Peter Brixtofte spøger stadig hjemme i Farum

En morgen i januar manglede der noget på Farum Hovedgade. Cyklister på vej til stationen var ellers vant til at kunne spejle sig i en blank skulptur af cykelrytteren Ole Ritter bøjet forover i en aerodynamisk positur.

Nu stod der blot en tom sokkel. Kadence, hedder skulpturen. Den er udført af billedkunstneren Monica Ritterband og er en del af en serie af sportsskulpturer, som Farums daværende borgmester Peter Brixtofte (V) fik opført som en manifestation af den lille forstads ambitioner om at blive landets førende idrætsby.

Projektet kostede ifølge BT knap 1,9 millioner kroner, der blev ulovligt konteret under byggeriet af byens nye stadion. Et stadion med plads til 10.300 af Farums 19.000 indbyggere.

Nu står Kadence foran Søndersø Idrætscenter i Værløse. Det er ikke gået ubemærket hen i Farum, hvor man udmærket husker, at borgerne i Værløse under ingen omstændigheder ville hjælpe med at afdrage på Farums milliardgæld, da de to kommuner skulle sammelægges for ti år siden.

»Som en slags krigsbytte, fjerner de byens kunst. Vi skulle ALDRIG være blevet lagt sammen snobkommunen Værløse. De vil altid betragte os som andenrangsborgere,« skrev en frustreret bruger i januar på Facebook i en gruppe for indbyggere i Farum.

Splittet fra starten

Det er 10 år siden, at Værløse og Farum blev til Furesø Kommune. Man kan roligt sige, at de første år i den nye kommune var præget af dårlig stemning. I Værløse havde borgerne kæmpet en indædt kamp for ikke at blive splejset med den skandaliserede og dybt forgældede nabokommune. Og i Farum betragtede man dem i Værløse som arrogante og hysteriske, ligesom den endelig aftale, hvor borgere i Farum over en årrække skulle betale en særligt høj kommuneskat, blev opfattet som uproportionelt hård.

Mange vendte aldrig ryggen til Peter Brixtofte og mente helt grundlæggende ikke, den detroniserede bykonge havde gjort noget forkert. Han var bare gået til grænsen. De nægtede at skamme sig over byens farverige historie.

Jeg voksede op 500 meter fra Kadences nu forhenværende plads. Først i de fede år, som vi kalder dem i Farum. Dengang vi var stolte over at se vores by fremhævet som ’mønsterkommune’ og over, at der aldrig var langt imellem, at Peter Brixtofte klippede det røde bånd over til et nyt kommunalt prestigeprojekt. Siden i de magre år – tiden, der fulgte – da det stod klart, at ’miraklet i Farum’ var svindel.

Et af Peter Brixtoftes første store anlægsprojekter som borgmester var indkøbscenteret Farum Bytorv. Det åbnede i 1993, og rygtet vil vide, at borgmesteren insisterede på, at gulvet blev lagt med italiensk marmor. »Kun det bedste er godt nok til Farum,« skal han have insisteret.

Midt på Bytorvet ligger en cafe, der fungerer som et samlingssted i byen. Da jeg boede her, hed den Mona Lisa og serverede smørrebrød og Hof på flaske. I dag hedder den Cafe Petrine og har stempelkander med kaffe og tapasbræt på menukortet.

På cafeen sidder Johnny Petersen, en lattermild lastbilchauffør på 53 år. Han har firkantede briller, og det brune hår er redt ud i en midterskilning. Han har boet i Farum siden 1970’erne, og han er langtfra tilfreds med, at kommunen har flyttet cykelskulpturen. 

»De ville ikke have noget at gøre med vores gæld, men de vil gerne have del i kunstskattene,« siger han. »De ser os som latterlige og uansvarlige, men de vil stadig gerne nyde godt at alle de ting, som vi og Peter (Brixtofte, red.) lykkedes med.«

Hård fødsel

De første skud i krigen om Furesø blev affyret i 2005. Daværende indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen havde annonceret en kommunalreform, der reducerede antallet af kommuner fra 271 til 98. Spørgsmålet om, hvem der skulle slås sammen med Farum, var den sidste knast, inden reformen var forhandlet på plads.

Under slagord som »Frit Værløse« og »Nej til tvangsægteskaber« gik Værløses borgere i fakkeltog fra svømmehallen til bymidten i protest mod den planlagte sammenlægning.

Som i resten af landet havde man i Værløse set måbende til, mens Farum gennem 15 år førte sig frem med prestigebyggerier, ekstravagante velfærdsydelser og et fodboldhold, der rykkede op hver eneste år. Anders Fogh Rasmussen beskrev Farum som en »mønsterkommune«, og byen blev kåret som en af verdens ti bedste byer. Det var en tysk fond, Carl Bertelsmann-Stiftung, som jeg aldrig siden har hørt om, der uddelte prisen. Men dengang vidste alle i Farum, at vi var på top-10 over verdens bedste byer. Det stod slet ikke til diskussion. Og manden i centrum for det hele, Peter Brixtofte, skyllede selvtilfreds hæderen ned med Château Haut-Brion 1993 til 4.200 kroner flasken.

Men det hele var svindel, finansieret af uigennemsigtige leasingkarruseller og ulovlige lån. Og skulle de mådeholdne værløseborgere nu tømme deres pænt polstrede kommunekasse ned i Farums bundløse hul af gæld? »Farum holdt festen, vi hænger på opvasken,« sagde man i Værløse. I Farum fokuserede vi mere på, at Værløse jo fik superligaholdet og de moderne idrætsfaciliteter i medgift.

»Holder stadig af Peter«

For at »få pillen til at glide ned«, som kommunens nuværende borgmester, Ole Bondo Christensen, formulerer det, endte det helt ekstraordinært med, at indbyggerne i den nye Furesø Kommune ikke skulle betale det samme i skat.

Han tager imod Information på borgmesterkontoret i kommunens rådhus i Værløse, der er så nyopført, at duften af maling endnu hænger i luften. 

Frem til 2014 betalte borgerne i Farum 2,3 procent mere i kommuneskat end borgerne i Værløse, ligesom også grundskylden var højere i Farum. I gennemsnit betalte en voksen borger i Farum 17.000 kroner mere i skat om året end en fra Værløse, fortæller Ole Bondo Christensen. Han beskriver ordningen som »en form for kollektiv afstraffelse«.

Få hundrede meter fra rådhuset slentrer veninderne Sussi Fischer Abrahamsen og Anine Nielsen på henholdsvis 60 og 75 år henover de røde sten i Værløses Bymidte.

Byens stadion, Farum Arena, med en skulptur forestillende Peter Schmeichel foran har plads til godt 10.000 tilskuere – det er over halvdelen af Farums indbyggere. Fodboldeventyret var et af Brixtoftes helt store, men ikke helt lovlige projekter.

Morten Langkilde

»Vi hadede faktisk Farum dengang,« fortæller Sussi Fischer Abrahamsen og smiler. »Vi havde en sund økonomi, og så skulle vi betale for, at Brixtofte havde ført sig frem,« tilføjer veninden Anine Larsen.

Hvem der egentlig betalte regningen, hersker der ikke helt enighed om i Furesø Kommune. Var det alene Farum-borgerne, der afdrog gælden over særskatten, eller led Værløse også under et skrabet budget de første år?

Officielt er regningen betalt nu, og begge kvinder vurderer da også, at krigen er slut.

»Men nede på Åkandevej er det stadig kun hver anden gadelygte, der er tændt om aftenen. Det er da nok, fordi vi stadig betaler regningen efter Brixtofte,« siger Anine Larsen.

Tilbage på Cafe Petrine på Farum Bytorv møder jeg SOSU-assistent Heidi David Nielsen, 48 år,  på cafeen. Hun er iført en grå dunvest med FC Nordsjællands logo på brystet. Hver anden weekend er hun frivillig i en pølsebod til klubbens hjemmekampe. Det vigtigste emne til kommunalvalget er at »gøre tingene mere lige« mellem Farum og Værløse, mener hun. Siden sammenlægningen er alle investeringerne nemlig gået til Værløse.

»Vores statue på hovedgaden er væk. Og det er svært ikke at se det som et statement, at det nye rådhus ligger i Værløse hos ’de voksne’,« siger Heidi David Nielsen. »De ser os stadig som nogle uartige børn, der skal straffes.«

Havde Peter Brixtofte blot fået lov til at føre sine projekter til ende, var han og Farum, som altid, landet på benene, mener hun.

»Vi holder stadig af Peter her i Farum. Det har de svært ved at forstå i Værløse.«

De fede år

I 1999 indledte min lærer Marianne en matematiktime med en forrygende nyhed: Alle skoleelever i Farum ville få gratis hjemmecomputer. Kvit og frit. Ikke alene var det en topmodel af mærket Compaq, der kort forinden var blevet hovedsponsor for Farum Boldklub, man fik også to spil. Jeg valgte FIFA 99 og SimCity 2000.

Året efter sad min mormor i en flyver med kurs mod Gran Canaria sammen med en gruppe pensionister fra Farum.

»Opholdet vil gøre, at de ældre bliver mindre syge, at de bliver gladere, og at de får et bedre netværk. Alt i alt en højere livskvalitet,« sagde Peter Brixtofte i 1999 om sine planer om årligt at sende alle byens pensionister på to ugers kommunalt betalt charterferie.

Året efter igen var min mormor på sin anden rejse, denne gang til Alanya i Tyrkiet, hvor Peter Brixtofte selv var med til at fylde rødvin i hendes glas. »Peter er sådan en vidunderligt charmerende mand,« konstaterede hun sidenhen ofte.

Peter Brixtofte blev borgmester i Farum i 1986, og fra 1989 havde Venstre absolut flertal i byrådet. Derfra gik det stærkt. Den dag i dag kan man ikke gå 500 meter i Farum uden at et se monument – eller en skamstøtte – over Peter Brixtoftes tid som borgmester.

Indkøbscentret, kulturhuset, skulpturparken, stadion, sportsarenaen og stationstorvet, der stadig i dag bliver kaldt Peterspladsen. Det hele blev opført i de gode år, dengang det ikke var til at skelne imellem kommunen og Peter Brixtofte.

Det gælder også byens nye stolthed, fodboldklubben FC Nordsjælland, der blev danske mestre i 2011 og spillede Champions League i 2012. Med Peter Brixtofte som bestyrelsesformand rykkede klubben op syv år i træk fra Serie 2 til 1. division. Og i maj 2002, tre måneder efter, at BT med artiklen »Drak for 150.000 kroner på et døgn« indledte en serie af afsløringer om svindel, vennetjenester og dekadent overforbrug i Farum Kommune, sikrede klubben sig oprykning til Superligaen.

Solkongen

Borgmester er ikke et dækkende ord for Peter Brixtoftes position i Farum. Han var bykonge i ordets egentlige betydning. I 13 af sine 17 år som borgmester regerede han med absolut flertal i byrådet. Mange i Farum så ham som en entreprenant verdensmand med ambitioner om at sætte Farum på verdenskortet. Vi var heldige at have ham. Sådan så mange på det, og der er stadig mange i Farum, der tænker: Vi er heldige at have haft ham.

Der er også dem, der aldrig har brudt sig om Peter Brixtofte. Min far er født i 1950, gymnasielærer og venstreorienteret. Han har altid foragtet Peter Brixtofte. Selv i de fede år. For ham var Farums bykonge arketypen på den type selvfede, yuppieliberalist, der i hans øjne var ved at ødelægge samfundet. 

Og da BT i 2002 kunne afsløre, at det hele rent faktisk var for godt til at være sandt, havde han svært at holde glæden tilbage. Inderst inde tror jeg, min far betragtede de 17.000 kroner i årlig særskat som en ringe pris for retten til at sige »hvad sagde jeg?« nede på Farum Bytorv.

Min mormor så anderledes på det. Til sin død fastholdt hun, at havde ’Peter’ blot fået lov til at føre sine projekter i mål, ville han og Farum være landet på benene, som de altid gjorde. Det var de små mænd i formiddagspressen, i bagmandspolitiet og i Indenrigsministeriet, der ikke kunne leve med, at den store mand i Farum baskede med vingerne.

Det synspunkt stod hun ikke alene med. Ved kommunalvalget i 2005, efter at Peter Brixtofte var blevet smidt ud af Venstre og stod over for adskillige straffesager, fik han 1.000 personlige stemmer. Der var 11-12.000 stemmeberettigede i Farum. Og de 350 siddepladser i Stavnsholtkirken i Farum var ikke tilnærmelsesvis nok til Peter Brixtoftes bisættelse sidste år. Indenfor måtte folk stå op, og foran kirken blev præstens mindeord transmitteret i højttalere.

Nummer ét i Superligaen

Tilbage på Cafe Petrine tager SOSU-assistenten Heidi Daniel Nielsen sin grå FC Nordsjælland-dunvest af og hænger den på ryglænet af sin stol.

»Peter var for kvik, for dygtig. Det blev en torn i øjet på nogle,« siger hun.

Johnny Petersen er enig. Det er muligt, at Peter Brixtofte gik over stregen nogle gange, medgiver han. Lastbilchaufføren tager sine firkantede briller, placerer dem i det mørke hår og kigger mig i øjnene.

»Men alt hvad han gjorde, gjorde han for Farum. Han tog aldrig noget i egen lomme. Ikke andet end lidt rødvin,« siger Johnny Petersen. »Og det er i øvrigt noget andet, folk udefra ikke forstår. Her i Farum vidste alle, at Peter var glad for rødvin. Også før skandalen.« siger han.

Det er rigtigt. Dengang vidste man godt, at Peter Brixtofte drak. Måske ikke at flaskerne kostede op til 8.000 kroner stykket, og blev betalt med kommunens penge. Men det var en offentlig hemmelighed, at han kun talte med journalister før frokost, og at kommunen mestendels blev drevet fra Bregnerød Kro, Restaurant Sepp eller et andet af byen bedre spisesteder.

»Man kommer ikke udenom, at Peter efterlod sig et fantastisk slutresultat. Vi har det hele. Og det får Værløse også glæde af nu,« fortsætter Johnny Petersen.

Selv min far er blødt op. »Man kan sige meget om Peter Brixtofte, men i det mindste var han en nogenlunde anstændig Venstre-mand, ligesom Poul Hartling og Uffe Ellemann. Peter Brixtofte førte aldrig klapjagt på indvandrerne, som Venstre gør i dag,« sagde han i sommer.

Unge forstår det ikke

Skulpturen af den aerodynamiske cykelrytter blev ikke rykket til Værløse for at straffe Farum-borgerne for fortidens synder, forsikrer kommunens nuværende borgmester Ole Bondo Christensen. I forbindelse med en planlagt renovation af Farum Hovedgade havde beboere fra området selv udtrykt ønske om at åbne en lille park bag skuplturen op mod gaden, siger han.

Han betragter i det hele taget sagen om skulpturen som en af de sidste krampetrækninger i splittelsen mellem Farum og Værløse. »Situationen var slem lige efter sammenlægningen. Det var op ad bakke,« forklarer han.

»Jeg synes ikke, at 10-året for Furesø Kommune skal handle om Peter Brixtofte,« indskyder borgmesteren. Han føler ikke, at han regerer i bykongens skygge. I dag er Furesø nemlig én samlet kommune, mener han.

»De unge forstår slet ikke problemet,« siger Ole Bondo Christensen.

Lastbilchaufføren Johnny Petersen er ikke helt enig. »Selv tvangsægteskaber kan vel ende i skilsmisse,« siger han og blinker med det ene øje, inden han rejser sig, forlader Cafe Petrine og forsvinder ud på Farum Bytorvs italienske marmorgulv.