Et liv er forbi: Donna Lynn Mayer

Donna Lynn Mayer var ikke sådan at løbe om hjørner med. Hun var en af de kvinder, der var rødstrømpe i 70’erne, havde sine meningers mod, og som livet igennem tog vare på sig selv.

Det fandt en buschauffør i Guatemala i Quiché-provinsen, hvor hun rejste med en veninde som ung, hurtigt ud af. De skulle tilbage til hovedstaden, og veninden smed sin kuffert oven på taget af den propfyldte bus. Ved ankomsten til Guatemala City opdagede hun, at tasken var væk – med både flybillet og pas.

»Hvordan kan du være så dum,« udbrød Donna.

Buschaufføren indrømmede, at han havde smidt tasken af undervejs 150 km derfra sammen med en gruppe amerikanske turister. Hans uvenlige facon og uvillighed til at hjælpe fik Donna til kogepunktet, og hun insisterede på, at han skulle køre dem hele vejen tilbage og hjælpe dem med at finde tasken.

Da de ankom, gik der ikke lang tid, før buschaufføren forsøgte at stikke af. Donna satte i løb efter ham, fik fat i ham og skreg. Folk stimlede sammen og slog ring omkring dem, idet hun forsøgte at fastholde manden.

En betjent kom til, og en anden mand hev ham i ærmet og sagde, at han havde passet på tasken i håb om at få en findeløn. Donna insisterede på, at det var buschaufføren, der skulle betale findelønnen. Og sådan blev det.

Fast base i DK

Donna Lynn Mayer blev født på Long Island i New York i en jødisk familie. Da hun var omkring 19 år og læste på universitetet, besluttede hun sig for at tage på udveksling i Danmark, fordi hun havde hørt en bekendt tale om den danske model og velfærdssamfundet.

Hun kom til Danmark og blev forelsket i det danske frisind. I et kollektiv mødte hun en fyr, som fortalte hende om Krogerup Højskole, og hun tog på højskoleophold og blev optaget af den grundtvigianske tanke. Hun rejste tilbage til New York med træsko og tørklæde om hovedet, men vendte hurtigt tilbage til Danmark – nærmere bestemt Aarhus.

Aarhus blev en base mere end et hjem for Donna, fordi hun ad flere omgange mange år i træk boede og arbejdede i Mellemamerika. Blandt andet i Nicaragua i 1980’erne, hvor hun deltog i solidaritetsarbejde under krigen og var leder af en brigade, der plukkede kaffe i bjergene. I 1990 fik hun sin søn, Marcus, med en nicaraguaner. I løbet af 1990’erne rejste de mellem Danmark og Mellemamerika.

Når Donna skulle af sted på sine rejser, tog det ikke mere end en uge for hende at pakke sammen og smide de vigtigste ting ned i kælderen i en rød kuffert, til hun kom tilbage. Hun gav gerne en  veninde en liste over, hvad hun skulle ordne, når hun var rejst.

Engang, da hun tog af sted for at være væk i to år, stod der på sedlen, at veninden skulle aflive hendes to katte og begrave dem i haven – det var nemlig synd for dem, hvis de skulle undvære hende i så lang tid.

Levede for udviklingsarbejde

I perioder af sit liv var Donna Lynn Mayer arbejdsløs, og det var nok de værste tider. For hun elskede udviklingsarbejde: Hun ville fortælle mennesker om deres rettigheder og gøre verden til et bedre sted.

At hun var politisk bevidst, viste sig også i hendes livsstil. Hun var miljøbevidst, en antiforbruger, og længe før, det blev udbredt at spise økologisk, købte hun økologiske grøntsager til sin søn. Da hun boede i kollektiv med højt til loftet, byggede hun en seng med høje ben af fyrretræ. I stedet for at smide sengen ud og købe en ny, da hun flyttede ind i en lejlighed med lavere til loftet, hvor sengen ikke kunne være, savede hun benene af. Hun havde sengen, til hun døde.

Donna hadede at sige, at hun var arbejdsløs. Derfor trak hun sig ofte fra sammenkomster, når hun ikke havde et arbejde. Det lå ellers ikke til hende at melde fra, for hun var en festabe, der ikke vidste noget bedre end at lave mad til alle sine venner (gerne 20 forskellige afskygninger af bønner) og sidde ind over bordet og diskutere store og små spørgsmål med et glas vin i hånden.

De sidste ti år af hendes liv arbejdede hun som rådgiver for CISU, der er en sammenslutning af flere hundrede foreninger i Danmark, der arbejder med udvikling i ulande. Alt det, hun vidste så meget om og elskede så højt, kunne hun bruge i sit arbejde her.

Det sidste hotel

For to år siden fik Donna kræft. Hun blev erklæret rask igen og tog til Nicaragua. Måske vidste hun allerede dér, at sygdommen ville komme tilbage, og at det var sidste chance for at sige farvel til de mennesker, hun havde arbejdet med og var kommet til at holde af.

I hvert fald fik hun kort tid efter rejsen tilbagefald. Hun flyttede på hospice – en beslutning, der ikke var nem for en, der havde klaret sig selv hele livet.

Hun sagde, at hun ikke behøvede at have nogle af sine private ejendele med, for hun var vant til at pakke sit liv ned i en kuffert og stille den ned i kælderen. Hospicet var endnu et af de hoteller, hun så ofte havde boet på. Denne gang var det bare det sidste.