Jean Sibelius var en af musikkens største arkitekter

Alle kender Finlandia, Jean Sibelius’ korte, men ikke desto mindre overvældende orkesterstykke fra 1899. Det satte en brand i de finske hjerter i en tid, hvor Finland som russisk storfyrstendømme blev ekstra hårdt undertrykt af zarens stedfortrædere.

Finnerne har måske i stykket hørt folket holdt i lænker i den dystre langsomme begyndelse i mol, hørt en begyndende løsrivelse i den hurtige hoveddel, stadig i mol, og hørt den blide durhymne som folkets kærlighed til fædrelandet.

Sibelius (1865-1957) havde syv år forinden fået opført et større anlagt og lige så opsigtsvækkende værk, symfonien Kullervo for to solister, mandskor og orkester. Den udspringer af nationaleposset Kalevala, som blev genstand for en enorm kulturel eksponering især i 1890’erne.

Kalevala er finnernes samling af mytologiske fortællinger om deres oprindelse, og Kullervo er den tragiske helt, som mangen en mandlig finne har kunnet identificere sig med.

Musik til læsningen? Hør BBC’s symfoniorkester opføre ’Finlandia’:

Sibelius’ baggrund var svensk sprog og kultur, men fra og med dette værk, der henter sit stof fra urgamle melodier og rytmer indsamlet i det østlige Karelen, bekender han sig med lige så stor vægt til finsk sprog og kultur. Det fortsatte med Karelia-musikken og de fire tonedigte om den muntre helt Lemminkaïnen, hvorfra den magiske Svanen fra Tuonela snart vandt klassikerstatus.

Med alle disse værker bibragte Sibelius det finske sind en ganske særlig tonalitet, og det er ingen overdrivelse at hævde, at han medvirkede stærkt til at befæste den vågnende nations identitet.

Sibelius så det imidlertid som sin sande mission at skrive symfonier uden et nationalt program. Dette arbejde med at udvikle symfoniens form, dens processer med motiv og tema blev en livslang kamp, som strakte sig helt ind i det selvvalgte indre eksil i de sidste tre årtier af hans liv. Her blev en ottende symfoni til, som enten er kastet i kaminens flammer eller ligger bortgemt et sikkert sted.

En af musikkens største arkitekter

Man kommer jævnligt ud for det synspunkt, at Sibelius’ syv symfonier på den ene eller anden måde handler om de finske skove, de stjerneklare nætter og de tusind søer. Eller om Finlands kamp for selvstændighed.

Det gør de ikke på den konkrete måde. Efter at Carl Nielsen havde hørt 2. symfoni i København i 1909, skrev han i et brev til Sibelius, at han beundrede den strømmende, ejendommeligt uensartede magt, der herskede i symfonien. Han hørte ingen kampe for national frihed, som de fleste finner gjorde på den tid og måske stadigvæk gør.

Men det er stensikkert, at Sibelius på en dybtgående måde var inspireret af naturen, at han lyttede sig ind til konstante tilstedeværelser i den omgivende natur. Ligesom han elskede de store fugle, svanerne, gæssene og tranerne, deres flugt og deres lyd. Og disse mikrosansninger blev omsat i en fuldstændig egenartet musik, som taler til mennesker overalt på kloden, og det er for så vidt ikke nemt at beskrive, hvad der egentlig foregår i musikalsk forstand.

Men man kan formulere det på denne overordnede måde: Sibelius var en af musikkens største arkitekter. Hans mesterværker kan høres som fortløbende transformationer fra en senromantisk farvet verden til tidløse bygningsværker af slående skønhed og mageløs udtrykskraft.

Valdemar Lønsted er forfatter til den første dansksprogede bog om Jean Sibelius’ liv, værk og samtid fra 2016.