Læsetid: 6 min.

Diktatoren og hans dæmoner

Zimbabwes tidligere præsident Robert Mugabe er død, 95 år gammel. I forbindelse med hans afsættelse i 2017 tegnede vi dette portræt af ham. Mugabes fald var en begivenhed på linje med Murens fald; ingen kunne forestille sig det ske. Hans karriere er historien om fattigdrengen, der sled sig til tops, befriede sit land og styrtede det i ulykke
Til at fastholde magten var Robert Mugabe succesfuld i enestående grad, og alt blev ofret med det formål for øje.

Til at fastholde magten var Robert Mugabe succesfuld i enestående grad, og alt blev ofret med det formål for øje.

Tsvangirayi Mukwazhi

25. november 2017

Han var en afrikansk diktator lige efter bogen. Skånselsløs over for enhver, der kom ham på tværs, kompromisløs i sin stræben efter magt. Han ville have ofret hele sit folk, hvis det blev nødvendigt, og ved slutningen af hans regime var en fjerdedel af det rejst til udlandet for at overleve. Resten er forarmet og forgældet.

Da hans befrielsesbevægelse, Zimbabwe African National Union – Patriotic Front, ZANU-PF, havde besejret det hvide, racistiske styre i Rhodesia, og Mugabe i 1980 havde vundet det første demokratiske valg, sagde nabolandets præsident, Samora Machel, til Mugabe, at han havde arvet »en juvel«, og bad ham passe godt på den.

Rhodesia var det mest industrialiserede land på kontinentet efter den sydafrikanske mastodont og havde et effektivt, eksportorienteret landbrug. Men ved Mugabes afgang er der færre arbejdspladser end ved selvstændigheden, industrien ruster, bønder lever af fødevarehjælp.

Alt blev ofret for det ene mål at fastholde magten. I så henseende var han enestående succesfuld. De færreste ville have kunnet afværge eksklusion fra IMF’s og Verdensbankens font af billige lån, interne oprør og dødbringende fraktionskampe og en voksende folkelig modvilje.

Del-og-hersk

Han vendte alle angreb til egen fordel, bl.a. ved at give ambitiøse løjtnanter privilegier til at plyndre landet, bare de holdt fælles fjender i skak. Da hvide farmere støttede en truende stærk opposition, blev deres økonomiske bidrag til samfundet ofret og farmene nationaliseret og fordelt til Mugabes støtter.

Han spillede del-og-hersk på mesterlig vis:

Hvor andre partiledere forsøger at dæmpe interne partikonflikter, pustede han til ilden i ZANU-PF, så selv hans nærmeste aldrig vidste sig sikre. Han var altid et træk foran fjenden. De vestlige stormagter opdagede for sent hans taktiske evner, og deres grovkornede angreb vendte han til panafrikansk forsvar mod »neokolonialismen«.

Han var intelligent. Under sine ti år i fængsel for agitation mod det hvide styre studerede han sig til bachelorgrader i økonomi, jura og administration. Da han i 1975 flygtede til Mozambique, havde hans fængslede kammerater i partiledelsen ganske vist valgt ham til deres øverste, men den egentlige magt voksede ud af geværløbene på befrielsesbevægelsens militære gren. Den havde i mere end ti år ført en selvmorderisk, stadig mere succesrig krig mod et indædt hvidt regime.

Med sine talegaver og taktiske evner lykkedes det civilisten at blive øverstkommanderende uden at have affyret et skud. Han afholdt sig personligt fra vold, han forstod at få folk til det grove. Det gav ham plads til at udvise stor, dybfølt omsorg, selv over for politiske modstandere – samtidig med, at hans gorillaer forfulgte dem nådesløst.

Barn af Europa

»Det begyndte ellers så godt,« plejer historien at fortælle om den bebrillede revolutionære i det skræddersyede Saville Row-jakkesæt. Folket elskede befrieren. Som nyvalgt præsident rakte han hånden ud til den overvundne fjende, og de hvide fik lov til at beholde deres mægtige farme og rige banker. Han reformerede resten af landbruget, så småbøndernes majsproduktion voksede og kunne brødfødte nabolande, han lod skoler bygge overalt, universiteter fulgte, zimbabwerne blev kontinentets bedst uddannede befolkning. Dét var en bedrift.

Men i revolutionen fulgte nissen med. Det magtfuldkomne hvide samfund med dets arrogance over for småfolk, som han voksede op i, og dets knægtelse af rettigheder og intolerance over for opposition levede videre i Mugabe.

Han overtog det hvide styres undtagelseslove og skærpede dem. For at udradere den interne, afrikanske opposition sendte han i 1983 hæren på en fire år langt terrorkampagne mod landets største etniske minoritet, ndebelerne, med mord, tortur og sult.

Emmerson Mnangagwa ankommer til sin indsættelsesceramoni i Harare i Zimbabwe. Han indsættes i dag som præsident, efter Robert Mugabe tirsdag opgav sit 37-årige styre.
Læs også

Den vestlige verden, der havde brug for en helt i det sydlige Afrika, lukkede beslutsomt øjnene og lod Mugabe forblive donor darling. Og dermed glemmer ’bogen om afrikanske diktatorer’ nok engang at fortælle, at også han var skabt og siden støttet af Europa og ikke mindst den arrogante, iskolde behandling, kolonialismen udsatte den afrikanske befolkning for i generationer.

Mugabes kynisme havde tilsyneladende ingen grænser: Han lod sig afbilde, mens han trøstede enken til manden, han havde ladet myrde. Han talte fred og forsoning, mens han beordrede mord og terror. Alt med et pokerfjæs. En hel nation rystede for ham, ministre krøb på gulvet de sidste meter før hans fødder. Hans terror gjorde ham urørlig.

Han var en ulasteligt klædt, kontrolleret sfinx i jakkens stive kropspanser. Men hvad var det dog med hans hænder? De flitrede hen over bordet, ofte måtte han beslutsomt lægge den ene hånd oven på den anden for at holde uroen i ave. Hvad var det dog, der kriblede så ukontrollabelt i hans indre?

Religiøs kulde

Det var ingen tilfældighed, at selveste ærkeenglen optræder i hans navn. Robert Gabriel Mugabe blev født af en ludfattig kvinde i en desperat egn. Forarmet af de hvides grådige jordrov var hun og resten af stammen forvist til en stenet, sandet, regnløs egn. Faderen stak af, og hun faldt i dyb depression. I den sydende hede kunne man kun resignere eller klynge sit håb til Gud.

Det sidste gjorde mor Bona med en intensitet, der nærmede sig det fanatiske, og drengen blev slæbt til messe hver dag, to gange om søndagen. Hun så sin søns frelse under vingerne af den lokale, hvide missionær, og fader O’Hea ikke bare lyttede, men fortalte hende, at sønnen var skabt til og ville blive noget stort, hvis han arbejdede hårdt.

Efter denne profeti forgudede hun barnet. Hun beskrives som en »kold, streng nonne«, hvis sparsomme varme var reserveret Jesus, hun havde ikke hjerte tilovers til børnene. Robert var et fysisk skvat, der blev mobbet og ikke turde slå igen.

På én gang forgudet og forsømt overlevede Robert på jernhård disciplin og tilflugt i bøgerne. I dobbeltheden mellem jævnaldrendes hån og morens dyrkelse lærte han sig drømmens flugt og magtens tålemod, når han ilede i sin mors eller en missionærs beskyttelse, råbende af sine plageånder, at han nok skulle vise dem!

Fik han indpodet hævnen som princip i sig allerede som barn? Tabte han også evnen til at forstå virkeligheden, som andre ser den? Nogle antyder, at den katolske fader pillede ved drengen, når de fjernt fra landsbyen tumlede sig i floden. Finder vi her et bidrag til hans intense homofobi?

Skamfuld underhund

Mugabe regerede i 37 år. Fra begyndelsen måtte han, der havde befriet sit land fra racismens åg, leve med aggressionen fra racismens højborg Sydafrika i dennes sidste, farlige fase af apartheid. To attentater med sydafrikansk afsender overlevede han, men viste alligevel både pragmatisme og principfasthed over for Sydafrika. Han vandt anerkendelse som regional leder og statsmand med internationalt format – feteret befrielseshelt overalt i Den Tredje Verden, formand for De Alliancefrie lande, leder af den regionale organisation SADC, etc.

Men gennem al denne hæder og anerkendelse slap underhundens skamfuldhed ham aldrig. Han var ingen prins som Nelson Mandela, der havde let ved magtens sødme. Han så tværtimod utilpas ud i sin officielle kapacitet, som var magtudøvelsen en tung byrde. I de seneste år forplantede hændernes dans sig til voldsomme kropslige ticks, så arme og skuldre midt i samtaler eller interviews keglede rundt i besynderlige ryk. Det var ikke små dæmoner, hans indre måtte bekæmpe, og de styrkedes tilsyneladende, som regningerne omkring ham voksede overvældende.

Hans eftermæle er mere end plettet. Han efterlader en besudlet, pantsat juvel. Dens kustoder er så dybt korrumperet, at råddenskaben næppe udryddes i sigtbar fremtid.

Men der er også håb: Zimbabwe har længe været et dynamisk samfund af entreprenante overlevere, og Mugabes uddannelsespolitik har styrket det. Intet andet sønderkørt afrikansk land har været så veludrustet til at rejse sig igen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • David Zennaro
Olaf Tehrani og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg ville nu hellere læse udtalelser af hans egne folk, både forkæmpere og modstandere. Tiden har desværre lært mig, at Europæere har svært ved forstå Afrika uden fordomme, propaganda eller misforståelser. Dermed ikke sagt at han begik store, måske endda forfærdelige fejl, for magt korrumperer. Men landet gennemgik også unødig nød, ved at vesten hævnede sig på grund af den politik han førte.