I retten: ’Jeg hopper ind i kampen, og der opstår tumult’

Han er blevet bragt til retssal 3 af to betjente i skudsikre veste.

Ved siden af P i vidneskranken har en lille rund dame med guldarmbånd og lange negle taget plads. Kvinden er tolk, og de taler sammen på polsk.

P lyder vred, og man kan opfatte ordet policja. Han læner sig tilbage i den sorte 7’er-stol med korslagte arme: en bleg mand med sort skæg og høje tindinger i joggingbukser og badetøfler.

P er 28 år. Han har siden foråret siddet varetægtsfængslet i en anden sag, hvor han har fået fem et halvt år fængsel.

Den kvindelige anklager fortæller, at han i denne sag er tiltalt for den 8. april omkring klokken 17 ved celle 588 i Vestre Fængsel at have slået ud imod og ramt tre fængselsbetjente. Det er derfor, han sidder her i dag – tiltalt for vold mod tre betjente: Michael, Rebecca og Jonathan.

Alle den kvindelige anklagers ord bliver gentaget som et ekko på polsk af tolken.

P nægter sig skyldig.

»Du har ikke på noget tidspunkt har været oppe at toppes med nogen?« spørger anklageren.

»Nie« siger P. Det er polsk for nej.

Forsvareren foreslår at afhøre tiltalte efter de tre vidner, for at se om deres forklaringer hjælper på hukommelsen.

P siger noget på polsk. Den kvindelige retsformand ser spørgende på tolken.

»Han bander bare lidt,« siger tolken.

»Ja, det er der skam ingen grund til at få oversat,« siger retsformanden.

Som en boksekamp

En efter en tager de tre fængselsbetjente plads midt i lokalet.

Først Michael, en kortklippet blond mand i denimjakke. Han fortæller, at den tiltalte den pågældende dag ringer på klokken for at komme på toilettet, men på vej derhen stopper han op og spørger, hvorfor han ikke har været på gårdtur. Michael lover at undersøge det, men den indsatte hidser sig op. Til sidst beder Michael ham om at gå tilbage på cellen. I mellemtiden er to andre betjente kommet til.

»Jeg lægger en hånd på hans skulder og siger: ’Så er det denne vej’,« forklarer Michael.

Tiltalte bliver aggressiv, og i døråbningen til sin celle slår han ud efter Michael og rammer en af de andre fængselsbetjente, Rebecca. Flere betjente kommer til fra andre etager.

»Vi får ham puffet ind i cellen,« forklarer Michael.

Og så begynder P slå ud omkring sig.

»Til alle sider i vildskab,« siger betjenten. Selv bliver han ikke ramt – det går mest ud over kollegaen Jonathan.

Forsvareren spørger, hvor stor betydning det har for de indsatte at komme på gårdtur hver dag.

»Bliver de for eksempel irriterede, hvis de ikke kommer på gårdtur?«

»Ja,« medgiver Michael.

Den kvindelige fængselsbetjent Rebecca træder ind: Høj og slank, med glat brun hestehale og iklædt sin mørkeblå fængselsbetjentuniform. Hun fortæller, at hun den pågældende dag bliver hidkaldt af højrøstet snak og hjælper med at gelejde den tiltalte hen til cellen, men at han er ophidset og i døråbningen slår ud efter hende.

»Så snart han rammer mig, står Jonathan ved min anden side og får ham mast ind i cellen. Jeg ser det som boksekampagtigt. Han slår. Og Jonathan parerer. Det var virkelig, virkelig voldsomt.«

Forsvareren spørger, om en tiltalt typisk kan få gårdtur på et andet tidspunkt, hvis han – som P – er blevet glemt. Det kan han sagtens, siger Rebecca.

»Men hvorfor siger du ikke bare: ’Rolig, du får en ny gårdtur’?« spørger forsvareren.

»Jeg kommer først til bagefter, hvor han allerede er oppe at køre,« forklarer hun.

Det tredje vidne er Jonathan, en høj mand med et bredt bryst under den lyseblå skjorte med Kriminalforsorgens logo. Han fortæller, at han løber til celle 588, fordi han hører hævede stemmer, og han ser sin kollega blive ramt.

»Jeg hopper ind i kampen, og der opstår tumult,« siger Jonathan.

På det tidspunkt er de omkring syv betjente i cellen.

»Vi ligger nærmest oven på indsatte og kan mærke, at al kraften løber ud af ham, så vi kan få lagt ham i håndjern.«

Bagefter var Jonathan gul og blå, havde rifter og blødte. Hans højre hånd var hævet og blev undersøgt på skadestuen.

Ikke mere at tilføje

Vidneafhøringerne er slut, og nu får P endnu en chance for at forklare sig.

Mens han gaber og klør sig i skægget, fortæller han, at han den pågældende dag bliver hidsig, fordi betjenten ikke vil svare ham på, hvorfor han ikke er kommet på gårdtur.

»Pludselig var de otte-ti betjente på én gang. Han har ikke gjort modstand eller udfald. De skubber ham hen i cellen, og han forstår ikke, hvordan det er sket,« oversætter tolken.

P har ikke mere at tilføje.

Anklageren fortæller, at P ikke har opholdstilladelse i Danmark, ikke er gift eller har børn og ingen tilknytning har til Danmark. Han sidder fængslet på grund af et hjemmerøveri, han er dømt for at have begået sammen med tre andre polakker. Dommen er anket, og til marts skal han i landsretten. I sin procedure kræver anklageren 60 dages fængsel.

»Der er tale om betjente, der i forbindelse med deres arbejde bliver udsat for vold,« siger hun.

Forsvareren, derimod, taler for en frifindelse.

»Denne sag kunne være undgået, hvis fængselsbetjenten havde givet sig tid til at forstå, hvad det betyder ikke at være på gårdtur et helt døgn,« siger Mai-Brit Storm Thygesen.

»Hvis man havde fortalt ham, at han kunne få sin gårdtur senere, så havde vi aldrig siddet her.«

Men hvis dommerne skulle finde P skyldig, bør han maksimalt få mellem 30 og 40 dages fængsel, slutter hun.

Efter kun 20 minutters pause kommer retsformanden og de to lægdommere tilbage med en dom:

Tiltalte idømmes 60 dages ubetinget fængsel, samt udvisning af Danmark og indrejseforbud i seks år. P tager imod dommen uden at sige et ord, mens han kigger skiftevis op i loftet og ned på sine badesandaler. De to politimænd gør klar til at føre ham tilbage til politigården. Tolken gør klar til at ryge sig en cigaret.