snapchat

    21. oktober 2017
    Selvmordet. Del 3. Lige før hun sprang, bemærkede en tilskuer, at Océane lignede en realitystjerne. Efter hendes død fulgte en kortlivet bølge af makaber berømmelse
  • ’Fucking helvede. Fuck. Hun sprang ud foran toget’

    21. oktober 2017
    Selvmordet. Del 2. Océane tilrettelagde sin død som et online-event. Reklamerede for en kæmpe overraskelse, afslørede en grum forbrydelse – og sluttede af med en endnu grummere handling. Over tusind så med, da hun sprang
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Rasmussen
  • Niels Duus Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Pernille Elholm
  • Morten Johansen
  • Anker Nielsen
  • Katrine Damm
Henrik Rasmussen, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel, Pernille Elholm, Morten Johansen, Anker Nielsen og Katrine Damm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Emil Eiberg-Jensen

Det er typisk at socialistiske franske og danske journalister ikke tør, eller kan finde ud af, at undersøge deres artikel emner ordentligt.

Artiklens emnet handler i starten om hvordan den landlige omegn af Paris omdannes fra landbrugsområde til industrialiseringsområde.

Og hvordan landområderne i 1960erne blev til boligområde for de tidligere hvide arbejdere i Paris.

- Men hvordan disse tidligere boligområde de hvide arbejdere fra Paris, nu er blevet domineret af befolkninger fra Nordafrika og Mellemøsten forbigås i tavshed.

- Ligesom hvordan det er gået med Frankrigs industriprodukter.
- Hvor bliver den Franske befolknings forbruger industri produkter fremstillet i dag?

De Franske socialist journalister der har skrevet artiklen bør tage sig sammen og rejse nogle samfunds spørgsmål der peger frem i tiden.

Fx mod etablering af industrier i Mellemøsten og Nordafrika.

De franske togkommunikations planlæggere løste deres opgaver på glimrende vis.

Og de franske togkommunikations planlæggere kunne selvfølgelig ikke forudse følgerene af indvandring fra Mellemøsten og Nordafrika, eller et EU med åbne grænser.

Men det bør Franske og Danske journalister i år 2017 kunne beskrive...