I retten: ’Selvfølgelig føler man sig ramt, når der kommer en stol flyvende’

Den tiltalte, F, sidder i vidneskranken med ryggen til de otte tilskuerbænke med ludende skuldre. Håret og skægget er sort. En lædervest er strammet ud over hans brede ryg, og foran ham står et hvidt riflet plastikkrus med vand.

Den 39-årige mand er tiltalt for vold og trusler mod en person i offentlig tjeneste. Ifølge anklageskriftet har han kastet en stol mod en medarbejder på sit bosted, Ditte, og truet og slået en anden medarbejder, Charlotte, også med en stol.

F nægter sig skyldig. Han sidder ansigt til ansigt med retsformanden og de to lægdommere – hævet lidt op på et podie. Væggene er dybrøde, og loftet med detaljeret blomsterstuk er båret af seks marmorsøjler. Over det hele svæver en gigantisk lysekrone.

F er født i Iran, men opvokset i Danmark. Med accent fortæller han langsomt og omhyggeligt, at han har sit eget værelse på et bosted for psykisk syge på Vesterbro i København. Han er diagnosticeret med paranoid skizofreni og har været indlagt på psykiatriske afdelinger flere gange. Han hører stemmer og har forfølgelsesforestillinger – blandt andet om, at fremmede mænd kommer ind i hans lejlighed.

Han genkalder sig den 2. januar 2017, hvor han bad sin kontaktperson, Charlotte, om en udskrift over, hvilke medarbejdere der havde været på hans værelse. Alle ansatte har nemlig adgang med nøglechip.

»Hvorfor beder du om det?« spørger den kvindelige anklager.

»Fordi jeg er paranoid,« svarer den tiltalte.

»Og fordi det er min ret,« tilføjer han.

Line Malling Schmidt/iBureauet

Men kontaktpersonen Charlotte ville ikke give ham udskriften.

»Så jeg bliver vred og slår sådan her.«

F hamrer højre hånd hårdt ned i vidneskrankens mørkpolerede bord.

Bagefter løftede han en stol og slog på døren ind til kontoret, hvor Charlotte havde forskanset sig med en kollega.

»Hun flygtede, og så blev jeg sur og kastede stolen mod døren.«

Har han også kastet en anden stol efter medarbejderen Ditte? vil anklageren vide.

»Nej,« siger F.

»Jeg har ikke kastet med noget.«

Retsformanden beder ham komme op til podiet og ud fra et billede af bostedet forklare situationen. Han rejser sig og afslører hængerøv i sine slidte lyseblå jeans.

»Kastede du eller slog du med stolen?« vil retsformanden vide.

»Jeg er født i Iran, og nogle gange bruger jeg sproget anderledes. Jeg kastede ikke. Jeg slog på døren.«

Paranoid forestilling

F får lov til at sætte sig ved siden af sin forsvarer, og det første vidne indkaldes: Ditte, en lav kvinde, der har pagehåret trukket til side med et blankt hårspænde. Hun fortæller, at hun har arbejdet ti år på botilbuddet. Den 2. januar var hun på vej hjem efter endt vagt og gik forbi Charlotte og F, da hun pludselig hørte F slå i bordet og råbe. Hun vendte sig og så en stol komme flyvende.

»Jeg parerer, så den kun rammer min arm.«

F ryster benægtende på hovedet.

»Ville han ramme dig?« spørger anklageren.

»Jeg tror ikke, han vidste, jeg var der,« siger Ditte.

»Følte du dig truet?« holder anklageren ved

Ditte sukker og tøver.

»Det er svært at svare på. Selvfølgelig føler man sig ramt, når der kommer en stol flyvende. Men ikke personligt,« siger Ditte.

Næste vidne er Charlotte, der har mørkt rødbrunt hår, sorte stramme jeans og firkantede sorte briller. Også hun har arbejdet på botilbuddet i ti år, hvor hun er kontaktperson for tre-fire borgere – herunder F indtil for få dage siden.

Hun bekræfter, at F den pågældende dag bad hende om en udskrift, fordi han var bange for, at der havde været medarbejdere på hans værelse. 

»Jeg taler med ham om, at det er en paranoid forestilling. Og så bliver F frustreret.«

Ifølge Charlotte kaster han først med en stol, som rammer kollegaen Ditte, og han går derefter mod Charlotte med endnu en højt løftet stol. Hun forsøger at komme ind på kontoret, men stolens ben sidder i klemme i døren. Sammen med en kollega lykkes det til sidst at lukke døren.

»Følte du dig truet?« spørger anklageren.

»Ja, det gjorde jeg,« siger Charlotte.

»Har du efterfølgende været påvirket af situationen?« spørger anklageren.

»Ja, jeg har haft psykologsamtaler,« svarer Charlotte.

Imens hun fortæller, hviler F albuerne på bordet og begraver hovedet i hænderne.

Endnu et vidne, lederen af bostedet, fortæller, hvordan hun oplevede situationen, og efterfølgende læser anklageren op fra et dokument om den tiltalte. F har en tidligere behandlingsdom for brandstiftelse. Ud over sine psykotiske symptomer og tvangstanker har han et misbrug af blandt andet hash og alkohol. Listen over de antipsykotiske præparater, han bliver behandlet med, er lang. Anklageren lirer dem hurtigt af og kløjes i nogle af de medicinske betegnelser. En overlæge har vurderet, at F ikke er egnet til almindelig straf og anbefaler en behandlingsdom.

Herefter procederer anklager og forsvarer. Anklageren mener, at F skal findes skyldig, fordi han har kastet med stolen og gjort udfald med hensigt til at ramme. Forsvareren derimod argumenterer for, at F skal frifindes for begge forhold. Han er paranoid og kaster og slår med stolene i frustration. Ikke for at ramme.

En halv time efter afsiges der dom: F frifindes for at have udøvet vold og trusler mod Ditte, men dommerne mener, at der foreligger en trussel om vold mod Charlotte.

»Thi kendes for ret, F skal underkaste sig behandling med en længstetid på fem år,« siger retsformanden.

Efter en kort samtale med sin forsvarer beslutter F ikke at anke dommen.

»Tak for i dag,« siger F, før alle går hver til sit.

Uden for retslokalet går forsvarer Hannah Krog hen og giver ham hånden.

»Pas nu på dig selv,« siger hun.