Læsetid 4 min.

100-årige Helmis første forlovede faldt i krigen mod Sovjet, men så mødte hun den sårede soldat Matti

588 nulevende finner blev født i 1917. En af dem er Helmi Elisabeth Hellman. Til Information fortæller hun sit lands historie med udgangspunkt i sit eget liv
Da Helmi Elisabeth Hellman (født: Lahtinen) var lille, blev hun kaldt punaorpo – betegnelsen for børn, der har mistet forældrene. Som ung gymnast turnerede hun rundt i Finland, blandt andet ved fronten for at underholde soldaterne under Vinterkrigen mod Sovjetunionen.

Da Helmi Elisabeth Hellman (født: Lahtinen) var lille, blev hun kaldt punaorpo – betegnelsen for børn, der har mistet forældrene. Som ung gymnast turnerede hun rundt i Finland, blandt andet ved fronten for at underholde soldaterne under Vinterkrigen mod Sovjetunionen.

Kaisa Rautaheimo

2. december 2017

Jeg var det, man kaldte for en punaorpo. Det kaldte man alle børn, der havde mistet deres forældre, som kæmpede på de rødes side under Borgerkrigen.

Tæt på Kalevankangas kirkegård lå der en fangelejr. De hvide kaldte den for Kasernen. En morgen blev min faster Aina passeret af en hesteladvogn stopfyldt med lig fra Kasernen. Og mellem bunkerne af døde stak min fars arm ud. Jeg har været fem måneder på det tidspunkt.

Min faster fulgte efter vognen, der blev læsset af på kirkegården. Det er derfor, jeg nogenlunde ved, hvor min far ligger begravet. Min storebror døde også på Kasernen under et fangeoprør. Samme dag sluttede krigen, og de overlevende vendte hjem.

Jeg blev født i Pispala, en lille by lidt uden for Tampere den 17. september 1917. Det var hårdt for min mor at forsørge mig og mine søskende, så jeg boede skiftevis hos naboer, hos pebermøen Lempi og på byens børnehjem, hvor jeg ikke måtte få suppe, når jeg havde tisset i sengen. Så kom min mor og hentede mig.

Vi var mange forældreløse børn dengang.

I dag er det 100 år siden, Finland løsrev sig fra Rusland og blev til en selvstændig nation. 588 nulevende finner blev født samme år. En af dem er Sylvi Kaarina Vainio. Til Information fortæller hun sit lands historie med udgangspunkt i sit eget liv
Læs også

Jeg blev ofte drillet. Jeg husker tydeligst, at lærerne hadede mig og kaldte mig forskellige skældsord.

Oplevelserne ødelagde mit selvværd og gjorde mig meget nervøs som barn. Jeg tror, jeg fik en form for mindreværdskompleks og et traume, som jeg siden har måttet lære at leve med.

Men en dag i folkeskolen havde vi gymnastik. Jeg kan huske, hvordan jeg lavede en lille koreografi af forskellige spring. Du ved, sådan op og ned, og så svingede jeg smidigt mit ene ben frem foran mig og fløj jeg ned på hug bagefter. Lærerne lagde mærke til min udførelse. De roste mig. Og bad mig gentage øvelsen og vise den for de andre elever.

Jeg endte med at få et 10-tal i gymnastik – den højeste karakter. Jeg tror, at det var første gang, jeg accepterede, hvem jeg var, og lavede noget, som gjorde mig lykkelig.

***

Vi var især to piger, der var særligt dygtige til gymnastik. Enni og jeg. Vores kunstnernavn var Helmi Søstrene. Og vi turnerede rundt i hele Finland, og vi var sågar nede ved fronten under Vinterkrigen mod Sovjetunionen to gange for at underholde soldaterne. Det var også deromkring, jeg mødte Into, der var soldat. Kort tid efter var vi forlovede, men han faldt allerede i krigens første år.

Jeg kan stadig huske vores entré på scenen. Valsemusikken spillede, og tilskuerne hujede og klappede. Vi stod på scenen i vores røde velourgymnastikdragter med bare skuldre. Og dér forsvandt minderne om min barndom. Efterspørgslen på vores forestillinger var enorm. I min kalender fra 1945 står der, at vi optrådte hele 111 steder – selv i det nordligste Lapland.

Jeg mødte Matti kort efter krigen, og vi blev gift i 1947. Matti var blevet såret i kampene under Anden Verdenskrig, så da freden kom, passede jeg ham, samtidig med at jeg fortsatte min gymnastik og optrådte i Pispala.

Jeg tog et kursus i at skrive på skrivemaskine og fik arbejde som sekretær på Finlands Skind- og Gummiarbejders Forening i nabobyen Tampere. Det var en slags medborgerhus og forening med 2.500 medlemmer, så der var altid noget at lave. Jeg mødte hver morgen klokken ni. Og jeg havde en times frokostpause. Jeg passede kontorarbejdet og hjalp medlemmerne med alt muligt, mens en altmuligmand stod for det praktiske. Klokken 15 var arbejdsdagen slut.

Om sommeren tog Matti og jeg til Ylöjärvi, hvor vi havde bygget et sommerhus. Huset lå ved en sø, de smukkeste steder ligger ved søer.

Det var altid et eller andet at lave. Vi rumsterede med huset. Byggede på det. Og det var en helt særlig følelse, når vi havde færdiggjort et nyt projekt. Og så gik dagene selvfølgelig med at gå i sauna og fange aborrer. Det gav altid et sæt i mig, når fiskene bed på krogen.

Om aftenen badede vi i søen. Vi fik aldrig børn.

***

Det er svært at sætte ord på sine følelser, når man bliver enke.

Matti døde i 1981. Det var bare forfærdeligt. Jeg forsøgte at fortsætte hverdagen med mine rutiner. Jeg dyrkede gymnastik og gik på arbejde. Efter nogle år mødte jeg Vilho. Han kom fra Pori, en by på vestkysten.

Han forblev min ven frem til sin død i 2005. Og i dag er jeg taknemmelig for, at jeg mærkede sådan et venskab i mit liv. Det var enestående.

Da jeg blev pensioneret, stiftede jeg et kor. I begyndelsen sang vi alle i det samme toneleje, men efterhånden sang vi flerstemmigt. Koret voksede sig større, og på et tidspunkt var vi 70. Vi sang for det meste traditionelle finske sange. Men jeg præsenterede dem også for nogle af mine egne.

Jeg var begyndt at skrive sangene i 1968. Nogle af dem handlede om min opvækst i Pispala. For eksempel Kotitanhuat. Den handler om min barndomsby. Om at være tryg hos ens mor, mens man leger og pjatter rundt med andre børn på en bakke. I dag er min stemme næsten forsvundet efter to alvorlige lungebetændelser, men jeg kan prøve.

Lapsuusvuodet jäänyt on nuo

Muistot mieleen Pispalan tuo

Lapsena leikit, kun leikittiin

Rinteellä harjun temmellettiin

Äidin syli lämpöinen

Antoi suojan turvallisen

Lapsuusaika tuo muistoineen

Unhoita kotitanhuuta en

Finland fylder 100

Vores finske naboer har korsflag og velfærdsstat og er verdens frieste land, men vi danskere ved nærmest intet om Finland. Nu, hvor landet fejrer 100 års selvstændighed, gør vi noget ved det. Vi markerer fejringen ved at bruge hele Moderne Tider til at fortælle historier om og fra Finland – om hvordan et fattigt folk har skabt en rig kultur og en velstående nation.

Andre artikler i dette tillæg

  • Dengang finnerne indgik en aftale med Djævelen

    2. december 2017
    Romanklassikeren ’Den ukendte soldat’ om Finlands kamp mod Sovjetunionen i 1941-44 er blevet filmatiseret tre gange med 30 års mellemrum. Senest med det største finske filmbudget til dato og en melankolsk krigsskildring, der virkelig bringer sit publikum tæt på krigens rædsler og på soldaterne fanget midt i dem
  • I familiens blodspor

    2. december 2017
    Når min finske familie fortæller historier, ender de som regel med, at nogen dør en skrækkelig død og bliver myrdet med en skovl eller sådan noget. Jeg tog med min far tilbage til det hus i Midtfinland, hvor alle historierne kommer fra
  • Brevkassen: Er sexchat utroskab?

    2. december 2017
    Nogle gange, når min kæreste sover, går jeg på nettet og sexchatter med kvinder og enkelte gange også mænd. Er jeg min kæreste utro?
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Gert Romme

Fra tidernes morgen var Suomen tasavalta en provins i Sverige. Måske var det en lidt overset provins, men store dele af Sverige var jo slet ikke "opdaget", før det blev opmålt engang i 1800-tallet.

I 1808 vendte det for Finland, for da nærmest kuppede zar Alexander 1. Finland fra Sverige ved byen og fæstningen Vyborg. Og Suomen tasavalta blev nu en russisk provins med et meget håndfast styre.

Desværre fødes en ny nation fødes ofte på død og tragedier, og det er også tilfældet med Finland, - eller Suomen tasavalta, og det er endda kun en amputeret nation. Men også Sverige har mærket til det, for der har 20% af befolkningen nære familiemæssige relationer til den gamle provins, og de fleste af dem endda til de totalt tabte dele af Finland.

Den altid nærværende viden om død, lemlæstelse og tab samt ragspillet og den kroniske tilstand af melankoli lever ude i de smukke finske skove. Men på en eller anden måde er valse-tonerne faktisk blevet afløst af argentinsk tango-musik, der nok er mere populær end tonesætteren Johan Julius Christian Sibelius.

Brugerbillede for Grethe Preisler
Grethe Preisler

@Gert Romme,

Du, som åbenbart er mere velbevandret i finsk folklore end de fleste andre her til lands, vil du ikke nok forklare mig hvad et ragspil er for noget?

Umiddelbart ville jeg tro, at rakspillet var lig med det musikinstrument svenskerne kalder et dragspel, dvs. trækharmonika, skipperklaver eller 'maveorgel' med videre på jævnt dansk.
Men korriger mig venligst, hvis denne formodning er helt ved siden af og langt ude i de finske nåleskove og søer, hvor jeg arme jyde ganske sikkert ville fare vild og dø af sult, hvis jeg ved et uheld skulle falde alene ned i en af dem fra en helikopter.

Brugerbillede for Gert Romme

@ Grethe Preisler,

Jeg beklager, men der skulle have stået dragspil - altså en trækharmonika. den er næsten elementær - også på dansebanerne ude i skovene samt til tango, der på underlig måde er blevet Finlands nationale dansemusik.

Jeg ved selvklart ikke, hvad man ved om Finland hjemme i Danmark. Men min ringe viden, for den er ikke stor, har jeg nok fra, at mit første job som erhvervsøkonom var i en stort finsk koncern. Videre har jeg været gennem landet flere gange - også i år, og måske vigtigst så er nogle af mine venner finske.

Brugerbillede for Grethe Preisler
Grethe Preisler

Tusind tak Gert Romme,

Taler du finsk eller svensk med dine finske venner, når i ses? Jeg forstår ikke et ord finsk og mit kendskab til svensk skyldes nok mest, at 'min tredje bedstemor' (min farfars enke) var en svensk (førstegenerations)indvandrer fra Göteborg. Hun lærte aldrig at tale dansk uden accent og lød fuldstændig som cirkusprinsessen Pauline Schuman, til hun døde i København i sin alders syvogfirsindstyvende år .......... ;o)

Brugerbillede for Gert Romme

@ Grethe Preisler,

I denne omgang har vi ikke boet i Danmark i en årrække, men vi har personnumre til 2 andre lande, herunder Sverige, hvor vi er oppe i vores hus, når vi ikke er på rejse på Balkan. Og Balkan er faktisk den fascinerende region, jeg har indgående kendskab til, og som også var mit speciale under officersuddannelsen.

Vi taler dansk-svensk med finske venner, - vi kan slet ikke finsk-ugrisk. Men i denne del af det lange land har Finland altid fyldt ganske meget - også i medierne, og gør det fortsat. Hver 5. borger kommer jo derfra, og samme med f.eks. romer, samer og tornedalsfolk er de et af de folk, der i den svenske forfatning har særlige privilegier. Så her fejrer man Finlands 100 år.

Finland betyder så meget, at da Sverige mistede Finland i 1808, mistede svensk adel totalt tilliden til sin konge. Og han efterfulgtes af den importerede franske feltmarskal, Jean-Baptiste Jules Bernadotte, som man forlangte, skulle skaffe det tabte Finland hjem igen. Han var dog mest til kvinder og fine fester. Og da han nødtvunget skaffede Norge i stedet, blev han ganske upopulær i de finere kredse.

Brugerbillede for Gert Romme

Hverken baron Carl Gustaf Emil Mannerheim eller i øvrigt Urho Kaleva Kekkonen er særligt populære hos de fleste. Og slet ikke blandt de, faktisk utroligt, mange 100-årige, som nu er dukket op i medierne.

Man mener, at Mannerheim endte med at blive en ganske ufølsom diktator, der sendt mennesker i håbløs krig og lod andre henrette i hundredevis. Og man mener at Kekkonen voksede så meget i egen anseelse, at han hverken kunne nå gulvet eller forstå alm. mennesker.

Men det var trods alt Mannerheim, der bragte det nuværende Finland ud af det dengang kommende Sovjetunionen. Og Zar-Rusland var så barsk overfor finnerne, at det faktisk ikke sås som noget alternativ. Men lige præcis dette, gjorde jo, at Finland samtidig kæmpede en intern og meget blodig og hadsk borgerkrig mellem "de hvide" og "de røde".

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

"Fra tidernes morgen var Suomen tasavalta en provins i Sverige."
skriver Gert Romme nok så flot.

Nej, det var det ikke. Der har boet mennesker i Finland siden stenalderen, De nuværende finner er dog indvandret fra egnene mellem Volga og Ural på samme tidspunkt som vores Vikingetid. Altså før Kristi.

Sverige (og Danmark) fik efter vikingetiden vældig travlt med at kristne diverse hedninge. Det gjaldt både i Estland, Letland og Litauen, hvor dannebrog som bekendt faldt ned fra himlen, men for svenskerne gjaldt det Finland. i Åbo og længere inde i landet blev korstogsborge etableret, og først derefter startede 'tidernes morgen'

Brugerbillede for Grethe Preisler
Grethe Preisler

På individplan oprinder 'tidernes morgen', når menneskebarnet i vuggen med egne øjne og ører registrerer sine omgivelsers selvstændige eksistens for første gang.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

På folkeplanet, se Ebbe Kløvedal Reich: "De første"

At flytte sig

"Sol kom sydfra,
søster til måne.
fattet til højre,
om himmelranden.

(Vølvens spådom).

Et andet eksempel:
Carsten Jensen:
"Jeg har set verden begynde"

Det var efter Sovjetopløsningen.

Senere så han dens forlis, og skrev "Den første sten"