Læsetid 10 min.

Så længe uligheden stiger, vil vores bruttonationale mentale båndbredde trække sig sammen

Knaphed fører til ukloge beslutninger – hvad enten det er knaphed på tid eller på penge. Der er dog en vigtig forskel på folk med et travlt liv og dem, der lever i fattigdom: Man kan ikke holde pause fra fattigdom
En ny computer, der kører ti tunge programmer samtidig, bliver langsommere, kommer med fejlmeddelelser og går til sidst ned – ikke fordi det er en dårlig computer, men fordi den har for meget at gøre på én gang. Fattige mennesker har et tilsvarende problem. De træffer ikke dårlige beslutninger, fordi de er dumme, men fordi de befinder sig i en situation, hvor alle ville træffe dårlige beslutninger.

En ny computer, der kører ti tunge programmer samtidig, bliver langsommere, kommer med fejlmeddelelser og går til sidst ned – ikke fordi det er en dårlig computer, men fordi den har for meget at gøre på én gang. Fattige mennesker har et tilsvarende problem. De træffer ikke dårlige beslutninger, fordi de er dumme, men fordi de befinder sig i en situation, hvor alle ville træffe dårlige beslutninger.

Sigrid Nygaard
7. oktober 2017

En verden uden fattigdom – det er måske nok den ældste utopi overhovedet. Men enhver, der tager sin drøm alvorligt, står uvægerligt over for nogle vanskelige spørgsmål. Hvorfor er fattige mennesker mere tilbøjelige til at begå kriminalitet? Hvorfor er de mere tilbøjelige til at blive overvægtige? Hvorfor har de et højere forbrug af alkohol og stoffer? Hvorfor tager fattige mennesker kort sagt så mange tåbelige beslutninger?

Er det groft? Måske, men prøv at se på statistikken: De fattige låner mere, sparer mindre op, ryger mere, dyrker mindre motion, drikker mere og spiser usundere. Når de fattige reagerer på en jobannonce, skriver de oftest de værste ansøgninger og møder op til jobsamtaler i den mindst professionelle påklædning.

Den britiske premierminister Margaret Thatcher kaldte engang fattigdom for en »personlighedsbrist«. Det er næppe mange politikere, der vil gå helt så langt, men alligevel er det ikke nogen usædvanlig holdning, at løsningen på problemet ligger hos den enkelte. Fra Australien til England og fra Sverige til USA er der en indgroet opfattelse af, at fattigdom er noget, folk er nødt til at overvinde på egen hånd.

Rutger Bregman

Født 1988 i Westerschouwen i Holland.

Historiker og forfatter til fire bøger. Skribent for bl.a. De Correspondent.

Teksten her er en redigeret udgave af et kapitel fra hans seneste bog, ’Utopia for realister’, der udkom på dansk i torsdags på forlaget People’s Press.

Myndighederne kan ganske vist puffe dem i den rigtige retning med tilskyndelser – med strategier, der fremmer opmærksomhed, med sanktioner, og først og fremmest med uddannelse. Faktisk er der en forestilling om et magisk middel mod fattigdom, nemlig en studentereksamen (eller endnu bedre en universitetsuddannelse).

Men er det det hele?

Hvad hvis de fattige faktisk ikke kan hjælpe sig selv? Hvad hvis alle tilskyndelserne, al informationen og al uddannelsen er som at slå vand på en gås? Og hvad hvis alle de velmente puf kun gør situationen værre?

Sammenhængens betydning

Det er beske spørgsmål, men det er heller ikke hvem som helst, der stiller dem: Det er Eldar Shafir, som er psykolog ved Princeton University. Han og Sendhil Mullainathan, der er økonom ved Harvard, offentliggjorde for nylig en revolutionerende ny teori om fattigdom. Og den centrale pointe? Det er konteksten, dumrian.

Shafir har ikke nogen beskedne forhåbninger. Han vil intet mindre end at etablere et helt nyt felt inden for videnskaben: Knaphedens videnskab.

Men findes det ikke allerede? Økonomi?

»Det hører vi tit,« grinte Shafir, da jeg mødtes med ham på et hotel i Amsterdam.

»Men jeg er interesseret i knaphedens psykologi, som der er blevet forsket overraskende lidt i.«

For økonomer drejer alt sig om knaphed – selv de, der bruger flest penge, kan trods alt ikke købe alt. Derimod er fornemmelsen af knaphed ikke ensartet. En tom kalender føles anderledes end en propfuld arbejdsdag. Og det er ikke en eller anden harmløs, ubetydelig følelse. Knapheden påvirker sindet. Folk opfører sig anderledes, når de fornemmer, at der er knaphed på noget.

Det betyder ikke noget, hvad der er knaphed på; om det er tid, penge, venskab eller mad – det bidrager alt sammen til en ’knaphedsmentalitet’. Og det har sine fordele. Folk, som får en fornemmelse af knaphed, er gode til at håndtere deres problemer på kort sigt. Fattige mennesker har en utrolig evne til – på kort sigt – at få pengene til at slå til, præcis ligesom den alt for travle direktør kan mase på for at få en aftale i hus.

Man kan ikke holde pause fra fattigdommen

På trods af alt dette er ulemperne ved ’knaphedsmentaliteten’ større end fordelene. Knaphed indsnævrer ens fokus til de umiddelbare mangler, til det møde, der begynder om fem minutter, eller de regninger, der skal betales i morgen. Det langsigtede perspektiv ryger sig en tur.

»Knaphed fortærer os,« forklarer Shafir.

»Vi har sværere ved at fokusere på andre ting, som også er vigtige for os.«

Man kan sammenligne det med en ny computer, der kører ti tunge programmer samtidig. Den bliver langsommere og langsommere, kommer med fejlmeddelelser og går til sidst ned – ikke fordi det er en dårlig computer, men fordi den har for meget at gøre på én gang. Fattige mennesker har et tilsvarende problem. De træffer ikke dårlige beslutninger, fordi de er dumme, men fordi de befinder sig i en situation, hvor alle ville træffe dårlige beslutninger.

Spørgsmål som: Hvad skal vi have at spise til aften? Og hvordan skal jeg dog komme gennem denne uge? stiller krav til en afgørende evne.

»Mental båndbredde« kalder Shafir og Mullainathan det.

»Hvis man gerne vil forstå de fattige, kan man forestille sig, at man er åndsfraværende,« skriver de.

»Selvkontrol føles som en udfordring. Vi bliver distraheret og nemt bekymrede. Og det sker hver dag.«

Sådan fører knaphed til ukloge beslutninger – hvad enten det er knaphed på tid eller på penge.

Der er dog en vigtig forskel på folk med et travlt liv og dem, der lever i fattigdom: Man kan ikke holde pause fra fattigdom.

To forsøg

Så hvor meget dummere bliver man helt konkret af fattigdom?

»Effekten svarer til mellem 13 og 14 IQ-point,« siger Shafir.

»Det svarer til at gå glip af en enkelt nattesøvn eller til resultatet af alkoholisme.«

Det mest bemærkelsesværdige er, at vi kunne have regnet det ud for 30 år siden. Shafir og Mullainathan skulle ikke benytte sig af noget så avanceret som hjerneskanninger.

»Økonomer har studeret fattigdom i årevis, og psykologerne har studeret kognitive begrænsninger i årevis,« forklarer Shafir.

»Vi lagde bare to og to sammen.«

Det hele begyndte for et par år siden med en række forsøg, som blev foretaget i et typisk amerikansk indkøbscenter. Kunderne blev stoppet og spurgt, hvad de ville gøre, hvis de skulle have deres bil repareret. Nogle af dem fik at vide, at reparationen ville koste 150 dollar, andre, at den kostede 1.500 dollar. Ville de betale på én gang, ville de låne pengene, tage overarbejde eller udsætte reparationen?

Mens kunderne spekulerede over det, blev de udsat for en række kognitive test. I tilfældet med de billige reparationer reagerede personer med lav indkomst på samme måde som personer med høj indkomst. Men når fattige personer blev præsenteret for reparationsudgifter på 1.500 dollar, hæmmede alene tanken om en økonomisk lussing deres kognitive evner.

Shafir og hans kolleger tog alle mulige variable i betragtning i undersøgelsen i indkøbscentret, men der var en enkelt faktor, de ikke kunne udjævne: De rige og de fattige, der blev udspurgt, var ikke de samme personer. Ideelt set burde de have kunnet gentage undersøgelsen med deltagere, som var fattige i det ene øjeblik og rige i det næste.

Shafir fandt, hvad han ledte efter, næsten 13.000 kilometer derfra i områderne Vilupuram og Tiruvannamalai ude på landet i Indien. Forholdene var perfekte; faktisk tjener områdernes sukkerrørsbønder 60 procent af deres årsindkomst på én gang lige efter høsten. Det betyder, at de er velbeslåede den ene del af året, og fattige i den anden del.

Så hvordan reagerede de i forsøget? Når de var relativt fattige, klarede de sig væsentlig dårligere i de kognitive test, ikke fordi de på en eller anden måde var blevet dummere – det var stadig de samme indiske sukkerrørsbønder – men ganske enkelt fordi deres mentale båndbredde var påvirket.

Den bruttonationale mentale båndbredde

»Det har store fordele at bekæmpe fattigdom, men dem har vi været blinde over for indtil nu,« påpeger Shafir.

Han mener faktisk, at det ud over måling af bruttonationalproduktet måske er på tide, at vi interesserer os for den bruttonationale mentale båndbredde. Større mental båndbredde betyder bedre opfostring af børn, bedre sundhed, mere produktive medarbejdere – listen er lang.

»Kampen mod knaphed kunne endda skære ned på omkostningerne,« forventer Shafir.

Nu kan vi prøve at overføre disse virkninger på samfundet som helhed. En britisk undersøgelse nåede også frem til, at omkostningerne af fattigdom blandt børn i England når helt op på 29 milliarder pund (omtrent 260 milliarder kroner) om året. Ifølge forskerne kunne en strategi for udryddelse af fattigdom »stort set være selvfinansierende«.

I USA, hvor mere end et ud af fem børn vokser op i fattigdom, har utallige undersøgelser allerede vist, at en indsats imod fattigdom faktisk fungerer omkostningsdæmpende. Greg Duncan, som er professor på University of California, regnede sig frem til, at det i gennemsnit kræver 4.500 dollar (omtrent 27.000 kroner) at få en amerikansk familie ud af fattigdom. I sidste ende ville udbyttet af denne investering pr. barn være:

  • 12,5 procent flere arbejdstimer

  • 3.000 dollar i besparelse på socialhjælp
  • 50.000-100.000 dollar ekstra livstidsindkomst
  • 10.000-20.000 dollar ekstra skatteindtægter til den enkelte stat.

Professor Duncan konkluderede, at kampen mod fattigdom »betaler for sig selv, når de fattige børn er blevet midaldrende«.

Det ville dog kræve en stor indsats at tackle så stort et problem. En undersøgelse fra 2013 anslog omkostningerne for børns fattigdom i USA til at være helt op mod 500 milliarder dollar (omtrent tre billioner kroner) om året. Børn, der vokser op som fattige, ender med at have to års kortere uddannelse og arbejder 450 timer mindre om året, og der er tre gange så høj en risiko for dårligt helbred for disse børn som for dem, der er vokset op i velstillede familier. Ifølge forskerne hjælper investeringer i uddannelse ikke rigtig disse børn. De skal først op over fattigdomsgrænsen.

Man fik lignende resultater i en nylig metaanalyse af 201 undersøgelser af, hvor effektiv undervisning i økonomi er: Den slags uddannelse gør næsten ingen forskel. Det betyder ikke, at der ikke er nogen, der lærer noget – fattige mennesker kan bestemt ende med at blive klogere. Men det er ikke nok.

»Det er som at lære folk at svømme og så smide dem ud i et stormvejr,« klager professor Shafir.

Det er ikke helt meningsløst at uddanne folk, men det hjælper dem kun til dels med at få styr på deres egen mentale båndbredde, som faktisk allerede er belastet af kravene fra eksempelvis den umulige bureaukratiske sump af regler og formularer, som tjener til at afvise dem, der ikke virkelig er i nød. Men faktisk virker det stik modsat: De fattige – de, hvis båndbredde allerede er overbelastet; de, som har de største behov – er mindre tilbøjelige til at bede myndighederne om hjælp.

Derfor bliver en hel hær af hjælpeprogrammer stort set ikke brugt af netop de mennesker, de egentlig skulle være til nytte for.

»Nogle uddannelseslegater bliver kun søgt af 30 procent af dem, der opfylder kriterierne, selv om den ene undersøgelse efter den anden har påvist, at den slags studielegater på flere tusinde dollar kan gøre hele forskellen,« siger Shafir.

En økonom ser på disse studielegater og tænker: Eftersom det er fornuftigt at søge dem, vil fattige studerende søge. Men sådan fungerer det ikke. Fordelene ved studielegaterne ligger langt uden for den nærsynede tankegang hos den, der kun tænker på knaphed.

Gratis penge

Hvad kan der så gøres? 


Shafir og Mullainathan har et par mulige løsninger i ærmet: Man kan for eksempel give værdigt trængende studerende en hånd med alle de papirer, der skal til for at søge om økonomisk støtte, eller man kan give folk pilleæsker, der blinker, for at minde dem om, at de skal tage deres medicin.

Den slags løsninger kaldes et nudge. Nudges er enormt populære blandt politikere i vores moderne Overflodens Land, for det meste fordi de stort set ikke koster noget.

Men hvilken forskel kan et nudge ærlig talt gøre? Nudget repræsenterer en tidsalder, hvor politik først og fremmest handler om at bekæmpe symptomer. Nudges kan tjene til at gøre fattigdom en anelse mere udholdelig, men når man zoomer ud, kan man se, at de ikke rigtig løser noget problem.

Jeg vender tilbage til vores computeranalogi og spørger Shafir: Hvorfor skal man blive ved med at pille ved softwaren, når man nemt kunne løse problemet ved at installere noget mere hukommelse i stedet?

Shafir reagerer med et tomt blik.

»Nåh! Du mener bare dele flere penge ud? Jo da, det ville være alletiders,« griner han.

»Men i betragtning af de indlysende begrænsninger ... den slags venstrefløjspolitik, der er her i Amsterdam, findes overhovedet ikke i USA.«

Penge er dog ikke nok i sig selv; det handler også om fordelingen.

»Knaphed er et relativt begreb,« siger Shafir.

»Det kan bygge på manglende indkomst, men i lige så høj grad på alt for store forventninger.«

Det er faktisk ret enkelt: Hvis du gerne vil have flere penge, mere tid, flere venner eller mere mad, er det mere sandsynligt, at du får en fornemmelse af knaphed. Og det, du vil have, er i høj grad bestemt af det, folk omkring dig har.

Som Shafir siger: »På den måde er den stigende ulighed i den vestlige verden en temmelig stor forhindring.«

Hvis masser af mennesker køber den seneste smartphone, så vil du også gerne have en. Så længe uligheden bliver ved med at stige, vil vores bruttonationale mentale båndbredde blive ved med at trække sig sammen.

Teksten er en redigeret udgave af kapitlet ’Hvorfor fattige mennesker gør tåbelige ting’ fra bogen ’Utopia for realister’, der er skrevet af den hollandske forfatter Rutger Bregman og udkom på dansk på forlaget People’s Press i torsdags.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Alvin Jensen
    Alvin Jensen
  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for Lars Bo Jensen
    Lars Bo Jensen
  • Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
    Lise Lotte Rahbek
  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
Alvin Jensen, David Zennaro, Lars Bo Jensen, Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel

Man kunne også vende den om og spørge, hvorfor rige mennesker er så tåbelige, at de medvirker til at ødelægge den eneste planet vi har, for profittens skyld?

Allan Stampe Kristiansen, Alvin Jensen, Søren Fosberg, Flemming Berger, Elisabeth Andersen, Vibeke Hansen, Jørn Andersen, Torben K L Jensen, Hans Larsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Johnny Winther Ronnenberg
Johnny Winther Ronnenberg

Ret beset så foretager dem på bunden sig ikke ret mange valg, for de har ikke noget egentligt valg. Ud over valget mellem husleje, medicin og husleje når man ikke har til det hele, så har man heller et frit valg og man kan derfor ikke foretaget et egentligt valg, men kun handle af nød :-(

Bjarne Bisgaard Jensen, Allan Stampe Kristiansen, Alvin Jensen, Søren Fosberg, Elisabeth Andersen, David Zennaro, Vibeke Hansen, Kristen Carsten Munk og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heidi Larsen

Det er lidt ironisk, at en artikel der åbenbart handler om fattige kun er for abonnenter, og ikke er tiltængelig for de fattigerøve der har taget den tåbelige beslutning ikke at være abonnent på avisen (migselv inkl., sagde hunden) ;)

Mads Bentzen, Allan Stampe Kristiansen, Alvin Jensen, Søren Fosberg, Flemming Berger, Elisabeth Andersen, Vibeke Hansen, Jørn Andersen, Søren Roepstorff, Lars Bo Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Nanna Wulff M. og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Nanna Wulff M.
Nanna Wulff M.

Lyder som en dansk oversættelse af følgende:http://www.huffingtonpost.com/linda-tirado/why-poor-peoples-bad-decision...

Bagefter kan man så læse lidt mere om hvad Linda Tirado egentlig mente og hvordan hun virkelig har det.

Og om hvor mange penge hun fik på GoFundMe...

Og ja, det er ironisk at man skriver en artikel om fattige, men den er kun for abonnenter - nej jeg har ikke råd.

Allan Stampe Kristiansen, Alvin Jensen, Søren Fosberg, Flemming Berger, Elisabeth Andersen, Heidi Larsen, Eva Schwanenflügel og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

"Kun psykopater kan ikke forstå fattiges problemer"

Fra artikel:
- Forestil dig nu, at hele dit liv var ikke alene som den dårlige dag, men endnu værre.
-Hele tiden. Ingen opklaring.
-Ingen pauser eller udsigt til at det slutter.

“Hvis hele dit liv er lige så dårligt og kaotisk som den ene dag eller uge, du ind imellem har, vil du næppe have overskud til at foretage fornuftige, sunde og velovervejede valg hele tiden.
Lucy Mangans.”

Link: http://www.avisen.dk/kun-psykopater-kan-ikke-forstaa-fattiges-problemer_...

Alvin Jensen, Elisabeth Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Samfundet er indrettet på en måde, der tilgodeser nogle mennesker og efterlader andre med massive problemer. Derfor må samfundet kompensere for den uretfærdighed, det afstedkommer.

Bjarne Bisgaard Jensen, Lise Lotte Rahbek, Allan Stampe Kristiansen, Alvin Jensen, Elisabeth Andersen, Heidi Larsen, Eva Schwanenflügel og Anders Reinholdt anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Torben K L Jensen
Der er deres pibe vi opdrages til at danse efter og det er dyrt at være fattig.

Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese, Lise Lotte Rahbek, Allan Stampe Kristiansen, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Søren Fosberg, Flemming Berger og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dennis Jensen

Mental båndbredde? Fattigdommens psykologi? Det er alt sammen vel at forskeren selv vedkender sig at 'nudge' symptom behandling ikke virker. Hans egen teoretiske tilgang virker imidlertid heller ikke til at være meget andet end behandling af symptomer.

Det er vældig populært at snakke om diverse tings psyokologi for tiden og lige så upopulært at snakke om selvsamme tings materialitet.

Fattigdom er vel en et produkt af strukturelle misforhold i økonomien. Navnligt fordelingen af ejendomsretten til vores produktionsmidler. Hvis vi rent faktisk ønsker at løse det problem permanent, kan det vel ikke betale sig at mystificere fattigdom ud i overdrevent heterogene og 'komplekse' forklaringer, når problemet og dets løsning er relativt simpelt (omend politisk kontroversielt og svært at gennemføre pga politikervilje)

Mikael Velschow-Rasmussen, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Dennis Jensen
Tjah - men så længe vi bliver ved at høre og læse indvendinger overfor upriviligerede mennesker,
som f.eks "men de kan jo bare lade være med at ryge/drikke/holde hund/spise dårlig mad", så er der brug for at nogen går ind og forklarer de psykologisk dårligst stillede, hvorfor de fattige ikke BARE kan træffe fornuftige, langsigtede beslutninger.

Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

@Dennis Jensen
Hvis det du skriver er, at det er muligt at ændre kurs, at fattigdom og gældsslaveriet, er et problem de folkevalgte politikere bør løse, men ikke løser “pga. politikervilje”, så tror jeg ikke du har forstået, hvem der arbejder for hvem.

I de regeringsbærende partiers optik, handler det om konkurrence samt produktivitet og arbejdsudbud, I standard-økonomisk tankegang arbejdsudbuddet, det samlede antal timer, som de regeringsbærende partier mener personerne i en befolkning, ønsker at arbejde ved en given realløn, (altså udbuddet af arbejdskraft, ikke udbuddet af jobs), hvor det er de regeringsbærende partier opfattelse, at de fattige bogstaveligt talt 'skal' være sultne nok til ethvert job der tilbydes, precist så sultne, at de fattige må tage to job for, at holde sulten fra døren, et der betaler huslejen og så et job nummer to, der 'næsten mættet familien', så Danmark og befolkningen kan være konkurencedygtigt på produktions enhedspriser i forhold til f.eks. polske teenagers løn og arbejdsvilkår og ikke helt mætte.

Børnene i fattige familier bliver syge, svage, og udmattede eller kriminelle og helt ude af spillet, hvilket umuliggør et socialt løft, men det er meningen.
Pointen er, at der er den billige arbejdskraft, politikere fra de regeringsbærende partier ønsker, at udstyre konkurencestaten med.

Slaveriet er ikke ophævet, hvis det står til de regeringsbærende danske partier, men kald det demokrati, gældsslaver kan bare vælge nogle andre politikere, men kun inden for rammerne af ekstremistisk kapitalisme systemforandring, er ikke mulig, det er det ‘internationale marked der diktere rammerne’.

Socialdemokratiet ved Bjarne Corydon gjorde det klart i Deadline for nogle år siden under, hvilke grundlæggende regler og principper de folkevalgte, er tjenere for befolkningen i Danmark og EU, eller mere præcist, ikke repræsenterer vælgerne, men de omtale partiet betjener det internationale marked med.

"Skattely brugt i DONG salget til Goldman Sachs, er den virkelighed vi i Danmark må leve med, sådan fungere det internationale marked."
Bjarne Corydon.

Ak ja, men ingen politiker overhoved, vil forholde sig til en femte klasse, der med et spørgsmål afsløre, at de folkevalgte betjener det internationale marked og ikke vælgerne.

Hallo! Er der en voksen til stede? 5. E kalder på nogen, der kan redde klimaet.

link: https://www.information.dk/indland/2017/10/hallo-voksen-stede-5-e-kalder...

Brugerbillede for Peter Sterling
Peter Sterling

Betalingsmuren efterlader groft sagt følgende: De fattige har en personlighedsbrist, de er dumme, træffer ukloge beslutninger, drikker og spiser usundt, låner mere, sparer mindre op og ryger mere osv osv. Mens der øverst oppe i artiklen står: "De træffer dårlige beslutninger fordi de befinder sig i en situation, hvor alle ville træffe dårlige beslutninger". Så hvad handler artiklen egentligt om???

Vi kopierer ikke det danske liberale magtnetværks sprog og fortællinger, og deltager ikke i deres klapjagt på samfundet svageste, men skaber vores egne fortællinger, der indeholder begreber som etik og moral og en vision for hvad Danmark kan blive:

En befolkning som ved hvad der rører sig og er i harmoni med tidsånden, som tager kulturen med, sproget, fortællingerne, kunsten, og ved hvad der gør os til mennesker.

Et samfund som mærker menneskers kreative tilværelser, respekterer friheden til at vælge, og et samfund der ønsker hele landets agtelse, loyalitet, sammenhængskraft og beskyttelse af de svage.

Et demokrati som medtager den historiske hukommelse, og drømmen om de utallige samfund som kloden opbygger.

Et folketing som følger moralens evolutionære funktion, og som arbejder for at maksimere samarbejdet, med følelser der er mere disponeret for samarbejde med befolkningen som helhed.

En lovgivning som tager hensyn til alle og husker den overleverede visdom, der er opbygget ud af fortidens mange muligheder, idéer og fejltrin.