Læsetid: 5 min.

Benzema synger stadig ikke Marseillaisen

Inden tirsdagens venskabskamp mod Tyskland er Didier Deschamps’ franske fodbolddrenge på overfladen godt kørende og spås gedigne chancer ved VM næste år. Men lige bag stjernernes bling-bling lurer mislyd og splittelse. Og den notoriske bad boy Karim Benzema må stadig ikke være med
Uheldigvis for Karim Benzema lyttede politiet med, da han sludrede med en af sine anløbne, gamle venner fra Marseille. Samtalen handlede om landsholdskollegaen Mathieu Valbuena og en sexoptagelse på video. ’Benz’ ville gerne agere mellemmand. ’Bare lad mig tale med Mathieu,’ som han sagde.

Uheldigvis for Karim Benzema lyttede politiet med, da han sludrede med en af sine anløbne, gamle venner fra Marseille. Samtalen handlede om landsholdskollegaen Mathieu Valbuena og en sexoptagelse på video. ’Benz’ ville gerne agere mellemmand. ’Bare lad mig tale med Mathieu,’ som han sagde.

Dave Winter

11. november 2017

Faktisk har Karim Benzema ikke været med siden 2015. Den 30. august i år, lige inden kvalifikationskampene mod Holland og Luxembourg, blev landstræner Didier Deschamps bedt om at forklare, hvorfor Real Madrid-angriberen endnu engang var blevet fravalgt.

Primært for ikke at skabe uro i truppens harmoni, svarede Deschamps og uddybede til Le Parisien:

»Det var bestemt ikke en nem beslutning for mig. Jeg forsvarede spilleren meget både før og under retssagen, fordi det syntes at være den logiske ting at gøre.«

Officielt er Benzema ekskluderet på grund af en afpresningssag, hvor den 29-årige angriber angiveligt skulle have manipuleret landsholdskammeraten Mathieu Valbuena til at betale en stor sum penge for at slippe for frigivelsen af en sexvideo.

Er Deschamps racist?

»Du er en hykler,« sagde den tidligere Manchester United-forward, Eric Cantona, om den franske ekspremierminister Manuel Valls’ forsøg på at påvirke Didier Deschamps til at udelade nøglespillere fra landsholdstruppen ved EM 2016. Det var især polemikken om Benzema, men også Paris Saint-Germain-spilleren Hatem Ben Arfa, som fik den temperamentsfulde Cantonas pis i kog.

»Benzema er en stor spiller. Ben Arfa er en stor spiller,« udtalte Cantona til The Guardian.

»Men tag nu Deschamps. Han har et rigtigt fransk navn. Måske er han den eneste i Frankrig, som har et ægte fransk navn. Der er intet blandet blod i hans familie, ligesom mormonerne i Amerika.«

Er Deschamps så racist? ville intervieweren vide.

»Benzema og Ben Arfa har nordafrikanske rødder. Så debatten er åben,« svarede Cantona.

En journalist fra den spanske fodboldavis Marca spurgte i juni 2016 Benzema, om eksklusionen af ham skyldtes et pres udefra.

»Nej, det tror jeg ikke. Men Deschamps er mærket af presset fra en racistisk del af Frankrig. Man skal vide, at i Frankrig kom et ekstremistisk parti til anden runde ved de seneste to valg. Jeg ved ikke, om det udelukkende er Deschamps’ afgørelse, for jeg har haft det godt med ham. Også med præsidenten for fodboldforbundet. Ja, med alle. Jeg har ikke et problem med nogen.«

Og så blev det alvor:

»Alligevel forsøger man at sælge historier om, at jeg er en person, som skaber problemer, at jeg opfinder sladder og aldrig er tilfreds. Det er løgn. Jeg har mere end 40 millioner fans på de sociale medier, og man siger, at folk ikke kan lide mig. Det er latterligt. Der har været meget pres, helt sikkert, men det skyldes også visse journalister, som har bragt ting i tv, som ikke er rigtige,« sagde Benzema.

Alle kindkyssede

Generation black-blanc-beur – de sorte, de hvide og araberne – blev det franske landshold kaldt i det elektriske kølvand på VM-triumfen i 1998. Jo mere fremmedartede Les Bleus’ spillere så ud, desto bedre.

Zinedine Zidane, berberen fra Marseille, var folkehelt, og holdet var symbolet på en progressiv inklusionspolitik. Youri Djorkaeff var næsten armenier. Lilian Thuram var født i Pointe-à-Pitre på den caribiske ø Guadeloupe. Bixente Lizarazu var fra Baskerlandet. Patrick Vieira blev født i Senegal.

Og Zidane, som alle franske frøkener og fruer lige pludselig ville kysse med, voksede op i La Castellane, den narkobefængte bydel i Marseille, sammen med sine algierske forældre og søskende. Forfatteren Philippe Sollers krævede Zidane som statsminister, og filosoffen Pascal Boniface talte om »den nye oplysning« i Frankrig.

Eneste mistroiske stemme var Front Nationals Jean-Marie Le Pen, som betvivlede den fædrelandske loyalitet. Men folket var enige. Le Pen var en narrøv, og Zidane havde store, dejlige fødder og et halvskaldet hoved, der kunne knalde kasser i buret. Med Zidane blev Algier-krigens fantasme fra 50’erne og 60’erne definitivt skudt i smadder. I vandt krigen, kunne Frankrig sige om Algeriet, men vi vandt VM. Alle klappede og kindkyssede, men det var selvfølgelig også den endegyldige sejr til nationalismen: domesticeringen af den vilde araber.

Benzema synger ikke med

I dag er ’de sorte, de hvide og araberne’ faldet i unåde.

Uheldigvis for Karim Benzema lyttede politiet med, da han sludrede med en af sine anløbne, gamle venner fra Marseille. Samtalen handlede om landsholdskollegaen Mathieu Valbuena og en sexoptagelse på video. ’Benz’ ville gerne agere mellemmand.

»Bare lad mig tale med Mathieu,« som han sagde.

Så blev Benzema suspenderet fra Les Bleus og siden uomtvisteligt udelukket. I en artikel fra juni 2016 forsøgte Andrew Hussey fra The Guardian at få folkeånden og ’Benz-Gate’ op under neglene:

»Problemet med Benzema er, at han vil have berømmelsen ved at spille for Frankrig, men han ønsker overhovedet ikke at være fransk,« fortalte en fan ham på en café i Paris. Real Madrid-stjernen vil så gerne imponere sit hood fra forstæderne – les banlieues – med, hvor hård og sej han ser ud, og hvor antifransk han er.

»Og det er derfor, han ikke synger med på Marseillaisen. Vi er glade for, at han er ude af billedet,« nikkede cafégæsterne i kor.

Forpulet prettyboy

Problemerne i den franske fodboldlejr efter VM-sejren i 1998 er velbeskrevne. Spillere blev smidt af holdet, og trænere blev fyret. Men det skyldtes ikke racistiske polariseringer alene. Det handlede snarere om en desperat beskyttelse af machismoen.

Dybest set mente Nicolas Anelka, som blev strittet af mandskabet, da Frankrig spillede mod Mexico ved VM i Sydafrika 2010, at træneren, Raymond Domenech, var en ’slap bøsserøv’. Og da Franck Ribéry nægtede at aflevere bolden til Yoann Gourcuff, var det, fordi Gourcuff var en ’forpulet prettyboy’ – un beau gosse.

I folkemunde blev det skandaløse 2010-hold kaldt l’equipe racaille – lortemandskabet. Det var det ord, racaille, som Nicolas Sarcozy havde brugt til at beskrive de oprørske ungdomsbander fra 2005 og 2007, og den daværende franske sportsminister, Roselyne Bachelot, gik hele vejen: Anelka, Ribéry og alle de andre opførte sig som xenofobiske »caïds immatures«, umodne småkriminelle.

Blandt heltene fra ’98 voksede Lilian Thuram til en velformuleret racismebekæmper og tog offentligt afstand fra Sarkozy, som han beskyldte for at være alt for ensidig i sin stigmatisering af de franske immigranter. Zinedine Zidane fik en ikonisk karriere i Juventus og siden Real Madrid, hvor han nu er træner.

Dømt ude på forhånd

I Benzemas sted skal Atletico Madrid-forwarden Antoine Griezmann nu levere skytset på det franske landshold. Han er født i Mâcon, i Saône-et-Loire-regionen. Det tyskklingende efternavn skyldes rødderne fra Alsace.

Længere nede, på en midtbane, som i den grad har defineret fransk fodbold – fra Platini over Zidane til Ribéry – huserer Paul Pogba til gengæld. Han er fra de parisiske banlieues. Dér, hvor man ikke holder med det franske nationalmandskab, men derimod FC Barcelona, Atletico, Real Madrid og Juventus.

Det store held efter ’98 var netop, at fodbolden blev intellektuel og stueren, da Jacques Chirac blev fotoforeviget smilende, arm i arm med Zidane & co.

Zidane, berberen med balletbenene, blev tilsvarende venliggjort som den tavse franskmand med eksotiske aner. Men ufarliggørelsen af den vilde araber i form af opstadset multi-kulti var første skridt på vejen mod en kompakt nationalistisk front. Dengang var araberen hyggelig. I dag er han farlig. Måske er det derfor, Karim Benzema ikke synger med på Marseillaisen og hellere vil lege med gangsterrappere fra Marseille.

Han er dømt ude på forhånd.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu