Læsetid 2 min.

Brevkassen: Er sexchat utroskab?

Brevkassen er overtaget af finner. Læs, hvad de mener om læsernes dilemmaer
2. december 2017

Mand, 38

Nogle gange, når min kæreste sover, går jeg på nettet og sexchatter – eller forsøger at sexchatte – med kvinder og enkelte gange også mænd. Nogle gange også med webcam. Vi mødes aldrig i virkeligheden.

Er jeg min kæreste utro?

Svar I:

Det er du formentlig. Som ung ville jeg måske have spurgt en præst og ville så have fået svaret: Ja, det er du helt sikkert.

Som teoretisk skolet person må jeg være kompetent nok til at forholde mig rationelt til dit spørgsmål. Med den begrænsede viden, jeg har, kan mit svar dog kun være en sandsynlighedsvurdering.

Dine private fantasier kunne man kalde ’teoretiske’. Et fysisk samleje derimod er ’fuldbyrdet virkelighed’. Erotisk chat ligger et eller andet sted midt imellem, vi kunne kalde det ’simulation’.

Juha Merikoski

Født 1964, Jyväskylä.

Teoretisk fysiker, ikke praktisk.

Praktiserende skeptiker, ikke prædikant.

På webcam får man ansigtskontakt, og så bliver det straks mere personligt. Hvis det kun er resten af kroppen, der bliver vist frem, bliver det straks mindre personligt, mere teoretisk og mindre bedragerisk.

Måske synes du mine argumenter lyder forvirrende, selvmodsigende og irrelevante. Det er de måske også. I dit tilfælde vil et udtømmende svar i sidste ende kun bero på, hvad du selv føler ved det, du gør. Og mere afgørende: hvad din kæreste kunne tænkes at føle ved det. Og hvilke grunde, hun kunne have til at føle sådan.

– Juha Merikoski

Svar II:

Ja, det setup må efter min mening regnes for utroskab. En af de største skuffelser, vi kan opleve i vores følelsesliv, er at blive bedraget af vores kærlighedspartner. Det er krænkende, fordi det implicerer, at man som partner ikke er god nok, ikke slår til og ikke er værdifuld nok.

I værste fald sætter du hele parforholdet på spil – hele den historie, som er jeres fælles historie, risikerer at miste sin betydning. 

Sanna Nykänen

Født 1989, Helsinki.

Masterstudent i Global Health.

Mit motto er: Lær at elske, og elsk at leve.

Hvis du bedrager din partner, hvem kan da fortænke hende i at tro, at ingen af de følelser, du har givet udtryk for over for hende, nogensinde var helt sande?

Det kan godt være, at du ikke begår fysisk utroskab, at det kun er onlinechat med mennesker, du måske aldrig møder igen, men det er mindre væsentligt i sammenhængen. Det er det også, hvis de er af samme køn som dig.

Grundlæggende forbryder du dig imod en afgørende tillidsnorm i et forpligtende kærlighedsforhold: At man ikke gør den slags ting bag hinandens ryg. Jeg vil råde dig til at tænke dybere over dine forventninger til jeres forhold. Prøv også at forestille dig, hvordan du ville have det med, at rollerne var byttet om. Endelig kan du google ’polyamourøs’ og læse op på lektien – måske er det mere dig.

– Sanna Nykänen

Brevkassen

Et spørgsmål – to svar.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Finland fylder 100

Vores finske naboer har korsflag og velfærdsstat og er verdens frieste land, men vi danskere ved nærmest intet om Finland. Nu, hvor landet fejrer 100 års selvstændighed, gør vi noget ved det. Vi markerer fejringen ved at bruge hele Moderne Tider til at fortælle historier om og fra Finland – om hvordan et fattigt folk har skabt en rig kultur og en velstående nation.

Andre artikler i dette tillæg

  • Dengang finnerne indgik en aftale med Djævelen

    2. december 2017
    Romanklassikeren ’Den ukendte soldat’ om Finlands kamp mod Sovjetunionen i 1941-44 er blevet filmatiseret tre gange med 30 års mellemrum. Senest med det største finske filmbudget til dato og en melankolsk krigsskildring, der virkelig bringer sit publikum tæt på krigens rædsler og på soldaterne fanget midt i dem
  • I familiens blodspor

    2. december 2017
    Når min finske familie fortæller historier, ender de som regel med, at nogen dør en skrækkelig død og bliver myrdet med en skovl eller sådan noget. Jeg tog med min far tilbage til det hus i Midtfinland, hvor alle historierne kommer fra
  • Edith Södergran var den første og indtil videre eneste kvindelige digter, der alene revolutionerede digtningen

    2. december 2017
    Den moderne skandinaviske poesi kom til verden i kølvandet på den russiske revolution og den finske borgerkrig. Den allerførste af den nye generation af digtere var Edith Södergran
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Rikke Nielsen

Ja, enig i at du er utro. Siden du spørger, ved du det nok også inderst inde.

Du forbryder dig mod den tillid, du og din kæreste har med hinanden.
Hvis du ikke var i din kærestes liv, ville hun måske også sidde og sexchatte, men af respekt for dig, gør hun det ikke.

Tænker at du skal tage jeres forhold op til revision. Måske er dit sexchatteri et symptom på noget andet.

Brugerbillede for Tino Rozzo

Sexchat forekommer mig lige så uskyldigt som at onanere til et pornoblad.
Det er en fantasi-boble, men går ind i og - for det meste efter ret kort tid - går ud af igen.
Det er løsrevet fra alle andre relationer, og kan derfor ikke betegnes som utroskab.

Brugerbillede for Johnny Winther Ronnenberg
Johnny Winther Ronnenberg

Selv om jeg er med tap så anser jeg det også for utroskab. Enten står man ved sit forhold eller også gør man ikke.

Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

At skjule dele af sit sexliv for sin livspartner er utroskab. Måske er det ok med hende måske ikke. Hvordan kan du vide det, hvis du ikke deler det med hende? Ellers må du fortælle hende, at I deler et uforpligtende forhold, hvor det eneste, I ikke byder hinanden, er kønssygdomme.

Brugerbillede for Morten Balling

Det vel ikke så meget et spørgsmål om utroskab eller ej. Prøv i stedet med det som kaldes Den Gyldne Regel:

"Det er ok at gøre noget, hvis du også synes det er ok at alle andre gør det."

Hvis du synes det er ok at din kæreste sexchatter med andre mænd over et webcam, så er det også ok at du gør det, men det kan jo godt være din kæreste ikke ser det på samme måde, eller frem for alt at hun ikke ønsker at sexchatte med andre end dig.

Måske var det noget i skulle snakke om.