Et liv er forbi: Sangria og lagkage

Kort før sin studentereksamen blev Stefan Hindsberger indlagt på Rigshospitalet.

En kræftsvulst i hjernen havde vist sig at være grunden til, at han i det meste af 3.g. havde haft problemer med balancen, set dobbelt, og at han slet ikke kunne se noget, når han kiggede op.

Nu var svulsten på størrelse med en valnød, og trykket i hjernen var alt for højt.

Lægerne indopererede en ventil for at udligne hjernetrykket, og den tynde plastikslange kunne resten af hans liv anes som en diskret forhøjning fra issen og ned ad siden af hovedet.

»Jeg har det fint nu, og hovedet fungerer stadig,« forsikrede Stefan Hindsberger sine forældre morgenen efter operationen og fortsatte så spøgende fra hospitalssengen:

»Jeg testede det ved at bøje latinske verber, da jeg vågnede op fra narkosen.«

Helt uden alvor var bemærkningen ikke, for studiet var vigtigt for den 18-årige Stefan Hindsberger, der måtte gennemgå både kemoterapi og strålebehandling, mens hans klassekammerater læste om fotosyntese og gik til danskeksaminer. Student blev han dog alligevel, og det blev fejret med champagne med gymnasievennerne på Rigshospitalets børneafdeling.

Halvandet år og et tilbagefald senere blev han erklæret kræftfri, men en voldsom træthed fulgte ham gennem livet.

Kærlighed til Spanien

Stefan Hindsberger blev født i 1977 som den yngste af en søskendeflok på fire. Faren var gymnasierektor, og moren var jordemoder. Familien boede i Birkerød i Nordsjælland.

Efter athan var blevet student og havde brugt et år på genoptræning, læste Stefan Hindsberger spansk og historie på universitetet og udviklede her en livslang kærlighed til Spanien.

Så ofte han kunne, rejste han derned. Universitetsbyen Salamanca blev et fast tilholdssted. Men også livet i Birkerød var gennemsyret af passionen for det sydeuropæiske land. Fik han besøg i lejligheden tæt på togstationen, serverede han som regel hofretten paella for sine gæster, og til julefrokoster medbragte han spanske retter som gambas a la plancha eller ensaladilla rusa. Han introducerede også venner og familie for spansk litteratur og historie og underholdt med fortællinger om landets postmodernister, borgerkrigen og udviklingen af den spanske velfærdsstat.

Indtil sin død samlede Stefan Hindsberger hvert år familie, venner og kollegaer til en stor fest i et forsamlingslokale i Birkerød, hvor han sørgede for sangria, tapas og lagkage – og så foreskrev traditionen også fællessang, hvor de inviterede blev bedt om at stemme i på »Jeg elsker de grønne lunde«.

Et levende kartotek

Efter universitetsstudiet fik Stefan Hindsberger arbejde som spansk- og historielærer på Københavns VUC, hvor han efter syv års ansættelse fik titel af lektor.

På skolen var han kendt for sit store engagement og for at bruge utraditionelle – men virkningsfulde – indslag i undervisningen. Her arrangerede han smagning af spanske vine til et aftenhold, lavede en fast morgenvækningssekvens klokken 8.00 med ti minutters Wagner og indledte et forløb om velfærdsstaten med et klip fra folkekomedien Støv på hjernen.

Ingen var i tvivl om hans interesse i andre mennesker. Når han kom til kontrol på Rigshospitalet, brugte han lang tid på at blive opdateret på laboranternes familieliv og ferieplaner. Det samme gjaldt for tjenerne på hans stamcafeer og de taxa-chauffører, der sørgede for at få ham sikkert fra lejligheden til togstationen, når det regnede.

Stefan Hindsberger var næsten som et levende kartotek over familie, venner og bekendte.

»Hvordan er det nu, Stefan?« kunne hans mor indimellem spørge ham, hvis hun ikke kunne huske et navn eller en relation mellem familiens venner, hvorefter han redegjorde for både deres familieforhold og arbejdssituation.

Kulsort humor

Stefan Hindsbergers humor var ofte både grotesk og fræk.

»Nu skal jeg passe på ikke at få en på ventilen,« sagde han indimellem med henvisning til plastikslangen, han havde fået indopereret i hovedet.

Stefan Hindsbergers liv endte pludseligt, få måneder efter han var fyldt 38 år. Hverken hans venner, familie eller kolleger ved med sikkerhed, hvorfor han en morgen i oktober tog sit eget liv, men måske var den voldsomme træthed fra kræftsygdommen blevet for overvældende til sidst, eller måske var kræften på vej tilbage.