Læsetid: 5 min.

I Europa er sportsøkonomien utilsløret kapitalisme. I USA er den nærmere socialisme

I magtens korridorer har europæiske topklubber i flere år forsøgt at skrue ned for den traditionsbundne landsholdsfest og op for den globale medieunderholdning. Det er pengene, der bestemmer her. Men kigger man over Atlanten, er der nærmest planøkonomiske tilstande og langt mere levende ligaer
I 2014 skete miraklet i amerikansk basketball, som aldrig kunne ske i europæisk fodbold: Megastjernen LeBron James vendte tilbage til sin hjemstavn for at spille for upåagtede Cleveland Cavaliers. Historien viser, hvordan konkurrencekulturens vindere i højere grad i Europa end i USA dikterer det frie marked. I USA er sportens økonomi nemlig et crash course i leninisme, fordi indtægter bliver distribueret ligeligt ud til statslige organisationer og lokale klubber.

I 2014 skete miraklet i amerikansk basketball, som aldrig kunne ske i europæisk fodbold: Megastjernen LeBron James vendte tilbage til sin hjemstavn for at spille for upåagtede Cleveland Cavaliers. Historien viser, hvordan konkurrencekulturens vindere i højere grad i Europa end i USA dikterer det frie marked. I USA er sportens økonomi nemlig et crash course i leninisme, fordi indtægter bliver distribueret ligeligt ud til statslige organisationer og lokale klubber.

Andres Kudacki

25. november 2017

»Det er en udvikling, som ingen kan stoppe,« udbrød Jacco Swart i september 2016, da han kom til at lække planer for en World Super League – en global fodboldliga.

Swart har en topstilling i den hollandske æresdivision, og fortalelsen i et interview til The Daily Mirror var ikke tilfældig. Kæmpe klubber som Real Madrid, Barcelona, Juventus og Bayern München har nemlig de seneste år kigget med bekymring på den raketfart, som Premier League skyder på medie- og finansområdet. Engelske klubber har handlet for vanvittige summer: Franskmanden Paul Pogba kostede Manchester United over 660 millioner kroner, da han blev hentet i italienske Juventus – for bare at nævne et eksempel.

Samtidig kan de se i Spanien, Italien og Tyskland, at de nye markeder i stigende grad ligger i Kina og USA. Det er dér, de store klubber tager på pre-season tour om sommeren, når de nationale ligaer holder pause. Og det er dér, La Liga Santander i Spanien pønser på at spille nogle af deres kampe.

Med de spirende tanker om en global superliga sender fodboldverdenen et klart signal til englænderne: Hvad gør I, når jeres tv-penge slipper op om nogle år? Vil I så nøjes med en europæisk turnering a la Champions League, eller vil I være med i et globalt koncept sammen med resten af os?

Rokade hos eliten

Konsulentkoncernen Deloitte laver hvert år en rapport over økonomien i europæisk fodbold. Manchester United er nummer et på listen over bedst indtjenende klubber målt på sæsonen 2015/16 og skubber dermed Real Madrid ned fra den førerposition, de har haft i 11 år. United tjente 689 millioner euro på de tre kerneposter (kampdag, tv-rettigheder og merchandise) efterfulgt af FC Barcelona (620,2 millioner) og Real Madrid (620,1 millioner).

Mens rokaden i den europæiske fodboldelite var i fuld gang, mødtes en håndfuld magtfulde mænd i Firenze i december 2015. De spiste, drak og kiggede på dyr kunst, og så snakkede de en del om, hvad der kunne gøres med de forbandede briter.

Diskussionen er gammel. Den udspringer nemlig af organisationen G14, som eksisterede mellem 2000 og 2008. G14 var en interesseorganisation for toneangivende, europæiske klubber. Deres opgave var, som der stod i deres charter, at »ekspandere geografisk og motivere global vækst« og »styrke økonomisk samarbejde mellem klubberne«.

Charteret indeholdt desuden forslag til modernisering af UEFA’s og FIFA’s landsholdsformater. Omfattende turneringer skulle slankes. VM skulle afholdes hvert andet i stedet for hver fjerde år, og EM og andre kontinentale mesterskaber skulle helt afskaffes. Kompensationer for skader på spillere under landsholdssamling skulle systematiseres (den såkaldte FIFA-syge) og de store lande sikres direkte eller i hvert fald lettere adgang til slutrunder.

Kort sagt: Ud med traditionsbunden, folkelig fest og ind med global medieunderholdning.

Tilbage i december 2015 spurgte mændene endnu engang – med Bayerne München-legenden Karl-Heinz Rummenigge i spidsen – om det ikke var på tide, at Manchester United, Chelsea, City, Paris Saint-Germain, Barcelona og Bayern München vristede sig fri af deres nationale rødder og kom med i en reel europæisk superliga. De fleste af klubberne er ejet af oligarker og storentreprenører. I PSG’s tilfælde sågar et helt land, nemlig Qatar.

Ryster i bukserne

Alt det tager Premier League helt roligt. Selv nedrykningstruede hold i den bedste engelske række forventes at tjene flere hundrede millioner mere i årene, der kommer. En talsmand fra Manchester Uniteds stadion, Old Trafford, fortalte til Mirror, at klubben i sæsonen 2016/17 ville »rette 80 procent fokus på Premier League og 20 procent på Champions League«.

Konkurrencen og underholdningsværdien på fjernsyn er nemlig højere på de kanter end ude i Europa. Hvor ellers kan klubber som Liverpool, Tottenham og Arsenal vinde det hele eller risikere at forsvinde helt ud af top four på en enkelt sæson? Noget tilsvarende er umuligt i Tyskland og Spanien.

På sigt er der flere tv-penge i et Manchester-derby mellem United og City end El Clásico mellem Real Madrid og Barcelona, der sportsligt burde rangere højere.

Så lige nu er det ikke Glazer-familien, der ejer United, som ryster i bukserne. Det gør derimod Florentino Pérez, byggematadoren fra Spanien og Real Madrids præsident.

Socialisme i USA

Sportens virkelighed er i dag formet af to meget forskellige ideologier. Hvis ikke politisk, så økonomisk. For at forstå, hvordan kan man kaste et blik over Atlanten til USA, hvor LeBron James er blandt de største stjerner i NBA og basketball.

Han er fire gange kåret til Most Valuable Player og vandt sin første NBA-titel i 2012 med Miami Heat efter en 4-1-sejr mod Oklahoma City Thunder.

Men så skete miraklet, som aldrig var sket i europæisk fodbold: I 2014 vendte LeBron tilbage til sin hjemstavn for at spille for upåagtede Cleveland Cavaliers. Det var, skrev aviserne, en sejr for amerikanske værdier, en triumf for ’den lille mand’. Som The Atlantic formulerede det i juli 2014:

»Ikke mere af det her ’team up med andre stjerner for at lave et superhold’-nonsens! Endelig, endelig kan et lille hold som Cleveland måske vinde en titel.«

Der er flere penge i fodbold end basketball. Men historien om LeBron James er illustrativ, fordi den viser, hvordan konkurrencekulturens vindere i højere grad i Europa end i USA dikterer det frie marked.

I USA er sportens økonomi et crash course i leninisme. Indtægter bliver distribueret ligeligt ud til statslige organisationer og lokale klubber. Det smager af rendyrket socialisme og planøkonomi.

For at anskueliggøre kløften kan man se på op- og nedrykningssystemet: I europæisk fodbold sendes de tre laveste hold ned i anden division, mens tre tilsvarende rykkes op. I USA er en klub, som har præsteret dårligt i sæsonen, sikret førsteret til købet af de bedste spillere fra college-rækkerne.

I USA er der strenge bøder for at sprænge de fastsatte lønlofter. Det forklarer, hvorfor LeBron James også af økonomiske grunde fik lyst til at vende tilbage til Cleveland. Dér kan de nemlig også vinde mesterskabet. Han tjener lige så meget hos The Cavaliers som hos et stjernespækket LA Lakers, der på papiret burde vinde hele molevitten hver eneste gang.

Socialisme i USA – utilsløret kapitalisme i Europa.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Vrøvl. Amerikanernes kapitalisme er bare lidt smartere på dette punkt, hvor de har pålagt sig selv en passende regulering for at optimere på langt sigt.

Europa ligner noget solkongeagtigt, der nok får sig en solid nedtur inden længe.

Philip Bøttern

I den amerikanske model har klubberne et samlet lønloft, som aftales hvert år, men det har intet med socialisme at gøre. Så når Cleveland henter LeBron, så må de bruge mindre på andre spillere. Det er ejerne, som styrer dette for at holde omkostningerne nede og holde konkurrencen mellem holdene i gang. Modellen er lavet af ejerne for at holde gang i en monopolagtigt forretnings model, hvor de deler det lukrative marked. Planøkonomi er vist noget lidt andet!