Læsetid: 6 min.

Bundesligaens hellige ko

I Hannover 96 er fans og bestyrelse havnet i en konflikt, der udstiller en grundlæggende ideologisk kamp i moderne fodbold: lokalt forankret identitetsfællesskab vs. galoperende business
Ved Bundesligaens premierekamp mod Schalke 04 opfordrede et banner Hannover 96’s klubpræsident, Martin Kind, til at gå af. ’Kind muss weg,’ stod der.

Ved Bundesligaens premierekamp mod Schalke 04 opfordrede et banner Hannover 96’s klubpræsident, Martin Kind, til at gå af. ’Kind muss weg,’ stod der.

Stuart Franklin

4. november 2017

De burde være glade i Hannover 96. Ti kampe, 18 point, 14 mål scoret, ni indkasseret og en fjerdeplads i Bundesligaen. Efter et år i 2. Bundesliga er André Breitenreiters mandskab vendt tilbage til Tysklands bedste række med større styrke end ventet. Senest blev det til en vanvittigt imponerende 4-2-sejr på hjemmebane over mesterskabsbejlerne Borussia Dortmund, der for få uger siden lå som ubesejret etter.

På længere sigt kommer Hannover næppe til at kæmpe med om placeringerne i den absolutte top, men den fortrinlige sæsonstart har for en tid gjort det af med frygten for en hurtig tilbagevenden til anden klasse.

Alligevel er stemningen trykket på HDI Arena. I premierekampen mod Schalke 04 opfordrede et banner klubpræsident Martin Kind til at gå af.

»Kind muss weg,« stod der med fede typer indrammet af to grønne felter på Nordkurven.

Og mod Hamburger SV i september forlod klubbens mest engagerede fans stadion før tid i protest. Mest aktive er Die Interessengemeinschaft Pro Verein 1896, som er det bedst organiserede talerør for supporterne. I september sendte de, med velsignelse fra i alt 90 Hannover-fangrupperinger, et åbent brev til Kind, hvor de bad ham svare på en række spørgsmål angående klubbens fremtid.

Sagens kerne peger tilbage på nogle helt grundlæggende strukturer i organiseringen af tysk fodbold. Hannover-fansenes utilfredshed skriver sig ind i en større ideologisk kamp, hvor de repræsenterer et traditionelt solidarisk, lokalt forankret og medlemsbåret fodbold-Tyskland, der disse år støder ind i sportens galoperende kapitalisme, hvor alt er blevet givet en pris.

Lovlig lovovertrædelse

Således udfordres i stigende grad den korte afstand mellem klub og fans, der er juridisk formuleret hos det tyske fodboldforbund (DFB) med den unikke 50+1-regel, som sikrer medlemmer i moderklubberne aktiemajoriteten. Nytænkningen kommer især fra den thailandsk-østrigske energidriksvirksomhed Red Bulls fodboldsatsning i Leipzig, hvor paragrafferne er blevet bøjet til ukendelighed.

Her er et medlemsskab ubetaleligt dyrt og kan afvises uden begrundelse. Derfor har klubben kun sytten medlemmer – flertallet selvfølgelig med direkte tilknytning til Red Bull-koncernen. Det er en slags lovlig lovovertrædelse.

Også i Bayer Leverkusen, VfL Wolfsburg og TSG Hoffenheim omgår man reglen. Men det er til gengæld med DFB’s gode vilje. Som et korrektiv til den oprindelige ordlyd indførte forbundet for få år siden, at 50+1-reglen ikke nødvendigvis indbefatter virksomheder eller enkeltpersoner, der har investeret i en klub i mere end tyve år. Og det er tilfældet i de tre klubber, hvor henholdsvis medicinalvirksomheden Bayer, bilfabrikken Volkswagen og softwareentreprenøren Dietmar Hopp er mere og andet end mæcener med skyklapper.

Fællesskab eller forretning

Det er i lyset af netop denne ekstra bestemmelse, at man skal forstå Hannover-fansenes øjeblikkelige frustrationer. I september rundede Martin Kind nemlig tyve år i klubben, og derfor venter han i disse måneder på godkendelse fra DFB til at gå nye, kommercielle veje.

Planerne, der allerede er godkendt af Hannovers bestyrelse, er kulminationen på en stædig kritik, den 73-årige forretningsmand har ført gennem to årtier.

»Hvis vi ikke bevæger os fremad, sakker vi bagud. I den nuværende situation er det fuldstændig urealistisk, at vi kan tage det næste skridt og kvalificere os til de europæiske turneringer. Jeg vil tage Hannover til toppen, men det er umuligt uden investorer,« sagde han allerede for ti år siden.

Kind er dog udmærket klar over, at han er oppe imod stærke følelser. For at imødekomme sine kritikere har han blandt andet fremlagt planer om en årlig donation på 750.000 euro til lokal amatørsport, ligesom han pure har afvist at ville sælge klubben til en udenlandsk storinvestor.

Det overbeviser dog næppe modstanderne. Den politiske bevidsthed er høj blandt tyske fodboldfans, og selv om flere grupperinger fra den yderste højrefløj er rykket ind på tribunerne de seneste år, stammer store dele af det tyske fanmiljø fra den antikapitalistiske, antifascistiske venstrefløj.

For dem er spørgsmålet om 50+1-reglen først og fremmest af principiel politisk karakter.

Fast inventar

Anderledes forholder det sig med flere af de Hannover-fans, der ikke står på HDI Arenas Nordkurve. Mod Schalke 04 blev Kind-banneret mødt af »Ultras raus«-råb fra dele af stadion. Det betyder næppe, at de er på Kinds side, for der er nemlig også dem, der placerer sig et sted i midten af de skarpt optrukne fronter. Dem, der bare vil se fodbold.

»Alle har ret til en mening. Det har jeg intet imod. Men jeg bryder mig ikke om, at det skal gå ud over spillerne,« sagde træner André Breitenreiter til det tyske fodboldmagasin Kicker tidligere på sæsonen i et forsøg på at lægge en dæmper på kontroversen.

I sportslig forstand er kritikken af Kind bestemt også paradoksal. Da han kom til i 1997, lå Hannover i den fjerdebedste række, Regionalliga Nord, og var med Kinds egne ord »et lortehold, der ikke havde præsteret noget i mere end 100 år«.

Siden har klubben spillet fjorten sæsoner i Bundesligaen, og både i 2011 og 2012 kvalificerede den sig til Europa League. Det første af årene nåede Hannover 96 endda helt til kvartfinalen, inden de senere vindere af turneringen, Atlético Madrid, vandt to tætte kampe med samlet 4-2.

Dertil kommer et nybygget, trestjernet talentakademi til en værdi af 18 millioner euro samt en totalrenovation af hjemmebanen. Nedrykningen i 2016 ændrer ikke på, at Hannover i dag regnes for at være fast inventar blandt Tysklands bedste.

’Kind Jong-un’

Meget af det er så absolut Kinds fortjeneste, men konflikten i Hannover er netop en påmindelse om, at der for mange fodboldfans er mere ved sporten end spillet på banen. På den måde fremstår hele spørgsmålet om 50+1-reglen dobbelttydigt: Det er ikke kun historien om fodboldsporten som en ærkekapitalistisk business – det er også historien om, hvordan tysk fodbolds rødder stadig spirer blandt mange fans på tværs af klubber.

Pro Verein 1896 står således ikke alene. I slutningen af oktober viste Augsburg-supportere deres sympati med en række bannere. I den mere kuriøse afdeling blev Hannover-bossen karikaturtegnet som ingen ringere end den nordkoreanske leder, Kim Jong-un. »Kind Jong-un« stod der over tegningen bag det mål, hvor Niclas Füllkrug scorede to gange i anden halvleg og sikrede Hannover en 2-1-sejr. Også i sidste uges kamp havde Dortmund-fansene et klart budskab: »Kind not welcome« sagde banneret på det sort-gule udebaneafsnit.

At pengene i sidste ende sejrer, er de færreste imidlertid i tvivl om. De fleste forventer, at det kun er et spørgsmål om tid, før 50+1-reglen bliver ophævet. Som sportschefen i Eintracht Frankfurt, Fredi Bobic, har sagt: »Vi er lidt bagefter, men før eller senere slagter vi den hellige ko.«

Og han bliver bakket op af adskillige kolleger.

Ingen er så offensive som Kind og RB Leipzig, men generelt er opfattelsen, at sporten vil fortsætte med at bevæge sig i kommercialismens retning. Til den tidligere høreapparatsproducent Martin Kinds forsvar kan man altså indskyde, at han sådan set bare handler efter tidens præmisser. Om man ønsker det eller ej, vil det i europæisk fodbold anno 2017 meget ofte være ét skridt frem og to tilbage, hvis man ikke har den nødvendige økonomiske ballast, og i mange tilfælde viser tilegnelsen af en sådan sig svær at forene med udbredte fanønsker om identifikation, lokal forankring og social bevidsthed.

Det er det problem, Kind står over for i Hannover. Eller det vil sige: Han anskuer det formentlig ikke sådan. For ham er fansenes øjeblikkelige protester næppe meget mere end en mindre ujævnhed på den vej, det har taget ham tyve år at asfaltere, og som han nu er ved at være klar til at køre ud i verden på.

Når koens blod flyder, vil man for alvor kunne sige, at tysk fodbold har gjort op med sit udgangspunkt, og at en ny æra er indstiftet. Men i Bundesligaen er mentalitetsforskellene mellem fans og ledelse generelt så store, at bruddet på sin vis allerede er sket.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu