Kommentar
Læsetid: 4 min.

#MeToo handler om dominans og kollektiv frigørelse

#MeToo-kampagnen er blevet et eksempel på, hvordan sociale medier kan åbne sprækker i fastfrosne dominanssystemer og muliggøre kritik af førhen urørlige normer og magtstrukturer
Moderne Tider
18. november 2017

Det begyndte med historier i The New Yorker og The New York Times om, hvordan den amerikanske filmmogul Harvey Weinstein systematisk havde begået seksuelle overgreb mod en række kvinder i filmbranchen og presset dem til at fortie deres oplevelser.

Næste skridt var, at den amerikanske skuespiller Alyssa Milano opfordrede sine følgere på Twitter til at skrive #MeToo, hvis de også havde oplevet seksuelle overgreb og chikane, for at »give folk en fornemmelse af problemets størrelsesorden«.

Hashtagget spredte sig hurtigt på tværs af den vestlige verden, og de sociale medier blev straks fyldt med hundredtusindvis af helt almindelige kvinder og mænds vidnesbyrd om oplevelser rangerende fra catcalling på gaden over chefers sexchikane til voldtægt og anden form for seksuel vold.

Dernæst begyndte anklagerne mod konkrete magtmænd inden for underholdningsindustrien, mediebranchen og det politiske liv at pible frem, og skandalesagerne hobede sig op fra Hollywood over den svenske presse til det britiske parlament. Eksempelvis blev den amerikanske skuespiller Kevin Spacey fyret fra Netflix’ success-serie House of Cards, og den britiske forsvarsminister Michael Fallon måtte træde tilbage. Senest har komikeren Louis C.K. indrømmet at have krænket flere kvinder.

Men hvis problemet med seksuelle overgreb og sexchikane er så systematisk og udbredt, hvorfor kommer jordskælvet så først nu?

Underlagt en andens vilje

Jeg tror, en del af svaret skal findes i begrebet ’dominans’. Dominansbegrebet er blevet genstand for stadigt mere opmærksomhed i den politiske teori i de senere år som led i en genvækkelse af den slumrende republikanske tradition, der netop definerer frihed som fraværet af dominans. Denne tradition, der har meget lidt med det moderne republikanske parti at gøre, går helt tilbage til den romerske republik og nåede sit zenit i forbindelse med de amerikanske og franske revolutioner.

Ifølge republikanere er jeg domineret, hvis jeg befinder mig i en social relation, hvor jeg er underlagt en andens vilje. Det betyder ikke nødvendigvis, at min overherre hele tiden blander sig i, hvad jeg render og laver, men det betyder, at han kunne gøre det, hvis han følte for det.

De systematiske seksuelle overgreb er muliggjort af, at overgrebsmændene i mange tilfælde har indgået i en dominansrelation med ofrene. De har ikke bare været i stand til at påføre ofrene deres vilje, men også deres krop, uden at ofrene har været i stand til at forhindre det.

Ethvert væsentligt dominansforhold er socialt struktureret – dvs., det etableres og opretholdes gennem normer, institutioner og sociale strukturer.

Weinsteins mulighed for at påtvinge kvindelige ansatte og skuespillere sin vilje og krop var selvfølgelig givet ved hans position i toppen af et status- og magthierarki som én af de mest magtfulde mænd i Hollywoods kulturindustri. Når så mange i hans organisation tilsyneladende kendte til Weinsteins overgreb uden at reagere på dem, så var det givetvis i høj grad på grund af en velbegrundet frygt for de voldsomme personlige konsekvenser, som en offentlig anklage ville kunne medføre.

Men der er også noget lidt mere uhåndgribeligt på spil. Når normaltilstanden så mange steder er, at seksuelle overgreb i så vid udstrækning kan finde sted uden sanktioner, så skyldes det også, at de overgreb finder sted inden for en social struktur, der systematisk nægter ofrene mulighed for at anklage deres overgrebsmænd og for åbent at kritisere overgrebsmandens dominans. Dermed ender ofrene som ofre i dobbelt forstand – ikke kun for selve overgrebet, men også for en social struktur, der nægter dem at komme til orde og dermed underkaster dem en andens dominans.

Strukturen består i en privatisering af omkostningerne ved en offentlig anklage om overgreb til de isolerede ofre, idet omgivelserne systematisk negligerer, fortier og dækker over overgreb – eller truer ofrene med yderligere personlige konsekvenser, hvis de står frem. Dermed reproduceres de dominerendes magt til fortsat uanfægtet at påtvinge underordnede kvinder og mænd deres vilje og krop.

Kollektiv frigørelse

Det er altså de socialt strukturerede dominansrelationer, der forklarer, hvorfor straffrihed for hyppigt forekommende seksuelle overgreb så mange steder har kunnet eksistere som normaltilstand.

Det er netop disse dominansrelationer, der nu er begyndt at slå revner, fordi de sociale medier har givet kvinder og mænd et forum til offentligt at dele deres overgrebshistorier og anklager. Mens enkeltstemmer kan isoleres og trues til tavshed, så er det straks sværere at fortie et kor af vidnesbyrd og anklager.

Forløbet omkring Weinstein og #MeToo har altså form af en klassisk frihedskamp, hvor kollektiv bevidstgørelse og handling muliggør frigørelse fra dominans – en dominans, hvis eksistens afhænger af, at de dominerede står isolerede og alene over for deres overherrer. Forløbet har vist, at de sociale medier og den digitale offentlighed trods alle problemer og patologier også kan virke som et redskab til at kollektivisere oplevelser med uretfærdighed og dermed give ofrene en stemme og magt over deres situation, de før har været frarøvet.

Som salig Leonard Cohen sang: »There is a crack in everything, that’s how the light gets in« – i hvert fald, når man først har fundet den hammer, der kan få strukturen til at krakelere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Man må blot konstatere, at sexuelle krænkelser stadig affejes som 'hysteri, 'snerperi' og en pålæggelse af skyld i forhold til ofrene, både via medierne og den almene konsensus, der faktisk stigmatiserer ofrene langt mere end gerningsmændene.

Elisabeth Andersen, June Pedersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese, ingemaje lange, Katrine Damm og Heidi Larsen anbefalede denne kommentar

Eva, ikke af alle må det vel retfærdigvis siges. Men overraskende mange.

Elisabeth Andersen, Steffen Gliese, Hanne Ribens, Benjamin Hansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Kollektiv frigørelse? Man kan med fordel lade sig inspirere af Slavoj Zizek's tilgang til emnet:

"Today’s celebration of “minorities” and “marginals” is the predominant majority position – even alt-rightists who complain about the terror of liberal political correctness present themselves as protectors of an endangered minority. Or take those critics of patriarchy who attack it as if it was still a hegemonic position, ignoring what Marx and Engels wrote more than 150 years ago, in the first chapter of their aforementioned tome: "the bourgeoisie, wherever it has got the upper hand, has put an end to all feudal, patriarchal, idyllic relations.” But this is still ignored by those leftist cultural theorists who focus their critique on patriarchal ideology and practice."

"Kønskamp er klassekamp" er en yndet parole blandt de, som ikke får deres information om klassekamp fra hestens egen mund.

Hvis vi medgiver Zizek at fejringen af minoriteter og marginals i dag er en majority position, så må vi også se de følgende argumenter som en del af systemets ideologiske dominans. Her pointerer Zizek en interessant ideologisk 'rift' mellem det neoliberale samfunds hyldest til personlig ansvar og det faktum at det neoliberale samfunds største styrkeposition netop består i offerrollen:

"Is the basic characteristic of today's subjectivity not the weird combination of the free subject who themselves as ultimately responsible for their fate and the subject who grounds the authority of his speech on their status as a victim of circumstances beyond their control? Where every contact with another human being is experienced as a potential threat - if the other smokes, if he casts a covetous glance at me, he already hurts me: this logic of victimization is today universalized, reaching well beyond the standard cases of sexual or racist harassment.

Merely recall the growing financial industry of paying damage claims, from the tobacco industry deal in the USA and the financial claims of the Holocaust victims and forced laborers in Nazi Germany, up to the idea that the USA should pay African-Americans hundreds of billions of dollars for all they were deprived of due to their past slavery. This notion of the subject as an irresponsible victim involves the extreme narcissistic perspective from which every encounter with the other appears as a potential threat to the subject's precarious imaginary balance; as such, it is not the opposite, but, rather, the inherent supplement of the liberal free subject. In today's predominant form of individuality, the self-centered assertion of the psychological subject paradoxically overlaps with the perception of oneself as a victim of circumstances."

Også må vi i øvrigt huske at de eneste overgreb, som Twitter og de sociale medier indtil nu "kollektivt" har været skueplads for, har været overgreb mod Hollywood eliten. Jeg tror ikke at der er meget kønskamp i det for de lønmodtagere, som evt også måtte døje med sådanne problemer.

Niels Duus Nielsen, Torsten Jacobsen og Christian Larsen anbefalede denne kommentar
Bjarne Agerskov

Eva. Nu skal det jo konstateres først i hvilke tilfælde der er tale om krænkelser og hvor der er tale om uønskede seksuelle tilnærmelser (hvilket ganske rigtigt er irriterende men IKKE ulovligt).

Folk med anklager må ringe til politiet og ikke ekstrabladet. De der ikke ringer til politiet mener jeg ikke man burde give spalteplads på den ensidige måde som er tilfældet i øjeblikket. Der kan være motiv, bl.a karrieremuligheder, som motivere folk til anklager. Hævn kan også være et motiv. Eksempelvis hvis man er blevet forbigået på en produktion.

Jeg synes altså også det her drejer sig om, at kvinder skal lære at sige ordentligt fra, for ellers ender det altså også bare ud i et masseklynkeri/hysteri lige fra et kærligt klap, til voldtægt og alt imellem, og det er ikke en fair diskusion.

Derudover må jeg bare konstatere, at jeg flere gange har oplevet, at hvis en mand, f.eks rager på en kvinde i byen og hun finder ham attraktiv, så er det ok, men hvis hun omvendt ikke finder ham attraktiv, så er det en krænkelse.

Hvornår ved manden om kvinden vil finde ham attraktiv?

Man skal godt nok passe på, at man ikke dræber det "naturlige" spil i mellem mand og kvinde, folk er vidt forskellige, og nogle er sarte hvor andre er hårdfør, men lad nu være med at trække alt over en kam, og så gøre det til normen.

Hvad der bliver understreget her endnu engang er at det er kvinden, der vælger manden - i modsat fald (altså hvis manden vælger en kvinde og hun ikke synes om ham) er der tale om krænkelser, voldtægt osv.

Bjørn Danh, Niels Duus Nielsen og Peter Hansen anbefalede denne kommentar

Den personlige integritet går forud for enhver klassekamp og er klassekampens mulighedsbetingelse. Så længe kampen står om 'det daglige brød', er den dømt til at blive tabt. Kun ved at udstå afsavn og holde fast i sin ret som individ i samfundet, kan undertrykkende strukturer for alvor bekæmpes.