Et liv er forbi: Troldmanden fra Søndersø

Over døren til Robert Rasmussens mekanikerværksted hang et skilt. »Troldmandens værksted«, stod der.

Der var ikke den ting, han ikke kunne bygge eller fikse for indbyggerne i Søndersø. Dagligt fik han besøg af naboer med græsslåmaskiner, der ikke længere ville slå, eller sølvlysekroner, der ikke længere ville lyse.

Det ville de, når troldmanden var færdig med dem.

Som ung var Robert Rasmussen en af Nordens bedste speedwaykørere, men en skade under et løb i Holbæk i 1952 tvang ham på tidlig pension. Han solgte sin Norton-motorcykel og byggede sit værksted for pengene. Først senere byggede han huset til. De første år boede han på en madras omgivet af sine motorer.

Enmandsfly til Paris

Alle i Søndersø vidste, hvem Robert Rasmussen var. Enten havde de været forbi værkstedet til en kop stærk kaffe, eller de havde mødt ham i Brugsen, hvor han var maskinansvarlig og havde egen parkeringsplads til sin hjemmebyggede Bugatti-kopi. Og hvis ikke, de var stødt på ham, havde de uden tvivl hørt ham – for trods nænsom pleje larmede 2CV-motoren i Bugattien grusomt.

Bilen var ikke det eneste, Robert Rasmussen byggede.

I begyndelsen af 1970’erne skabte han et ét-sædesfly af en folkevognsmotor og satte sig for at flyve til Paris. De første to gange fik han problemer med rotoren i luften og måtte nødlande mellem køerne på en nærliggende mark, men tredje gang kom han for alvor på vingerne.

Flyet havde ingen radio og intet navigationsudstyr, så Robert Rasmussen fløj langs kysten sydpå. Han landede i en lille lufthavn syd for Paris, men havde ikke meldt sin ankomst, og franskmændene mistænkte ham derfor for spionage. Han fik allernådigst lov at lette igen og fløj mod Søndersø samme dag.

En anden gang installerede Robert Rasmussen en motor under en hestevogn og skjulte pedalerne under sædet. Så styrede han den hesteløse hestevogn ad Odensevej ned gennem Søndersø By, hvor der hurtigt samlede sig et talstærkt publikum. Da han blev spurgt, hvad han lavede, svarede han, at han da var ude at lede efter hestene til vognen.

Da først koblingen og senere bremsen røg, måtte Robert Rasmussen skubbe vognen hele vejen hjem til værkstedet igen.

Åbne døre

Da Robert Rasmussen byggede sit værksted, lå det uden for Søndersø, men med årene blev det opslugt af byen og lå til sidst omgivet af naboer. Det passede Robert Rasmussen godt. Han inviterede byens unge ind fra gaden, underviste dem i motorlære og fik dem engageret i Søndersø Karting Klub.

Også naboer, børn og gamle kolleger fra speedwaytiden kom på kaffebesøg, ofte uanmeldt. Så underholdt Robert Rasmussen med sine ofte lange historier. Det var svært at få et ord indført, når han først begyndte at fortælle. Og der var ikke langt fra tanke til handling, når troldmanden fik et af sine indfald. Da kommunens bud på julelys var for kedeligt, lavede han eksempelvis blot sine egne, som blev hængt op i byen i stedet.

I sin prædiken til begravelsen lagde præsten vægt på Robert Rasmussens store betydning for lokalmiljøet i Søndersø.

Begravet i en Bugatti

I de sidste 13 år af Robert Rasmussens liv holdt to kopier af racerbilen Bugatti 29 side om side i hans værksted. Begge skinnende lyseblå. Ved siden af den hjemmebyggede Bugatti-kopi, holdt en lidt mindre version i træ. Det var en ligkiste foret med kongeblå satin, som han som 83-årig havde fået specialfremstillet på en rejse til Accra i Ghana.

Kirken var fyldt til randen, da Robert Rasmussen blev begravet i sin Bugatti af træ. Lige indtil sin død havde Robert Rasmussen leget med tanken om at installere en lille dynamomotor under kisten, så den selv kunne trille ud ad kirkeporten og over til graven på kirkegården.

»Motorer er mit liv,« havde han sagt til præsten, da han 12 år forinden havde indviet ham i sine alternative kisteplaner.

Han havde endda fået udstyrret kisten med reservehjul.

»Jeg skal da ikke risikere at gå i stå på vejen på grund af en punktering.«

Sådan gik det dog ikke. Robert Rasmussens sønner bar Bugatti-kisten ud ad kirken på traditionel vis.