Læsetid: 9 min.

I Polen er kampen om historien en kamp, der også udkæmpes i gaderne

Trods EU’s ønsker forsøger Polens regering at dreje nationens historie i en mere nationalistisk retning. Det sker gennem en kampagne, som har bredt sig fra weekendens demonstrationer i Warszawa til infomøder på Amager
Weekendens demonstationer i Polen var mere end højreekstreme udskejelser, det var også en kamp om den polske  – og europæiske – historieskrivning

Weekendens demonstationer i Polen var mere end højreekstreme udskejelser, det var også en kamp om den polske  – og europæiske – historieskrivning

Hollandse Hoogte

18. november 2017

Blå blink og tudende sirener drøner gennem Warszawas mennesketomme gader fra morgenstunden her på Polens uafhængighedsdag. En karavane af grå patruljevogne standser, tømmes for tunge, kampberedte betjente, som slår ring om pladsen Politechniki. Nogle timer senere smelter sidegadernes små antifascistiske grupperinger sammen til en demonstration på Plac Politechniki.

Nogle få tusinde er mødt op. Stemningen er rolig, næsten resigneret.

»Lad os vise dem, at vores solidaritet er stærkere end deres had,« råber en kvinde fra ladet af en udpint varevogn i et forsøg på at rette fokus mod en langt større demonstration godt en kilometer væk.

Midt i mængden står Pawel Przewlocki, en 40-årig græsrodsaktivist og forsker i kunstig intelligens hos Samsung. Kvindens tale får hans skarpt skårne ansigtstræk til at slå en syrlig knude.

»Den politiske stemning er blevet meget polariseret. Jeg kan godt frygte, hvor det ender,« siger han.

»Allerede nu er der familier, som splittes, fordi de har forskellige politiske synspunkter.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Christensen
  • Lars Rasmussen
  • Erik Karlsen
  • Henrik Brøndum
Katrine Christensen, Lars Rasmussen, Erik Karlsen og Henrik Brøndum anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kun en lille rettelse.
Jeg læser
I de 63 dage, opstanden varede, myrdede SS ca. 200.000 civile. Efter krigen var 90 pct. af byen ødelagt, og da Den Røde Hær gik ind i den polske hovedstad, fandt de en livsforladt ruinhob.
Faktuelt er det rigtigt.
MEN
Med til historien hører at Stalin lod Den Røde Hær vente tålmodigt på den anden side af en lille flod.
Man ventede fordi det var bedre at lade SS gøre arbejdet med at knægte dem, der senere måske ville kæmpe for et uafhængigt Poloen.

  “Hvad skal jeg sige ham, jeg, en jøde fra det Ny Testamente,
  der i to tusind år har ventet på Jesu genkomst?
  Min sønderbrudte krop vil afsløre mig for hans blik
  som tilhørende dødshjælperne:
  de uomskårne.”

— Czesław Miłosz, fra digtet “En stakkels kristen ser på ghettoen” (Warszawa 1943; citeret fra Udvalgte digte, side 20; en engelsk oversættelse kan findes her).

Det forekommer mig, at den udvikling, som vi kan observere i Polen i disse dage, er resultatet af en utilpasset nationalisme. En nationalisme, som burde (kunne?) være blevet modereret efter afslutningen på det vanvid, som i eftertiden er blevet kendt som anden verdenskrig. Men som netop ikke blev modereret, bl.a. fordi Polens kvaler ikke sluttede i 1945: Nu ventede der en periode, 44 år skulle det senere vise sig, hvor Polen i praksis var underlagt Sovjetunionen. Og det er min overbevisning, at dette forsinkede, eller endda helt aflyste, en ellers strengt nødvendig afspændingsproces efter krigen.

Dog, ret skal være ret: Spørgsmålet om, hvilken rolle den store Sovjet spillede i Polen efter krigen, er selvsagt ikke muligt at svare hverken entydigt eller enkelt på. Og der er mange ubesvarede, måske endda ubesvarlige, spørgsmål. For eksempel: Var det som befrier eller som besætter, at Sovjet smed utysket ud af Polen? Personligt er jeg tilbøjelig til at mene, at det var som en slags hybrid: en befriende besætter, eller, om man vil, en besættende befrier. Men et klart, objektivt svar tror jeg aldrig, at man vil kunne finde...

Uanset hvad, så blev der i hvert fald ikke igangsat nogen meningsfuld form for Vergangenheitsbewältigung ligesom den, som man fx så i (Vest-)Tyskland. Snarere blev nazi-syndebukken malket godt og grundigt af det nye sovjetregime, som i høj grad manglede folkelig legitimitet. Thi det foresvæver mig, at Polen aldrig i egentlig forstand har været et kommunistisk land. (Besat af kommunister har de derimod været...) Polakkerne er nemlig dybest set et (små)borgerligt folkefærd, ligesom i øvrigt deres idoler: franskmændene.

I forlængelse af ovenstående kunne man nu finde på at spørge mig, hvordan jeg kan være så sikker på, at kommunismen aldrig havde nogen nævneværdig støtte i den polske befolkning? The clue is, som man siger, in the name: Ved at kalde det nye, kommunistiske Polen for Folkerepublikken Polen afslørede man uforvarende, hvad det netop ikke var: folkeligt. (I tråd hermed kan man spørge: Hvor meget demokrati er der egentlig at finde i Den Demokratiske Republik Congo? Eller hvor meget liberalisme er der i Venstre, Danmarks Liberale Parti?)

Men altså: Ved at gøre opmærksom på nazisternes forbrydelser under krigen kunne man, dvs. det kommunistiske establishment, fjerne fokus fra sine egne fiflerier her og nu. Og hvad værre var: Man forhindrede hermed en selvransagelse i den enkelte, polske sjæl. Thi selv om tyskerne afgjort må siges at stå med hovedansvaret for forbrydelserne begået under anden verdenskrig, så kan polakkerne ikke sige sig fri for at have været med i dem. Som ofre, men også som bødler.

Offerrollen er rigeligt beskrevet og bliver ofte belyst i offentligheden. Således var 'den reelle leder' i Polen, Jaroslaw Kaczynski, for nylig ude og kræve krigsskadeerstatninger fra Tyskland. Igen igen. Og selvom der nok godt kan argumenteres rationelt for dette, så er det immervæk stadig lidt trættende at høre på. Især når man tager i betragtning, hvor godt det rent faktisk går i nutidens Polen. (I høj grad takket være medlemskabet af EU, som, uanset hvad man så ellers måtte mene, fungerer bedre end USSR.)

Bøddelrollen, derimod, er et kapitel i den polske historie, som er både underbelyst og samtidig overfyldt med skam og skyld. Thi hvordan skal man egentlig forholde sig til, at den antisemitisme, som havde været (og stadig er) en uadskillelig del af den polske nationalkarakter, pludselig blev omsat til handling, dvs. massemord, med hjælp fra nogle effektive tyskere? En personlig betragtning: Min opfattelse er, at den polske antisemitisme var en nødvendig, men ikke en tilstrækkelig betingelse for Holocaust. Dvs. at uden det polske jødehad havde vi ikke oplevet togvogne fyldt med uskyldige. Dog, dette jødehad var ikke i sig selv nok til at igangsætte vognene. Men kombineret med tyskernes mere handlekraftige had til alle såkaldt 'laverestående racer' (inklusive polakkerne selv) blev den endelige løsning en rensmurt tragedie.

Og selv om Holocaust er det diametralt modsatte af en victimless crime, så står de overlevende polakker nu tilbage i en mærkelig situation: Thi, hvem skal de bekende deres synder til? Jøderne er (stort set) ikke længere tilstedeværende i Polen, og hvordan skal man kunne snakke tingene igennem, hvis man aldrig mødes? Der skal nu engang to til en forsoningssamtale. I denne situation er offer-bødlen reduceret til en umælende stakkel, som ikke kan få forløsning for sine indre spændinger, og som måske endda falder tilbage i sine gamle (u)vaner. I hvert fald er det ham, og ikke offeret, der skal leve videre med erindringen...

Apropos: I det følgende fortæller den berømte sociolog Zygmunt Bauman om, hvordan det kan være, at den polske antisemitisme overlevede Holocaust:

Each Jew who survived can recite a long list of Poles who helped him, often putting their own lives at risk. And each Jew who survived will never forget those countless unknown enemies whose hatred or greed made an act of heroism out of the helpers' human impulse. Those who died will never, of course, give us the count of weeping, joyful, or cold eyes that watched their last journey. On the other hand, all such counting, even if possible, would not help much. The stubborn fact cannot be wished away: a great nation, which for eight hundred years shared the glory and the misery of Polish history, was rounded up and murdered, and its death was not prevented. This means guilt. One may try to argue the guilt away; rational arguments can be advanced that the potential rescuers stood little chance of success, and stood a huge chance of adding their own lives to the millions that perished. But rational arguments cannot absolve a moral guilt.

“It is too late; this linen will never be washed clean,” wrote Polish writer Andrzej Kusniewicz. And because it will never be washed clean, it is unlikely ever to be pulled out from the remote corner of the family wardrobe and aired in public. The suppressed memory of mass murder poisons the consciousness of the nation that witnessed it; the fact that this nation of silent witnesses did not contribute actively to its perpetration does not make the matter much easier. And because the subconscious knows that the guilt is there and will hardly ever go away, the consciousness rebels and vehemently seeks excuses. If only the victim could be blamed...

This seems to be the secret of the most spectacular of Holocaust survivals: anti-Semitism. It now lives, so to speak, without its traditional environment: it is truly out of its element. It has no new nourishment, no living experience to forage and fatten on. It is not alive, as a matter of fact. The hatred that outlived its objects is more like a rock. A solid rock, immovable and resistant to the sharpest of cutters. And suppressed guilt is its foundation. Gravestrones remain of the Polish Jews; stony, fossilized anti-Semitism remains after eight hundred years of joint Polish-Jewish history

How this joint history is retrospectively read depends on what one wants to find in it. From the perspective of the fossilized hatred, most visible in that history is a long record of Jewish treachery. In filmed interviews with witnesses of the Kielce pogrom, two persons remember the hostel run by the Jewish Committee in which the homeless remnants of the once lively Jewish community were housed. According to one, “They were well off, well fed, well provided for. They got food parcels and money from America.” The interviewees were asked to speak of the militiamen and the thousands of ordinary residents of the town who pursued dozens of Jews through the streets and beat them to death; instead, some spoke of the injustices they believed the Jews were guilty of committing: “They, the Jews, boasted: the streets belong to you, but the houses are ours.... No wonder people did not like them.”

— Zygmunt Bauman, fra essayet “Assimilation into Exile: The Jew as a Polish Writer” (skrevet i 1996; citeret fra Susan Rubin Suleiman (red.), Exile and Creativity: Signposts, Travelers, Outsiders, Backward Glances, side 332f.).

En kort, afsluttende digression: Udtrykket »Vores er gaderne. Deres er husene«, som Pawel Przewlocki nævner i artiklen, er (påfaldende nok) vendt om hos den interviewperson, som Bauman citerer: Ordene er her ikke tillagt en polak, der udtaler sig om, hvem der ejer gaderne og husene; i stedet er det nu en jøde ('den besidderiske', forstås), som praler med at eje husene, mens polakkerne ('staklerne', forstås) må 'nøjes' med gaderne...

Udtrykket er i øvrigt den første del af en aldeles politisk ukorrekt remse, som jeg engang har hørt. I sin fulde, polske ordlyd lyder den:

  »Wasze ulice, nasze kamienice, a waszymi łbami będziemy trotuary wkładać.«

Og i min frie oversættelse bliver dette til:*

  »Deres er gaderne, vores er husene, og fortovet vil vi brolægge med deres hoveder.«

(*: Dette er selvfølgelig ikke en autoriseret oversættelse, og jeg beklager på forhånd for at inddrage en sætning, som for de fleste sikkert fremstår som det rene volapyk. Imidlertid vil man, hvis man har bare en smule styr på det svenske sprog, lægge mærke til, at 'trotuary' minder mistænkeligt meget om 'trottoar', det svenske ord for 'fortov'. Og på det engelsk Wikipedia kan man læse om de polske 'Kamienica'-huse.)

Niels Duus Nielsen

Thorkil Søe: "Med til historien hører at Stalin lod Den Røde Hær vente tålmodigt på den anden side af en lille flod."

Ja, men du glemmer, at Den røde Hær havde bevæget sig mere end 600 kilometer frem på kun 2 uger, så den russiske forsyningstjeneste var håbløst bagud. Selv om russerne havde villet hjælpe oprørerne, havde de ikke ammunition eller drivmidler til det.

Og så var oprøret blevet beordret af den polske eksilregering i London, som sovjetstyret ikke anerkendte, da det havde sin egen polske marionetregering placeret i Moskva. Så oprøret var ikke ordentligt koordineret med Den røde Hær, som ikke så sig i stand til - af legitime militære grunde - at komme oprørerne til undsætning. Det russiske panser var simpelthen løbet tør for dieselolie, samtidig med at stærke tyske troppekoncentrationer (med panser!) gik til voldsomt modangreb nord og syd for Warszawa, så de russiske generaler fandt det utilrådeligt at foretage et relativt svagt oinfanterifremstød i midten, med risiko for omringelse, skulle flankerne blive tvunget til at trække sig tilbage.

Faktisk var Zhukov ret sur over at blive tvunget helt frem til Warszawas forstæder, da det havde kostet uforholdsmæssigt store tab og bevirket et voldsomt fald i kampmoralen hos de russiske frontsvin. Og hvis man kender lidt til den russiske - og især Zhukovs - foragt for tabstal, siger det faktisk en hel del om situationens alvor for Den røde Hær.

Når det er sagt, har du selvfølgelig ret i, at Stalin bevidst udnyttede situationen til at slippe af med sine politiske modstandere i Polen. Men i virkeligheden var det mere en gave, han fik fra eksilregeringen i London, end det var en kalkuleret "tålmodig venten", som du antyder.

Her er en saglig redegørelse for det militære forløb - de omtalte begivenheder kan findes på side 79 i afhandlingen: "The Soviet-German War 1941–1945: Myths and Realities: A Survey Essay" af David M. Glantz, pensioneret oberst i US Army.

http://sti.clemson.edu/publications-mainmenu-38/publications-library/cat...

Angående Warszawaopstanden: Der ligger en grusom ironi i, at polakkerne i 1944 forventede, at Den Røde Hær ville gå ind i Warszawa, når polakkerne blot 24 år tidligere, dvs. i 1920, havde forhindret den selv samme hær i at entrere byen. Dengang talte man om “Miraklet ved Wisła”, og hr. Lenin var bestemt ikke glad: “... we have suffered an enormous defeat: a colossal army of a hundred thousand is either prisoner of war or interned in Germany. In a word, a gigantic, unheard-of-defeat.”* Verdensrevolutionen var hermed aflyst, og doktrinen om “Socialisme i ét land” blev sidenhen født. I øvrigt var en vis Charles de Gaulle, der var til stede ved kamphandlingerne, omvendt ganske imponeret: ““Ah, hvilken smuk manøvre, vi har her!” noterede han i sin dagbog den 17. august [1920]. “Der er groet vinger ud på vore polakker. Soldater, som for blot en uge siden var moralsk og fysisk udmattede, styrter nu fremad i fremstød på 40 kilometer om dagen. Jo, det er en sejr! En fuldkommen og triumferende sejr!””**

Men altså: I 1944 var gæsterne, som tidligere var blevet afvist ved døren, ikke interesserede i at komme ind. Både fordi de, som Niels Nielsen skriver, var trætte og udslidte efter den lange march fra Moderlandet. Men også, som Thorkil Søe skriver, fordi Stalin ikke havde nogen synderlig interessere i at hjælpe menneskene i Warszawa. Dette var imidlertid ikke udtryk for ondskab fra russernes side. Det var derimod dybt rationelt.

Som Czesław Miłosz skriver i sin bog The Captive Mind (side 96f.):

There was no logial reason for Russia to have helped Warsaw. The Russians were bringing the West not only liberation from Hitler, but liberation from the existing order, which they wanted to replace with a good order, namly their own. The “underground state” and the [Polish] London Government-in-Exile stood in the way of their overthrow of capitalism in Poland; whereas, behind the Red Army lines a different Polish government, appointed in Moscow, was already in office. The destruction of Warsaw represented certain indisputable advantages. The people dying in the street fights were precisely those who could create most trouble for the new rulers, the young intelligentsia, seasoned in its underground struggle with the Germans, and wholly fanatic in its patriotism. The city itself in the course of the years of occupation had been transformed into an underground fortress filled with hidden printing shops and arsenals. This traditional capital of revolts and insurrections was undoubtedly the most insubordinate city in the area that was to find itself under the Center's [Moscow's] influence. All that could have argued for aid to Warsaw would have been pity for the one million inhabitants dying in the town. But pity is superfluous wherever sentence is pronounced by History.

Summa summarum: Tyskerne gjorde russerne en tjeneste ved at nedslagte den polske modstandsbevægelse i Warszawa — ca. 15.000 døde ud af i alt ca. 40.000 mænd og kvinder — med samt godt en femtedel af byens ca. 1 million indbyggere. (Tabstal taget herfra.) Omvendt gjorde russerne også indirekte tyskerne en tjeneste ved at forhindre engelske eller amerikanske fly i at måtte bruge landingsbaner bag den russiske frontlinje i forbindelse med nedkastning af våben og materiel. Som det hedder i en erklæring, som den sovjetiske viceudenrigsminister Andrej Vysjinskij oplæste for den amerikanske ambassadør i Moskva den 16. august 1944:***

Sovjetregeringen kan naturligvis intet indvende imod, at engelske eller amerikanske Flyvemaskiner nedkaster Vaaben i Warszawa-Omraadet, eftersom dette er en amerikansk eller britisk Affære. Men den maa ganske afgjort modsætte sig, at amerikanske eller britiske Flyvemaskiner efter Nedkastning af Vaaben i Warszawa-Omraadet lander paa Sovjet-Omraade, idet Sovjetregeringen hverken direkte eller indirekte ønsker at blive sat i Forbindelse med Eventyret i Warszawa.

Dermed havde Sovjetunionen i praksis afskåret deltagerne i “Eventyret i Warszawa” fra at modtage nævneværdig hjælp udefra. Så uanset, at de ikke selv følte sig i stand til at bistå befolkningen i Warszawa fra deres position lidt uden for byen, så gav de i hvert fald heller ikke lov til, at andre gode, allierede kræfter måtte prøve at være eventyrerne behjælpelige. Og det til trods for, at de selv havde opfordret til eventyrets begyndelse:****

(...) Allerede i lang Tid havde russiske Radiostationer opfordret den polske Befolkning til at sætte al Forsigtighed til Side og gaa til aabent Oprør mod Tyskerne. Den 29. Juli [1944], tre Dage før Opstanden i Warszawa indledtes, udsendte Moskva Radio en Appel fra de polske Kommunister til Befolkningen i Warszawa. Det hed heri, at nu var Befrielsens Kanoner inden for Hørevidde, og Befolkningen opfordredes derfor til ligesom i 1939 at kæmpe mod Tyskerne, denne Gang paa afgørende Vis. »For det Warszawa, der ikke bøjede sig, men fortsatte Kampen, er Handlingens Time inde nu.« Efter at det var blevet paapeget, at Tyskerne havde Planer om i Warszawa at indrette Forsvarsstillinger, hvilket vilde føre til Byens gradvise Tilintetgørelse, understregede Radioudsendelsen over for Befolkningen, at »alt, hvad der ikke reddes ved aktiv Indsats, vil gaa tabt«, og at »kun ved direkte, aktiv Kamp paa Gaderne og i Husene kan Warszawas Befrielse fremskyndes og vore Brødres Liv skaanes.«

Den 31. Juli [1944] om Aftenen modtog Undergrunds-Kommandoen i Warszawa Melding om, at russiske Tanks var brudt ind i de tyske Forsvarsstillinger Øst for Byen, og en tysk militær Radiosender meddelte samtidig, at »i Dag har Russerne indledt et almindeligt Angreb paa Warszawa fra Sydøst«. Paa nogle Punkter var de russiske Tropper kun 16 km fra Byen. Den polske Undergrunds-Kommando gav derfor Ordre til, at Oprør skulde iværksættes i Byen den næste Dags Eftermiddag Kl. 17.

Hvad der siden skete er en kendt sag, og vi må utvivlsomt kunne fastslå, at dette eventyr bestemt ikke fik nogen happy end. (Det eneste lyspunkt set fra et isoleret dansk perspektiv må være, at det i det mindste ikke lykkedes for tyskerne at omsmelte Bertel Thorvaldsens monument af Nikolaus Kopernikus, som i dag er tilbage på sin rette plads.) Eventyrets morale er derimod krystalklar: Tyskland og Sovjetunionen havde fortsat i efteråret 1944 en fælles interesse i at nedkæmpe Polen, præcis som de havde haft det fem år tidligere, i efteråret 1939, da de invaderede landet fra hver sin side og dermed startede den anden verdenskrig. Deres bevæggrunde var imidlertid forskellige.

Sovjetunionen havde ambitioner om i (dele af) Polen at skabe en form for bufferzone imellem sig selv og det resterende Europa. Som Stalin sagde på Jalta-konferencen i 1945 (her i Churchills referat):*****

(...)

Efter en kort Pause tog Stalin Ordet. Han udtalte, at han udmærket forstod den britiske Regerings Følelse af Ærespligt i Forholdet til Polen, men for Rusland var det et Spørgsmaal om baade Ære og Sikkerhed: Et Æres-Spørgsmaal, fordi Russerne havde haft saa mange Konflikter med Polakkerne, og den russiske Regering derfor ønskede at faa fjernet Aarsagerne til saadanne Konflikter; og et Sikkerhedsspørgsmaal, ikke blot fordi Polen var Nabo til Rusland, men fordi Polen gennem hele Historien havde været en Korridor, gennem hvilken Ruslands Fjender var draget frem. To Gange i de sidste 30 Aar var Tyskerne draget gennem Polen mod Rusland. De havde kunnet drage igennem, fordi Polen var svagt. Rusland ønskede et stærkt og kraftigt Polen, saaledes at det kunde være i Stand til ved egne Kræfter at spærre denne Korridor. Rusland kunde ikke holde den spærret udefra. Den kunde kun blokeres indefra af Polakkerne selv, og netop derfor burde Polen være frit, uafhængigt og stærkt. For Sovjet-Staten var det et Spørgsmaal om Liv eller Død. Dens Politik var en helt anden end Czar-Ruslands. Czarerne havde ønsket at undertrykke og opsluge Polen. Sovjetrusland havde indledt en Venskabspolitik, udtrykkelig paa Basis af et uafhængigt Polen. Dette var hele Grundlaget for Sovjets Indstilling - at det ønskede et uafhængigt, frit og stærkt Polen.

Den ovenstående udtalelse er selvfølgelig interessant i lyset af, hvad der siden skete. Men det er også interessant at kigge på, hvad der gik forud for denne udtalelse. Thi al denne snak om “et uafhængigt, frit og stærkt Polen” og “Venskabspolitik” lyder besynderlig, når man påtænker, at Stalin var manden bag Katynmassakren blot fem år tidligere, i 1940. Jeg har her gode, gamle 'Onkel Joe' mistænkt for med “et stærkt og kraftigt Polen” at mene et 'stærkt stalinistisk og kraftigt kommunistisk Polen'. Og misforstå mig ikke: Dette sidstnævnte var også langt mere praktisk som bufferzone, end det førstnævnte givetvis ville have været. Eftertiden kan jo så bare fundere lidt over, hvorvidt den ko, som man prøvede at opsadle efter først at have nakkeskudt den i en skov lidt uden for Smolensk, senere blev det, som Sovjet døde af? Uanset hvad, så er forstoppelse en grim ting...

Hvad angår tyskernes ambitioner i Polen, har det ofte nok føget gennem luften med beskyldninger om Lebensraum og ondskab. Her vil jeg blot stilfærdigt minde om, at konceptet om Lebensraum (geopolitisk set) blev udformet af Karl Haushofer, en ven af Stefan Zweig, som i øvrigt efterfølgende gik fri ved Nürnbergprocessen. Han begik senere selv selvmord, men i forhold til Tysklands forbrydelser under krigen så var han lige så (u)skyldig som Friedrich Nietzsche. Thi ideer dræber ikke!

Og med hensyn til diagnosticeringen af tyskerne som onde, så er dette også forfejlet. Tyskerne var, som alle mennesker, i stand til at gøre onde ting, og de benyttede sig massivt af denne evne under krigen. Men de var ikke onde. (Betænk venligst: Selv Hitler var mors dreng engang.) Deres bevæggrund var en af en mere fundamental karakter: En italiensk forfatter, der ofte bliver beskrevet som fascist, men som nok snarere var excentriker og gudsbenådet historiefortæller, har i mine øjne leveret den bedste analyse af, hvad der lever på bunden af den tyske sjæl. Svaret er ikke ondskab, men: angst.

Ingen andre steder i Europa havde jeg set tyskerne så nøgne og udsatte som i Polen. I løbet af min lange krigserfaring var jeg nået til den overbevisning at tyskerne ikke er bange for stærke mænd, bevæbnede mænd som modigt konfronterer dem og holder stand. Tyskerne er bange for de forsvarsløse, de svage, de syge. Grundtemaet i hele min erfaring var blevet “angsten”, den tyske grusomhed som en følgevirkning af angst. Set ud fra en moderne og kristen tankegang indgyder denne “angst” både medlidenhed og rædsel, og i mig havde den aldrig indgydt så stor medlidenhed og så stor rædsel som nu i Polen, hvor det sygelige, kvindelige element i dens natur fremstod i al sin sammensathed. Det som gør tyskerne grusomme og får dem til iskoldt at begå videnskabelige og metodiske grusomme handlinger, er angsten. Angsten for de undertrykte, de forsvarsløse, svage og syge, angsten for gamle, kvinder og børn, angsten for jøder. Og selvom de anstrenger sig for at skjule denne mystiske “angst”, ender det altid fatalt med at de taler om den, og det altid på de uheldigste tidspunkter, især ved bordet. Tyskerne afslører sig selv ved bordet, enten på grund af varmen fra vinen og maden eller på grund af den selvtillid de får når de ikke føler sig alene, eller på grund af det ubevidste behov for at bevise over for sig selv at de ikke er bange; de tør op og begynder at tale om hungersnød, henrettelser og massedrab med en pervers fryd som ikke bare afslører bitterhed, jalousi og skuffet kærlighed, men også en patetisk og mærkværdig gemenhedsraptus. Det mystiske ædelmod hos de undertrykte, syge, svage, forsvarsløse, hos de gamle, kvinder og børn fornemmer tyskerne, de mærker det, de misunder og frygter det, måske mere end noget andet folk i Europa. Og de hævner sig. Der ligger en form for tilstræbt fornedrelse i tyskernes arrogance og brutalitet, et inderligt behov for selvhad i og med den nådesløse grusomhed, en gemenhedsraptus i deres mystiske “angst”.

— Curzio Malaparte, Kaput, side 99f.

Og lad os hermed til slut sende en venlig tanke til alle ofre for dette Historiens blinde redskab, den tyske angst...

      “If all the bullets in the world
      hit me,
      then they couldn’t hit anybody else.

      And let me die as many times
      as there are people in the world,
      so that they wouldn’t have to die,
      even the Germans.

      And let nobody know
      that I died for them,
      so that they wouldn’t be sad.”

— Anna Swir, “Thoughts of a Fourteen-Year-Old Nurse”.

(*: Citeret fra Richard Pipes, The Unknown Lenin: From the Secret Archive, side 106. Citatet stammer mere præcist fra en hemmelig rapport, dateret den 20. september 1920, som Lenin udfærdigede til det russiske kommunistparti.)

(**: Citeret fra Adam Zamoyski, Warszawa 1920 - Lenins fejlslagne forsøg på at erobre Europa, side 136f.)

(***: Citeret fra Winston S. Churchill, Den anden verdenskrig, 6. bind, Triumf og tragedie, side 108.)

(****: Ibid., side 106.)

(*****: Ibid., side 266.)