Læsetid: 4 min.

Det lukkede samfund og dets venner

Et forsvar for ekkokammeret
Det besynderlige ved dem, der så intenst som filosoffen Karl Popper ønsker at forsvare det åbne samfund, er lige præcis, at de er mere end villige til at opgive de idealer, det åbne samfund stiller for dialog og rationelt argument, hvis bare de kan få lov til at bekæmpe dets fjender

Det besynderlige ved dem, der så intenst som filosoffen Karl Popper ønsker at forsvare det åbne samfund, er lige præcis, at de er mere end villige til at opgive de idealer, det åbne samfund stiller for dialog og rationelt argument, hvis bare de kan få lov til at bekæmpe dets fjender

The Granger Collection

4. november 2017

Karl Poppers Det åbne samfund og dets fjender kan på mange måder siges at være en ideologisk grundtekst i dag. Det er måske de færreste af os, der har læst den, men langt de fleste bekender sig spontant til dens lære. Bogen forsvarer en videnskabeligt forsigtig rationalisme og små pragmatiske sociale forandringer. Samt naturligvis det liberale demokrati og den forkætrede humanisme. Summen af de ting er det åbne samfund.

Hvis man derimod lader sig besnære af de store filosofiske forsøg og den tænkning, som formaster sig til at løbe linen ud, så bliver det hele ifølge Popper straks farligt. Platon, Hegel og Marx var de store intellektuelle skurke i historien, ophav som de var til utopiske filosofiske forestillinger, der angiveligt medførte en mængde fysisk vold. Og den slags truer stadig, spørg bare Bent Blüdnikov.

Hegels vrøvl

Den engelske forfatter G.K. Chesterton sagde engang, at der er dem, der er så ivrige efter at forsvare frihed og humanisme ved at kritisere kirken, at de med glæde opgiver både frihed og humanisme, hvis blot de kan få lov til at bekæmpe kirken.

Det besynderlige ved dem, der så intenst som Popper ønsker at forsvare det åbne samfund, er lige præcis, at de er mere end villige til at opgive de idealer, det åbne samfund stiller for dialog og rationelt argument, hvis bare de kan få lov til at bekæmpe dets fjender.

Poppers læsning af Hegel er et skoleeksempel. Hegel var ifølge Popper den konservative metafysiske advokat for den preussiske stat (uanset at Hegel hyldede Napoleon). Hegel fulgte ifølge Popper en spekulativ filosofisk model, hvor han bevægede sig fra tese til antitese til syntese (uanset at Hegel har skrevet mange ting om sin filosofiske metode, men aldrig om dét). Og naturligvis klassikeren: Hegel var en charlatan, som skrev i vrøvlesprog; dette forrygende argument, hvor man på én gang gør egen dumhed og klogskab til præmis. I parafrase: Jeg er for dum til at forstå det, Hegel skriver, men i virkeligheden er jeg meget klog, så derfor må det, Hegel skriver, være noget vrøvl.

Poppers læsning af Hegel er på mange måder et fremragende eksempel på, hvor sløjt det står til med den åbne dialog, som han forsvarer. For uanset hvor mange gange man i Hegelforskningen har afvist de idiotiske klicheer, som Popper lænede sig op ad i 1945, og uanset hvor åben og rationel den videnskabelige diskussion har været omkring dette emne, er det stadig de samme tåbeligheder, som enhver, der interesserer sig for Hegel, skal forsvare sig imod i 2017.

Danmarks åbne dialog

Det, der igen og igen slår en ved det åbne samfunds åbne dialog, er med andre ord, hvor meget ting gentager sig. Det gælder bestemt ikke kun i filosofien. Overalt hvor den åbne dialog hersker, hører man de stemmer, som siger de samme ting, på de samme platforme, om og om igen.

Problemet er, at det åbne samfund er gatekeepernes slaraffenland. Det er samfundet, hvor vi alle sammen kan få vores tanker og meninger udtrykt i offentligheden, forudsat at de er letforståelige og bekræfter nogle grundlæggende ideologiske koordinater.

Var det ikke netop en parodi på det åbne samfunds åbenhed, vi var vidner til, da en stor del af journaliststanden og en enkelt minister for nylig for i flint over, at et par komikere gjorde sig lystige over den andagt, med hvilken en afgående borgmesters pressemøde blev afviklet?

Det tragikomiske ved situationen var, at så mange mennesker i den grad betonede pressemødets nærmest sakrale vigtighed for demokratiet, samtidig med at der ikke blev sagt et eneste nyt ord på mødet.

Ekkokammer

Der tales en del om farerne ved, at de sociale medier udvikler sig til ekkokamre, hvor vi alle sammen kun møder dem, der er enige med os selv. Men med tanke på, hvordan den åbne dialog har det med at udvikle sig, kan man ikke andet end at ønske sig et godt ekkokammer.

Det kræver hårdt arbejde og en særlig form for disciplin at opretholde sådan et. Det tager tid at opsøge de mennesker og kilder, som ikke bare deler ens interesser, men som også har et teoretisk udgangspunkt, som er tilpas udviklet til, at man ikke behøver spilde tiden med at tænke forfra fra Adam og Eva, hver eneste gang et nyt emne dukker op.

Men det er lige netop det, der skal til, hvis man vil have noget at tænke over, som man aldrig nogensinde ville kunne få fra de gamle medier.

I det åbne samfund bliver vi alle samme hele tiden dummere, samtidig med at intet for alvor ændrer sig. Måske er det tid til at oprette af nogle små rum, små revolutionære celler, lukkede klubber og køkkener, hvor tænkningen igen kan vokse sig stærk.

Det lukkede samfund og dets venner handler om de rum, hvor man kan tillade sig at håbe lidt endnu.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu