Læsetid: 17 min.

Med bølgeenergi vil Ruth Bloom redde verden – og bevise, at hendes afdøde mand var genial

Rundt om i Danmark mener flere bølgeenergivirksomheder at have svaret på, hvordan vi skal høste havets vedvarende energi. Nogle er drevet af at knække koden, andre af at tjene penge. Og så er der Ruth Bloom, der gerne vil redde verden – og undervejs bevise, at hendes afdøde mand var genial
Ruth Bloom har gennem 12 år arbejdet på sit bølgeenergianlæg Crestwing – opfundet af hendes afdøde mand Henning Pilgaard. Nu er det hende, der er direktør og ansvarlig for at skaffe de millioner, der mangler for at få anlægget til søs.

Ruth Bloom har gennem 12 år arbejdet på sit bølgeenergianlæg Crestwing – opfundet af hendes afdøde mand Henning Pilgaard. Nu er det hende, der er direktør og ansvarlig for at skaffe de millioner, der mangler for at få anlægget til søs.

Cathrine Ertmann

11. november 2017

På havnen i Sæby trækker blæsten hen over butikken Fiskegrej & fritid, forbi to lystbåde trukket op på land, rammer et par hundeluftere og suser videre ud over havet.

»Det blæser altid i Nordjylland,« konstaterer Ruth Bloom, direktør i bølgeenergivirksomheden Crestwing, da hun krydser havnen.

Det grå hav slår ind mod molestenene med bløde bølgesprøjt – ingenting i forhold til søgangen længere ude i Kattegat, for slet ikke at tale om Nordsøen eller Atlanterhavet. Derude, hvor Ruth Bloom drømmer om, at hendes bølgeanlæg en dag kommer til at ligge og høste ren energi.

»Jorden har virkelig brug for bølgeenergi, hvis vi skal have omstillingen væk fra fossilt brændsel, stoppe klimaforandringerne og skabe beskæftigelse inden for det grønne område,« siger hun.

»Ingen har fundet nøglen endnu, men jeg mener selvfølgelig, at løsningen ligger lige her.«

Læs også

Ruth Bloom låser døren op ind til den tidligere fiskeindustrihal, hvor Crestwings prototype Tordenskiold ligger blokket op på træklodser: 65 ton gul- og brunmalet metal. Bortset fra lyden af måger, der skriger og tramper på loftsvinduerne, er her helt stille. Der er ingen på arbejde i dag.

Ruth Bloom er klædt i jeans og løs ternet skjorte, og det viltre, grå hår er samlet i en fletning ned ad nakken. Hun inspicerer nogle hængsler, som blev svejset på i går. Efter 12 års arbejde er bølgeanlægget næsten klar til at blive søsat.

Cathrine Ertmann

»Det er ikke produktionen af anlægget, der tager tid. Det er det at opfinde og teste det, som har taget så mange år. Nu mangler vi kun den allersidste finansiering,« siger hun.

Drømmen om at redde verden med bølgeenergi var et fælles projekt for Ruth Bloom og hendes mand, Henning Pilgaard. Han døde pludseligt for et år siden.

»Hvis ikke jeg gør arbejdet færdigt, er vores indsats spildt.«

Hendes ord runger lidt i det store, kolde rum.

Kapløbet

Crestwing er et af flere bølgeenergiprojekter i Danmark, som alle mener at have knækket koden til at udnytte den ressource, der dækker to tredjedele af kloden – havet – men som mangler de sidste, afgørende tests og midler.

Kapløbet om at finde modellen for, hvordan vi skal udnytte havets kræfter, foregår verden over.

»Inden for bølgeenergi har der ikke udkrystalliseret sig én unik måde at udnytte energien på, som inden for vindmøller. Man venter stadig på et kommercielt gennembrud for en bestemt udformning. Så der er stadig relativt frit slag på alle hylder,« siger Jens Peter Kofoed, lektor ved Aalborg Universitet og ekspert i bølgeenergi.

Men det er svært at sige, hvor gennembruddet kommer.

»En ting er teknikken, men det handler i høj grad også om, hvem der får held med finansiering,« siger Jens Peter Kofoed.

Champagne og tv-hold

Ideen om at omsætte bølgernes kæmpe kræfter til energi er langtfra ny. Henrik Pontoppidans unge ingeniør Lykke-Per havde i romanen af samme navn i 1898 en idé om, at jernbøjer skal »ligge og vugge derude i Brændingen og malke dem for deres Kraftindhold«. Som bekendt havde han svært ved at finde tilslutning til sin vision.

I 1980’erne opstod de første bølgeenergiprojekter i Danmark. I samme periode blev Bølgekraftforeningen etableret, og efter politisk pres op gennem 1990’erne, blev der i 1997 etableret et program under Energistyrelsen dedikeret til udvikling af bølgeenergi. Programmet løb de følgende fire år, hvor en lang række projekter blev testet, og flere af dem gik videre til mere detaljerede forsøg eksempelvis på Aalborg Universitet og på teststationen i Nissum Bredning, der blev etableret i samme periode.

I begyndelsen af 00’erne kom der så meget gang i branchen, at man ud over midler fra staten og EU også kunne tiltrække private investorer. Jens Peter Kofoed var nyuddannet og havde lavet afgangsprojekt om Wave Dragon, som på daværende tidspunkt var et af de bølgeenergianlæg, som var længst fremme. Der var både champagne og tv-hold på plads, da anlægget blev søsat i Aalborg Havn i 2003.

»Der var store forhåbninger. Det var det første flydende bølgeenergianlæg på verdensplan tilsluttet det offentlige elnet. Man vidste godt, at der var et stykke vej endnu, men man håbede, at man inden for en overskuelig fremtid kunne demonstrere i fuld skala,« siger Jens Peter Kofoed.

Bølgeenergi

  • To tredjedele af kloden er dækket af vand, og siden energikrisen i 1970’erne har flere lande, herunder Danmark, på forskellig vis arbejdet hen imod at finde en model til at udvinde energi af bølger.
  • Omkring et halvt hundrede forskellige bølgekraftmaskiner er blevet afprøvet og testet i Danmark gennem de seneste årtier.
  • Hvor store bølgerne bliver, afhænger af flere ting: vindens hastighed, varighed og den strækning, hvorover den blæser. Vanddybden kan også spille en væsentlig rolle.
  • Bølger beskrives normalt ved deres højde og længde. Højden er afstanden fra toppen til dalen, længden er afstanden mellem to ens punkter på bølgen. Dette kan for eksempel være afstanden fra en bølgetop til den næste. En anden væsentlig størrelse er bølgeperioden, der angiver, hvor lang tid der er imellem, at to ens punkter passerer det samme sted.
  • Den årlige middeleffekt i bølgerne er ikke den samme fra år til år, og i vinterhalvåret er bølgeeffekten cirka tre gange så høj som gennemsnittet i sommermånederne.

Kilde: Energicenter Danmark: ’Fakta om bølgeenergi – en bog og udnyttelse af bølgekraft’, 2002

Et andet projekt, som fik stor opmærksomhed, var Wavestar, der med blandt andet Danfoss-direktøren Jørgen Mads Clausen som privat investor nåede at lave storskalaforsøg ud for Hanstholm.

Investorerne trak sig dog fra projektet, og Wavestar lukkede ned for sine aktiviteter. Også Wave Dragons resultater udeblev. Trods stor opmærksomhed gik gassen af ballonen – også her trak investorerne sig. Det, nogle troede var det nye vindeventyr, endte i foreløbigt ingenting.

Og i dag har mange mistet troen og dermed også risikovilligheden,

Bølgeenergisektorens største udfordring er mangel på penge. For dels har de private investorer trukket sig, efter at de meget omtalte projekter ikke blev til noget. Og dels er de offentlige programmer, som tidligere finansierede udvikling af bølgekraft, blevet lukket. Blandt andet i forbindelse med, at regeringens skrottede PSO-midlerne sidste år.

Og de senere år har bølgeenergi skullet kæmpe om færre penge på lige vilkår med teknologier, som er langt tættere på et kommercielt gennembrud.

»Der er nogle projekter, som har potentiale og som efterhånden er klar til at demonstrere i stor skala, men som ikke kan komme videre, fordi det er blevet umådeligt meget sværere med finansieringen. Så der er en del frustration i branchen,« siger Jens Peter Kofoed.

»Det virker, som om man fra statens side hellere vil fokusere på at optimere vindenergisektoren end satse på at udvikle nye teknologier.«

En vinge på havet

På hallens gulv rundt om Crestwings anlæg ligger bunker af jernstænger, ledninger og et par gasflasker til et svejseanlæg. Ruth Bloom kravler op ad metalstigen til øvre dæk. Anlægget er konstrueret, så et mandskab kan lægge til og tilse og vedligeholde det. Ligesom et skib.

Hendes mand, Henning Pilgaard, var fiskersøn, fortæller hun.

»Men jeg er en landkrabbe. Jeg har ikke befundet mig ret meget på et skibsdæk.«

Fra anlæggets top er der udsigt til de to pontoner, som er forbundet af et bevægeligt midterstykke. ’Crest’ er det engelske ord for det sted, hvor bølgerne brydes, og tanken er, at Crestwing skal vippe op og ned på bølgerne som en vinge. Når en bølge løfter pontonerne op, bliver bølge og anlæg nærmest suget sammen, og når bølgen forlader anlægget igen, skaber den et sug under anlægget, som kan omsættes til energi, forklarer Ruth Bloom.

Hun går under dæk til anlæggets ’powertakeoff’ – den enhed, der skal sende bølgeenergien videre ind mod land. Hun taler om gear, kobling og generator og peger på et stort hul nederst i skroget, hvor der er gjort plads til en kegle med kraftig elastisk forankring. Forankringen skal fastgøres på havbunden i tre punkter, så anlægget kan dreje sig efter strømretningen. På den måde får Tordenskiold ikke problemer med bølgernes højde, uanset hvor vildt vejret måtte være.

Cathrine Ertmann

Flamingo og krydsfiner

Lige nu resterer der kun mellem fire og seks ugers arbejde. Elektroniksiden og elsystemet er ved at blive samlet og gjort klar. Det eneste, der mangler, er penge. Nærmere bestemt 1,7 million kroner til at komme ud på havet – til forankringen, styresystemet, til kranerne og slæbebådene.

»Men vi har indtil videre fået afslag fra Den Danske Maritime Fond, A. P. Møller Fonden og ENV Fonden. Selv om vi står med et anlæg, som er næsten klar til at søsætte,« siger Ruth Bloom, der også har forsøgt sig med crowdfunding.

Hvis anlægget bliver færdigt, skal to kraner løfte prototypen ned i havnebassinet, hvorefter slæbebåde skal trække den til Frederikshavn. Her skal den døbes af borgmesteren og til sidst lægges på plads ud for Strandby, hvor den skal testes de kommende to år.

Det var Ruth Blooms mand, som for 12 år siden fik ideen til bølgeenergianlægget. Oprindeligt var Henning Pilgaard uddannet maskiningeniør, men allerede i løbet af sin studietid i 1970’erne blev han interesseret i vedvarende energi. Senere arbejdede han i forskellige miljøprojekter blandt andet på Nordvestjysk Folkecenter for vedvarende energi, hvor han mødte den 15 år yngre klejnsmed Ruth Bloom i 1988.

De var sammen i 28 år og var begge optaget af miljøsagen og forsøgte at leve efter deres overbevisning: De flyttede til Fyn i et stråtækt hus, som de ombyggede med genanvendelige materialer, installerede muldtoilet og dyrkede økologiske grøntsager.

Henning Pilgaard var gået på efterløn, da han en dag kaldte Ruth Bloom ud i garagen for at vise hende en model af flamingo og krydsfiner, han havde lavet. En helt ny måde at tænke bølgeenergi på. Ægteparret søgte om støtte til at teste ideen på testcentret på Aalborg Universitet i 2008. Resultaterne var lovende, de fik mere støtte, og de næste otte år handlede deres liv ikke om andet.

Men i begyndelsen af september sidste år fik Henning Pilgaard hjertestop i den lokale Kiwi-butik i Ullerslev. Han blev genoplivet med hjertemassage og indlagt i Odense, men selv om lægerne fik stabiliseret ham, var hans hjerte meget forkalket. Fem dage efter, om natten den 8. september 2016, døde han, 72 år gammel.

14 dage efter flyttede Ruth Bloom til Frederikshavn i en lejet bolig for at færdiggøre parrets livsværk.

»Jeg havde bare én ting i hovedet: at projektet skulle fortsættes,« siger hun.

Indtil videre har Crestwing kostet 16 millioner kroner – 10 millioner fra det offentlige og seks millioner ud af ægteparrets egen lomme. Crestwing nåede at modtage offentlig støtte i ni år, inden midlerne blev lukket ned, og ved årsskiftet udløber bevillingen. Ruth Bloom har søgt om ekstrabevilling, men fået afslag. Hvis ikke, havde Crestwing været på vej ud på havet, fortæller hun.

Fra førertrøje til baghjul

For 15 år siden var Danmark et af de lande, der var længst fremme med udviklingen af bølgeenergi. Men en række europæiske lande – blandt andre Storbritannien, Skotland, Irland, Frankrig og Spanien – har de senere år valgt at investere massivt i området. I USA er interessen også stor. Her er man blandt andet ved at bygge et testcenter i Oregon til 40 millioner dollar.

»Mange lande ude i verden har langt mere energi i havene, og flere steder har de bedre mulighed for at teste, bedre nettilslutning og bedre afregning for den strøm, de producerer. På globalt plan er det noget, alle gerne vil være med i, fordi det kan give udvikling og arbejdspladser. Det er skideærgerligt at Danmark har haft førertrøjen på, men måske forpasser muligheden, mens udlandet finder nålen i høstakken. Bare fordi der mangler finansiering,« siger Christian Nereus Grant.

Han er formand for græsrodsorganisationen Bølgekraftforeningen og har arbejdet med bølgeenergi siden 2007. Da han for ti år siden skulle omskoles midt i livet efter i mange år at have arbejdet med fiskeopdræt, ville han gerne lave noget med mere indhold:

»Og jeg tænkte, at inden for udviklingen af vedvarende energi og klimaspørgsmål kunne jeg gøre en forskel.«

Christian Nereus Grant blev uddannet teknisk designer og arbejdede først for det meget omtalte bølgeenergiprojekt Wavestar. Men han blev opsagt, da projektet lukkede ned. I dag arbejder han på Danish Wave Energy Center, hvor man kan teste udstyr i forhold til bølgeenergi.

»Det er, som om man fra politisk side tænker, at det går så godt med vindkraft, at man ikke behøver at gøre mere. Men vind og bølger skal supplere hinanden. For bølger kan noget, som vinden ikke kan. Måske kan havvindmøller og bølgeenergianlæg endda på sigt deles om både udgifter til vedligeholdelse og kabler ind til land,« siger han.

En af årsagerne til de mange forskellige bud på koncepter er, at der er mange flere parametre i bølgeenergi end i vindenergi – eksempelvis placering i forhold til vanddybde og bølgehøjde. Og bølgeenergien er også forholdsvis omkostningstung at udvikle og teste, fordi anlæggene skal installeres og vedligeholdes ude på havet. Og hvor man kan slukke for en mølle, hvis det blæser for meget, er det anderledes kompliceret, når stormen rammer på havet, hvor vandets massefylde er tusind gange større end i luften. Så man er nødt til at have en mekanisme, der kan bremse eller beskytte anlægget, forklarer Christian Nereus Grant.

»Det kan eksempelvis være, at anlægget skal kunne synke ned i havet og gemme sig som en ubåd, eller som minimum være i stand til at ride stormen af i overfladen.«

Cathrine Ertmann

Forretningsmanden blev opfinder

Udover Ruth Blooms Crestwing spås andre igangværende projekter gode muligheder. Blandt andet Floating Power Plants, der kombinerer vindenergi med bølgeudvinding, og som netop nu bliver testet i Skotland. Firmaet Wavepiston tester ud for Hanstholm. Resen Waves forventes afprøvet næste år. Og så er der Weptos, som i august søsatte et mindre anlæg i Lillebælt.

Direktør Tommy Larsen er oprindeligt uddannet ingeniør, og fra 1991 til 2005 var han direktør i sin egen designvirksomhed, som eksporterede blandt andet lysestager og CD-holdere til 50 lande. Men han mistede motivationen og solgte virksomheden i 2005 for »en ret stor check«, som han siger.

»Jeg havde lyst til noget andet end at drikke fadøl klokken 11 om formiddagen i en golfklub, som andre måske ville forfalde til i den situation. Men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle kaste mig over,« siger Tommy Larsen.

I 2007 købte han en stor sejlbåd, som skulle bruge meget strøm, hvilket fik ham til at tænke over, om man ikke kunne udnytte bådens vægt og masse til at høste energi fra vandet omkring den. Han googlede ’bølgeenergi’ – et emne, han aldrig nogensinde før havde interesseret sig for, men han blev totalt opslugt, fik en idé og tegnede de første skitser til et anlæg i 2007.

»Inden for bølgeenergi findes der et væld af metoder, men mange projekter er kuldsejlet, fordi de er blevet slået til pindebrænde eller har revet sig løs, når det er gået for hedt for sig ude på havet,« siger Tommy Larsen.

Hans far var kaptajn, og han er vokset op med sejlbåde og skibsfart.

»Jeg kan huske som dreng, at når vi blev fanget i stormvejr, så sejlede vi stævnen op mod bølgerne for at gøre skibet så smalt som muligt. Det gav mig ideen til at angribe bølgerne med en vinkel,« siger Tommy Larsen.

Weptos anlæg er vinkelformet og kan reguleres alt efter bølgernes størrelse. På hver vinkel er der monteret flere, mindre individuelle bølgeudvindere. Da prototypen for første gang blev testet i et bølgebassin i 2009, lå effektiviteten langt over, hvad man før havde set på testcentret, fortæller Tommy Larsen

»Modellen fangede over 80 procent af den energi, man kan høste af bølgerne. Det var helt utroligt at se. Det tændte mig helt op, og fra det øjeblik var jeg ikke i tvivl om, at det var vejen at gå,« siger han.

Ud over at patentere sin idé har Tommy Larsen siden arbejdet på at løse blandt andet udfordringer omkring design, forankring, kraftoverførsel og ikke mindst, hvordan man kan udvikle en konkurrencedygtig produktion.

»Enhver skoleelev kan lave bølgeenergi med en flamingokasse, men det nytter ikke noget, hvis en kilowatt-time kommer til at koste 25 kroner,« som han siger.

Indtil videre har han brugt 50 millioner kroner på projektet. Penge, forretningsmanden forventer en dag vil komme ind igen.

»Vedvarende energi er da en ædel sag, som har stor betydning for os alle sammen. Men jeg må være ærlig og sige, at det, der har drevet mig fra begyndelsen, er, at jeg kunne se løsninger, hvor andre var gået galt i byen.«

Skilt undervejs

Men som for alle andre i branchen handler det for Weptos og Tommy Larsen nu om at skaffe investorer. For trods sin personlige formue kan han ikke finansiere det hele selv.

»Jeg mener, at jeg står med et muligt svar på, hvad bølgeenergi kan munde ud i kommercielt på verdensplan. Men der er brug for 300-400 millioner kroner til at tage projektet op i industrialiseringsskala,« siger Tommy Larsen.

At det er svært, skyldes ikke mindst de mange, meget omtalte projekter for ti år siden, som ikke blev til noget, mener han:

»Det har fået folk med udsyn og risikovillighed til at trække følehornene til sig. Jeg står og skal sælge billetter til den 13. flyvning over Atlanten, efter at de 12 andre er styrtet ned.«

Tommy Larsen er 56 år, og udover at have brugt mange af sine penge på projektet, er han også blevet skilt undervejs.

»Sådan et projekt påvirker jo alt i ens liv. Jeg har brugt min formue, og de ti bedste år af mit erhvervsliv på det her, og jeg vil gerne nå i mål uden at skulle leve af havregryn resten af mit liv,« siger han.

Tommy Larsen håber på at få finansieret produktionen af sit anlæg i Danmark, selv om han vurderer, at han kunne finde investorer meget lettere, hvis han eksempelvis flyttede til USA.

»Men hallo! Jeg kommer altså fra Jylland. Svenskerne har Volvo, Tyskland har Mercedes, og jeg synes, vi skal have Weptos.«

Cathrine Ertmann

En gammel dame med rollator

Mange af dem, der har kastet sig over at udvikle bølgeenergi er Ole Opfinder-typer, forklarer Christian Nereus Grant, formanden for Bølgekraftforeningen.

»Det er ofte højt begavede mennesker, som måske også er lidt eventyrlystne. Den type mennesker, som verdenshistorien senere har trukket frem, fordi de kunne se noget, ingen andre kunne,« siger han.

Nogle er miljøaktivister som Henning Pilgaard og Ruth Bloom. Andre er optagede af at knække den tekniske kode. Og så er der forretningsfolkene. Uanset motivationen er flere af de danske udviklere, som eksempelvis Crestwing og Weptos, nået til det sted med deres projekter, hvor det bliver rigtigt dyrt, når der skal bygges og testes anlæg i fuld skala.

»De har allerede brugt både familiens og egne private midler, og der er ikke offentlig støtte at hente, så der mangler penge i kassen. Det er ubetydelige summer set i det store billede, men for dem, der sidder midt i det, ville pengene være en uvurderlig håndsrækning,« siger han og tilføjer, at

Politikerne må vågne op, mener Christian Nereus Grant.

»Dem, der bestemmer kursen, snorksover. Måske, fordi der ikke er stemmer i det. Det går jo lige så trægt som en gammel dame med rollator. Det kunne gå meget hurtigere, hvis der var fokus og midler,« siger han.

»For 40-50 år siden var der ikke nogen, der troede på vind, men den skepsis er forstummet. Vandet er vinden om igen – det tager bare længere tid.«

Fantast eller genial?

Ruth Bloom har lejet sig ind på Kattegat Kontorhotel i en gammel silo på havnen i Frederikshavn. Herfra har hun udsigt over havet og de skibe, der lægger til. På væggen hænger et kort over Kattegat, som Henning Pilgaard købte for at kunne finde den rigtige placering til anlægget og samtidig tage hensyn til både skibsruter, fredede områder og fiskerne. Efter diskussioner med sidstnævnte endte det med et sted over et gammelt vrag ved Hirsholmene, hvor kutterne alligevel ikke trawler.

Som skærmbillede har Ruth Bloom naturligvis en animation af Crestwing, der hviler på bølgerne. Hun har tegnet alle 3D-modellerne af Tordenskiold og klikker rundt og viser, hvordan de dele, der endnu ikke er på plads, kommer til at se ud.

»Se, her er den drejeskive, jeg fortalte om.«

Udover de midler, hun aktuelt mangler til at få anlægget ud på havet, handler det også om at tiltrække investorer til produktionen på længere sigt.

»Men jeg kan ikke forestille mig andet end, at der kan skaffes penge til den del. Når først man fanger det her, kommer det til at gå stærkt,« siger Ruth Bloom, der dog ikke regner med, at Crestwing i fremtiden kommer til at stå for hele verdens bølgeenergiudvinding.

»Jeg kan nok ikke forhindre andre i at bruge samme metode. Og det ville heller ikke være etisk rigtigt, hvis bølgeenergi skal hjælpe verden væk fra fossilt brændstof. Det er jo det, som er målet.«

Men laver man det system, alle kommer til at bruge, har man potentielt det nye Vestas, mener hun.

»Og udviklingen af vedvarende energi er drevet af den samme kræft som i mange andre brancher: profit. Pengene har aldrig interesseret Henning og mig. Vi har hele tiden forestillet os en forretningsmetode, hvor overskuddet går tilbage til investeringer i grøn omstilling,« siger Ruth Bloom, der også vil have, at produktionen skal være bæredygtig med fokus på ordentlige arbejdsforhold.

På sin computer har hun også billeder af Henning Pilgaard til hans 70-årsfødselsdag for tre år siden. Kagen i flere etager var bygget op af blå bølger med en sukkermodel af et Crestwing-anlæg på toppen. Selv om Henning ikke er her mere, lever han på en måde med hende hele tiden.

»Fordi jeg arbejder i det, vi har skabt sammen. Jeg udfylder papirer i hans navn, og mange af de ord, jeg siger, er hans ord. Jeg siger dem, fordi jeg har fået dem fortalt så mange gange.«

I begyndelsen var det tungt at skulle finde rundt i alle hans ting.

»Og jeg manglede ham til at svare på: ’Hvordan gør jeg det?’ Både i metafysisk forstand, men også helt konkret.«

Det seneste år har Ruth Bloom knoklet mere eller mindre hele tiden i alle sine vågne timer, og hun er ved anlægget stort set hver dag.

»Jeg kan ikke andet. Henning og jeg havde arbejdet på det i 12 år, og alt andet ville være meningsløst. Det er en sag, der er vigtig både i det store billede for verden og i vores lille mikrokosmos: familien.«

Sammen har ægteparret i alt syv sammenbragte børn, syv børnebørn og to oldebørn. De har også lidt afsavn på grund af Henning Pilgaards engagement i at redde kloden, siger Ruth Bloom.

»Han har altid haft hovedet i et andet luftlag. Så det er vigtigt, at det lykkes, så vi kan få svar på: Var han fantast eller genial?«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Bruhn Andersen
  • Erik Karlsen
  • Flemming Berger
  • Leo Nygaard
  • Randi Christiansen
  • Bruger 264775
  • Ervin Lazar
  • Eva Schwanenflügel
Torben Bruhn Andersen, Erik Karlsen, Flemming Berger, Leo Nygaard, Randi Christiansen, Bruger 264775, Ervin Lazar og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Henrik Pontoppidans Lykke-Per havde i romanen af samme navn i 1898 en idé om, at jernbøjer skal »ligge og vugge derude i Brændingen og malke dem for deres Kraftindhold.

Javist, han havde også en ide om at skabe en havn, der kunne binde Vestjylland sammen med England. Den blev dog til noget: Esbjerg.

Pontoppidans tanker flugtede tidens kunst og tro på fremtiden, fx. verdensudstillingen i Paris, hvor Eiffeltårnet blev præsenteret, For kunstnere i perioden 'La Belle Époque' lå fremtiden lys og åben, men desværre kom Første Verdenskrig imellem.

Udviklingen af vedvarende energi blev også sat tilbage af Anden Verdenskrig.
Først efter ungdomsoprøret kom det igang.
Tak til det.

Flemming Berger, Randi Christiansen, Ervin Lazar, Kim Houmøller, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Man kunne ombygge olieplatformene til platforme for bølgeenergi.
I Holland findes stor pumper, som flytter vand. Måske tænke omvendt - lade vandbevægelsen flytte pumpen. Monteres under platformene, hvis vægt udgør kontraenergien - om nødvendigt suppleret med forankring i havbunden. Blæsten flytter som bekendt vandet op og ned.
Bare en tanke - med hilsen til Ruth Bloom !

Søren Kristensen

Man kunne også lave et rør, et meget stort rør, med en stationær beliggenhed under vand, evt. koblet sammen med en boreplatform. hvorefter man kan kontrollere og udnytte alt hvad der foregår i røret. Herunder samle energi fra vandmasser der flytter sig gennem eller frem og tilbage i røret. Også bare en tanke, et skud fra hoften.