Aalborg er blevet et rarere sted – men kan byen bevare sin arbejderidentitet, når akademikerne tager over?

Tung, hvid røg vælter op fra de grå skorstene og blander sig med de spredte skyer over Limfjorden og Aalborg. Vi befinder os i 85 meters højde – på toppen af tårnet ved ovn 87 på Aalborg Portland, og det er Bent Ole Borup, som viser rundt.

»Aalborg bliver jo kaldt byen med de rygende skorstene,« siger manden, som alle på Portland slet og ret kalder Bob.

Selv har han arbejdet på cementfabrikken siden 1969. Bobs far, farfar og oldefar har arbejdet her. Dertil kommer onkler, fætre, kusiner og tanter.

»På et tidspunkt var vi 14 fra familien Borup herude på samme tid,« siger han med en vis nostalgi i stemmen.

I dag er der kun Bob og en niece, som repræsenterer femte generation.

»Alle har et familiemedlem eller en ven, som har arbejdet herude,« siger Michael Lundgaard Thomsen, som er managing director i virksomheden.

Aalborg Portland, som i gamle dage bare hed »Rørdal«, er ikonisk for Aalborg.

Den røg, vi står midt i, kan ses overalt i byen, og de enorme, 1450 grader varme, roterende ovne, som vi kigger ned på, producerer 6.000 ton cement om dagen. Ovnene kører 24 timer i døgnet, 365 dage om året.

Ulrik Hasemann

Røgen og de roterende ovne er Aalborg, som jeg husker det fra min barndom og ungdom. Jeg er født i 1978 og flyttede fra byen i 1998. Jeg har altid set Aalborg som en arbejder- og industriby. Og som en havneby med fest og ballade. En barsk by. Det Aalborg, som skildres i Jakob Ejersbos Nordkraft, Niarns »Dobbelt A« og Jonny Heftys »Muggen Røv« er ikke hele sandheden om byen, men jeg kan kende det fra min ungdom. »Aalborg din gamle havneluder«, brøler Hefty. Aalborg er der, »hvor man slår tilbage, før man når at falde«, rapper Niarn.

Jeg godt lide den del af byen, som de rygende skorstene og Jomfru Ane Gade repræsenterer. Den rå stemning og den tilbagelænede og skeptiske nordjyske mentalitet. Jeg har altid været glad for Aalborg, fordi byen ikke prøver at være mere, end den er.

Omvendt må jeg indrømme, at jeg ikke gad at blive boende i det Aalborg, jeg forlod. Det var federe at betragte på afstand, når jeg selv var flyttet i sikkerhed i København og læste på RUC med folk, som minder mere om mig selv. Alle fra mit slæng i gymnasiet flyttede – uden undtagelse.

I dag kender jeg reelt ikke andre i byen end min far og hans venner.

En mavepuster

Gert Grunnet sidder i frokostlokalet tæt på ovn 87 og »slår mave«.

»Aalborg er en industriby, men ikke så meget, som den var en gang,« siger han.

Han har arbejdet på cementfabrikken i 22 år. Han udtaler »meget« på den karakteristiske aalborgensiske måde: »maje.«

Udviklingen er tydelig, mener han: »Alt det universitetshalløj er vokset.«

På sit kontor på ledelsesgangen hos Portland fortæller Michael Lundgaard Thomsen den samme historie:

»Byen er blevet mere stolt af sig selv. Og der er også mere at være stolt over,« siger han med henvisning til de mange nye ting, der er sket i byen.

Aalborg er i gang med et stort skifte væk fra den gamle industri og i retning af mere viden og kultur. Jeg kan huske, da værftet lukkede i 1988. Det var en ordentlig mavepuster til byen. Men Aalborg har formået at konvertere de mange job, som er forsvundet på værftet – og hos eternitfabrikken (Eternitten), spritfabrikken (Spritten), cigarfabrikken og til dels Portland – til nye industrijob i virksomheder, som ligger længere ude af Limfjorden såsom Siemens Wind Power og Bladt Industries.

De klassiske gamle arbejdervirksomheder i byens havneområde er enten lukket eller bygget om, og Portland er den sidste tilbageværende af de gamle, store industrivirksomheder.

Kraftværket Nordkraft, som lagde navn til Jakob Ejersbos roman, er blevet til kulturhus og spillested. Man har bygget arkitekturhuset Utzoncenteret og sågar lavet ungdomsboliger med fjordudsigt, hvilket skabte en del debat. Man har bygget Musikkens Hus, som endte med at koste en milliard kroner, men som i dag er en stor succes og har fine belægningsgrader. Og netop nu er man i gang med at lave Spritten om til hotel, kunst- og madhus.

Aalborgs problem

Lau Aaen kender jeg perifert. Han er forfatter og har blandt andet skrevet om tilværelsen på dagpenge i Aalborg. Han er et par år yngre end mig og en af dem, som har taget sin uddannelse på Aalborg Universitet og siden er blevet i byen.

Hver dag går Lau Aaen en lang tur langs havnen, og i dag har jeg fået lov til at gå med.

»Der er sket en masse i de år,« siger han og begynder sin gåtur i vestlig retning langs Limfjorden væk fra centrum.

Engang var Aalborg en by, som man flyttede fra.

»Nu flytter folk hertil,« siger Lau Aaen.

»Men det er stadig Aalborg,« tilføjer han og uddyber: »Der er stadig mange, der har dynejakker på ude i Aalborg Øst, og der er stadig fyldt med tattooshops og solarier inde ved Tyren (Cimbrertyren er en statue i byens Vesterbro-kvarter, red.).«

Lau Aaen

Ulrik Hasemann

På en måde er jeg og Lau hovedpersoner i valgkampen i Aalborg. Jeg er flyttet, Lau er blevet, og hvis byen skal forvandle sig, skal flere gøre som Lau og færre gøre som mig, mener flere byrådspolitikere.

Lau Aaen viser vej ud til den hjemmegjorte skurby ’Fjordbyen’. Blandt de skæve træhuse ligger et lille værtshus, hvor tre kopper kaffe koster 15 kroner. Vi fortsætter ud til det nye friluftsbad, hvor der er udsigt over Limfjorden, Egholm og byen. Nogle vinterbadere bruger de spritnye faciliteter, og børn fra Fritidsklubben på Herningvej leger på den nyetablerede legeplads. I baggrunden pulser røgen fra Portlands skorstene selvfølgelig.

To vinterbadere hopper i Limfjorden og gyser, da de rammer vandet.

»Det er blevet lidt køligt,« råber den ene til den anden.

»Lidt køligt,« griner Lau Aaen, for det er typisk Aalborg.

En københavner havde råbt, at det var pissekoldt.

Vi går tilbage imod centrum langs havnen.

Ulrik Hasemann

50 kvadratmeter på havnen

Statistikken er ret vild. På papiret er Aalborg stadig en industriby: 21,7 procent af alle fuldtidsbeskæftigede aalborgensere arbejder i industrivirksomheder, og tallet er stigende. I Aarhus er det 13,3 procent, i Odense 13,4 procent og i København bare 4,7 procent, viser en rapport fra Aalborg Kommune.

»Aalborg er OGSÅ en industriby,« siger den socialdemokratiske borgmester, Thomas Kastrup-Larsen.

»Men det er også en vidensby og en kulturby.«

Han sidder på det majestætiske borgmesterkontor iført cowboybukser og skjorte uden slips. Han er født i Kalundborg og er en af dem, som er flyttet til byen for at studere og siden er blevet hængende. Han mener, at byen er attraktiv at slå sig ned i for unge mennesker. Blandt andet på grund af det nye havneområde og byens boligpolitik med mange ungdoms- og studieboliger.

»I Aalborg kan du bo på 50 kvadratmeter og have udsigt over fjorden for 3.500 kroner om måneden,« siger han med henvisning til byggeriet på havnen.

Men det skal også være attraktivt at blive boende efterfølgende. Venstres spidskandidat, Tina French Nielsen, mener, at borgmesteren bør sørge for, at flere af de kandidater, som universitetet spytter ud, bliver boende.

»Vi har det problem, at vi ikke har arbejdspladser nok til dem, der er færdige med at studere,« siger hun.

»Vi skal skabe flere job til de unge, når de er færdige på universitetet.«

Tina French Nielsen kritiserer den socialdemokratiske borgmester for ikke at være erhvervsvenlig nok. Aalborg ligger altid blandt de ti dårligst placerede kommuner, når der kommer statistikker over arbejdsløshed.

Ulrik Hasemann

Borgmester Thomas Kastrup-Larsen er enig med sin modkandidat i, at byen skal skaffe flere job.

»Vi har allerede skaffet 5.000, og vi vil skaffe 5.000 mere,« siger han.

Men det skal ikke kun være job til de højtuddannede, men også til de faglærte arbejdere, understreger han, for dem er der – trods udviklingen – også brug for i Aalborg.

Det nye Aalborg

Intet sted er Aalborgs forvandling fra industriby til kulturby tydeligere end på Spritten, som producerede sin sidste flaske Rød Aalborg sidste år. Nu skal de gamle industrilokaler ud til fjorden hedde Cloud City.

Det er investor Martin Nielsen, som står for det, og tankerne er store:

»Det skal være kunst, kultur og gastronomi,« siger han blandt de store kobberkedler og snørklede rør i det gamle destillationsrum, som skal være foyer, café og lounge i et stort hotel, som skal bygges i de gamle fabrikshaller.

»De lokale kalder det for Spritten, men det fungerer ikke på engelsk, så derfor kalder vi det Cloud City.«

Ulrik Hasemann

Martin Nielsen har runde briller og taler hurtigt, mens han viser rundt på fabrikken. I et lille lokale, som leder op destillationsrummet, lugter der stadig af sprit. Alt skal gennemrenoveres.

»Det skal være internationalt, nationalt, regionalt og lokalt,« fortæller Martin Nielsen, som forventer, at det hele står klar i 2020.

Han har fondsfinansieret 100 millioner kroner til et kæmpeværk, som den argentinske kunstner Tomás Saraceno skal lave. Værket hedder også »Cloud City« og bliver en 30 meter høj glaskonstruktion, som man kan gå ud i.

Udover hotel, café, restaurant og flere områder med kunstudstillinger, som Martin Nielsen kalder »art spaces«, skal der også være gastronomiske oplevelser i Cloud City.

»Her skal der ligge en mikrofabrik med organisk chokolade. Og derovre laver vi en torvehal med 1.000 kvadratmeter butikker. Og i den bygning derovre regner vi med, at Aalborg Teater flytter ind,« siger han.

Jeg spørger, om Aalborg er stor nok til det.

»Er Aalborg stor nok? Nej!« siger Martin Nielsen.

»Men det bliver den.«

Ulrik Hasemann

Et rarere sted

Lau Aaen er glad for udviklingen, fortæller han, da vi på vores gåtur når ind til Musikkens hus.

»Man har åbnet byen ned mod havnen,« siger han.

Aalborg er vitterligt blevet et rarere sted. I 1998 kunne jeg ikke komme væk hurtigt nok, men som jeg går rundt og ser byen, som den tager sig ud i 2017, kan jeg ikke afvise, at jeg var blevet hængende, hvis det var i dag, jeg skulle træffe valget.

Samtidig er det særlige ved Aalborg også under pres, fornemmer jeg. Det med, at det hele skal være stort, højt, vildt og flot, forbinder jeg mere med byer som Aarhus og Herning. Det behagelige ved mentaliteten i Aalborg er netop, at man ikke forsøger at gøre sig til noget, som man ikke er.

Vi sætter os på et af de nye steder med hjemmebrygget øl på Toldbod Plads. Men vi bestiller en ret fra det klassiske Aalborg-køkken: bøfsandwich med brun sovs.

»Jeg går ud fra, at vi bare pøler sovsen ud over,« siger Lau Aaen.

Her på havnefronten i det nye Aalborg koster en fadøl 55 kroner. Vi snakker meget om det gamle Aalborg.

»Cement, asbest, sprit og tobak. Det er ikke ligefrem sunde ting, byen er kendt for,« siger Lau Aaen.

Han roser så godt som alt det nye, der er sket, men da vi slutter vores timelange gåtur ved Cimbrertyren, kommer der en klar kritik:

»Onkel Tom er blevet til en Subway. Og det er ikke i orden,« siger Lau Aaen om det legendariske værtshus, som serverede lunken and, og som i øvrigt stod for et af bilagene i Lars Løkke Rasmussens billagssag.

Socialdemokratisk rygmarvsreaktion

Trods ændringerne i byen er der ingen af dem, jeg taler med, som tror, at Venstres Tina French Nielsen eller andre kan vippe den socialdemokratiske borgmester af pinden. Aalborg har været socialdemokratisk siden 1925. Ved valget i 2013 fik partiet 36,3 procent af stemmerne, hvilket er en ændring på 0,0 procent i forhold til valget i 2009 og godt 7 procentpoint højere end landsgennemsnittet.

»Jamen, jeg stemmer på Socialdemokratiet,« som en avislæsende stamgæst på et af byens værtshuse siger.

»De har gjort så meget godt for byen,« lyder det kortfattet fra manden, der ikke ønsker sit navn i avisen.

Ulrik Hasemann

I min fars familie havde man samme socialdemokratiske rygmarvsreaktion. Jeg kan huske, at jeg efter EU-folkeafstemningen i 1992 spurgte min farmor, om hun havde stemt ja eller nej.

»Jeg stemte da på Socialdemokratiet,« svarede hun.

»Det har vi jo altid gjort.«

Min farmor var dement på det tidspunkt, og ingen ved, hvor det kryds er havnet – men det siger noget om, hvor dybt sådan en socialdemokratisk skoling kan stikke.

Da man håbede, AaB tabte

»Det er ånden fra arbejdertiden,« siger AaB’s tidligere sportschef, Lynge Jakobsen, til spørgsmålet om, hvorfor Aalborg er en socialdemokratisk højborg.

»Vi er en arbejderby.«

Han sidder i et mødelokale i i AaB’s klubhus i Aalborg Øst. Bag ham er en masse pokaler.

»Hvad var det nu mutter og fatter, de stemte? Sådan tror jeg, mange tænker. Jeg må klart vedgå, at jeg også kan kende min mor i mange af de ting, jeg foretager mig,« siger Lynge Jakobsen, som også mener, at Socialdemokratiets popularitet skyldes, at det er lykkedes de seneste borgmestre at ændre byen og komme videre, efter at værftet og de andre store industrier lukkede.

Lynge Jakobsen voksede op og gik i skole i Øgadekvarteret. Alle børnenes forældre arbejdede enten på Eternitten, værftet eller Rørdal, som Portland hed dengang.

»Det var et decideret arbejderkvarter, og det var de store virksomheder, man arbejdede på,« siger Lynge Jakobsen.

»Min far arbejdede på Portland. Han kørte kridt på en stor lastbil, og det gør de jo ikke mere. Nu kører det af sig selv på et bånd.«

Faktisk er Lynge Jakobsen også selv med til at ændre Aalborg. Han er pensioneret, men bestyrelsesmedlem i AaB, og han arbejder sammen med andre foreninger på at få børn fra Aalborg Øst til at være aktive i foreningslivet. I den forbindelse er det vigtigt, at man fortæller en god historie om bydelen:

»Min mor sagde til mig: ’Hvis ikke man kan lide sig selv, hvordan kan man så forvente at andre mennesker kan lide en?’ Hun huskede så også at sige: ’Man behøver ikke blive højrøvet af det.’ Men hvis dem, der bor i Aalborg Øst ikke skulle sige, at der er dejligt her, hvem skulle så?«

Ulrik Hasemann

Det samme gælder Aalborg som helhed:

»Når vi får Musikkens Hus, havnefronten og Spritten, som kommer til at blive helt enestående, så bliver selvopfattelsen anderledes. Vi har lige så meget, som de andre har, vi behøver ikke gå og synes, vi er et udsted i forhold til de andre byer. For år tilbage tror jeg, at aalborgenserne og nordjyderne har levet godt med, at der ikke var de store udslag. ’Hvis vi har det nogenlunde ligedan alle sammen, så har vi det ret godt, og man skal også passe på at, det ikke bliver for vildt.’«

Lynge Jakobsen husker mentaliteten fra sin tid som spiller i AaB.

»Der var en periode i 1970’erne, hvor man kunne mærke, at folk glædede sig lidt, når det gik AaB dårligt. Også dem, som kom på stadion. Nogle var der primært for at se os få en på panden. Sådan er det ikke i dag. Nu bliver man ked af det og irriteret, når AaB ikke vinder kampe.«

Lynge Jakobsen kender også følelsen fra sig selv. Da Aalborg Universitet blev bygget i 1974, undrede han sig over, at det blev hypet så meget. I dag mener han ikke, at Aalborg ville være Aalborg uden universitetet, og at det er en af de allervigtigste ændringer, der er sket for byen.

»Jeg begræder ikke udviklingen fra arbejderby til vidensby,« siger han.

Men den nordjyske mentalitet kan stadig spores:

»Da man begyndte at snakke om Musikkens Hus, var den der også lidt: ’Det er godtnok mange penge for de få’ og så videre. I dag er det en succes. Det, at vi får de her ting i byen, gør, at vi bliver mere stolte af at være her.«

– Så skal man bare passe på ikke at blive højrøvet?

»Jeg tror fandeme, der går mange generationer, før aalborgenserne bliver højrøvede på et mere generelt plan,« siger Lynge Jakobsen.

Det gør mig på en måde rolig, at han ser sådan på det. Og at han generelt mener, at byen er på vej i en god retning:

»Jeg vil sige, at man skal have lidt depressive tendenser, hvis man tænker negativt om fremtiden for Aalborg.«

På vejen fra AaB’s baner og hjem til min far går solen ned over Vestbyen, hvilket giver et fantastisk lyserødt skær i luften over de rygende skorstene på Aalborg Portland mod øst. Jeg stopper der, hvor værftet engang lå, og tager et billede af det.

Kristian Villesen