Læsetid: 11 min.

Der er ikke meget Herning over Middelfart

På 100 år har Middelfart kun haft fire borgmestre – alle socialdemokrater. Byen er et studie i dansk konsensusdemokrati og sådan et sted, hvor man hellere vil have ro end vilde ideer. Et sted hvor man får gulduret for tro tjeneste. Men op til valget er uroen kommet til den stille og stabile by
Per ’Maler’ Jørgensen (forrest) og Michael Østergaard har begge stemt på Steen Dahlstrøm i mange år. De er enige om, at han havde siddet på borgmesterposten endnu, hvis ikke sagen om Ewii var blevet opdaget.

Per ’Maler’ Jørgensen (forrest) og Michael Østergaard har begge stemt på Steen Dahlstrøm i mange år. De er enige om, at han havde siddet på borgmesterposten endnu, hvis ikke sagen om Ewii var blevet opdaget.

Sille Veilmark

4. november 2017

For tre måneder siden vågnede Middelfart op til et regulært chok.

Byen var ellers klædt på til fest, for det nye ’bycenter’ med rådhus, lejligheder og butikker – det største byggeprojekt i mands minde – skulle endelig indvies. Kommunen havde inviteret til »Festlig Fredag« med Benjamin Koppel, city walks, folkedans, kunsthåndværk fra Gambia og gadekøkken med Nikolaj Kirk. Den skulle have én over nakken på sådan en dag.

Derfor var det også så meget desto mere ironisk – ja, helt utroligt faktisk – at det netop var den dag, den 1. september 2017, at Danmarks længst siddende borgmester og hovedmanden bag bycentret, Steen Dahlstrøm (S), efter 31 år på toppen af Middelfart pludselig trak sig fra både kommunalvalgkamp og bogmesterpost. To en halv måned før valget og en halv dag før åbningen af hans største bedrift.

Det skete da heller ikke helt frivilligt.

Den slags dramaer er bestemt ikke almindelige i den lille by. Tværtimod. Middelfart er sådan et sted, man får et guldur for tro tjeneste. Direktøren for Sparekassen sad i 33 år, chefen på Restaurant Holms midt i byen kører på sit 28. år, og bodegaen på torvet blev drevet af den samme kvinde i 42 år, indtil sønnen overtog biksen for 12 år siden – han har stadig stedet. Sådan er det også på rådhuset.

De sidste 100 år har byen kun haft fire bogmestre – alle socialdemokrater.

Middelfart er »samarbejde, samarbejde, samarbejde«, som Steen Dahlstrøm siger.

Middelfart er »kort afstand mellem virksomheder og kommunen,« som den nye borgmester Johannes Lundsfryd (S) siger.

På rådhuset sige man, at Herman ’Skorstensfejer’ Jensen, der var borgmester fra 1973 til 1985, kun én gang brugte sit flertal i byrådet til at banke politiske modstandere på plads. Ellers var de enige om det meste. Og det er de stolte af i byen.

Historien om Middelfart, er historien om den berømte dansk konsensuskultur. Om hellere at ville have fred og ro på bagsmækken end ballade og vilde ideer.

I 100 år har Middelfart levet i den sagnomspunden epoke i danmarkshistorien, hvor virksomhedsbosser, politikere og borgere samledes om ellipseformede borde og fandt solide kompromiser – med en stærk socialdemokrat for bordenden naturligvis. Men måske er det ved at være slut.

3.714 stemmer og en lagerhal med biler

»For første gang i 30 år ved vi ikke, hvad der sker,« siger restaurantejer John Kistvad, da fotografen og jeg sætter os til rette på byens gode gamle spisested, Holms, der har ligget midt i byen siden 1584 – det var her, postvognen stoppede, når rejsende fra hovedstaden skulle til Altona eller Hamborg.

Restaurantejer John Kistvad, er ikke socialdemokrat, men har stemt på den socialdemokratiske borgmester i 27 år, fortæller han.

Sille Veilmark
Vi får stjerneskud. Regnen skyller ned, og skyerne ligger som en dyne over de to Lillebæltsbroer. Gæsterne drypper bogstaveligt talt ind ad døren.

»Ska’ vi sit hæær ap’?« siger de med den særlige middelfartske dialekt, hvor o’er bliver til a’er.

John Kistvad – en gråhåret herre med skjorte og forklæde, der efterlader samme hyggelige indtryk som byen selv – har ejet stedet i 27 år.

»Og jeg har stemt på Steen i 27 år,« siger han. »Selv om jeg ikke er socialdemokrat.«

Sådan gør man her. 

Byen er borgelig til folketingsvalg og socialdemokratisk til kommunalvalg. Blå blok fik knap 54 procent af stemmerne ved folketingsvalget i 2015, men ved kommunalvalget i 2013 fik Socialdemokratiet 42 procent af stemmerne, og hele 55 procent i selve Middelfart by. Steen Dahlstrøm alene tegnede sig for 3.714 stemmer ud af 22.424 mulige.

Selv Fyns rigeste mand, middelfarteren Torben Østergaard-Nielsen, stemte på Dahlstrøm, og han er ellers så rig, at han angiveligt har en hel lagerhal fuld af private luksusbiler ude i industrikvarteret. Men Dahlstrøm er en »snusfornuftig pragmatiker«, der »ikke kører rundt i de store ideologier«, som Østergaard-Nielsen har sagt til Fyens Stiftstidende, og derfor stemmer selv rigmænd på socialdemokrater her i byen.

Alle kurve er fulde af æg

For de fleste danskere er Middelfart nogle huse, man skimter gennem bilruden, når man drøner over den nye Lillebæltsbro. Jeg er vokset op i området – ligesom min far og min farfar.

Jeg har aldrig kendt byen uden »Steen«, som Dahlstrøm slet og ret hedder heromkring. Han blev borgmester, da jeg blev født – dengang Tjernobyl eksploderede, dengang Laudrup skød, »nej, han venter!«, dengang Olof Palme døde. Nu er det slut. For første gang i mit liv er der politisk uro ved Bæltet.

Næsten uanset hvor man er i Middelfart, kan man se vand – byens sjæl er »beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed«, som John Kistvad fra Holms siger. Her er skov, hav, havn, broer, motorveje, togbaner og fed landbrugsjord. Det er faktisk svært at se, hvilken kurv der ikke er fuld af æg i Middelfart. Ja, det er næsten for meget af det gode, og derfor lider Middelfart måske i særligt grad af ’den fynske syge’: at man altid er kommet så let til tingene, at man aldrig for alvor har skullet gøre sig umage. Mens jyderne har måttet slide med at pløje jorden, skød de fynske afgrøder nærmest op af sig selv. Og det har sat sig i folkesjælen. Som min gamle ven plejer at sige: »Der er ikke meget Herning over Middelfart.«

Det er næppe tilfældigt, at det mest berømt bysbarn, fodboldspilleren Christian Eriksen, også er er den allerkedeligste spiller på landsholdet. Han er som byen: stille og rolig – og kedelig.

Den dybe stat på Middelfart-måden

Det dufter stadig af maling på det nye rådhus. De farvede sofaer, hvor borgerne kan chille, og det underligt malplacerede flygel i venteområdet på første sal, er kun lige blevet pakket ud. Selv medarbejdere, som ser Power Point-præsentationer i smalle mødelokaler af glas, virker nyindkøbte.

Rådhuset er en ’Dahlstrøm classic’: et produkt af enighed og samarbejde.

Gode lokale virksomheder som Kvickly og Sparekassen har spyttet penge i butikslokalerne i stueetagen, og byens allertungeste pengemænd – både ham med de mange biler og chefen for T. Hansen-autoreservedele, der også er fra Middelfart (han hedder i øvrigt Jensen og ikke Hansen; han opkaldte firmaet efter sin ekskæreste, Trine, men det er en anden historie) – har investeret i ejerboliger ved siden af rådhuset.

Det er den dybe stat på Middelfart-måden: Pengemænd, Kvickly på hovedgaden, borgmesteren og et samarbejdende byråd. Det hele er klappet af. Så nu ejer rigmændene penthouselejligheder med havudsigt, hvor der før var bænke og springvand. Kommunen har brugt 160 millioner på et nyt rådhus, selvom det gamle egentlig var fint nok, og ingen borgere har for alvor brokket sig. Det hele er klappet af.

Og det bringer os til sagen. Den spegede affære, som for første gang i 100 år har bragt politisk uro til den lille by, og som det meste af Middelfart stadig taler om: Ewii-sagen. Den går cirka sådan her:

En ’helt gokket’ historie

Der var engang et lille elselskab fra Kolding med monopol på at levere strøm til de gode mennesker i Trekantsområdet. Det hed Ewii. Direktøren hed Knud og formanden hed Steen, og sammen havde de styret foretagenet i 12 år. Men de var slet ikke tilfredse med bare at være et lille elselskab. De ville være store. Investorer. Sponsorerer. Så sammen med bestyrelsen investerede de millioner i en håndfuld projekter, som de virkelig troede på. En trehjulet elscooter, en kuffert til KOL-patienter, solceller i Afrika.

De ville også have Ewii på landkortet, så de tegnede sponsorater i Royal Arena i København, i Odense Stadion, i håndbold og fodbold og volleyball og musicals – sågar i en kapsejladsbåd.

Og nu de var i gang, gav de også direktionen mere i løn – 9,7 millioner kroner om året, hvilket var »på niveau med en større, veldrevet børsnoteret virksomhed«, som en ekspert senere sagde til Jyllands-Posten.

Direktøren, Knud Steen Larsen, begyndte at tage familien med på dyre sponsorrejser til Champions League-fodbold i Milano, på krydstogt i Middelhavet og på fremstjernet hotel og Michelin-restaurant i Skotland.

Men de gik nok lidt for vidt. Ifølge Jyllands-Posten har Ewii i hvert fald tabt mindst 800 millioner kroner på ti år. Folk begyndte at undre sig. For hvad lavede et lille elselskab fra Kolding egentlig som sponsorerer for en multiarena på Amager? Som millioninvestor i en trehjulet scooter? Som sponsorgæst på det hotel i Skotland, hvor G8-topmødet blev afholdt?

»Det virker helt gokket,« som journalist på Jyllands-Posten Jakob Martini formulerer det.

Borgerne var forargede – det var trods alt dem, der endte med elregningen. Sagen rullede, direktøren blev fyret, og så rettede opmærksomheden sig imod Steen Dahlstrøm, for »alle store beslutninger var klappet af mellem Steen Dahlstrøm og Knud Steen Larsen«, som et tidligere bestyrelsesmedlem forklarede til Jyllands-Posten.

For første gang i 31 år var Steen i seriøse problemer, og inden repræsentantskabet kunne nå at grille ham, gik han af. Og få måneder senere, mens champagnen lå på køl til rådhusindvielsen, gik han også af som borgmester.

Oven i Ewii-affæren var hans gamle mor død, og det var alt sammen blevet for meget. Han havde fået stress og stoppede. Og så stoppede sagen også.

»Vi har da holdt os tilbage, fordi han er syg,« siger Henrik Larsen, der er redaktør på Fyens Stiftstidendes redaktion i Middelfart. »Jeg er ikke i tvivl om, at han var stresset, men det har haft den bieffekt, at han ikke rigtig har fået kritiske spørgsmål.«

Socialdemokratiets politiske modstandere har heller ikke givet den gas med kritik. Mens Jyllands-Postens journalister gravede i Ewii-sagen, ringede journalist Jakob Martini til en unavngiven blå byrådspolitiker i Middelfart.

»Jeg ville høre, hvad han tænkte om det hele og om borgmesterens rolle,« husker Jakob Martini. »Og så sagde han bare: ’Ved du hvad, Steen Dahlstrøm er bare så god en politiker, han har styr på kommunen, og han er vellidt af alle. Jeg har kun godt at sige om ham.’ Hvor syret er det lige? Nu er jeg ikke politisk journalist, men man ringer til en politisk modstander et halvt år før et valg, og så er han bare totalt forelsket i den socialdemokratiske borgmester.«

Nej, Middelfart er ikke en skandaleby. Bestemt ikke.

Meget middelfartsk

Den nye socialdemokrat på toppen af byen, 43-årige Johannes Lundsfryd, holder til på øverste etage i det nye rådhus. Fra det lyse kontor har han udsigt til tagpap og køleanlæg på Kvicklys flade tag, som ingen i byen i sin vildeste fantasi troede, man nogensinde skulle betragte fra oven.

Det er »super fedt« og »en drengedrøm« at være borgmester, siger han og smiler så imødekommende, at man straks holder af ham.

Han er egentlig fra Nordfyn, men hans farfar var bror til eksborgmester Herman ’Skorstensfejer’, så lidt bysbarn er han alligevel, og den slags er ikke uvæsentligt i en valgkamp – han nævner det hvert fald selv.

– I snakker så meget om ’det samarbejdende byråd’ og om pragmatik. Men kunne man ikke lige godt sige, at I er ideologiløse og gode til at klappe tingene af?

»Der er kort afstand mellem virksomheder og kommunen. Det, synes jeg, er meget middelfartsk. Uden at det bliver for meget Korsbæk,« siger han.

– Har byen en folkesjæl?

»Der er en købstadshistorik her i byen. Vi har været vant til, at der er kommet mange mennesker igennem, som skulle læsse varer af eller fragtes over Bæltet. Så der har altid været en åbenhed mod verden,« siger Johannes Lundsfryd.

Det utrolige ’twist’

I dag har Middelfart forbindelse til verden med de to Lillebæltsbroer, der samtidig udgør et morbidt bagtæppe til den rolige by. Når bølgerne går højt, kan der være to selvmord om ugen fra broerne. De lokale middelfartere, som hver dag mødes på ’klogebænken’ under et halvtag på den gamle havn, ved, hvad klokken er slået, når Falck-bådene sejler af sted. Alt i byen bliver vendt på klogebænken – hvis Middelfart har et folkedyb, så findes det her.

Klogebænken under halvtaget er stedet, hvor alt i byen bliver vendt. Er der et folkedyb i Middelfart, så er det her, det holder til og følger med i alt, hvad der foregår.

Sille Veilmark

I dag regner det, så vi sætter os på turistskibet Mira i havnen, og snakken går om Steen Dahlstrøm, om Ewii, om sygemeldingen og om det utrolige twist, der kom for en måned siden, da lokalavisen kunne bringe historien: »Comeback: Steen Dahlstrøm genopstiller alligevel«.

Han er ikke borgmesterkandidat, men vil nu bare være et almindeligt byrådsmedlem – ingen ved helt, hvad det indebærer. Da jeg ringer til Steen Dahlstrøm for at spørge, om han nu bare skal sidde i byrådet som alle andre, svarer han: »Det gør jeg mig ikke de store tanker over.«

»Det må være en rigtig, rigtig dygtig stresspsykolog – ham burde alle bruge,« siger én af de faste på klogebænken, Michael Østergaard, mens han bapper på en pibe.

»Det er da også uhyggeligt, at der kommer sådan en omgang stress så hurtigt,« siger Per Maler og fortæller, at han hver nat sover i det rum, hvor han blev født for 67 år siden. Det er han stolt af, kan man høre. Han hedder egentlig Per Jørgensen, men det er der ikke mange, som ved, for alle har et kælenavn her: Jens Lakrids, Peter Pis, Københavneren, Peter Hest (fordi han har store tænder), Farvehandleren (som egentlig er postbud).

»Steen har da været en pissedygtig borgmester, indtil han sked i nælderne omkring det dér med Ewii,« siger Michael Østergaard, og Per Maler nikker. De har begge to stemt på Steen i alle årene.

»Var det ikke var kommet frem, så var han da borgmester i dag, det er der ingen tvivl om.«

Velkommen til Korsbæk

Et par hundrede meter væk sidder chefen for Fyens Stiftstidendes redaktion på et stille kontor med mørkt gulvtæppe, PH-lampe og et hæve-sænke-bord. Han ser lidt træt ud – men byen er jo heller ikke lige frem en drøm for en journalist.

»Jeg kunne godt tænke mig en lidt større uenighed,« siger Henrik Larsen og ser ud på regnen. Den tager til.

»Uenighed kan jo også føre noget godt med sig. Noget nyt. Noget større. Det er måske lidt en flad by – ikke kun bygningsmæssigt. Der er nok lidt langt imellem de vidtløftige tanker.«

Han er selv fra Viborgegnen, men har boet på Vestfyn i to et halvt år.

»Da jeg kom til byen, var der flere der sagde: ’Jamen velkommen til Korsbæk’. Og sådan er det lidt. Der er en lille kreds af mennesker, som går igen og igen.«

Da jeg spørger, om han ser en forbindelse mellem byens sjæl og personen Steen Dahlstrøm, holder han en lang pause. Da han endelig åbner munden, opsummerer han i tre klare hovedsætninger historien om Middelfart:

»Vi skal have det til at fungere,« siger han.

»Vi skal være enige. Vi skal ikke råbe for højt.«

Serie

Hjem til valg

Frem mod kommunalvalget den 21. november besøger Moderne Tiders skribenter deres hjemstavne på de tre danske kontinenter.

4. november: Fyn. Siden Palme-mordet og nedsmeltingen i Tjernobyl har alting været stabilt i Middelfart. Lige indtil nu.

11. november: Sjælland. I resten af landet bliver han betragtet som en skurk, men i Farum tænker man nostalgisk på de gyldne år under Peter Brixtofte.

18. november: Jylland. Hvordan går Aalborg fra industriby til vidensby, når indbyggerne stadig ser sig selv som arbejdere?

Seneste artikler

  • Aalborg er blevet et rarere sted – men kan byen bevare sin arbejderidentitet, når akademikerne tager over?

    18. november 2017
    Aalborg er den danske storby, hvor flest arbejder i industrien. Den er kendt som ’Den gamle havneluder’. Men udviklingen fra barsk industriby til finkulturel vidensby er i gang og fylder godt i valgkampen
  • Peter Brixtofte spøger stadig hjemme i Farum

    11. november 2017
    Brixtoftes fallitbo. Sådan så det meste af Danmark i begyndelsen af 00’erne på Farum, efter at den ekstravagante og rødvinsdrikkende Venstre-mand var bragt til fald i den største kommunale skandale i nyere tid. Ingen ønskede at blive lagt sammen med den gældstyngede kommune under kommunalreformen. 10 år efter fusionen med Værløse har Brixtofte stadig en stor fanklub, der længes tilbage
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Andersen
  • Thomas Overbye
  • David Zennaro
  • Katrine Damm
  • Morten Johansen
  • ingemaje lange
Michael Andersen, Thomas Overbye, David Zennaro, Katrine Damm, Morten Johansen og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu