Læsetid 3 min.

Jo mere deprimeret en skuespiller er, desto mere ler publikum

Set fra udlandet er finsk film stadig lig med Aki Kaurismäki, den sorthumoristiske humanist, der laver musikalske, stiliserede fabler om mennesker på bunden af samfundet
I tidlige film som Pigen fra tændstikfabrikken (1991) kredser Aki Kaurismäki om eviggyldige emner som kærlighed, ensomhed, fællesskab og medmenneskelighed.

I tidlige film som Pigen fra tændstikfabrikken (1991) kredser Aki Kaurismäki om eviggyldige emner som kærlighed, ensomhed, fællesskab og medmenneskelighed.

Fra filmen

2. december 2017

Kaster man sit blik ud over europæisk film, er det ikke voldsomt mange erklærede humanister, man får øje på. Men de, der er, formår heldigvis at gøre væsen af sig. Det drejer sig især om Dardenne-brødrene fra Belgien, Ken Loach fra Storbritannien og så selvfølgelig Aki Kaurismäki fra Finland.

Han laver desværre kun én film ca. hvert femte år, men så er der også tale om velformede, morsomme og rørende socialrealistiske eventyr, der handler om mennesker, stille eksistenser, som befinder sig et godt stykke uden for det etablerede samfund, ja, nogle gange endda på bunden af det.

Der er en sjælden melankoli, underspillet humor og musikalitet – han dyrker både den særegne finske udgave af tango og rock’n’roll – på spil i Kaurismäkis smukke, nænsomme og langsomme film.

De foregår i visuelt præcise, stiliserede udgaver af verden, hvor man sjældent viser følelser, drikker en del, og det ikke er svært at kende forskel på ven og fjende. Det betyder dog ikke, at der ikke er noget at kæmpe for. Tværtimod.

 

Få adgang til hele artiklen og uafhængig kvalitetsjournalistik.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu