Læsetid: 2 min.

Læser du bøger: Merete Riisager

Undervisningsminister Merete Riisager elsker skæbnefortællinger, men blev sur af at læse om Møllehaves mange damer
25. november 2017

– Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?

»Min yndlingsbog er Hvis dette er et menneske af Primo Levi. Den er hård, men det er derfor, alle skal læse den. Bogen siger barske ting om menneskets natur, om at vi alle har et iboende potentiale til ondskab, men også til det modsatte – potentialet til det menneskelige og til selvopholdelse. Primo Levi var jo kemiker og klarede sig igennem jødeforfølgelserne med sin faglige og videnskabelige snilde. Han klynger sig til sin viden for at holde sin fornuft og medmenneskelighed i live gennem alle de grusomheder, han oplever. Det er en fantastisk beretning om yderpunkterne i menneskets natur, som dybest set handler om, at videnskaben og humaniteten kan redde os fra alt.«

– Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

»Farvel til våbnene af Ernest Hemingway. Den handler om kærlighed og især om kærligheden på trods. Kærligheden er en kraft, som velsigner os, men som vi ikke kan tale frem eller bestemme, hvornår skal dukke op. Man må finde trøst i, at kærligheden findes mange steder.«

– Hvad er den værste bog, du har læst?

»Jeg tør næsten ikke sige det, men det er en selvbiografi af Johannes Møllehave, som jeg læste i sommer. Det værste var, at jeg så gerne ville sympatisere med ham, men i stedet blev så sur på ham, fordi han traf nogle meget egoistiske valg over for sin hustru. Han levede et meget udsvævende liv med mange damer, og de dobbeltstandarder slog jeg mig på. Det er altså svært at nyde en bog, hvis man bare sidder og er sur.«

– Hvilken type læser er du?

»Jeg elsker at lære, mens jeg læser. Derfor læser jeg skæbnefortællinger og historiske værker, som kan gøre mig klogere på, hvad der ligger til grund for vores samfund i dag.«

– Hvornår læser du?

»Åh, jeg læser kun i ferierne for tiden, men så kaster jeg mig til gengæld også grådigt over bøgerne. Godt, det snart er juleferie!«

Merete Riisager er undervisningsminister og medlem af Liberal Alliance.

Serie

Læser du bøger?

Hver uge spørger vi en ny kulturpersonlighed om deres læsevaner.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu