Læsetid: 19 min.

Efter 24 år, 4.650 vidner og 2,5 millioner papirer har Mladic og Balkans andre bødler fået deres straf

Dommen over ’Slagteren fra Srebrenica’, Ratko Mladic, sætter punktum for verdens mest succesfulde krigsforbryderopgør. Med mere end 80 domme over de værste krigsforbrydere i Europa siden Anden Verdenskrig har Krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien skrevet international retshistorie og haft uvurderlig betydning for ofrene. Men det har også været ekstremt langsommeligt, alt for dyrt – og ikke mindst har der været al for lidt fokus på forsoning, mener kritikere
Tusindvis af ofre for massakren i Srebrenica i 1995 er blevet identificeret og genbegravet, men 22 år efter dukker der stadig lig op.

Tusindvis af ofre for massakren i Srebrenica i 1995 er blevet identificeret og genbegravet, men 22 år efter dukker der stadig lig op.

ANDREW TESTA

25. november 2017

Fangerne kommer i busser, bliver delt op i grupper på ti, ført ud på marken, stillet op på række og skudt.

En efter en, gruppe efter gruppe, time efter time. Indtil der ikke er flere busser, ikke flere grupper, ikke flere mænd og drenge, og det meste af ammunitionen er brugt.

Drazen Erdemovic er 23 år, da han og ni andre soldater fra den bosnisk-serbiske hærs 10. sabotageenhed får besked på at henrette et stort antal drenge og mænd mellem 12-77 år fra den muslimske by Srebrenica.

»Jeg sagde til min kommandant, Brano Gojkovic, at jeg ikke ville være med til det,« fortæller Drazen Erdemovic senere til krigsforbryderdomstolen.

’Venner, jeg kan ikke gøre det. Er I rigtig velforvarne. Er I klar over, hvad det er, I foretager jer,’ spurgte jeg. Men ingen ville høre på, hvad jeg sagde. Hvis du ikke vil være med, sagde min kommandant, så kan du give os din riffel og stille dig over ved siden af fangerne.«

Srebrenica er netop blevet erobret af de bosniske serbere, og den etniske udrensning er i fuld gang. Drazen og hans kammerater bliver beordret til en gård i nærheden af den lille by Pilica for at slå et sted mellem 1.000 og 1.200 mennesker ihjel.

På fem varme sommerdage i 1995 bliver mindst 8.373 hovedsageligt civile fra Srebrenica systematisk henrettet og smidt i massegrave på ordre fra de bosniske serberes øverstkommanderende, general Ratko Mladic. En massakre, der giver ham tilnavnet ’Slagteren fra Srebrenica’ og gør ham til en af verdens mest eftersøgte krigsforbrydere.

Ugens Radio Information handler om Ruben Östlunds nye film ’The Square’, som chefredaktøren er faldet pladask for. Men også om dommen over Ratko Mladic, der sætter punktum for verdens mest succesfulde krigsforbryderopgør. Og David Rehling ser tilbage på KV17
Hør mere i podcasten

I denne uge fik den nu 74-årige general som den sidste af bødlerne fra Balkan sin straf. Livsvarigt fængsel for bl.a. folkemord, forbrydelser mod menneskeheden og andre krigsforbrydelser lød dommen fra det Internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien, der med retssagen mod Ratko Mladic sætter punktum for det mere end 24 år lange retsopgør efter den eksjugoslaviske borgerkrig.

Den unge soldat Drazen Erdemovic har valget mellem at slå ihjel eller blive slået ihjel den julidag i Pilica. Han vælger livet, men da krigen er slut, kan han ikke leve med sig selv og melder sig til Krigsforbrydertribunalet, der er blevet oprettet i den hollandske by Haag.

»Hvis jeg ikke havde haft kone og barn, ville jeg være flygtet. Men jeg var tvunget til at gøre som de sagde,« siger han siden hen til tribunalet.

»Ærede dommere, hvis jeg ikke havde adlydt ordren, ville min familie have betalt prisen.«

Ratko Mladic stod i spidsen for de bosniske serberes etniske udrensning. Efter 16 år på flugt, blev han i denne uge idømt livsvarigt fængsel.

Selv mener Drazen Erdemovic, at han personligt skød mindst 70 krigsfanger, måske 100.

»Jeg ved ikke, hvor mange jeg slog ihjel. Men jeg døde selv den dag, sammen med dem. Siden den dag har mit liv ikke været noget værd. Jeg har mistet alt og ønsker bare, at sandheden om, hvad der skete, kommer frem.«

Historiske landvindinger

Mere end 20 år har Krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien brugt for at komme dem, der bærer det største ansvar for krigsforbrydelserne på Balkan, til livs.

84 domme er det blevet til, 4.650 vidneafhøringer, mere end 10.000 retsdage og i nærheden af to milliarder dollar har det kostet.

En gigantisk kraftanstrengelse for at opnå retfærdighed oven på en borgerkrig, der kostede mindst 130.000 mennesker livet og sendte fire millioner mennesker på flugt.

Det Internationale Krigsforbrydertribunal for Eksjugoslavien, i daglig tale ICTY, var det første forsøg på at stille de ansvarlige for folkemord, forbrydelser mod menneskeheden og andre alvorlige krigsforbrydelser for en dommer siden Nürnberg- og Tokyo-domstolene efter Anden Verdenskrig.

Efter afslutningen på Den kolde Krig og chokket ved igen at opleve etnisk udrensning i hjertet af Europa, besluttede FN’s Sikkerhedsråd enstemmigt, at nu måtte det være nok. Hvis Geneve-konventionerne, menneskerettighederne og torturkonventionen skulle give mening, var det nu, det internationale samfund skulle sætte hælene i.

I dag 24 år senere er tribunalets arbejde slut, bødlerne fra Balkan har fået deres straf, og tiden er inde til at gøre status over effekten af efterkrigstidens største, mest omhyggelige retsopgør.

Den danske juraprofessor Frederik Harhoff fra Syddansk Universitet har været dommer ved tribunalet i flere omgange og i øvrigt fulgt det omfattende arbejde med at bringe de ansvarlige fra Balkan-krigen for retten, lige siden tribunalet blev nedsat i 1993.

»Tribunalets betydning kan slet ikke overvurderes,« siger han.

»I begyndelsen af 90’erne var tilliden til folkeretten ved at svigte. Der havde været et væld af blodige krige, hvor det internationale samfund kiggede den anden vej, enten fordi de ikke magtede eller ikke ønskede at stoppe myrderierne. Hele verden åndede lettet op, da FN’s Sikkerhedsråd slog i bordet og sagde, at nu var det nok og oprettede Jugoslavien-tribunalet. Det genetablerede simpelthen troen på folkeretten.«

»Tribunalet for Jugoslavien brød den straffrihedskultur, som havde bredt sig under Den kolde Krig,« siger Simon Adams, leder af den internationale ngo, Global Centre for Responsibility to Protect, der arbejder for at forebygge og stoppe krigsforbrydelser over hele verden.

»Tribunalets mange domme over nogle af de værste krigsforbrydere, verden har set efterAanden Verdenskrig, er et meget stærkt budskab til alle nuværende og fremtidige krigsforbrydere om, at de risikerer at blive stillet til regnskab for deres ugerninger. Det er et fantastisk fremskridt for menneskeheden,« siger Simon Adams.

Beviser for eftertiden

I Srebrenica er mareridtet kun lige begyndt. General Mladic ankommer personligt til byen sammen med en flok af sine nærmeste medarbejdere og en kameramand, der skal forevige erobringen af den oprørske muslimske by.

»Tillykke, Hr. Kommandant! Tillykke!« Én efter én kommer løjtnanterne fra den bosnisk-serbiske hær deres chef i møde, tager hans hånd, omfavner ham og fortæller storsmilende, at de er i gang med at »rense« byen.

En grynet videooptagelse fra den skæbnesvangre dag ligger stadig på YouTube sammen med et væld af andre videooptagelser fra den jugoslaviske borgerkrig, som krigsforbrydertribunalet, internationale medier og forskellige ngo’er har offentliggjort.

På filmen ser man en sejrssikker general Mladic trave til fods ind ad hovedgaden, mens han vinker sine folk og militærkøretøjer frem:

»Kom bare med bilerne! Kom nu gutter, fjern det flag! Fjern det der skilt! Kom nu, behøver jeg at sige det ti gange? Fortsæt videre til Potocari, Bratunac. Der er ingen grund til at standse. Kom nu. Afsted gutter!«

Video: Ratko Mladic rykker ind i Srebrenica.

Ratko Mladic viser fotografen, hvad han skal filme, tilsyneladende uden tanke på, at optagelserne en dag kan være med til at fælde ham som ansvarlig for de krigsforbrydelser, hans folk er i gang med at begå.

Pludselig stopper generalen op for at få kameraet til at optage hans budskab til omverdenen:

»Det er den 11. juli 1995, og vi befinder os i Srebrenica,« siger Mladic direkte til kameraet.

»Her ved starten på endnu en stor serbisk højtid giver vi denne by som gave til det serbiske folk… tiden er endelig kommet til at hævne os på tyrkerne (muslimerne, red)!«

Ud over videooptagelsen af Mladic fra de skæbnesvangre julidage i 1995 har krigsforbrydertribunalet offentliggjort enorme mængder bevismateriale fra de sidste 24 års retssager; videoer, fotos, militære og politiske dokumenter, båndoptagelser, udskifter af vidneafhøringer, retsreferater og domme udgør i dag et unikt historisk bevis på, hvad der skete under den ni år lange borgerkrig, der endte med at splitte det tidligere Jugoslavien i ikke mindre end otte stater.

»Det er en gigantisk bank af viden, som vil få uvurderlig betydning for de kommende generationer på Balkan,« siger Tea Sindbæk Andersen, adjunkt i Balkanstudier på Københavns Universitet og ekspert i den jugoslaviske borgerkrig.

»Til forskel fra Anden Verdenskrig kan forbrydelserne på Balkan ikke benægtes. Det har uvurderlig betydning for de mange ofre og deres pårørende, men vil også få stor betydning for den forsoningsproces, som kun lige er begyndt,« mener hun.

Og materialet har stadig den dag i dag en rystende fortællekraft.

»Scener af ufattelig grusomhed, tusindvis af mænd, der er blevet henrettet og smidt i massegrave, hundredevis af mænd der er blevet levende begravet, mænd og kvinder, der er blevet lemlæstet og slagtet, børn der blev slået ihjel, mens deres mødre så på, en bedstefar som blev tvunget til at spise sit eget barnebarns lever. Dette er i sandhed scener fra Helvede, skrevet på de mørkeste sider i menneskehedens historie,« som en af dommerne ved krigsforbrydertribunalet formulerede det, da tribunalet rejste tiltale mod Mladic og hans politiske chef, Radovan Karadzic.

Held og lykke min dreng

En af dem, som overlever Ratko Mladics hærgen i Srebrenica er den i dag 72-årige enke Kada Hotic. Da de bosniske serbere erobrer byen, søger hun først tilflugt på en hollandsk FN-base sammen med sin mand Saed og en svigerinde, men basen er allerede fyldt med flygtninge, så familien må overnatte udenfor sammen med tusindvis af andre kvinder, børn og ældre.

Kadas søn Samir og hendes to brødre flygtede ud af byen sammen med de andre drenge og mænd fra byen, der frygter at blive slået ihjel. I en videodokumentar som Amnesty International har udgivet, fortæller hun om, hvordan mændene sætter kurs mod skovene:

»Samir var allerede på vej væk, da det gik op for mig at jeg ikke havde fået sagt farvel,« fortæller Kada Hotic på videoen.

Hun sidder på sengen i sin morgenkåbe og fortæller til kameraet, mens hun ryger den ene cigaret efter den anden.

»Jeg kaldte på ham og råbte: Held og lykke, min dreng!« siger hun.

»Det var sidste gang, jeg så ham.«

Video: 72-årige Kada Hotic fortæller om sidste gang, hun så sin søn Samir.

Uvurderlig betydning for ofrene

For Kada Hotic og hundredtusindvis af andre ofre har krigsforbryderopgøret i Haag haft uvurderlig betydning, mener Tea Sindbæk Andersen.

»Selv om kun en meget lille del af dem, der begik krigsforbrydelser under borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien, er blevet dømt, er ofrene blevet hørt, og det har i sig selv en meget stor værdi,« siger hun.

»For dem, der har overlevet grusomhederne, kan dommen over de ansvarlige aldrig blive hårde nok. Men det giver alligevel en fornemmelse af retfærdighed, når krigsforbrydere som Ratko Mladic bliver idømt  livsvarigt fængsel.«

Dommen over Mladic er en af de hårdeste, krigsforbrydertribunalet i Haag har afsagt.

Men der er også mange, som er skuffede over ICTY, understreger Tea Sindbæk Andersen. Især over de frikendelser, som domstolen også har afsagt. F.eks. skuffede det mange, at den kroatiske general Ante Gotovina blev frikendt ved appelretten efter først at være blevet idømt en hård straf for forbrydelser mod menneskeheden. I Kroatien var man til gengæld lettet og så den endelige dom som en anerkendelse af Kroatiens frihedskamp.

»Når domstolen skifter mening, oplever mange det som en uforståelig zigzag-kurs. Mange mente jo, at Ante Gotovina havde ledet bombningen af civilbefolkningen i Krajina med det formål at fordrive dem, og dommen har fået mange serbere til at afskrive domstolen som anti-serbisk,« siger Tea Sindbæk Andersen.

I det hele taget er der en tendens på Balkan til at betragte tribunalet som retfærdigt, når dommene går ud over modstanderne og som uretfærdigt, når dommene rammer ens egen etniske eller religiøse gruppe. Flere af de krigsforbrydere, som er blevet dømt med piber og trommer i Haag, har derfor oplevet at blive modtaget som nationalhelte, når de vendte hjem efter udstået straf.

Selv om langt de fleste og værste krigsforbrydelser blev begået af serberne, har domstolen imidlertid ikke været partisk, mener Tea Sindbæk Andersen.

Og den vurdering er Simon Adams fra Global Responsibility to Protect enig i.

»Jugoslavien-tribunalet er ikke en perfekt institution, men man har gjort sig stor umage med at retsforfølge krigsforbrydere, uanset deres etniske og religiøse baggrund. De har retsforfulgt både serbere, kroater og bosniakker, uden at skele til deres baggrund,« understreger han.

Opskrift på retfærdighed

I Srebrenica har Kada Hotic tilbragt en forfærdelig nat, hvor soldater fra den bosnisk-serbiske hær igen og igen har forgrebet sig på kvinderne og især de unge piger.

»Deres skrig flængede natten,« fortæller Hotic i et interview til hjemmesiden srebrenica.uk.org.

»Det var forfærdelige, ubeskrivelige lyde. De hentede pigerne, og det var ikke dem alle, der kom tilbage. En af pigerne var ikke mere end ni år. Jeg befandt mig mindre end ti meter væk og hørte hendes skrig.«

Systematiske henrettelser og voldtægter er blot to af de mange forskellige krigsforbrydelser, som tribunalet i Haag har beskæftiget sig med gennem de seneste to årtier. F.eks. er det tribunalet i Haag, der for første gang har defineret, hvad folkemord er – og det er en af tribunalets store juridiske landvindinger, siger den tidligere dommer Frederik Harhoff. Og det samme gælder definitionen på voldtægt som en krigsforbrydelse.

»Vi har afgjort tusindvis af juridiske spørgsmål, som ingen før os har taget stilling til, og dermed bidraget helt enormt til at udvikle folkeretten. F.eks. har vi fastlagt, at man kan dømmes, hvis man har kendt til planerne og indladt sig på at gennemføre dem med det, som hver enkelt har kunnet bidrage med, og i øvrigt ikke har gjort noget for at standse det,« siger Harhoff.

»Det har været meget kontroversielt, at man på denne måde han dømmes for at have deltaget i det, vi kalder en ’joint criminal entreprise’,« siger han.

Fire af de værste krigsforbrydere

Krigsforbrydertribunalet i Haag har dømt en lang række højtstående politikere og militærfolk. Tribunalets domme kan ankes til appelretten, som i flere tilfælde har nedsat straffen og i enkelte tilfælde frikendt de dømte

Goran Jelisic

Tidligere bosnisk serbisk politiofficer, idømt 40 års fængsel i juli 2001 for flere tilfælde af forbrydelser mod menneskeheden og en række andre krigsforbrydelser i Brcko i Bosnien. Blandt de forbrydelser, han blev dømt for, var systematisk tortur og henrettelser af et stort antal især muslimske fanger i Luka-lejren i Brcko.

Milomir Stakic

Tidligere præsident for krisestaben i Prijedor kommune, Bosnien, idømt 40 års fængsel i marts 2006 for fem tilfælde af forbrydelser mod menneskeheden og andre krigsforbrydelser. Han blev blandt andet dømt for deportation af mindst 20.000 muslimer og kroater fra Prijedor samt etnisk udryddelse af mindst 1.820 personer.

Radovan Karadzic

Tidligere præsident for Republiska Srepska og øverstkommanderende for dens væbnede styrker, idømt 40 års fængsel i marts 2016 for folkemord, fem tilfælde af forbrydelser mod menneskeheden og fire andre krigsforbrydelser. Han blev blandet andet dømt som medskyldig for Srebrenica-massakren, overlagt bombning og drab på civile i Sarajevo og for gidseltagning af 200 fredsbevarende FN-soldater.

Ratko Mladic

Tidligere leder af de bosniske serberes hær, idømt livsvarigt fængsel i november 2017 for folkemord, forbrydelser mod menneskeheden og flere andre krigsforbrydelser. Han er blandt andet dømt for sin hovedrolle i Srebrenica-massakren, etnisk udrensning i Bosnien, tilbageholdelse af tusindvis af fanger i inhumane lejre og overlagt drab på civile i Sarajevo. Dommen kan ankes til appelretten.

Kilde: www.icty.org/en/cases/judgement-list

De mange juridiske erfaringer, som tribunalet i Haag har gjort, anvendes allerede i dag af blandt Den Internationale Straffedomstol i Haag og i krigsforbrydersager i mange enkeltlande, understreger han.

»Vi har simpelthen givet det internationale samfund en opskrift på, hvordan man gennemfører et krigsforbryderopgør, og det i sig selv er en meget stor landvinding,« siger Frederik Harhoff.

’Der vil ikke ske jer noget’

Kada Hotic har flere gange været i Haag for at vidne om begivenhederne i Srebrenica. Og hendes vidneudsagn er et af mange, som indgår i denne uges dom over den bosnisk-serbiske krigsforbryder.

Morgenen efter rædselsnatten bliver alle civile på FN-basen smidt ud og sammen med de mange kvinder og børn uden for lejren drevet ud i udkanten af byen og delt op efter køn.

På en video, som Mladics kameramand optager, og som ICTY siden hen har offentliggjort på YouTube, kan man se generalen gå beroligende frem og tilbage foran flygtningene og love dem, at de blot vil blive hentet af nogle busser og bragt i sikkerhed.

Der vil ikke ske dem noget, lover Ratko Mladic, mens kameraet snurrer.

Det er imidlertid langt fra sådan, Kada Hotic husker ventetiden den morgen.

»Blandt os kvinder og børn var der en baby, som blev ved med at græde,« fortæller hun til srebrenica.uk.org. »En soldat råbte til hende, at hun skulle få barnet til at holde kæft. Moren sagde, at det kunne hun ikke.« Kada fortæller, hvordan hun så soldaten skære halsen over på babyen med et enkelt snit, så hovedet nærmest fløj hen ad jorden.

»Nu græder han ikke mere,« sagde han.

Hverken hun selv eller de andre kvinder græd, som Kada Hotic husker det.

De var alt for chokerede.

»Jeg følte ingenting. Der var ingen frygt, intet håb. Jeg var som en tom skal uden nogen som helst følelser.«

Video: Ratko Mladic beroliger civile fra Srebrenica.

Et gigantisk puslespil

En af dem, der har været med til at dokumentere, hvad der skete time for time, dag for dag under den mere end ni år lange krig, er Balkan-ekspert Christian Axboe Nielsen fra Institut for Kultur og Samfunds afdeling for Østeuropastudier ved Aarhus Universitet.

Han har i flere perioder været ansat som analytiker ved krigsforbrydertribunalet og beskriver arbejdet med at kortlægge de enorme mængder bevismateriale som et gigantisk puslespil.

»Det svarer til at samle et puslespil, hvor man ikke aner, hvad billedet skal forestille, hvor der ikke er nogen kantbrikker, hvor nogen har fjernet 40 procent af de rigtige brikker og hældt fem læs irrelevante brikker oveni,« siger han.

Et af de store problemer har netop været, at lokale myndigheder på Balkan i lange perioder ikke har samarbejdet med tribunalet og ofte har både tilbageholdt og ødelagt bevismateriale, der kunne belaste mistænkte krigsforbrydere fra deres egen etniske gruppe. I andre tilfælde har lokale myndigheder direkte dækket over krigsforbryderne. F.eks. var det muligt for både Ratko Mladic og Radovan Karadzic at gemme sig i centrum af den serbiske hovedstad Beograd i årevis.

»Der er ingen tvivl om, at retsopgøret har taget for lang tid, men man må også erkende, at det var en meget kompleks konflikt med mange involverede stater og aktører, så det er under alle omstændigheder et arbejde, som tager lang tid,« siger Simon Adams.

Samme vurdering har Cecilie Banke, ekspert i folkemord ved Dansk Institut for Internationale Studier.

»Erfaringen fra Anden Verdenskrig er, at det kan tage op til 70 år at afslutte et retsopgør,« siger hun. »Jugoslavien-tribunalet har været meget omhyggeligt og grundigt, men sådan er det nødt til at være. Man kan ikke haste et retsopgør af det her omfang igennem, hvis arbejdet skal gøres ordentligt,« siger hun.

Lang vej til forsoning

De første busser er endelig kommet, men pludselig opdager soldaterne, at Kada Hotics mand Saed befinder sig blandt kvinderne. Ligesom sin kone er han omkring 50 år og for gammel til at forsøge at flygte. En af de unge soldater tager fat i ham, trækker ham ud af mængden og forsvinder ud af syne, fortæller Kada Hotic i sin videodokumentar.

Hun råber og skriger, men får ikke noget svar på, hvor de har tænkt sig at tage ham hen. I stedet bliver hun og de andre kvinder skubbet hen til busserne. De fleste går bare op i bussen, som om de ingen vilje har.

Busturen varer mere end halvanden time og de ting, Kada Hotic ser på vejen står mejslet i hendes hukommelse, ikke mindst de mange grupper mænd og unge drenge som går langs vejen med hænderne bag nakken.

»Jeg turde ikke se på dem af frygt for at se min søn eller min mand iblandt dem,« siger hun i videointerviewet. På en åben mark ser hun en gruppe mænd stå på række med ryggen til og hænderne over hovedet, nøgne til livet. Et andet sted ser hun en gruppe mænd ligge fladt på maven.

»Jeg tænkte, at alle de her mænd ville blive dræbt,« fortæller hun.

Video: Bosniske serbere henretter civile fra Srebrenica

(Advarsel: Videoen rummer meget voldsomme scener, red.)

Ved gården i Pilica er en ny busfuld drenge og mænd ankommet, og Drazen Erdemovic og hans enhed gør sig klar til at skyde endnu en gang. Men pludselig begynder en af fangerne at råbe op, fremgår det af den vidneforklaring, Drazen giver til tribunalet i Haag.

Fangen beder for sit liv. Han har hjulpet flere serbere med at flygte fra Srebrenica på et tidspunkt, og nu håber han, at det kan redde hans liv.

Fangen vifter med en seddel med telefonnumre på nogle af de serbere, han har hjulpet, og vil have, at soldaterne ringer og får hans oplysninger bekræftet.

Drazen Erdemovic trækker manden til side, byder ham en cigaret og kalder på sin overordnede. Men Brano Gojkovic er ikke interesseret, fortæller Drazen tribunalet.

»Han sagde bare nej. Han ville ikke have nogen vidner til vores forbrydelse.«

Et halvt retsopgør

Efter 24 års retsopgør har mange af Balkans bødler fået deres straf ved tribunalet i Haag. Men der er stadig langt til forsoning for de mange på Balkan, der som Kada Hotic og Drazen Erdemovic har fået deres liv ødelagt af krigen.

Og det er en af de erfaringer, som både eksperter og deltagere i tribunalets arbejde er enige om.

»Det var aldrig meningen, at tribunalet skulle stå alene. Der skulle have været en omfattende forsoningsproces sideløbende med det juridiske retsopgør,« siger tidligere analytiker ved tribunalet Christian Axboe Nielsen.

»Men omvendt ville Balkan aldrig være nået så langt i retning af politisk normalisering og forsoning som nu. Hvis de ansvarlige ikke var blevet retsforfulgt, havde de formentlig stadig befundet sig på Balkan og lavet ballade der,« siger han.

Cecilie Banke fra Dansk Institut for Internationale Studier er helt enig.

»Det er en kæmpesejr, at tribunalet har fået fat i de store fisk, men et retsopgør kan aldrig stå alene. Der er helt klart brug for en forsoningsproces, det er meget vigtigt, at man får udviklet en fælles erindring om konflikten, hvis man vil undgå, at den bryder ud igen,« siger hun og understreger, at det ikke er for sent at starte en forsoningsproces.

Efter flere dage når Kada Hotic i sikkerhed i Tuzla, hvor hun bruger uger på at lede efter sin søn Samir, sin mand Saed og sine to brødre. Men ingen steder finder hun nogen, der ved, hvad der var sket med dem.

Først seks år senere i 2001 dukker Saeds lig op i en massegrav i Zvornik, 65 km fra Srebrenica. Han bliver genbegravet ved en mindehøjtidelighed for 600 andre nyfundne ofre.

Endnu 12 år efter, i 2013, dukker tre knogler fra hendes søn Samir op og bliver genbegravet i Srebrenica. Og året efter; resterne af hendes to brødre, Ekrem og Mustafa.

Mustafas hoved er dog endnu ikke dukket op af Balkans blodige jord.

Sammen med andre kvindelige ofre fra Srebrenica har Kada Hotic oprettet organisationen Srebrenicas Mødre, der arbejder for, at forbrydelser som dem, Ratko Mladic stod bag i hendes hjemby for mere end 22 år siden, ikke skal gentage sig.

Video: Massegrav i Pilica udgraves.

Drazen Erdemovic, der i dag er 45 år, er den første krigsforbryder, som bliver dømt ved tribunalet i Haag. Han slipper med fem års fængsel, fordi han selv overgav sig til tribunalet og siden hen hjalp domstolen med at fælde flere andre krigsforbrydere, heriblandt hans øverste chef i Srebrenica, Ratko Mladic.

For dem, der som Harhoff og Axboe har været dommere og efterforskere ved Jugoslavien-tribunalet er en æra, som markerer et højdepunkt for international ret, forbi. Som konsekvens af tribunalets succes har FN oprettet den permanente krigsforbryderdomstol, ICC, der skal tage sig af nuværende og fremtidige krigsforbrydere.

Og Simon Adams fra Global Responsibility to Protect er ikke i tvivl om, at det vil ske.

»Vi har gjort store fremskridt de sidste 25 år. Jugoslavien-tribunalet har været en succes, det samme har Rwanda-tribunalet, vi har fået en permanent krigsforbryderdomstol, og FN har vedtaget princippet om Responsibiliy to Protect. Nu mangler vi bare at forvandle alle de fine ord til handling,« siger han.

»Syrien bliver forhåbentlig det næste store retsopgør. Selv om det ser vanskeligt ud lige nu, så er det her, de fine ord skal stå deres prøve – og Jugoslavien-tribunalet har vist, at det kan lade sig gøre.«

Balkan-krigene

Borgerkrigene i det tidligere Jugoslavien fandt sted i perioden 1991-1999 og kostede mindst 130.000 menneskesker livet og sendte fire millioner på flugt.

  • Krigen brød ud i 1991, efter Kroatien og Slovenien havde erklæret sig selvstændige. Det passede ikke serberne, som var den største befolkningsgruppe i Jugoslavien.
  • I 1992 besluttede Bosnien sig også for selvstændighed, hvorefter nationalismen eksploderede i et sandt inferno af vold, der hurtigt udviklede sig til folkemord, etniske udrensninger, fordrivelser, bombninger og belejringer. Samme år sendte FN fredsbevarende styrker til landet, men de var magtesløse.
  • I 1993 gik NATO ind i krigen, men kunne heller ikke stoppe volden. Samme år besluttede FN’s Sikkerhedsråd at oprette Krigforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien, ICTY, i håb om at dæmpe volden.
  • I 1995 gennemtvang USA den såkaldte Dayton-fredsaftale, der lagde låg på konflikten mellem serbere, kroater og bosniakker. Serberne insisterede imidlertid på at holde fast i resterne af det smuldrende Jugoslavien, som nu kun bestod af Serbien, Montenegro og Kosovo, som var en provins i Serbien.
  • I 1999 greb NATO i konflikten for at forhindre et overhængende folkemord i Kosovo, bombede Serbien i to en halv måned og indsatte fredsbevarende styrker. Efterfølgende blev både Montenegro og Kosovo selvstændige lande.
  • Det tidligere Jugoslavien består i dag af otte stater: Slovenien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina, Montenegro, Kosovo, Makedonien og Serbien

Kilder: Faktalink.dk, BBC, Nationalmuseet, UNPROFOR.dk

 

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Skrækkeligt.
Men det er svært ikke at tænke på, om det ville være sket, hvis ikke vestlige lande havde været så opsatte på at opløse det uafhængige Jugoslavien og godkende delstater, der løsrev sig.

@ Steen Sohn,

"Hvis vestlige lande ikke havde været så opsatte på at opløse det uafhængige Jugoslavien og godkende delstater, der løsrev sig". - Så var hele situationen på Balkan blevet meget værre, og både Bosnien I Hercegovina, Montenegro, Vojvodina og Makedonien ville have været ikke-eksisterende.

Det ligger helt klart, at Kroatien ville have taget den vestlige halvdel af Bosnien I Hercegovina, og Serbien den anden halvdel. Serberne blev moralsk støttet af den nu magtfulde ortodokse kirke, og Kroatien fik både moralsk og anden støtte af Vatikanstaten. Delingen var fastlagt til at ske langs rijeka Cetina - samme deling som da katolikker og ortodokse i 800-tallet blev enige om at lave opdeling mellem deres religioner.

Derefter ligger det også klart, at Serbien ville have underlagt sig Montenegro, hvor 40% af befolkningen var serbere, samt inddraget autonomitete for Vojvodina. Og Kosowa ville aldrig have blevet en selvstændig stat for sit folk, der, i al hemmelighed - også for Tito, var enormt undertrykt af serbisk militær og politi siden omkring 1970-72. Vi var igennem Kosowa flere gange i 1980-erne, og alle steder - også i små landsbyer, var der et enormt antal serbiske politifolk - altså ikke fra forbundspolitiet, og man blev både forfulgt, og stoppet for brysk afhøring hele gange om dagen.

Og Montenegros situation ville være lidt usikker, men formentlig ville Serberne lidt senere have udbygget deres Storserbien med Montenegro.

Men vi kan faktisk fortsætte, for hvis Serbien og Kroatien havde fået "løst" deres problem, ville det have motiveret Ungarn til deres forehavende - et Stor-Ungarn indenfor for de gamle grænser. For som du sikkert husker, for omkring 8-10 år siden udsendte Ungarn stemmesedler til flere millioner borgere i Slovakiet, dybt inde i Rumænien, Tjekkiet, Kroatien og Østrig, og bad dem stemme sig ind under Ungarn. Og alle der stemte - og det var absolut ikke alle, fik ungarsk pas, identitet og dobbelt statsborgerskab, og derefter gjorde Ungarn faktisk krav på disse tilstødende landområder hele vejen rundt.

Sagen led dog en stille død, da EU, FN og nabolandene ikke tog Ungarn alvorligt. Men tanken om at genskabe det store gamle Ungarn rumler fortsat, hvilket jeg konstaterede i Budapest i midten af september. Og hvis Kroatien og Serbien havde fået "sine" nye landområder, er jeg overbevidst om, at Ungarn ville have forsøgt at få "sine".

Mon Yugoslavien kunne være fortsat som føderation. I hvis interesse var opløsning ?
Der er en modsætning mellem katolikker og ortodokse. Mellem muslimer og kristne. Mellem rige og fattige og mellem forskellige nationalister. Men det underliggende er som altid økonomien. Det "rige" nord synes det var uretfærdigt at betale til det "fattige" syd. EU var meget hurtige til at anerkende Kroatiens og Sloveniens selvstændighed. Yugoslavien kommer ikke til at genopstå.

Nej, Odin Rasmussen, Jugoslavien kommer ikke til at genopstå. Det var jo hele meningen med opløsningen af landet.
Vesten ville ikke have et uafhængigt land liggende udenfor Rusland - og med krigen mod Serbien skaffede NATO sig en begrundelse for fortsat eksistens. Og yderligere udvidelse mod øst.

Per Torbensen, Torben K L Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar