I familiens blodspor

Man siger, at finnerne er tavse typer. Fåmælte, tunge tusmørkemennesker, der helst bare kommunikerer med enstavelsesord og dybe suk.

Og nok var min farfar lidt på den måde – ligesom masser af mænd fra hans generation, der som ganske unge blev sendt i krig, og som efter at have skudt og stukket russere ihjel og set egne kammerater blive sprængt og flænset og lemlæstet, kom hjem til freden som andre mennesker.

Men faktisk er finnerne lidt nogle snakkehoveder. Det er heroppe, jeg har hørt nogle af de vildeste historier, jeg kender. Om afhuggede hoveder, hjemmebrændende galninge, telepatiske dødsulykker, uendelige skove og uforsonlige slægtninge, og alle historier udstrømmer fra samme lille bjælkehus oppe mellem træerne et sted i Midtfinland.

Det er her, jeg er på vej hen med min far, Markku. Han har boet i Danmark i over 40 år, men har taget mig med herop gennem hele min barndom.

Mørke graner og blege birkestammer flimrer forbi sideruderne, som vi skærer os gennem landskabet på hovedvej 9 mellem Tampere og Jyväskylä. På bagsædet kommenterer min far alt, hvad vi passerer. Nu markerne ved Länkipohja, hvor de borgerlige hvide tropper vandt et kæmpeslag i borgerkrigen i 1918 og fik åbnet vejen til industribyen Tampere, da nationen ikke engang var et år gammel. Nu monumentet over Matti og Ilmari Laurila, der faldt her i kampen mod de røde og blev ikoner. De var også far og søn.

Årets første frost har netop sluppet landet – og årets første snefald er begyndt at tø, så alt er gråt og fugtigt og tungt. Vi er på vej til det sted, min fars mor voksede op, og hvor hendes slægt af hårde bananer kommer fra og stadig bor.

Sille Veilmark

I mere end et år har jeg tænkt, at når Finland markerede sit 100-år som selvstændig nation, så ville jeg skrive landets historie ud fra netop det sted. Det er en vild og dramatisk historie, der er helt, helt anderledes, end den mine danske forfædre har gennemlevet.

Min farmors slægtsnavn er Peijari, og alle småvejene i området, hvor vi skal hen, hedder noget med Peijari. Der er flere forklaringer på, hvad det betyder, siger min far. En af dem er, at det kommer af navnet på den fest, man engang holdt, når man havde dræbt en bjørn.

Peijari-området ligger nær købstaden Jämsä ved et sving kaldet Smedesvinget. Her trillede et menneskehoved engang af en vogn med lig, og nu ligger der en gård. Den hedder Peijari, og her bor min fjerne slægtning Esa Peijari. Vi mødtes for første gang for halvandet år siden, hvor han og jeg drak os fulde og var i sauna uden rigtig at kunne tale sammen. Mit finske begrænser sig til høflighedsfraser og enkelte frække ord, mens Esas engelske omtrent bestod i ordene »Donald Trump« og så en tommelfinger i vejret.

Vi skal ses i aften.

Vækkelse og oprør

Vores forfædre kom til denne skov i de år, hvor en ny national bevidsthed greb landet. Særligt i overklassen gik man og sagde, at finnerne var et folk med eget sprog og egen kultur, og de samlede folkesagn, skrev ordbøger og komponerede national musik – og over generationerne spredte ideerne sig ned gennem samfundslagene og helt til Peijari.

Da min oldefar Paavo kom til verden i 1907, var russerne dog godt i gang med at undertrykke den slags tanker. I knap 100 år – siden svenskerne tabte det – havde Finland været et storfystedømme under den russiske zar.

Men tiden var imod russificeringen. Papirfabrikker og anden industri sprang op, befolkningen blev mobil og tredoblet, og parallelt med den nationale vækkelse blev klasseskellene tegnet klarere op mellem dem, der ejede noget, og dem, der ikke gjorde.

Historien var som et sug, og da Lenin greb magten i Rusland i november 1917, erklærede finnerne sig selvstændige en lille måned senere. Kort tid efter eksploderede landet i myrderier, der overgik alt, hvad der før var set i Norden. Naboer dræbte naboer, brødre dræbte brødre – fattigfolk og ideologer afsatte regeringen, tog magten med vold og våben og udråbte en socialistisk stat i det sydlige Finland – støttet af de russiske soldater, der fortsat var i landet.

En nådesløs tyskstøttet modoffensiv blev sat ind fra det vestlige Finland. Borgerkrigen var en realitet. De røde mod de hvide.

Et maskingevær under taget

På venstre hånd dukker det gamle husmandssted Vehmas op. Slægten derfra var på den røde side. Da huset fik nyt tag på for nogle år siden, fandt de et maskingevær mellem spærene.

Lidt længere inde og til højre ligger huset, som min oldefar fik bygget. Hans familie var hvide. Huset hedder Lehtola, og dets rødmalede bjælker er hugget ud af den skæve skov omkring det. Det var genboen fra Vehmas, som byggede det. Man siger, at han kun undgik henrettelse, fordi han var så god en tømrer.

At gå gennem skoven er som at træde huller i tiden. På det her husmandssted boede en rød familie. Alt fortæller historier om forandring, og alligevel ligner det altid sig selv.

Sille Veilmark

Lehtola er ubeboet, kun et par grader varmt. Lavtrykket ligger tungt over skoven, og intet stiger til vejrs. Ikke tågen mellem træerne, ikke røgen fra brændekomfuret, som skal opvarme stedet. Snart er hele stuen fyldt med røg, og man kan ikke se en hånd for sig. Min far vifter med en avis og bander. Intet sug i skorstenen. Røgalarmen hyler.

Mens lyset svinder, henter vi vand i kilden neden for bakken, fylder kedlen op ved saunaen, så vi kan få badevand. Det er udlevet nostalgi, primitivt på en eksotisk måde, men bare en generation tilbage var det et livsvilkår for familien. Sådan blev det – efter min oldefar Paavos overraskende død.

Dødens greatest hits

Esa Peijari sidder i sin kæmpesofa med korslagte arme, mens hans trætte otteårige søn, Paul-Henrik, ligger og spiller iPad. De to har udnyttet dagens tøvejr til at få renset mejetærskeren. Høsten er slut, frosten kom tidligt, og Esa måtte efterlade 50 hektar korn på marken. Han har tabt 400.000 kroner på høsten i år.

En døsig stemning har indtaget lokalet – godt hjulpet på vej af den intense varme, der strømmer fra stuens kolossale brændefyrede bageovn. I fjernsynet bakser et par politifolk rundt med et hjortekadaver, og på stuegulvet pendulerer labradoren Bella snotforvirret rundt.

Vi er på Peijarigården – den gamle slægts hovedsæde.

Min far og Esa har ikke set hinanden, siden Esa var et barn. Siden slutningen af 1930’erne har der været et anspændt forhold mellem min familie fra Lehtola og Esas familie fra Peijari.

Det var ifølge Esa en tid, hvor folk gik med rank ryg, hvor et ord var et ord, og alt var båret af en fællesskabsfølelse. Men en hel del af de historier, jeg har fra min far og hans mor, handler om det stik modsatte – om hvordan Esas familie nægtede dem hjælp, da de havde mest brug for den.

Jeg fortæller ham det, og han tøver lidt.

»Alle havde det hårdt under krigen,« siger han så.

Esa bliver snart 50 år, og på en måde er han født i den forkerte tid. Han går op i slægt og arv og pligt og synes, at menneskene har ændret sig til det værre. Hele livet har han set landbrug lukke ned og familier flytte. Han er nu den sidste, der dyrker markerne mellem de mange ødegårde.

»Måske er jeg lidt tosset,« siger han.

»Men siden jeg var lille, har vi sået markerne hvert forår, set kornet gro og høstet – og jeg har haft lyst til at gøre det samme.«

Han nikker over mod sønnen, der ligner ham på en prik.

»Og tossen derovre vil fortsætte.«

Den lille griner.

»Det ville føles helt forfærdeligt at forlade stedet efter så mange generationer,« siger Esa Peijari. Hans forfædre har dyrket markerne om sommeren og fældet træer om vinteren helt tilbage før selvstændigheden. »Det er vigtigt at fortsætte deres arbejde,« siger han. Sønnen Paul-Henrik på otte har meldt sig klar på at overtage Peijari-gården.

Sille Veilmark

Netop landbrugsjorden var et afgørende stridspunkt tilbage i borgerkrigen. De jordløse husmænd udgjorde en stor del af arbejderbevægelsen og var med i oprøret – ikke fordi de var kommunistiske landsforrædere, men fordi de ville have jord, siger historikerne.

Esa er dog ikke så meget for den nyere historieskrivning.

»Der var ingen borgerkrig,« siger han.

Han kalder den for Frihedskrigen, ligesom de hvide sejrherrer gjorde i 1918. Det kan ikke forklares med historikernes analyser. Det er »en følelse«, siger Esa.

»Hvis de røde havde vundet, havde vi været Rusland i dag.«

Utroligt nok er et hjørne af Jämsä-egnens borgerkrigshistorie blevet kendt i Danmark og solgt i 50.000 eksemplarer. Jeg prøver at forklare det for Esa: Kim Leines populære roman Afgrunden er baseret på to danske brødres oplevelser som frivillige i den finske borgerkrig i 1918, og her indgår en ret vild bifigur: Bødlen fra Jämsä, en kølig og ildevarslende karakter, som Kim Leine har set i en finsk historiebog og gjort til sin egen.

Esa nikker. Bag romanens fiktion findes en virkelig person. Bødlen fra Jämsä er ... »Jallu fra Saari-gården«, siger Esa.

Storbonden Jallu og hans kumpaner henrettede omkring 70 mistænkte socialister under borgerkrigen. Fædre, sønner, brødre – endda en gravid kvinde. Tævede dem, trak dem ind i et kirketårn og skød dem i hjertet. En af vores slægtninge var med – han var graver ved den kirke. Næste morgen skal min far og jeg til gudstjeneste der.

Vi sludrer videre med Esa, som fortæller nogle af de samme historier, som jeg altid er blevet fortalt – en slags Peijari-slægtens greatest hits: Om de rige folk på Perä-Peijari, som drev hjemmebrænderi og blev sindssyge og hængte sig – og om den kønne datter på Ala-Peijari, der forsvandt en dag. De ledte og ledte, og pludselig fik moren en åbenbaring og styrtede direkte ud til det sted i skoven, hvor datteren lå myrdet. En ulykkeligt forelsket karl havde hængt sig i et træ.

Det er sådan, det er her. Historierne her ender som livet: med døden.

»Det siger måske noget om finnernes melankoli,« funderer Esa.

Depressionen er altid inden for rækkevidde.

»Men jeg har altid sagt: Man taber intet ved at være positiv. Jeg tager ikke tingene tungt. Jeg har allerede købt såsæd til foråret.«

Det hele kommer fra skoven. Huset Lehtolas bjælker er hugget ud af den, papirfabrikken æder af den, så damp vælder over elven. Og overalt gror nye træer op, de æder den gamle hovedvej ved Lehtola, og de er ligeglade med, hvem der engang levede og døde her.

Sille Veilmark

Nogen væltede på motorcykel

Nok blev Finland et demokrati efter borgerkrigen, men lokalt blev det styret af de hvide garders hjemmeværnsorganisationer. De dyrkede sejrherrernes fortælling om Frihedskrigen, satte nationale monumenter og forhindrede de røde i at gøre det samme.

Som stor dreng blev min oldefar Paavo Peijari medlem af hjemmeværnet – der altså mest var møntet på en indre fjende – og passede deres skydebane. Han vendte landbruget ryggen og blev leder på en papirfabrik, men insisterede dog på at arve en del af sin fædrene Peijari-jord, hvor han fik opført huset Lehtola som et slags sommerhus. Hans brødre havde deres stædige hyr med at fordele resten af arven. Den ene insisterede på, at han skulle have halvdelen af gården, så det endte med, at de rev halvdelen af huset ned, så der stod et halvt tilbage.

Og så døde oldefar Paavo – 31 år gammel. Det var sankthansnat, og hustruen Hilma og ungerne lå og sov oppe på loftet på Lehtola. Paavo havde kørt sin bror til fest i en by 30 kilometer væk og var på vej hjem.

Pludselig vågnede Hilma med et sæt og råbte:

»Hørte I det?«

De små unger på fem og ti år vågnede også. Der var helt tyst på loftet, helt tyst i skoven.

»Der var en, der væltede på motorcykel,« sagde Hilma så.

Morgenen efter blev oldefar Paavo fundet med kraniebrud over ti kilometer væk.

Året var 1938 og hans efterladte – min oldemor Hilma, min farmor Aira og min farmors bror, Usko – flyttede permanent til Lehtola, så de kunne være tæt på Paavos familie, der havde lovet at hjælpe dem.

Men noget kom i vejen.

Den 30. november 1939 angreb Sovjetunionens mægtige røde hær Finland. En ny generation stod i en ny krig.

I dette sving væltede min oldefar Paavo på motorcykel i 1938 og slog sig selv ihjel.

Sille Veilmark

Karelerne og deres pirogger

Vi vågner i Lehtola. Ovnen er gået ud. Jeg luner karelske pirogger – de papirstynde rugmelsbåde med ris- eller kartoffelfyld, som kan fås i ethvert supermarked i hele Finland. Den østfinske egnsret bredte sig med flygtningene, fortæller min far.

Var borgerkrigen Finlands dåbsattest, blev Vinterkrigen det samlede Finlands fødsel. Til borgerskabets overraskelse stillede de rødes sønner sig på samme side som deres og udførte lidt af et militært mirakel. Finnerne havde 30 kampvogne, russerne havde 6.500 og en million soldater. Den røde hær havde planlagt at fejre sejren med en militærparade i Helsinki på Stalins fødselsdag den 18. december. Tre måneder og 126.000 døde sovjetsoldater senere bøjede Finland hovedet og forhandlede en fred, hvor de afstod store landområder til fjenden, men beholdt selvstændigheden.

Over 400.000 finner – de fleste fra Karelen i Østfinland – mistede deres hjem, og nogle af dem flyttede ind i den gamle Peijari-gård.

Karelerne, siger min far, kom her til nabohuset Lehtola og bagte deres pirogger i bageovnen, og sådan smagte min farmor dem for første gang.

Ellers fik de ikke meget at spise i det lille hus. De var ludfattige og sultne, min farmor, hendes bror og mor. De havde ikke engang brænde nok til at holde huset varmt, og Paavos bror Heikki – som var Esas farfar – og de andre slægtninge ville intet give væk. Lehtolas eneste luksus var et batteridrevet radioapparat, og karelerne kom i flokke og lyttede til det. Krigen var blevet genoptaget. Nu angreb finnerne Sovjet – allieret med det mægtige Nazityskiland.

Det gik ikke som planlagt, og karelerne så aldrig deres hjem igen.

Død ved skovl

I Kirken i Jämsä taler præsten om kærlighed. Godt 200 fra den grånende menighed er dukket op. Det er præstens 60-årsfødselsdag, og de synger om kærlighed. Og så puster kirketjeneren et lys ud. Der er en, der er død.

På en måde er Jämsä, som det altid har været: Kommunen, der er tre gange så stor som Bornholm, men kun har 20.000 indbyggere, består af ældgamle landfamilier og tilflyttere til industrijobbene, siger præsten, da vi taler med ham bagefter.

Sådan var det også, dengang bødlen fra Jämsä henrettede folk i det fritstående klokketårn ved siden af kirken. En kirketjener åbner den knirkende dør – og det viser sig, at der nu står et kæmpe stålkøleskab inde i tårnet.

Sille Veilmark

»Hvad bruger I det til?« spørger jeg – og han åbner køleskabsdøren.

Der ligger en kiste med en død derinde.

Jeg mærker på stenene efter skudmærker i hjertehøjde. Det var her, bødlen fra Jämsä og hans håndlangere aflivede deres røde fanger. Det var også her, de forsøgte at dræbe en ung fyr, der hed Kalle Lehtinen. I to uger havde de mishandlet ham, og en nat trak de ham og tre andre til kirketårnet for at skyde dem i hjertet.

Og så kommer en af mine slægtninge ind i billedet. Graveren.

Kuglen ramte ikke Kalles hjerte, og han levede, da de smed ham i graverens hul.

Vi går ud af kirken og ned mod kirkegården. Overalt brænder stearinlys, for det var allehelgensaften i går. Ad disse stier ravede den genopstandne Kalle rundt efter at have krabbet sig op ad graven ud på morgenen. Hans gennemtæskede pandehud havde løsnet sig og hang for øjnene, så han intet kunne se. Men han kunne høre en vogn komme kørende forbi, og han råbte kusken an:

»Jeg er Kalle fra Kääpälä,« råbte han.

»Vil du ikke nok tage mig hjem?«

Med selerne fra hesten bandt kusken Kalle til en birk og hentede graveren. Graveren slog Kalle ihjel med sin skovl og hældte ham tilbage i jorden.

Først godt et halvt århundrede senere, blev der sat en sten for de døde røde. Nu brænder tre stearinlys ved den.

Det blev en festdag

Tre generationer Peijari er samlet på Peijari-gården for at spise pølse og kartoffelmos. Lille Paul-Henrik, far Esa, farbror Ismo, farfar Pekka og farmor Leena. Min far hilser hjerteligt på dem alle – og jeg selv kører ud for at vade mere rundt i den lokale død.

Jeg søger efter lejr 23. Stedet, hvor flere hundrede sovjetiske krigsfanger kom af dage, mens finnerne forsøgte at få dem til at bygge en jernbane. Det er bare otte kilometer i fugleflugt fra Lehtola.

Først blev borgerkrigens tabu brudt – de hvide var ikke bare helte, de røde ikke bare skurke – og i det seneste årti er også de ellers så heltemodige krige mod Sovjet blevet underkastet kritisk lys. For eksempel når det kommer til behandlingen af krigsfanger.

Et næringsfattigt og sumpet område ligger udspændt mellem to småsøer nær landsbyen Partala. Tynde hvide birke vokser i mosset, små lysegrønne granskud spirer på klippen. Jeg leder på stenene – har nogen mon ridset sit navn i dem med kyrilliske bogstaver? Udenom rejser skoven sig, ligeglad med kadavere. En tågebanke hænger bomstille over den ene sø som et frosset spøgelse.

Jeg spejder efter huller, hvor jorden er sunket sammen som ved en massegrav, men ser ingen.

Lejr 23 bestod i virkeligheden af flere lejre spredt over banestrækningen. En fjerdedel af fangerne kom aldrig videre. Diarre, overanstrengelse, kulde, sult, parasitter og vagternes rifler stoppede livet. Tre mindepladser er oprettet på strækningen, og pårørende til russiske soldater, der arbejdede og døde her, holder indimellem mindeceremonier ved dem.

Sille Veilmark

Mens jeg traver rundt i skoven, sidder min far bænket om bordet med tre generationer Peijari. Der er noget, de er lidt triste over. Det handler om Usko – min farmors bror, den lille lort fra Lehtola. Han var bare fem år, da hans far døde, og han blev fattig, faderløs og børnehierarkiets laveste.

Heikki på Peijari udnyttede den faderløses arbejdskraft i skoven, da Usko blev teenager. Selv fik Heikki 100 mark for arbejdet og betalte Usko én. Ikke engang nok til mad.

Men Heikki er for længst død, og hans søn og sønnesøn og sønnesønnesøn sidder nu på gården.

»Usko er måske vred på os,« funderer Esas far, Pekka, en snart 80-årig stenmand.

»Over det, der skete dengang.«

Heikki fik ingen børn selv. Men i stedet for at tage sin afdøde brors søn, Usko, til sig, valgte han i stedet at adoptere en anden dreng. Adoptivsønnen Pekka overtog stedet og gav det videre til sin søn, Esa, som er husbonden i dag.

»Usko føler måske, at han burde have arvet Peijari,« siger Pekka.

Selv om han har knoklet og kæmpet for stedet, har han altid følt et mindreværd over at være adopteret.

Og netop som de sidder midt i den alvorlige snak, ringer min fars telefon. Det er selveste Usko. Hele Peijari-klanen sidder med tilbageholdt åndedræt.

Min far og Usko snakker længe i telefonen – om hvordan vi skal besøge ham næste dag. Først til allersidst kan min far løfte blikket fra bordet, kigge på Pekka og sige: »Usko beder mig hilse jer alle sammen.«

De nærmest falder over hinanden for at hilse tilbage.

Da min far går, trykker Pekka hans hånd og siger:

»Det har været en festdag.«

Markku Vuorela har boet i Danmark i over 40 år, men er gennem hele sit liv kommet i familiens midtfinske hus, Lehtola.

Sille Veilmark

Vejen væk fra Lehtola

Vi går i sauna, sover og forlader så Lehtola. Det ligger som en tidslomme fra 1950’erne, men Finlands historie har bevæget sig videre. Væk fra landbrugssamfundet, væk fra Peijaris marker.

Vi kører tilbage mod Helsinki, mod forstaden Vantaas perlegrus og parcelhuse, hvor Usko Peijari, min fars onkel, bor. Han er billedet på forandringen fra fattigt landbrugsland til velstående velfærdsstat.

Som barn var han så lidt værd, at der ikke engang var nogen, der tog affære, da de andre børn forsøgte at spidde ham på en pæl. I dag har han stadig et kæmpe ar på låret efter attentatforsøget.

»Men jeg voksede, blev stor og kunne banke de andre,« siger Usko.

Vi sidder på førstesalen i hans store hus. På spisebordet har han lagt bunker af gamle familiefotos ud: Paavo i hjemmeværnsuniform, Paavo på motorcykel, et sving med farens væltede motorcykel.

Usko knytter næven, placerer den på sit sofabord og gør mine til, at jeg skal gøre det samme. Min hånd er en barnehånd ved siden af hans.

Jeg spørger, hvad han drømte om som barn.

»At kunne klare mig selv,« svarer han.

Usko forlod Lehtola og stak til søs. Gennem 1950’erne sejlede han til alle kontinenter og kom hjem og fortalte min femårige far røverhistorier. Som den om, da styrmanden glemte at dreje i en bugtning på Amazonas, og skibet kilede sig ind i junglen, så de måtte leve sammen med aber og papegøjer i en evighed. Eller da han, bonderøv som han var, lossede til en ko i Indien og var ved at blive lynchet.

Det var efterkrigstidens underlige år. Det forarmede Finland måtte betale store krigsskadeserstatninger til Sovjet, men paradoksalt nok førte det til, at industrien og økonomien boomede. De skulle producere skibe og papir og metal, og det skabte det opsving, som det moderne Finland kunne bygge på.

Og da Usko gik i land efter ti år på havet, vidste han alt om mekanik. Han udviklede en ny metode til at dreje de 12 meter lange, ultrapræcise valser, som papirindustrien brugte i deres monstermaskiner.

»Ingen andre i verden havde tænkt på det før mig,« siger han.

Ved at fræse valserne, faldt produktionstiden fra 40-50 timer per styk til 2,5 timer – og de blev endda mere præcise end før.

Så Usko bor i et hus med indendørs pool. I flere år i 1980’erne var han sin kommunes næststørste skatteyder.

Drømte du aldrig om at overtage Peijari-gården og blive landmand, spørger jeg.

Han griner.

»Nej. Aldrig i livet.«

Men uden på hans mørke murstenshus hænger et navneskilt til huset.

»Peijaris Ranch,« står der.

Skiltet hænger skråt overfor flagstangen. Den er nymalet i anledning af Finlands 100-årsfødselsdag. Når Usko hejser flaget, træder han altid fem skridt tilbage. Kigger op og gør honnør.

Usko Peijari og den nymalede flagstang.

Sille Veilmark