Læsetid: 10 min.

Susanne Staun er kvinden uden pleaser-gen

Susanne Staun er aktuel med en anmelderrost bog, der fortæller om, hvordan medierne usynliggør vold i højkonfliktfyldte skilsmissesager. Men blandt flere er forfatteren kendt for sin indignerede og vrede debatstil, der har fået flere mænd til at politianmelde og true hende. Information tegner et portræt af krigeren Susanne Staun
Vrede og indignation skinner igennem i Susanne Stauns debatindlæg, på hendes blog og siderne i hendes nye bog. Men hvor kommer det fra?

Vrede og indignation skinner igennem i Susanne Stauns debatindlæg, på hendes blog og siderne i hendes nye bog. Men hvor kommer det fra?

Finn Frandsen

14. oktober 2017

Et tilfælde gjorde, at forfatteren Susanne Staun »faldt ned i kaninhullet«, som hun kalder den verden af konfliktfyldte skilsmissesager, hvor vold og overgreb indgår. Inden da havde hun levet som krimiforfatter med en lang række romaner bag sig, hvor stærke, skæve kvinder indtager hovedrollen.

Kaninhullet dumpede hun ned i, da hun en sen aften kom hjem fra London og stødte ind i en grædende kvinde i lufthavnen.

»Hun fik indlemmet mig i de hemmelige netværk, hvor skilsmissevragene holder til og råder hinanden. Det er ikke noget, jeg har opsøgt, for jeg anede ikke, at disse ting foregik,« lyder det fra Susanne Staun, som på grund af en rejse har besvaret Informations spørgsmål over mail.

59-årige Susanne Staun, der mest af alt er kendt for sine anmelderroste og prisbelønnede kriminalromaner, har netop udgivet en journalistisk research- og debatbog, Mediernes møgkællinger – magt, myter og misinformation, om såkaldte højkonfliktfyldte eller røde skilsmisser.

Susanne Staun har beskæftiget sig med emnet i årevis. På sin blog mareridts.blogspot.dk, i debatindlæg og i sin tidligere roman, Velkommen til mit mareridt, har hun beskrevet, hvordan voldsramte kvinder og børn er kommet i klemme i forældreansvarsloven. En lov, som i udgangspunktet giver forældre fælles forældremyndighed, men som ifølge modstandere af loven – herunder Staun – tager for meget hensyn til farens ret til at se barnet og ikke nok hensyn til barnet.

Hovedanken i hendes nye bog er, at medierne omtaler skilsmissesager, hvor der indgår vold, incest eller misbrug som tilfælde, »hvor forældrene ikke kan ’blive enige’, ikke kan ’samarbejde’ og har ’konflikter’,« som hun siger.

»Når man beskriver de røde skilsmisser på denne måde og udelader vold, incest og misbrugsproblematikker, så sker der en massiv misinformation af hele feltet.«

Denne avis’ anmelder skriver, at den nye bog »bør blive obligatorisk læsning for alle, der omgås med virkelige menneskers skæbne«, mens Politikens anmelder vurderer bogen som en gennemresearchet og veldokumenteret anklage mod medier og Statsforvaltningen.

Men for dem, der står i den anden ende af anklagerne, er forfatteren en kontroversiel skikkelse. Hun er blevet sagsøgt af en far for injurier efter at have skrevet om hans skilsmissesag, og hun er flere gange blevet politianmeldt, truet og udskældt af mænd, der er vrede over hendes indlæg.

Særligt den kontroversielle interesseorganisation Foreningen Far, der arbejder for fædres ret til barnet, er hun flere gange røget i karambolage med. Blandt andet over sin blog, som er grundstenen til hendes nye bog, hvor hun beskylder foreningen for at sprede løgne og misinformere.

Et eksempel på hendes kontroversielle debatstil på skilsmisseområdet kan også findes i en to år gammel kronik, »Historien om en bedstefars mord«, bragt i Politiken. Her fortæller Susanne Staun om en sag fra 2014 om en morfar, der slog en familieadvokat ihjel i retten og forsøgte at slå sin forhenværende svigersøn ihjel ved samme lejlighed. Sagen havde udgangspunkt i en samværssag, hvor morfarens datter og ekssvigersøn kæmpede om børnene. Susanne Staun vender sagen på hovedet og beskriver, hvordan morfaren dræbte i afmagt over forældreansvarslovens faldgruber.

Hun indleder kronikken med følgende:

»For år tilbage blev jeg inviteret til te hos Peter Lundin i fængslet, hvor han sidder på livstid, fordi han finder ’det at myrde meget, meget lækkert’. Nej tak til det. Til gengæld inviterede jeg for et par måneder siden mig selv til te hos Jørgen Saugsted i Nakskov Arresthus, hvor han sidder på livstid, fordi mord forekom ham den eneste udvej.«

Staun fortsætter i forsøget på at forstå morfaren:

»De løver, Saugsted mødte, var sagsbehandlere, dommere og advokater, der ville tage hans barnebarn. For ham var hvert møde med systemet det samme som at gøre sig klar til at blive ædt af en løve: Kæmp, flygt eller frys.«

Vrede og indignation skinner igennem i Susanne Stauns debatindlæg, på hendes blog og siderne i hendes nye bog. Men hvor kommer det fra?

Susanne Staun

Født 1957 på Frederiksberg.

Cand. phil. i engelsk, Master i journalistik.

Udgav sin første kriminalroman i 1998 og har siden udgivet en lang række bøger – både krimier, bøger om sprog og senest debatbogen ’Mediernes Møgkællinger’.

Tildelt flere legater og priser, senest Mathildeprisen fra Dansk Kvindesamfund for sin afdækning af forældreansvarslovens faldgruber.

Virkelighedens krimi

I den virkelige verden har Susanne Staun mistet troen på det meste. Hun sidder fast i en permanent, sort tilstand, siger hun, men noget forhindrer hende i at søge væk.

»Centralt er det mysteriet om, hvordan dette (grimme skilsmissesager, red.) kan foregå, og mysterier er jo dragende for alle. Ikke mindst for en krimiforfatter.«

Da hun første gang faldt ned i »kaninhullet«, blev hun chokeret over at opdage, hvordan nogle kvinders og børns liv blev ødelagt. Ifølge hende »i samarbejde mellem den stat, som skal tage vare på sine borgere, og en type mænd, jeg aldrig før havde mødt«. Mænd, der var »skræmmende på den samme måde, som gerningsmændene i bøger var skræmmende. Nu var de bare ægte«.

Susanne Staun ser arbejdet med sin seneste bog som virkelighedens krimi: Der er et offer og en gerningsmand, og der sker flere forbrydelser.

»Når jeg skal uddrage en gastrique, altså sovseessensen af de seneste to til tre år, så lyder den sådan her: Kvinder er dumme, og mænd er onde, og det skal jeg nok blive brændt på bålet for, men så er det sådan.«

Og sådan gik forfatteren fra at opholde sig i fiktionens trygge verden til den virkelige verden, som ifølge hende »er et hårdt sted at opholde sig«.

Stemme fra fortiden

En af de mænd, der indgår i Susanne Stauns nye bog, og som også optræder i indlæg publiceret på hendes blog, er Christian Thorsen Nørgaard, der har den fulde forældremyndighed over begge sine døtre. Faren har tidligere anlagt injuriesag mod Susanne Staun, som han tabte.

Ifølge faren bruger Staun skilsmissesager som et redskab i en unuanceret kønskamp.

»Der er rigtig mange kedelige sager med menneskelige tragedier – både mænd og kvinder – hvor systemet har spillet fallit. Men verden er altså markant mere nuanceret end det billede, Susanne Staun beskriver. Ikke alle kvinder er ofre, og ikke alle mænd er voldspsykopater,« siger han og fortsætter:

»Når man anskuer verden så sort-hvid, som Susanne Staun gør, så er der kun rum for ting, der understøtter ens egen opfattelse – og så bliver tingene ensidige, hvilket også præger hendes tilgang i min sag.«

Christian Thorsen Nørgaard fremhæver Politiken-kronikken som eksempel:

»Susanne Stauns kronik om morfaren, der slog advokaten ihjel, viser, i hvilken grad hun ikke evner at forholde sig objektivt til sagerne. Hun mener alvorligt, at hun efter fire timers besøg hos morfaren i fængslet kendte alle sagers detaljer. Det gør man ikke i så komplekse sager – og da slet ikke efter kun at have hørt den ene sides perspektiv.«

Til spørgsmålet om, hvorvidt Susanne Staun kan forstå, hvorfor hun er blevet sagsøgt og politianmeldt for sine udtalelser, siger hun følgende:

»Det gør de selvfølgelig, fordi de ikke bryder sig om, at jeg fortæller alverden om, hvad de i virkeligheden går og laver, når de nu har udbredt sig i alle medier om, hvor onde deres ekskoner er. Jeg ødelægger deres fiktion og selvopfattelse.«

Forskningsleder og formand for Selskab for Mænds Sundhed, Svend Aage Madsen, opfatter Susanne Staun som »en stemme fra fortiden«.

»Hun er biologisk ud over enhver grænse,« siger Svend Aage Madsen, der har stået i spidsen for et fædreforskningsprogram på Rigshospitalet igennem 20 år.

»Alle de nuancer, der er kommet over årene siden nogle af de første gange, man gjorde opmærksom på vold og undertrykkelse, har hun sparket til side. Jeg oplever, at den debatform, hun har, fjerner de nuancer, som vi har kæmpet os frem til, med mange perspektiver på køn.«

Til det svarer Susanne Staun: »Morsomt, især taget i betragtning, at jeg netop insisterer på nuancer, som Svend Aage Madsen bekvemt ignorerer, når han f.eks. tror, at vold er vold, og han virker slet ikke bekendt med voldsforskningen. Og så skal jeg sige undskyld på vegne af den kvindelige biologi og ønske Madsen held og lykke med at modernisere den.«

Vrede på tryk

Journalisten og forfatteren Dorte Toft, som har kendt Susanne Staun igennem nogle år, fortæller, at hun forgæves har forsøgt at få hende til at stoppe med sit fokus på udsatte mødre og deres børn for i stedet at bruge kræfter på noget, »der ikke tærer så hårdt på hende både psykisk og økonomisk«.

»Hun kunne have sprøjtet kriminalromaner ud, fået masser af ros, som hun plejer, tjent masser af penge på det, men nej. Som hun forklarede mig en gang, citeret efter hukommelsen: ’Nu er jeg blevet så gammel, så nu vil jeg bruge kræfterne på at gøre noget godt for samfundet’.«

Susanne Staun læste engelsk på universitetet. I et interview af ældre dato i Politiken siger hun, at hun blev fanget af den måde, især jødiske forfattere var »gode til at være vrede på tryk«.

At folk i dag opfatter hende som en vred forfatter, kan hun ikke forstå:

»Folk synes tit, at jeg er vred eller skriver vredt.«

»I virkeligheden mangler jeg bare et pleaser-gen,« siger hun.

Meningsfællen Lisa Holmfjord, der er formand for Dansk Kvindesamfund, beskriver hendes af og til hårdtslående debatstil således:

»Hun er ikke diplomaten.«

»Der er ofte er et misforstået hensyn i debatten, hvor man skal være god til at huske på at sige ’ikke alle mænd’ – ’der findes også gode mænd’ – alle de her mellemsætninger, der gør, at man ikke kommer til at generalisere. Det gør Susanne ikke. Hun er klar i spyttet, og det placerer hende ofte på øretævernes holdeplads.«

Sidste år overrakte Dansk Kvindesamfund Susanne Staun Mathildeprisen for den kamp, hun kæmper på sin blog, og som ifølge Lisa Holmfjord »gør os alle sammen bevidste om forældreansvarslovens faldgruber«.

»Susanne er grundig, og når først hun bider til bolle, så går hun virkelig i detaljen og debatterer med baggrund i research og med belæg for påstande,« siger hun.

Svend Aage Madsen var også inviteret til det arrangement, hvor Susanne Staun fik tildelt Mathildeprisen, hvor han oplevede hende som en svær person at debattere med.

»Hun protesterede og vendte øjne, hver gang jeg sagde noget. Jeg sagde noget om, at mænd også bliver udsat for vold. Det lukker hun øjnene for. Hvorfor det ikke er en god diskussion, det forstår jeg ikke,« siger han.

Ifølge Susanne Staun er »det heldigvis beviseligt usandt«, at hun skulle have vendt øjne og protesteret, »men mange i salen grinede og buhede, fordi Svend Aage Madsen bevidst provokerede. Det ville være synd at sige, at jeg ikke vil diskutere vold mod mænd; jeg insisterer bare på at gøre det på et oplyst grundlag,« siger hun.

Sikker fornyer

Journalist og forfatter Dorte Toft kalder Susanne Stauns debatstil analytisk, sprogligt sikker og fornyende. Men ligesom Lisa Holmfjord bruger hun også ordet »udiplomatisk«.

»Rene ord for pengene og i enkelte tilfælde med for kort afstand mellem tanke og tastatur,« siger hun.

Når det kommer til stilen på Stauns blog, har Dorte Toft »tæsket løs på hende gang på gang«.

Her har Susanne Staun blandt andet skrevet, at Foreningen Far »kan opfattes som værende medskyldige i drab på børn og kvinder alene på grund af den konstante mistænkeliggørelse af kvinder og den ledsagende bestræbelse på at skjule den vold, mænd begår«.

Foreningen Far har ikke ønsket at udtale sig til denne artikel, men i en tidligere artikel i Information udtalte formand Jesper Lohse, at det er en »fordom og en myte«, at foreningen skulle være aggressiv.

»Den forståeligt sarkastiske stil (på Stauns blog, red.) blokerede desværre mange fra at se, at der faktisk er tale om særdeles veldokumenteret indhold, hvor adskillige indlæg burde have givet genlyd i pressen, men ingen gjorde,« siger Dorte Toft.

Familieadvokat og talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær, Viggo Bækgaard, er langt hen ad vejen enig i Stauns synspunkter, men bekymret for, om »faconen får det hele til at kamme over«.

»Hun er jo meget feministisk i sin tilgang. Mødre har pr. definition altid ret. Sådan ser jeg ikke verden. Men når man går ind til kernen i, hvad hun i virkeligheden siger, er jeg enig: Systemet spiller fallit. Man gør ikke nok for at undersøge, hvad der er sandt eller falsk. Der burde næsten altid gennemføres en slags mentalundersøgelse af forældrene, når det går allerværst i disse sager,« siger han.

Op af hullet

For skilsmisseforsker Mai Heide Ottosen, der på afstand har fulgt Susanne Stauns arbejde, er hendes nye bog en »øjenåbner«.

»Det har været overraskende for mig at se, hvor enøjet og ensidigt medierne tilsyneladende dækker det her område, især de æterbårne medier,« siger hun og mener, at Susanne Staun har været medvirkende til, at der er kommet en interessant debat om vold i skilsmissesagerne, som Danmark, ifølge forskeren, ikke hidtil har fokuseret så meget på.

»Hun har været med til at sætte spørgsmålstegn ved, om den lovgivning, vi har på området, faktisk skaber grobund for, at voldelige mekanismer kan fortsætte.«

Susanne Staun tænker af og til, at hun gerne vil tilbage til sit »gamle liv«. Det liv, hun havde, før hun faldt ned i kaninhullet.

»Der, hvor jeg selv opfinder og styrer historierne, men nu føles det nærmest dekadent, for hvordan kan man tillade sig at opfinde historier om forbrydelser, når de står lige foran og tigger om opmærksomhed?«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maria Jensen
  • Mette Poulsen
  • ingemaje lange
  • Anne Schøtt
  • Eva Schwanenflügel
  • Katrine Damm
Maria Jensen, Mette Poulsen, ingemaje lange, Anne Schøtt, Eva Schwanenflügel og Katrine Damm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Godt at Staun bider sig fast. Der er brug for mange flere af hendes slags. Og ikke alle de skønånder, der sidder og fedter med formproblemer, egen navle og identitet.