’Skal vi tale om bristede forhåbninger? Sorte mennesker har ikke oplevet andet, siden vi blev ført til dette land’

NEW YORK – Ta-Nehisi Coates møder forsovet op. Han måtte gennem fem interviews i går for at promovere sin nye bog, We Were Eight Years in Power: An American Tragedy. I dag har han haft endnu et kl. syv om morgenen efterfulgt af en tur til hudlægen »for at få fjernet en lille ting« fra nakken.

Da hans høje skikkelse endelig dukker frem i døren ind til hans New York-forlæggers kontor, er et lille stykke bandage synligt over flippen på hans blå jakkesæt.

Coates er venlig og smilende. Men virker også udkørt. Han gaber flere gange under vores samtale. Nogle spørgsmål animerer ham, mens han på andre svarer med et kortfattet »det ved jeg ikke«.

Det vil være synd at sige, at interviewet flyder rask afsted – men selv på en halvdårlig dag er Coates en af de mest interessante stemmer i dagens USA. The New York Times har kaldt ham »sin generations mest fremtrædende intellektuelle stemme«, forfatteren Toni Morrison har sammenlignet ham med James Baldwin. Han brød igennem som en slags hofpoet og samtidskronikør i Barack Obamas præsidenttid, men om noget har Trumps magtovertagelse kun forhøjet hans kursværdi.

Coates indrømmer, at det er »kolossalt irriterende« at blive jagtet så vedvarende af medierne – som om han var eneste talsmand for afroamerikanske spørgsmål.

Racisten Trump

Ikke desto mindre har han flere interessante ting at sige om Trump og ’Amerikas Splittede Stater’. Hans nye bog er en antologi på otte essays, som han skrev under Obamas to embedsperioder, men hertil kommer nyt materiale, deriblandt en epilog med overskriften The First White President – i hvilken Coates hævder, at Trumps talent for at spille på indgroet racisme ikke var en biomstændighed, men selve hovedforklaringen på hans valgsejr.

Mange andre har selvfølgelig også kaldt Trump for racist eller white supremacist, men Coates har en særlig flair for at udtrykke sin karakteristik i klar prosa, der kombinerer dybtgående historisk viden med personlige erfaringer som sort i dagens USA.

Som Halifu Osumare, leder af Afroamerikanske og Afrikanske Studier på University of California siger, har »Ta-Nehisi Coates gjort sit hjemmearbejde og en god del selvreflektion. Han kender åbenlyst sine litterære forgængere – Richard Wright, Baldwin og Morrison – og dog skriver han som en forfatter i det 21. århundrede. Han kombinerer det personlige, det politiske og det eksistentielle i elegante formuleringer – og fortæller samtidig tingene, som de er«.

Modsat så mange andre kommentatorer har Coates i al fald ikke skrupler ved at fastslå, at Det Hvide Hus aktuelt bebos af en white supremacist (en term, han ikke vil bruge om andre republikanske præsidenter). Han fremlægger da også dokumentation for, at Trump trods en opvækst i det liberale New York trækker en lang historik af racisme efter sig. Der var f.eks. retssagen imod ham og hans far for at diskriminere mod sorte, der søgte lejemål i Trump-familiens boligejendomme i New York.

Der var de annoncer, Trump bekostede i store dagblade med krav om genindførelse af dødsstraf i forbindelse med en sag, hvor fem teenagere – sorte og latinoer – stod anklaget for at voldtage en hvid kvinde i Central Park. Selv da DNA-beviser havde renset alle fem, blev Trump ved at bedyre, at »de havde tilstået at være skyldige«.

Trump blev engang citeret for at sige: »Sorte fyre, der tæller mine penge! Det hader jeg. De eneste slags mennesker, der skal tælle mine penge, er korte fyre, der går med kippa hver dag.«

Siden blev Trump som bekendt frontfigur for den såkaldte birther­-bevægelse, der hyldede den konspirationsteori, at Obama slet ikke var født i USA og derfor en illegitim præsident. Da Trump førte præsidentvalgkamp, udtalte han, at en dommer af mexicansk oprindelse ville behandle ham unfair i en retssag, fordi han var »a hater and a Mexican«. I et interview nægtede Trump at fordømme Ku Klux Klan (han hævdede siden, at han ikke havde forstået spørgsmålet på grund af dårlig akustik).

I sin epilog skriver Coates: »For Trump er hvidhed hverken teoretisk eller symbolsk, men selve kernen i hans magt. Og her står Trump ikke alene. Hvor hans forfædre bar på deres hvidhed som en talisman, slog Trump den glødende amulet op og frigjorde dens dystre energier.«

’Selv om man ikke er racistisk eller ’white supremacist’ eller snæversynet, så tilkendegiver man med en stemme på Trump, at det er fint nok at have et menneske i Det Hvide Hus, der er alle disse ting, og at et betydeligt antal af amerikanerne nærer disse følelser,’ siger Ta-Nehisi Coates.

Alex Brandon

Lynchning

Siden da har tilhængere af hvidt overherredømme marcheret i Charlottesville, Virginia, hvor en civil moddemonstrant blev dræbt, hvilket affødte en kommentar fra Trump om, at der var »meget fine mennesker på begge sider«.

Coates føjer også præsidentens nylige besøg i det orkanramte Puerto Rico til Trumps generalieblad: »Forleden dag var han i en del af USA, der er blevet ødelagt af en naturkatastrofe, og han smider toiletpapir ud til folkemængden, som om de er bonderøve eller noget. Der er folk i dette land, som ikke vil gå med til alt bruge det pågældende udtryk (white supremacist, red.), før Trump personligt gennemfører en lynchning. Jeg orker ikke de her julelege: Lad os kalde tingene, hvad de er.«

I mellemtiden fordømmer Trump nu de sorte amerikanske footballspillere, som knæler under afspilningen af nationalsangen i protest mod racistisk uretfærdighed. Ved et massemøde i Alabama kastede Trump en luns råt kød ud til sine tilhængere, da han opfordrede teamejere til at fyre sådanne spillere: »Get the son of a bitch of the field right now,« sagde Trump.

Protesterne blev indledt sidste år af Colin Kaepernick fra San Francisco-holdet 49’ers. Coates kalder Kaepernicks protest »en stor succes« og tilføjer: »Jeg sætter stor pris på, at han har givet penge til velgørende organisationer; han lovede at give en million dollar væk, og det har han gjort.«

Men Trump bruger sin velkendte taktik til at aflede, distrahere og skabe splid omkring nationalsangen, militæret, hvor store gager sportsfolk tjener, betydningen af ​​patriotisme og selvfølgelig sig selv. Midt i mediestormen blev det let at glemme, hvad den oprindelige protest handlede om.

»Politibrutalitet-elementet er gået tabt, men jeg tror, ​​at det er en fare, alle protestbevægelser står over for,« siger Coates.

»På et tidspunkt bliver de altid overtaget af andre ting – det gælder især vellykkede protester. Det samme skete for borgerrettighedsbevægelsen. Folk glemmer, at den store march i 1963 mod Washington også handlede om job: Det blev på en eller anden måde glemt, og hvad der stod tilbage var denne varme, gode rare ting: Martin Luther Kings I have a dream-tale.«

Forventningerne om, at Obama på en aller anden måde ville kunne løse alle disse konflikter, var ønsketænkning. Alligevel deltog Coates i euforien sammen med snesevis af millioner andre i 2008, da USA valgte sin første sorte præsident. Havde en nation, hvis forfatningsfædre selv var slaveejere, og hvor afroamerikanere i dag fængsles fem gang så ofte som hvide, virkelig forandret sig?

Coates indrømmer, at han dengang kom til at fjerne sit blik fra bolden. Så meget desto hårdere kom tilbageslaget.

Obamas frontalangreb

»Den symbolske magt ved Barack Obamas præsidentskab – at hvidheden ikke længere var stærk nok til at forhindre en opkomling i at rykke ind på slottet – var som et frontalangreb på de dybt forankrede forestillinger om hvidt overherredømme og indgød dyb frygt i disse forestillingers tilhængere, herunder i dem, der har profiteret på den gamle selvfølgelige orden,« skriver Coates.

»Og det var samme frygt, der gav de symboler, Donald Trump udfoldede – symbolerne for racisme – tilstrækkelig styrke til at gøre ham til præsident og dermed satte ham i stand til at gøre skade på verden.«

Trump kom ikke ud af ingenting; han var den logiske konklusion på mange års racistiske insinuationer fra Det Republikanske Parti, som også forsøgte at undertrykke den sorte vælgerbefolkning med falske påstande om at ville slå ned på stemmesvindel.

»I sine otte år som præsident var Barack Obama udsat for en kampagne, der hængte ham ud som illegitim på sin post, og som blev drevet frem af store grupper i Det Republikanske Parti, hvis ikke ligefrem af flertallet. Donald Trumps kandidatur havde rødder i præcis den kampagne. Det er ret indlysende,« fortæller Coates.

»Hans første virkelige mærkesag som politisk kandidat var birtherismen (Trump begyndte at sætte spørgsmålstegn ved Obamas fødested i tv-interviews i 2011, red.). Rigtig mange mennesker afviste hans ideer som noget, kun tosser kunne tro på, og som vi andre ikke behøvede at forholde os til. Det var en stor fejl og udtryk for en undervurdering af en lang tradition for at nægte sorte mennesker fuldgyldigt medborgerskab og rettigheder. Det var den bølge, han red på. Så det var ikke spor tilfældigt, at han kunne begynde dér og siden blive præsident.«

Coates afviser, at samtlige de 63 millioner mennesker, der stemte for Trump, skulle være tilhængere af hvidt overherredømme, men i al fald var de, påpeger han, villige til at overlade regeringen til en, der var. Det var en forbavsende skruppelløs opbakning.

Coates bog er et wakeup-call til det hvide Amerika, et forsøg på at drage dette USA til ansvar.

»Spørgsmålet om, hvorvidt alle der stemte på Trump, var racister, rammer forbi den egentlige pointe. Troede alle i det nazistiske Tyskland på alle stereotyperne om jøder? Selvfølgelig ikke. Pointen ligger et andet sted. Da Frankrig deporterede sine jøder, troede alle franskmænd da på løgnene om dem? Nej, igen ligger pointen et andet sted. At vælge at se den anden vej har konsekvenser. Selv om man ikke er racistisk eller white supremacist eller snæversynet, så tilkendegiver man med en stemme på Trump, at det er fint nok at have et menneske i Det Hvide Hus, der er alle disse ting, og at et betydeligt antal af amerikanerne nærer disse følelser. Det er allerede et statement.«

Hvid arbejderklasse

Coates gør også op med, hvad han ser som mediernes besættelse af den hvide arbejderklasse som en blok, der vendte ryggen til demokraterne og hoppede af til fordel for Trump. Hans bog udfordrer de politikere og journalister, som forsøger at tage disse dele af Trumps vælgerbagland alvorligt som ’gode mennesker’, der ikke er motiveret af snævre fordomme.

Utallige artikler og bøger som Hillbilly Elegy af J.D. Vance – en erindingsbog om at vokse op i den hvide underklasse – er blevet undersøgt som en nøgle til at forstå fortvivlelsen i de små byer, der er blevet ladt i stikken af globaliseringen.

Rammer disse betragtninger helt ved siden af? Er klasse sekundær i forhold til race?

»Det passer jo overhovedet ikke, at flest arbejderklassevælgere generelt stemte på Donald Trump – det gjorde de ikke,« undstreger Coates.

»De fleste hvide arbejderklassevælgere stemte på Donald Trump, så den gennemgående markør her er hvidhed, ikke klasse og ikke køn. Ikke blot fik han de fleste stemmer fra de mandlige vælgere fra det segment – han vandt også flertal hos alle hvide kvindelige vælgere. Ser vi på disse kategorier af hvide mennesker, kan vi konstatere, at tilslutningen til Trump dominerer blandt dem. Til dels på grund af den appel, han kunne skabe, men også fordi Det Republikanske Parti i realiteten er blevet den hvide folkegruppes parti i dette land.«

»Hvad der sker her, er, at den hvide arbejderklasse bruges som et slags orienteringsmønster ... Der foregår en indsats for ikke blot at frifinde den hvide arbejderklasse, men for at frifinde hvidhed i det hele taget under parolen: ’Åh, hvor var det forståeligt, at de hvide arbejderklassefolk og de hvide fattige mennesker stemte på Donald Trump, for i de sidste 30 år er de jo kun blevet skuffet i alle deres forhåbninger. Og for resten er det også forståeligt nok, at de rige hvide mennesker stemte for Donald Trump på grund af skattelettelser’. På den måde kan alle redde sig af krogen.«

Og dog har flere demokratiske senatorer – herunder Bernie Sanders, som Coates støttede under det demokratiske partis primærvalg, foruden Al Franken og Elizabeth Warren – insisteret på, at en generation med økonomisk stagnation er en realitet, der er slået om i ulmende vrede og har forført nogle vælgere til at kaste en granat i hovedet på magteliten i Washington. Middelklasse- og arbejderklasseforældre er frustrerede over, at deres børn ikke får lige så gode muligheder, som de selv fik.

Trumps modkandidat, Hillary Clinton, skriver i sin nye selvbiografi: »Efter studier af Den Franske Revolution skrev De Tocqueville, at oprør som regel ikke udbryder på de steder, hvor forholdene er de værste, men snarere på de steder, hvor forhåbninger bliver skuffet mest.«

Hertil svarer Coates: »Disse forventninger bygger på det at være hvid, hvilket igen ikke kan adskilles fra raceforestillinger. Skal vi tale om skuffede forhåbninger, så? Sorte mennesker har ikke oplevet andet end skuffede forhåbninger, siden vi blev ført til dette land. Hele denne tanke om, at ’mit barn får det ikke lige så let som mig, så derfor har jeg ret til at stemme på en person, der bruger Twitter til at føre diplomati med en skurkestat’ – den holder jo ikke. Bundlinjen er, et betydeligt antal mennesker i dette land er tolerante over for racisme. Ingen kan efter min mening i dag tillade at opføre sig, som om de ikke vidste bedre. Trumps racistiske bemærkninger fik også en fyldig dækning før valget, og alligevel besluttede Amerika sig for, at ’det her er okay’.«

Når hvide vælgere træffer dårlige beslutninger – hævder Coates – leder man efter undskyldninger. Når sorte vælgere gør det, får de selv skylden. Coates minder om, hvordan valget af Marion Barry som borgmester i District of Columbia (han blev senere skandaliseret, da der dukkede videooptagelser op, hvor man kunne se ham ryge crack-kokain) fik meningsdannere til at gå ud og kræve, at vælgere i Barrys højborge fik frataget deres stemmeret.

»Så lang snor gives der, så mange undskyldninger tillades der i dette land, når man er hvid. Men hvis sorte handler uansvarligt som medborgere, er der ingen form for fripas.«

»Vi kan også tage opiatkrisen – titusinders afhængighed af smertestillende piller og al den medfølelse, der udmåles i retorikken. Hvor var den under crackepidemien i 1980’erne? Jeg husker det godt. Jeg var i en by, hvor den udspillede sig. Hvor var al den medfølelse? Sorte mennesker var ikke værdige til den. Det er en historie, der kan bygges op for hvide mennesker, fordi de er hvide, mens vi ikke kan forvente at få samme slags medfølelse.«

Demokratisk splittelse

Demokraterne siges i dag at stå splittet mellem en linje, der vil lægge øget vægt på økonomisk retfærdighed med det formål at vinde Trump-vælgerne tilbage, og en linje, der vil bekæmpe raceuligheder og revitalisere den liberale vælgerbase.

Adspurgt om partiets fremtidige retning svarer Coates tøvende: »Jeg ved det ikke.«

Men efter en tænkepause pointerer han: »Der er lige en ting her: Jeg tror ikke, de helt kan komme væk fra at tale om race på grund af den måde, landet er skruet sammen på. Tag bare stater som South Carolina og Georgia med deres mange sorte og brune vælgere.«

Coates voksede op i Baltimore, hvor Francis Scott Key skrev »The Star Spangled Banner« og den første amerikanske racesegregationslov for boligkvarterer blev vedtaget. Siden blev byen berømt for David Simons The Wire.

»Jeg havde meget få interaktioner med hvide mennesker som barn,« husker Coates.

»Jeg tænker på, hvordan min verden så ud, da jeg var barn – et sted, der føltes skræmmende og voldeligt. Så tændte jeg for fjernsynet og kunne se, at det i det mindste ikke var sådan, landet solgte sig selv. Det slog benene væk under mig. Og jeg søgte altid efter en forklaring på, hvorfor der var denne forskel. Hvorfor var mit hjem ikke ligesom hjemmet i Blomsterbørns børn? Det motiverede en stor del af mit arbejde, dengang jeg var ung.«

Ateistisk opdragelse

Hans far, Paul Coates, var Vietnamkrigsveteran, sort panter og havde en gigantisk samling af bøger om den sorte befrielseskamps historie. Paul Coates fik syv børn med fire kvinder og var en intellektuelt inspirerende far, som dog også uddelte tæv. Coates har leveret en kærlig skildring af ham som »en praktiserende fascist, der påbød boglæsning og forbød religion«.

Religionsforbudet gjorde sin virkning – Coates er ateist – og det gjorde bøgerne efterhånden også. I februar 2007 havde Coates, dengang 31 år, lige mistet sit tredje job på syv år og måtte nu kæmpe for at holde sig fra overførselsindkomster.

Som han skriver i tilbageblik: »Jeg havde følt mig som en fiasko hele mit liv – jeg røg ud af mellemskolen, af high school, af college ... at være college dropout har en særlig betydning, når man er sort. College tænkes ofte som skillelinjen for, at du kan sikre dig selv og din familie. På den anden side af den er der kræfter, der i stedet kan sikre dig ophold i et fængsel eller i en grav.«

Ta-Nehisi Coates, der nu havde giftet sig og var blevet far til en lille en søn, greb til sin intellektuelle nysgerrighed og talent for at formulere sig. Han skrev et essay om Bill Cosby, der fik stor opmærksomhed og førte til ansættelse på det hæderkronede magasin The Atlantic, hvor han nu er fastansat skribent. Hans gennembrud faldt sammen med Obamas, og en verden af nye muligheder åbnede sig.

»Det var, som om jeg havde brugt mine år på at dreje en nøgle i den forkerte lås. Pludselig var låsen ændret. Dørene sprang op på vid gab, og vi vidste knap nok, hvad vi skulle gøre.«

Coates udløste offentlig kontrovers med en artikel fra 2014 i The Atlantic, hvor han talte for det synspunkt, at USA skulle betale afroamerikanere erstatning for slaveriets negative arv. Et år senere udsendte han Between the World and Me – en række overvejelser om tilværelsen som sort og om hvidt overherredømme – henvendt i brevform til sin teenagesøn og inspireret af Baldwins The Fire of Next Time. I bogen hævdede han, at »destruktion af ​​sorte kroppe« ikke blot er et tilbagevendende tema i amerikansk historie, men dens centrale forudsætning.

Between the World and Me vandt en National Book Award, solgte 1,5 millioner eksemplarer verden over og er oversat til 19 sprog.

I selskab med Obama

Da hans stjerne var steget, blev Coates inviteret til Det Hvide Hus.

Det blev til mange timer i selskab med Obama, hvis grundlæggende optimisme og tro på Amerika overbeviste Coates om, at Trump ikke kunne vinde. Han fortæller om tiden med Obama.

»Han var enormt intelligent, et af ​​de smarteste mennesker, jeg nogensinde har talt med, og han var klog på mange måder. Jeg mødte ham flere gange: En af gangene var sammen med en flok journalister, og han havde evnen til at henvende sig til hver enkelt journalist vedrørende deres specifikke speciale på en meget vidende måde. Jeg syntes, han var helt fantastisk.«

Coates vurderer, at Obama »i alt væsentligt« fik indfriet, hvad der var realistisk, selv om han ikke levede op til de umuligt høje forventninger til sit præsidentskab.

»Han skulle præstere en ufattelig svær balancegang, og det er svært, mand! Han var den første sorte præsident og skulle repræsentere et fællesskab og samtidig tale til hele landet. Havde han været mere radikal, ville han aldrig være blevet præsident. Det er, hvad jeg er nået frem til. Han var den, landet ønskede på det tidspunkt. Han ville derimod aldrig kunne være mig. Ikke at han burde ønske sig at være mig, for det er et helt andet kald.«

Først og fremmest ser Coates sig selv som forfatter – herunder nu også til en tegneserie med superhelten Black Panther – snarere end som aktivist eller kommende politiker.

»Det er her, min indsats må ligge. Jeg skal gøre det, jeg føler, jeg er kaldet til, det, som jeg er god til og kan udmærke mig ved. Og jeg er ikke god til ret mange andre ting. Når jeg udtaler mig, skal jeg ikke tage hensyn til, om det duer til at tømre en koalition sammen. Men går man ind i politik, er det den slags hensyn, man hele tiden må tage. Jeg er forfatter.«

Henimod slutningen af ​​interviewet bliver spørgsmålene længere, og Coates’ svar kortere. Han ser sandsynligvis frem til at få det overstået, selv om han er for høflig til at sige det.

Bagefter får han travlt med at tweete links til artikler om våbenvold, atomkrig og jordskælv og skoser i spøg deres forfattere for ikke at levne noget håb. Det er en anklage, han selv kun er alt for vant til at få revet i næsen.

»Vores historie er en tragedie,« skriver han i We Were Eight Years in Power.

»Jeg ved, det kan lyde underligt, men min mangel på tro gør mig ikke deprimeret. Den giver mig tværtimod et forstærket fokus. Jeg er trods alt ateist og kan derfor ikke tro på noget – selv ikke på, at skæbnen ordner alt til det bedste. Det værste er et scenarie, der sagtens kan gå hen og blive til virkelighed. Mit mål er ’aldrig at blive fanget’, som rapperne synger – at lade, som om det ikke kan ske. Min ambition er at skrive for at trodse tragedien og at skrive i blindhed for dens mulighed. Det er at blive ved med at skrige ind i bølgerne – ligesom mine forfædre gjorde.«

© The Observer og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen