Læsetid: 8 min.

Prekariatets far: Socialdemokratiet er døende

Da afmonteringen af de europæiske velfærdsstater tog sine spæde skridt i slutningen af 1970’erne, skete det uden større modstand fra de socialdemokratiske partier, som havde bygget dem op. I dag har de gamle arbejderpartier ikke de nødvendige løsninger til at imødekomme prekariatet, der er opstået som følge af udviklingen, mener den engelske professor Guy Standing
’Standardsvaret for socialdemokraterne på den stigende usikkerhed i prekariatet er fuld beskæftigelse. Men fuld beskæftigelse ville ikke løse prekariatets problem,’ siger Guy Standing.

’Standardsvaret for socialdemokraterne på den stigende usikkerhed i prekariatet er fuld beskæftigelse. Men fuld beskæftigelse ville ikke løse prekariatets problem,’ siger Guy Standing.

Sofie Amalie Klougart

14. oktober 2017

Guy Standing er en travl herre. I løbet af sit godt 40-timer lange besøg i København har han indvilget i at deltage i otte interviews, holde en gæsteforelæsning samt at stille op til et debatarrangement.

»Jeg må være en maskine,« griner Guy Standing, da Information møder ham forud for avisens debatarrangement, der har fokus på det akademiske prekariat i Danmark.

Selv om ordet ’prekariat’ herhjemme hovedsageligt har været anvendt til at betegne netop unge akademikere, der har vanskeligt ved at finde fast fodfæste på arbejdsmarkedet, dækker begrebet ifølge Guy Standing over en langt større og mere broget gruppe af mennesker med vidt forskellige baggrunde og vilkår.

Det gælder migrantarbejdere, der arbejder på midlertidige bygningsprojekter; tidligere industriarbejdere, der er blevet overflødiggjort af automatiseringen; og den enlige ufaglærte, der må varetage forskellige småjob for at klare tilværelsen.

Hvilke følelsesmæssige konsekvenser har det, når unge akademikere på kanten af et usikkert arbejdsmarked konstant skal sælge sig selv, netværke og være passionerede for at få et job? Ny forskning tegner en psykologisk profil af de unge i prekariatet
Læs også

Fælles for prekariatet er, at det er mennesker, der oplever faldende indkomster, usikre stillinger på arbejdsmarkedet og tab af rettigheder, som Standing forklarer i sin indflydelsesrige bog Prekariatet fra 2011. Og gruppen er voksende.

Guy Standing er professor i udviklingsstudier ved University of London og har desuden været med til at stifte foreningen BIEN, Basic Income Earth Network, der arbejder for at udbrede ideen om borgerløn gennem pilotprojekter i hele verden. Sideløbende tjener han som økonomisk rådgiver for ledende politikere i flere lande. Med det aktivitetsniveau, han opretholder, er der ikke noget at sige til, at han til tider føler sig som en maskine.

En af de vigtigste forklaringer på fremkomsten af det europæiske prekariat er ifølge Guy Standing afviklingen af efterkrigstidens velfærdssystemer, der udfoldede sig som del af en socialdemokratisk dagsorden efter Anden Verdenskrig. Siden slutningen af 1970’erne fik en række neoliberale ideologer imidlertid vind i sejlene til langsomt, men sikkert at begynde nedrivningen af de europæiske velfærdsstater – og med socialdemokratiernes accept.

Det betaler de ifølge Guy Standing stadig prisen for i dag.

Guy Standing

69 år og englænder.

Uddannet økonom og senere professor i udviklingsstudier ved School of Oriental and African Studies ved University of London.

Har tidligere arbejdet gennem 30 år i den internationale arbejderorganisation, ILO, og er medstifter af Basic Income Earth Network, der promoverer borgerlønstiltag i hele verden.

Hans forfatterskab inkluderer foruden hans hovedværk, ’The Precariat’ (2011), bl.a. ’The Corruption of Capitalism: Why rentiers thrive and work does not pay’ (2016) og ’Basic Income – And how we can make it happen’ (2017).

Dead men walking

I løbet af de seneste seks måneder har både franskmændene, hollænderne og tyskerne været ved stemmeurnerne. Foruden en stærk fremgang for flere højrepopulistiske partier har fællesnævneren for valgresultaterne været store nederlag for de respektive landes socialdemokratier.

Tilbage i marts mistede det hollandske arbejderparti, PvdA, 29 af deres 38 parlamentssæder, mens det franske socialistparti med Benoit Hamon i spidsen opnåede rekordlave 6 procent ved det franske parlamentsvalg i maj. Endelig gik det tyske socialdemokrati, SPD, 5 procentpoint tilbage ved det tyske valg i slutningen af september.

– Er der nogen sammenhæng mellem socialdemokratiernes skuffende valgresultater og det voksende prekariat, vi ser i Europa?

»Socialdemokratierne er de helt store tabere ved de her valg. Men jeg tror ikke, at det voksende prekariat direkte er grunden til socialdemokratiernes kollaps. Kollapset skyldes, at de ikke længere har en agenda, der passer til de nye klassestrukturer. De begår harakiri ved ikke at identificere sig med det voksende prekariat og ved ikke at gentænke deres holdning til, hvad et godt samfund er. De har ingen strategi til at modsætte sig de neoliberale økonomers ideer,« siger Guy Standing.

Det er i langt højere grad de højrepopulistiske partier, der formår at tale til prekariatet i de nævnte lande, mener han.

AfD’s politiske gennembrud i Tyskland er et advarselstegn for Europas centrum-venstre: En teknokratisk tilpasningsmodel til den neoliberale økonomiske orden er en selvmordskurs, der kun gavner nationalister og højrepopulister
Læs også

»Socialdemokraterne er dead men walking. De har ikke det nødvendige vokabular til at adressere prekariatet, og de har afgjort ikke nogen vision eller et progressivt svar til deres krise. Standardsvaret for socialdemokraterne på den stigende usikkerhed i prekariatet er fuld beskæftigelse. Men fuld beskæftigelse ville ikke løse prekariatets problem. Der vil stadig være indkomstusikkerhed, da mange af de job, der bliver skabt, vil være prekære,« forklarer Guy Standing.

Den manglende forbindelse mellem socialdemokratierne og det voksende prekariat skyldes også, at mange mennesker med usikre jobsituationer ikke føler, at fagbevægelsen er i stand til at varetage deres interesser og ændre deres tilværelse.

Det har ført til fremkomsten af EuroMayDay-bevægelsen, der begyndte som en alternativ protestmarch til de traditionelle 1. maj-demonstrationer tilbage i begyndelsen af 00’erne i Milano. Siden har bevægelsen udviklet sig til et tværeuropæisk fænomen, der ikke mener, at fagforeningsmodellerne er løsningen på problemet.

»Prekariatet har indset, at fagbevægelsen tjener deres egne medlemmers interesser og ikke prekariatets. Derfor er de meget vrede på de gamle fagforeninger.«

– Fordi de ikke er stand til at samle dem op?

»Ja. De kan ikke identificere sig med dem. Deres prioriteter er simpelthen for forskellige.«

Corbyns særstatus

Undtagelsen på de europæiske socialdemokratiers sammenbrud finder man pudsigt nok i Guy Standings eget hjemland. I Storbritannien fik Labour, som han selv er økonomisk rådgiver for, et overvældende valgresultat med 40 procent af stemmerne ved valget i maj. Sideløbende er medlemstallet eksploderet, og Labour er pt. det største politiske parti i hele Vesteuropa med knap 600.000 medlemmer.

»De mobiliserer det unge prekariat i hobetal. De anerkender først og fremmest, at prekariatet eksisterer, og det fører til et skift i måden, hvorpå man taler om og til denne gruppe. Det er noget af en bedrift at gå fra 20 procent i meningsmålingerne, når de samtidig har haft medierne, pengene og oligarkerne imod sig.«

Mays problem er ikke hendes person, men hendes situation. Den ene fløj i hendes parti er grænseoverskridende kapitalister; den anden er grænseopførende nationalister. Mens May kæmper, spreder Corbyn håb. Han har vundet et valg uden at vinde ansvaret. Det er en ideel platform at bygge drømme om en bedre fremtid på
Læs også

Særligt Labours frontfigur, Jeremy Corbyn, har høstet en stor del af æren for partiets evne til at omfavne de dele af arbejdsstyrken, der befinder sig i usikkerhed.

»Jeremy Corbyn er, om han vil det eller ej, en mand af gaden. Han identificerer sig med prekariatet og er gennemsyret af en måde at forstå prekariatet på. Han er blevet marginaliseret hele sin politiske karriere, og lige pludselig står han som leder af Labour. Han forstår, at du er nødt til at trodse den globale kapitalisme på en autentisk måde og seriøst begynde at overveje ideen om borgerløn,« forklarer Guy Standing.

Ubønhørligt krav om fleksibilitet

Et centralt begreb til at forstå den politiske afvikling af velfærdsstaterne er ifølge Guy Standing fleksibilitet. Han påpeger, at den gradvise bevægelse i retning af mere løse relationer mellem arbejdsgivere og arbejdstagere har været hovedårsagen til fremvæksten af det globale prekariat.

En af 1980’ernes neoliberale påstande var, at alle lande – for ikke at falde bagud i den globale konkurrence – var nødt til at opnå et fleksibelt arbejdsmarked, så arbejdsgiverne lettere kunne justere arbejdernes ansættelsesforhold, herunder timetal, funktion og sågar løn. Hvis ikke arbejdsmarkederne blev mere fleksible, ville arbejdsgivernes omkostninger stige, og selskaberne ville flytte fremstilling og investeringer til områder med lavere løn- og produktionsomkostninger, lød prognosen.

Det har ifølge Guy Standing medført en slags dominoeffekt.

»Hvis ét land går efter et mere fleksibelt arbejdsmarked, uden at de andre følger trop, vil det pågældende land kunne tiltrække store mængder af udenlandsk kapital. Men hvis alle landene stræber efter et arbejdsmarked med mere fleksibilitet i et forsøg på at tiltrække kapital, vil de alle ende det samme sted, som de begyndte. Den eneste forskel vil være, at en masse mennesker i mellemtiden er havnet i usikkerhed.«

Han fremhæver Spanien og Frankrig som nogle af de seneste lande til at introducere reformer, der begunstiger virksomhedernes muligheder for nemmere at afsætte og omstrukturere deres ansatte i tilfælde af udsving i efterspørgslen.

»Efter krisen i Spanien gik Mariano Rajoy (premierminister, red.) og højrefløjspartierne hårdt efter at øge fleksibiliteten på arbejdsmarkedet. De gennemførte i al hast en række reformer, der skulle øge beskæftigelsen og lønfleksibiliteten. Faktum er, at det har taget dem fem år at få arbejdsløsheden ned på 17 procent, samtidig med at uligheden er steget og har skabt grundlag for et voksende og lidende spansk prekariat, der hører til blandt de største i Europa.«

Senest har Emmanuel Macrons regering i Frankrig vedtaget en ny arbejdsmarkedslov, der skal gøre op med omfattende rigiditet, der ifølge mange arbejdsgivere findes i kontraktforholdet mellem virksomheder og ansatte.

»Macron vil begå en forfærdelig fejl, hvis han ender med at gøre det, han synes at være i færd med – at øge fleksibiliteten på arbejdsmarkedet. Hvis han får held til at gennemføre sin politik, vil det øge uligheden og usikkerheden på arbejdsmarkedet. Millioner af franskmænd vil blive slynget ned i prekariatet og spørge sig selv: ’Hvad er fordelen for os i det her’,« siger Guy Standing og tilføjer, at Emmanuel Macron skyder sig selv i foden ved ikke at lytte til de mange protester, der har været i kølvandet på den nye arbejdsmarkedslov.

»Prekariatets stemme bliver ignoreret, og der vil opstå en masse vrede. Og når Macron engang ønsker at blive genvalgt, vil han blive mødt af fjendtlighed. Han kunne meget vel ende med kun at være præsident i én valgperiode.«

Flexicurity er bedrageri

Debatten om prekariatet og arbejdende fattige har også verseret i Danmark. Danmark har i mange år hørt til blandt de EU-lande, der har den højeste andel af deltidsbeskæftigede, uden at det har givet anledning til større diskussioner om et prekært arbejdsmarked herhjemme.

Nye tal fra Danmark Statistik viser imidlertid nu, at andelen af de såkaldt marginalt deltidsansatte, der arbejder mindre end 15-timer om ugen, er vokset fra at udgøre 6 procent i 2001 til 12 procent i 2016.

Guy Standing mener, at tallene er udtryk for det voksende prekariat i Danmark. Han mener ikke, at den danske arbejdsmarkedsmodel med en høj grad af fleksibilitet længere er hensigtsmæssig, når det sociale sikkerhedsnet, der traditionelt har fulgt med fleksibiliteten, er under afvikling.

»Den danske flexicurity-model er en slags bedrageri. Usikkerheden er steget, og det samme er prekariatet. Det er ikke blot et spørgsmål om at skabe job med et vist indkomstniveau. Det handler lige så meget om de rettigheder, der følger med at have et job, såsom betalt ferie og pension,« siger han.

»Jeg elsker Danmark og de værdier, det står for, men jeg tror, de danske politikere må indse, at det er tid til at sadle om.«

Guy Standing boede og arbejdede selv i Sverige i en periode i 1980’erne. Dengang var de skandinaviske velfærdsstater en model, man så op til andre steder i Europa.

»Da jeg var ung, sagde alle, at den svenske model er den bedste. Siden dengang har Sverige oplevet den hurtigst voksende ulighed af alle OECD-lande og den største stigning af personer, der er afhængige af behovsbestemte ydelser. Det hele har altså ændret sig temmelig dramatisk,« siger Guy Standing.

Han lægger hånden på bordet.

»Den skandinaviske model eksisterer ikke, som den gjorde for tyve år siden.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • jørgen djørup
  • Christian Mondrup
  • Laurids Hedaa
  • Curt Sørensen
  • Arne Thomsen
  • Olaf Tehrani
  • Katrine Damm
  • Niels Duus Nielsen
  • Torben K L Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Stig Bøg
  • Bjarne Andersen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Oluf Husted
jørgen djørup, Christian Mondrup, Laurids Hedaa, Curt Sørensen, Arne Thomsen, Olaf Tehrani, Katrine Damm, Niels Duus Nielsen, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel, Stig Bøg, Bjarne Andersen, Lise Lotte Rahbek og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Danmark havde den bedste model til at honorere tidsånden, men socialdemokrater afskaffede det i 90erne.
Fleksibiliteten er god, som den var i det system, fordi den løse arbejdsgiver og -tager fra et dystopisk bånd, med statens hjælp.
I dag ville systemet være endnu bedre med sin lette optjening af dagpengeret og indbyggede garanti for at kunne genoptjene den i en ordinær, men tidsbegrænset ansættelse. Det er en bedre løsning end borgerløn.

Michael Hullevad, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Jeg ved ikke længere om jeg er en del af prekariatet. Jeg blev næsten færdig som arkitekt i slut-firserne, men blev sygdomsramt og havde en del gode år i pre-Nyrops dagpengecirkus (for nu at være grov),dvs. med korte ansættelser i jobs der var bare en anelse status i, efterfulgt af lange perioder på dagpenge. Så kom der, som bekendt, andre boller på suppen og man blev som ledig halvstuderet og kun delvis uarbejdsdygtig jaget vildt og afprøvet i hoved og....indtil man enten tog det skide job i Netto eller mødte op med en mere end almindelig solid lægeerklæring. I dag har jeg et fysisk betonet halvdagsjob, som jeg i virkeligheden ikke magter (valget står mellem at udholde gigt-smerterne eller møde op på Lærkevej). Altså pest eller kolera. Så jeg ved ikke længere om jeg er en del af prekariatet. Men min situation er i hvert fald prekær. Så langt så "godt".

Torben Bruhn Andersen, Kjeld Hansen, Torben Skov, Vibeke Hansen, Kim Houmøller, Michael Hullevad, Karsten Aaen, Anne Eriksen, Katrine Damm, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Michael Pedersen

Det er en fejlslutning at konkludere, at velfærdsstaten er afviklet eller under afvikling.

Det, der er sket, er, at man mener at have identificeret en række borgere, som ikke ønsker at være en del af fællesskabet, og man med rette stiller krav til dem; hold fri på egen regning. Problemet er, at regnearket, der udsøger disse borgere, er fejlkalibreret, så man stiller de samme krav til dem, der ikke kan.

Det kan heldigvis rettes.

Eva Schwanenflügel

Det var da noget af en omskrivning !
"man mener at have identificeret en række borgere , som ikke ønsker at være en del af fællesskabet , og man med rette stiller krav til dem ; hold fri på egen regning ".
Så det at være arbejdsløs handler altså i virkeligheden om at folk ønsker at 'holde fri' ?!?
Jeg kan oplyse dig om, Michael Pedersen, at det ingenlunde er et eller andet ferieparadis at være ledig. Man skal 'stå til rådighed', dvs sende minimum tre ansøgninger om ugen. Desuden møde op på både A-kasse og Jobcenter i tide og utide. Man bliver sendt i 'nyttejob' eller virksomhedspraktik uden at få en bøjet femøre for det, udover de dagpenge eller kontanthjælp man selv har forsikret sig til ved indbetaling til bemeldte A-kasse og skattebetaling. Kurser til opkvalificering kan man kigge i vejviseren efter, mens man kan komme på kursus i pipfugle eller hvordan man skriver et CV.
Det er et fuldtidsjob at være arbejdsløs, hr. Pedersen. Og bestemt ingen dans på roser at befinde sig i beskæftigelsesmøllen.
Og de syge, du identificerer som 'fejlkalibrerede' i dette cirkus, har befundet sig i helvede i 5 år, efter reformen af førtidspension og fleksjob. Hvis man 'bare' kunne rette det, hvorfor er det så ikke sket for længe siden ? Din arrogance skriger til himlen.

Erling C Havn, Torben Bruhn Andersen, Søren Roepstorff, Bjarne Bisgaard Jensen, Kjeld Hansen, Johnny Winther Ronnenberg, John Andersen, Torben Skov, Kim Houmøller, Curt Sørensen, Karsten Aaen, Anne Eriksen, Katrine Damm, Niels Duus Nielsen, Ebbe Overbye, Steffen Gliese og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Knud Chr. Pedersen

Socialdemokratisk neoliberalisme og er og bliver neoliberalisme. Det selvopfundne socialdemokratiske mantra, at det kun er Socialdemokratiet, der har evnerne og ledelseskraften til at lede "velfærdsstaten", er en gedigen omgang neoliberalt blålys. Derfor er den socialdemokratiske supertanker grundstødt, og der kommer vand ind af selv de mest vandtætte skodder. Pamperne forsamler sig ved rælinger og forsøger at undgå sænkningen med mere EU, mere vækst, og flere indvandre fjendske tirader, som når den socialdemokratiske forkvinde påstår, at der er Sharia domstole i DK. Se sidste uges deadline på DR2 og se, hvordan den af forkvinden udsendte lakaj giver anskueligheds undervisningen i lige dele socialdemokratisk manipulation, fup og svindel.

Jørgen Wassmann, Egon Stich, Søren Roepstorff, Bjarne Bisgaard Jensen, Kjeld Hansen, Johnny Winther Ronnenberg, kjeld jensen, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Peter Sterling

Hele verden forandrer sig i øjeblikket, så hvad er pointen i at læne sig tilbage og bare lade stå til? Akademikerne er uddannede til at vide bedre, de ved alt om social økonomisk politik, ulighed og fattigdom.

Fremtidige generationer vil stille spørgsmålet: hvorfor tillod de prekariate at de selv og underklassen skulle leve med faldende indtægter og børnefattigdom, når de havde muligheden for at standse forfaldet af velfærdsstaten, ved at slå sig sammen med underklassen samt arbejderklassen og kæmpe imod den stigende usikkerhed som virksomhederne lobbyer for? Arbejderklassen og underklassen udgør 55% af befolkningen https://www.klassesamfund.dk

Hvis man sammenligner Danmark med USA er det tydeligt at fattigdom er uhyre ineffektivt. Detroit ligner en by som er sønderbombet efter en krig. Billederne af madkøer og overfyldte scheltre som videresender de hjemløse til teltbyer viser tydeligt at ulighed ikke er vejen frem, USA er i forfald og politikerne er ikke i stand til at regere.

60 % af verdens befolkning er tvunget under den etiske fattigdomsgrænse, udelukket med det formål at 5 mennesker kan eje mere end den fattigste del af verdens befolkning, dette er et uhyre spild af resurser, samt en ufattelig skævvridning af magten i verden; den magtmodel som de Danske politikere hylder er monstrøs, umenneskelig og ekstrem ineffektiv.

I et tæt samarbejde med regeringen har virksomhederne skabt et gennemkorrupt miljø, i hvilket pengene og lovgivningen ensidigt arbejder i virksomhedernes interesse. Pengene som skulle gå til at investere i virksomheder, cirkulerer i kasinoøkonomien som finansvæsenet har skabt, og går til skattefrie værdier som er gemt i skattely.

Kampen for at få den økonomiske situation til at hænge sammen er det som vi har til fælles. Kun hvis de prekariate indser at de - i den situation de lever i - er en del af underklassen, kan et samarbejde opstå, om at standse afmonteringen af velfærdsstaten. Vi er nødt til at organisere dem alle, de prekariate akademikere, arbejderne og de mennesker som ikke er på arbejdsmarkedet. Politikerne vil ikke løse prekariatets problemer, tværtimod. Det nytter ikke at de prekariate stemmer på blå blok, S eller R.

Den skjulte fattigdom i Danmark og den periodiske fattigdom er begge politiske undertrykkende elementer. Kampen har vi tilfælles, men hvis det er skrækken for ikke at være en del af middelklassen, som får prekariatet til at kæmpe alene, skyder de sig selv i foden. Alle politikere fra det yderste højre og til SF sanktionerer en politik som gør bunden af Danmark fattigere og øger uligheden, de er ved at afmontere det rige økosystem som alle lever af.

Per Torbensen, Egon Stich, Bjarne Bisgaard Jensen, Kjeld Hansen, Johnny Winther Ronnenberg, Torben K L Jensen, Flemming Berger, Philip B. Johnsen, Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese, Michael Hullevad, Anne Eriksen, Arne Thomsen, Eva Schwanenflügel, Trond Meiring og Ole Miller anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Michael Pedersen har fat i noget. Der er altid nogen, der snyder. Det er uundgåeligt. Hvorfor vi har et retsvæsen, som fanger snyderne og stiller dem til ansvar.

Retsvæsenet er således kalibreret, at langt de fleste kriminelle - snyderne - fanges, men ikke alle. Fordi retsvæsenet blandt andet hviler på et princip om, at det er værre, at en uskyldig dømmes, end at en enkelt går fri. Hvilket ikke helt forhindrer justitsmord, men dog gør det til et relativt lille problem. Retssystemet er i logisk terminologi et "sundt" system.

Socialvæsenet derimod er i vore dage således indrettet, at det er ligemeget, om en uskyldig rammes af sanktioner, blot ALLE snyderne rammes. Med andre ord: Justitsmord accepteres i den højere sags tjeneste. Socialvæsenet er i logisk terminologi et "komplet" system. ALLE "bad guys" fanges og straffes, og op i røven med om et par uskyldige skulle blive hjemløse.

Det er et spørgsmål om kalibrering, men ikke kun. Det handler også om de principper, som ligger til grund for systemerne. Således er det indenfor retssystemet principielt anklagemyndighedens, ikke borgerens opgave at bevise, at borgeren er kriminel. Kan den ikke det, går borgeren fri. Hvis man slækkede på kravene til anklagemyndigheden ville man kunne bure langt flere forbrydere inde, men samtidig ville langt flere uskyldige komme i fængsel.

Men ved at vende bevisbyrden og gøre det til borgerens opgave at bevise sin uskyld, rammer man også uskyldige. Hellere lade et par uskyldige ressourcesvage borgere blive hjemløse end at acceptere, at systemet bliver udnyttet.

Det er derfor jeg hele tiden siger, at kontanthjælpsmodtagere er retsløse. Sanktionssystemet er komplet, ingen går fri, heller ikke de uskyldige.

Alle organismer med vinger kan flyve
pingviner har vinger
ergo: pingviner kan flyve

Argumentet er gyldigt og komplet, men ikke sundt, da den første præmis er usand. Vore dages socialvæsen bygger på en ugyldig præmis.

Ole Christiansen, Egon Stich, Bjarne Bisgaard Jensen, Vivi Rindom, Kjeld Hansen, Benny Larsen, Johnny Winther Ronnenberg, John Andersen, jørgen djørup, Anders Reinholdt, Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Ole Miller, Karsten Aaen, Ebbe Overbye og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Godt skrevet. Vi er mange som skal åbne hjertet og bruge det sammen med fornuften. I dk er der pt reelt set kun 2 partier som har hjertet med. SF har desværre låst sit inde i nationalbanken.

Niels Duus Nielsen

Et eksempel: Min søn gik ned med en depression i næsten to år. Han kom sig og fandt et job, som han nu er blevet fyret fra, hvorfor han har søgt om kontanthjælp.

Ydelsesservice mener nu, at han i de to år, hvor han ikke hverken modtog løn eller offentlige ydelser, må have været i udlandet, hvorfor han skal spises af med en integrationsydelse.

At han og kæresten i denne periode boede hos mig og at vi holdt liv i ham er ikke noget vi kan dokumentere på anden vis end ved at skrive en vidneerklæring på tro og love. Så nu går vi og venter på, at myndighederne skal afgøre sagen. Er en vidneerklæring godt nok? Den sagsbehandler, vi i tredje forsøg fik en samtale med, tvivler. Hun ville se håndfaste beviser i form af kvitteringer. Men hvem går og gemmer på kvitteringer fra Brugsen, kvitteringer som i øvrigt er anonyme?

Hvordan beviser man, at man ikke har været i udlandet, når det eneste man foretog sig i perioden var at melde sig ud af samfundet og sidde og kigge ud i luften og overveje selvmord, mens den nærmeste familie efter bedste evne hjalp med at holde en i live og overvinde denne depression?

Behøver jeg at nævne, at min søn for tiden er på randen af en ny depression?

Ole Christiansen, Torben Bruhn Andersen, Jens Thaarup Nyberg, Trond Meiring, Kjeld Hansen, Benny Larsen, Johnny Winther Ronnenberg, Anders Reinholdt, Flemming Berger, Vibeke Hansen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Borgerløn er vel én mulighed for at komme samfundets dårligst stillede til hjælp.Alternativet er lunkent positive og Enhedslisten er imod.
Hvem har svaret på, hvordan vi får en solidaritet med samfundets dårligst stillede, som vi kan være bekendt?

Trond Meiring, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Knud Chr. Pedersen

Rettelse - Det var ikke i Deadline, men i Detektor på DR2 i sidste uge, at den socialdemokratiske lakaj gav anskueligheds undervisninger i socialdemokratiske fup og svindel.

Hans Ditlev Nissen

Niels NIelsen, din kommentar satte mig straks i svingninger som et ekko:

retssystemet er konsistent men ikke komplet
det er lavet til kun at ramme skyldige
og dermed ikke alle skyldige

jobcentersystemet er komplet men ikke konsistent
det er lavet til at ramme alle under anklage
og dermed også uskyldige

det første fører til retssikkerhed
det andet fører til retsløshed

jørgen djørup, Lise Lotte Rahbek, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Vi er tydeligvis endt i et depraveret og amoralsk samfund, hvor alle kneb gælder, når det handler om penge. Det er der igennem hele historien både eksempler er en universel lovmæssighed - og advarsler om at undgå.
Velfærdssamfundet udmærker sig ved at betragte penge som det middel, det er - og målet til at være, at ingen skal være uden indkomst. Det er en rimelig tanke, som tager højde for de faktiske forhold i jernindustrien: at ingen i samfundet ikke foretager sig et eller andet, der er et bidrag.

Anders Reinholdt, Niels Duus Nielsen, Torben K L Jensen, Trond Meiring og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Incitament-løgnen om "pisk,gulerødder og notching" er neo-liberalismes sidste tiltag før utilfredsheden eksploderer i et oprør der med stor sandsynlighed kommer fra det yderste højre.
En stor del af skylden kan tillægges socialdemokratismens historiske svigt med Tony Blair og New Labour - MEN glem ikke at venstrefløjen lod dem gøre det - så skylden ligger hos alle.
DET VAR DET - SÅ LUK FOR FANDEN ØJNENE OP - Skråt det metaltrætte Socialdemokrati og byg en ny venstrefløjs-fortælling op der kan begejstre ungdommen inden det er for sent!
Kig mod Storbritannien og Jeremy Corbyn´s opgør med New Labour.

Torben Bruhn Andersen, Egon Stich, Bjarne Bisgaard Jensen, Benny Larsen, Arne Thomsen, Eva Schwanenflügel, kjeld jensen, Steffen Gliese, Trond Meiring og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Torben K. L. Jensen, det er ikke helt retfærdigt, for i mange år påstod politikerne, at det handlede om netop at bevare velfærdsstaten.

Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Peter Sterling

Det store spørgsmål er simpelt hen, hvordan lærer vi - gennem de sociale medier - at skabe forbindelser mellem den brogede gruppe af mennesker med vidt forskellige baggrunde og vilkår, at øge samarbejdet mellem dem udenfor arbejdsmarkedet og de deltids ansatte, at etablere netværk med prekariatet. Hvordan sætter vi fokus på det akademiske prekariat i Danmark, der har vanskeligt ved at finde fast fodfæste på arbejdsmarkedet. Største delen af befolkningen tror efterhånden ikke at de har nogen muligheder for at påvirke den førte politik overhovedet, men det er op til os selv, sammen, at ændre landet.

Magten i Danmark afspejler ikke længere befolkningen. Få af de folkevalgte er en del af Magteliten. Den reelle magt fordeler sig imellem EU som bestemmer den overvejende del af lovene, de multinationale selskaber, politikerne, de magtfuldkomne embedsmænd, medierne og i sidste ende de 20 % af befolkningen som er meningsdannere.

Finansverdenen og virksomhederne er bemærkelsesværdige til at ændre stemningen i samfundet, ved at placere tilsyneladende sympatiske artikler i medierne, tænketanke bliver betalt for såkaldt uafhængig forskning, donationer til de politiske partier køber stemmer, dette er en ulighedsskabende process, som skaber og sanktionerer en politik som udelukkende er til gavnlig for virksomhederne. Antallet af lobbyfirmaer er steget markant i de seneste 20 år og det er nu en storindustri.

Politikerne lover milliarder i skattelettelser for at købe stemmer og erhvervslivet pumper penge ud i lobbyfirmaer, som gennem medierne hjernevasker de få vælgere som er villige til at skifte mening på baggrund af spin.

Søren Roepstorff, Niels Duus Nielsen, Arne Thomsen, Torben K L Jensen, Trond Meiring, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar