Blå blink og tudende sirener drøner gennem Warszawas mennesketomme gader fra morgenstunden her på Polens uafhængighedsdag. En karavane af grå patruljevogne standser, tømmes for tunge, kampberedte betjente, som slår ring om pladsen Politechniki. Nogle timer senere smelter sidegadernes små antifascistiske grupperinger sammen til en demonstration på Plac Politechniki.
Nogle få tusinde er mødt op. Stemningen er rolig, næsten resigneret.
»Lad os vise dem, at vores solidaritet er stærkere end deres had,« råber en kvinde fra ladet af en udpint varevogn i et forsøg på at rette fokus mod en langt større demonstration godt en kilometer væk.
Midt i mængden står Pawel Przewlocki, en 40-årig græsrodsaktivist og forsker i kunstig intelligens hos Samsung. Kvindens tale får hans skarpt skårne ansigtstræk til at slå en syrlig knude.
»Den politiske stemning er blevet meget polariseret. Jeg kan godt frygte, hvor det ender,« siger han.
»Allerede nu er der familier, som splittes, fordi de har forskellige politiske synspunkter.«
En blodig og brutal fortid
Polens brutale historie vækkes til live, når polakkerne fejrer deres uafhængighedsdag. Og historien er blevet en politisk kampplads, som afspejler sig på gadeplan.
Samsung-medarbejderen begynder at kede sig og forlader demonstrationen. Han bevæger sig forbi de gamle bygninger på gaden Lwowska. Bygningerne, forklarer han, hører til de få, som ikke sank i grus, da Hitler efter Warszawaopstanden i 1944 beordrede byen udslettet.
I de 63 dage, opstanden varede, myrdede SS ca. 200.000 civile. Efter krigen var 90 pct. af byen ødelagt, og da Den Røde Hær gik ind i den polske hovedstad, fandt de en livsforladt ruinhob.
Længere fremme lyder et par høje brag, og da Pawel Przewlocki træder ud på rundkørslen Dmowskiego, bremses han af op mod 60.000 demonstranter – mange iført de rød-hvide armbind, som Hjemmehæren bar under opstanden i 1944. Alle venter de på årets uafhængighedsmarch, som har titlen: We Want God. Det er de demonstranter, som har trukket overskrifter kloden rundt med beskrivelser af, at fascister marcherer i Polens gader.
Antimuslimske, anti-EU, antisemitiske og antikommunistiske budskaber fylder røgen mellem udstrakte arme med knyttede næver og tændte nødblus for enden.
En ung mand trækker op i elefanthuen for at tage en afmålt tår af en sodavandsflaske med klar væske. Ved siden af ham står en ældre mand iført en uniform lig den, Józef Pilsudski, Polens socialistiske landsfader, bar, da han den 11. november 1918 udråbte den nye, selvstændige republik.
Tilsyneladende uberørt af trykket fra et kanonslag to meter væk fortsætter Pawel Przewlocki sin fortælling om Hjemmehæren. Den bestod af modstandsfolk med vidt forskellige politisk overbevisning, fortæller han.
»Men vores nationale mindeinstitut fremhæver i stigende grad den gruppe, som man i dag ville sige var højrenationalister.«
Og her er vi fremme ved sagen: Polen er ved at skrive sin historie om – og det trækker nationen længere væk fra EU. Anført af landets katolsk-konservative regering fjerner Polen sig fra den mindekultur omkring Holocaust, der er så vigtig for unionen – for til gengæld at skrue op for den antikommunistiske fortælling. Det arbejde varetages af et kontroversielt institut for den kollektive polske hukommelse: Institute of National Remembrance (IPN).
Angerpolitik
Efter EU-medlemskabet i 2004 indtrådte Polen i unionens erindringspolitiske program, hvor mindet om Holocaust skal forhindre racisme og xenofobi. Men IPN arbejder i højere grad med at fremhæve heroiske bedrifter og især offerrollen under Anden Verdenskrig, vurderer flere eksperter.
»IPN er meget kontroversielle,« siger Søren Riishøj, lektor på Syddansk Universitet.
»Og de er ikke blevet mindre omdiskuteret efter deres tilknytning til regeringspartiet PiS, der både bruger og misbruger dem til at holde en nationalistisk linje. Så kan man jo kalde deres arbejde for propaganda, eller hvad man nu vil. Værdifrit er det i hvert fald ikke.«
I en mail til Information skriver IPN’s chef for indsamling af mundtlige kilder, Rafal Pekala, at de har forståelse for EU’s fredsbevarende narrativ, og at »Holocaust indtager en særlig plads i verdens kollektive hukommelse«. Derfor hilser de præsentationer af emnet velkomne »på den betingelse, at disse aktiviteter tjener sandheden«, lyder det.
Men IPN har på det seneste både honoreret og ansat folk involveret i Holocaustbenægtelse – ytringer, der ellers er strafbare i mange EU-lande, herunder Polen, fortæller Anna Wójcik, ph.d.-stipendiat og forsker i erindringslovgivning på det polske videnskabsakademi PAN.
Forlæggeren Arkadiusz Wingert, der tidligere har udgivet holocaustbenægtende værker – som forlægger, ikke forfatter – sidder som vicedirektør i IPN’s forlagshus. Til polsk presse har IPN forklaret, at han har jobbet på grund af sin erfaring i forlagsbranchen og generelle kendskab til bogmarkedet.
Men polsk historie foregår ikke kun i Polen. Med to millioner polakker i andre lande i Europa er Polen EU’s største udflytternation. I Danmark udgør 40.000 polakker landets største indvandrergruppe – og tilbage i oktober fik en del af dem IPN’s polske historieopdragelse leveret til kirkedøren.
IPN i Danmark
Efter søndagsgudstjenesten i Skt. Annæ Kirke, mens en højstemt dansk-polsk menighed gled ud i middagssolen over Amager, trådte Marcin Kacala ind i det forladte kirkeskib. Den 47-årige tolk fortsatte ind ad en dør til venstre for porten og ned i kælderen, hvor han tog plads på en af stolerækkerne bagest i lokalet. Stakåndet smed han jakken. Og idet han trak huen af, afsløredes det store ar, der løber fra hans højre tinding og ned i de stubbede rester af det, der engang var hans venstre øjenbryn.
»Min historie er – ligesom Polens – meget dramatisk,« sagde han.
Marcin Kacala kom til Danmark med sine forældre, da han var 15 år. Det var i 1985. I Sovjetunionen var Mikhail Gorbatjov kommet til magten. Grebet om det kommunistisk indoktrinerede Østeuropa løsnedes, og med perestrojka-politikken begyndte mildere vinde at blæse fra øst. Men knap 40 års betonkommunisme og fire års militærdiktatur havde rent økonomisk lagt Polen i ruiner. Så da Marcin Kacalas far fik politisk asyl i Danmark, emigrerede den lille, antikommunistiske familie – ligesom en lille million andre polakker gjorde i 1980’erne.
I hans synsfelt denne søndag i oktober sad 50-60 rygvendte mænd, kvinder og børn. Ligesom han selv var de mødt op for at høre IPN’s udsendte – en kortklippet ung mand med grå blazer, skjorte og slips – gennemgå Polens historie fra den 11. november 1918 og frem til Sovjetblokkens kollaps.
Efter en indledende selskabsleg begyndte en PowerPoint-præsentation om de polske soldater og civile opstande med størst indflydelse på at drive nazismen og kommunismen tilbage.
Vi er ikke fjender af Europa
»Jeg er patriot. Derfor kan jeg godt lide IPN,« sagde Marcin Kacala
»Min patriotisme er ligesom deres. Den er styret af en vilje til at finde sandheden. Det kræver et stort engagement. Og skal man engagere sig, kan man ikke være neutral.«
På lærredet blev der vist grafikker over de polske piloter, der deltog på de allieredes side under Anden Verdenskrig. IPN har regnet sammen, at de i gennemsnit nedskød flere tyske fly end deres engelske kolleger.
Instituttet lukkede oplægget med en fremvisning af den egenproducerede animerede krigsfilm The Unconquered. »En kunstnerisk, men faktabaseret film,« som de selv beskriver den.
En mandlig barytonstemme fører seeren gennem den polske modstand mod først nazismen, siden kommunismen. At filmen ikke ligefrem falder ind under EU’s erindringspolitiske program, bekymrede ikke Marcin Kacala.
»I Danmark er der en demokratisk søgen efter konsensus. Sådan er det ikke altid i Polen. Alligevel tror jeg ikke, der findes et mere Europa-venligt parti end PiS eller organisation end IPN. Det er Europa, der bevæger sig væk fra sine oprindelige, kristendemokratiske idealer.«
EU’s problem
Med langstrakte Brexit-forhandlinger, en overhængende flygtningekrise og et i forvejen anspændt forhold til den polske regering har EU næppe brug for e gryende polsk patriotisk narrativ, der flår i det historiske fundament under unionens fredsbevarende idealer.
Polen var ikke som Danmark ’kun’ besat under Anden Verdenskrig, men helt frem til murens fald i 1989. Den nationalhistoriske genfortolkning skal balancere mod et utal af fronter.
Derfor bør EU’s fredsbevarende fortælling, som ikke er uden fejl, have forståelse for, at undskyldninger for traumatiske hændelser i en krig ikke er det mest anvendelige i dannelsen af en polsk nationalidentitet. Det mener Jakob Egholm Feldt, historieprofessor på Roskilde Universitet.
At EU har Holocaust som et afskrækkende symbol for fremtidens politiske kultur, mener han kun er »godt og smuk«.
»Men den top-down elitære facon, hvor Jean-Claude Juncker udlægger hele fortællingen i fællesskab med nogle professorer fra universiteterne, kommer ikke til at holde. Der skal være en meget mere plural erindringspolitik i EU, hvor EU også omfavner de mere lokale og kontekstuelle oplevelser, folk har,« siger Jakob Egholm Feldt.
Cecilie Felicia Stokholm Banke, seniorforsker på Danmarks Institut for Internationale Studier (DIIS), tilføjer, at den centraleuropæiske mindekultur er truet.
»Med den økonomiske krise i 2008 og siden Ukraine og krisen på Krim er det narrativ langsomt ved at blive pillet fra hinanden. Det har skabt udfordringer for den fælleseuropæiske mindekultur om Holocaust,« siger hun.
(Afviklings) processen
Den omfattende genfortolkning af polsk historie kan meget vel være et tiltrængt forsøg på at rydde op i postkommunismen, hvor partimedlemmer slap grebet om magten, men til gengæld forhandlede sig til en række topposter i erhvervslivet og i det pludseligt liberaliserede statsapparat. Men allerede nu mærker mange polakker en direkte økonomisk konsekvens af IPN’s arbejde.
»Den store debat lige nu handler om pensionsordningerne,« siger Anna Wójcik, ph.d.-stipendiat og forsker i erindringslovgivning på det polske videnskabsakademi PAN.
Sidste måned implementerede PiS en lov, der giver dem ret til at spærre udbetalingen for dem med opsparing fra kommunismens totalitære regime.
»Det kan være politifolk, læger, mekanikere, stort set alle, for sådan var ansættelsesforholdene under kommunismen. Registrene på de folk ligger hos IPN, som nu graver i sagerne. Finder de noget, sender de filerne til de sociale myndigheder, som så kan sige: ’Du falder under den nye lov, så vi tager din pension.’«
Anna Wójcik sidder i en næsten tom café på Nowy Teatr, der engang var garage for byens skraldevogne. Lænet op ad bardisken og med et slukket blik i øjnene står en kvinde klædt i sort. Kvinden er instruktør på en kommende opsætning af Franz Kafkas Processen. Stykket skulle oprindeligt have spillet på et teater i Krakow, men efter regeringen indsatte deres egne folk i ledelsen, blev det flyttet til Warszawa, forklarer Anna Wójcik.
Af hensyn til de tre personer ved nabobordet sænker hun flere gange stemmen til et hemmelighedsfuldt leje.
»Det, som sker nu, er på mange måder paradoksalt, fordi den politik, der bliver ført og den glorificerede fortælling, der følger med, minder mange om netop den kommunistiske fortid, som man prøver at komme af med,« siger hun.
Red is bad
Der er generelt stor opbakning til EU i den polske befolkning – 88 pct. er for medlemskabet, viser tal fra den polske tænketank CBOS.
Men mange polakker er – uanset politisk overbevisning – trætte af forventningerne om offentlige undskyldninger for polsk indblanding i Holocaust. Polens 99 års forpinte fortid er vævet ind i millioner af familiers private historie.
Og IPN’s fokus på kommunismen har mange tilhængere.
Nogle ser endda EU og kommunismen som to hoveder på samme bæst.
En eksponent for det synspunkt er en anden af uafhængighedsmarchens deltagere; Pawel Szopa, stifter og ejer af den antikommunistiske tøjforretning Red Is Bad. På ham har synet af EU’s blå flag samme effekt som en rød klud på en tyr.
»EU minder mere og mere om kommunisme. Kommunisterne i Polen gjorde nogle forfærdelige ting – meget værre end nazisterne,« siger han.
Gangsystemet under rundkørslen Dmowskiego fyldes med røg. Oppe på gaden står en hærdebred polsk mand i sort hættetrøje med rygskriften: »Better dead than red«.
»Vores er gaderne. Vores er husene,« growler en mandlig agitator over højttaleranlægget. Et ordspil på en antisemitisk talemåde før Anden Verdenskrig, forklarer Pawel Przewlocki – aktivisten, der arbejder for Samsung.
Målet er en moderat debat
»Dengang sagde man: ’Vores er gaderne. Deres er husene’.«
Kort efter, mens mørket falder på, begynder marchen.
Langsomt flyder det rød-hvide menneskehav mod broen Poniatowskiego, der krydser floden Wisla og bevæger sig ind i den østlige del af byen. Der, hvor Den Røde Hær menes at have stået passivt, mens tyskerne hærgede Warszawa i 1944.
På opløbsstrækningen hæver vejen sig over den vestlige del af byen, som fortsætter ned mod flodbredden. Under vejen, trykket op af de bærende piller og i ly for regnen af nedkastede kanonslag, skinner betjentenes hvide hjelme.
På tærsklen til broen stopper Pawel Przewlocki op foran en gruppe ungarske mænd med elefanthuer og camouflagebukser.
»Vi kan ikke blive ved med at blive bombarderet med krav om at undskylde for tiden under Anden Verdenskrig. På den anden side skal vi finde ind til en moderat måde at diskutere tingene på.«
Kun en lille rettelse.
Jeg læser
I de 63 dage, opstanden varede, myrdede SS ca. 200.000 civile. Efter krigen var 90 pct. af byen ødelagt, og da Den Røde Hær gik ind i den polske hovedstad, fandt de en livsforladt ruinhob.
Faktuelt er det rigtigt.
MEN
Med til historien hører at Stalin lod Den Røde Hær vente tålmodigt på den anden side af en lille flod.
Man ventede fordi det var bedre at lade SS gøre arbejdet med at knægte dem, der senere måske ville kæmpe for et uafhængigt Poloen.
“Hvad skal jeg sige ham, jeg, en jøde fra det Ny Testamente,
der i to tusind år har ventet på Jesu genkomst?
Min sønderbrudte krop vil afsløre mig for hans blik
som tilhørende dødshjælperne:
de uomskårne.”
— Czesław Miłosz, fra digtet “En stakkels kristen ser på ghettoen” (Warszawa 1943; citeret fra Udvalgte digte, side 20; en engelsk oversættelse kan findes her).
Det forekommer mig, at den udvikling, som vi kan observere i Polen i disse dage, er resultatet af en utilpasset nationalisme. En nationalisme, som burde (kunne?) være blevet modereret efter afslutningen på det vanvid, som i eftertiden er blevet kendt som anden verdenskrig. Men som netop ikke blev modereret, bl.a. fordi Polens kvaler ikke sluttede i 1945: Nu ventede der en periode, 44 år skulle det senere vise sig, hvor Polen i praksis var underlagt Sovjetunionen. Og det er min overbevisning, at dette forsinkede, eller endda helt aflyste, en ellers strengt nødvendig afspændingsproces efter krigen.
Dog, ret skal være ret: Spørgsmålet om, hvilken rolle den store Sovjet spillede i Polen efter krigen, er selvsagt ikke muligt at svare hverken entydigt eller enkelt på. Og der er mange ubesvarede, måske endda ubesvarlige, spørgsmål. For eksempel: Var det som befrier eller som besætter, at Sovjet smed utysket ud af Polen? Personligt er jeg tilbøjelig til at mene, at det var som en slags hybrid: en befriende besætter, eller, om man vil, en besættende befrier. Men et klart, objektivt svar tror jeg aldrig, at man vil kunne finde...
Uanset hvad, så blev der i hvert fald ikke igangsat nogen meningsfuld form for Vergangenheitsbewältigung ligesom den, som man fx så i (Vest-)Tyskland. Snarere blev nazi-syndebukken malket godt og grundigt af det nye sovjetregime, som i høj grad manglede folkelig legitimitet. Thi det foresvæver mig, at Polen aldrig i egentlig forstand har været et kommunistisk land. (Besat af kommunister har de derimod været...) Polakkerne er nemlig dybest set et (små)borgerligt folkefærd, ligesom i øvrigt deres idoler: franskmændene.
I forlængelse af ovenstående kunne man nu finde på at spørge mig, hvordan jeg kan være så sikker på, at kommunismen aldrig havde nogen nævneværdig støtte i den polske befolkning? The clue is, som man siger, in the name: Ved at kalde det nye, kommunistiske Polen for Folkerepublikken Polen afslørede man uforvarende, hvad det netop ikke var: folkeligt. (I tråd hermed kan man spørge: Hvor meget demokrati er der egentlig at finde i Den Demokratiske Republik Congo? Eller hvor meget liberalisme er der i Venstre, Danmarks Liberale Parti?)
Men altså: Ved at gøre opmærksom på nazisternes forbrydelser under krigen kunne man, dvs. det kommunistiske establishment, fjerne fokus fra sine egne fiflerier her og nu. Og hvad værre var: Man forhindrede hermed en selvransagelse i den enkelte, polske sjæl. Thi selv om tyskerne afgjort må siges at stå med hovedansvaret for forbrydelserne begået under anden verdenskrig, så kan polakkerne ikke sige sig fri for at have været med i dem. Som ofre, men også som bødler.
Offerrollen er rigeligt beskrevet og bliver ofte belyst i offentligheden. Således var 'den reelle leder' i Polen, Jaroslaw Kaczynski, for nylig ude og kræve krigsskadeerstatninger fra Tyskland. Igen igen. Og selvom der nok godt kan argumenteres rationelt for dette, så er det immervæk stadig lidt trættende at høre på. Især når man tager i betragtning, hvor godt det rent faktisk går i nutidens Polen. (I høj grad takket være medlemskabet af EU, som, uanset hvad man så ellers måtte mene, fungerer bedre end USSR.)
Bøddelrollen, derimod, er et kapitel i den polske historie, som er både underbelyst og samtidig overfyldt med skam og skyld. Thi hvordan skal man egentlig forholde sig til, at den antisemitisme, som havde været (og stadig er) en uadskillelig del af den polske nationalkarakter, pludselig blev omsat til handling, dvs. massemord, med hjælp fra nogle effektive tyskere? En personlig betragtning: Min opfattelse er, at den polske antisemitisme var en nødvendig, men ikke en tilstrækkelig betingelse for Holocaust. Dvs. at uden det polske jødehad havde vi ikke oplevet togvogne fyldt med uskyldige. Dog, dette jødehad var ikke i sig selv nok til at igangsætte vognene. Men kombineret med tyskernes mere handlekraftige had til alle såkaldt 'laverestående racer' (inklusive polakkerne selv) blev den endelige løsning en rensmurt tragedie.
Og selv om Holocaust er det diametralt modsatte af en victimless crime, så står de overlevende polakker nu tilbage i en mærkelig situation: Thi, hvem skal de bekende deres synder til? Jøderne er (stort set) ikke længere tilstedeværende i Polen, og hvordan skal man kunne snakke tingene igennem, hvis man aldrig mødes? Der skal nu engang to til en forsoningssamtale. I denne situation er offer-bødlen reduceret til en umælende stakkel, som ikke kan få forløsning for sine indre spændinger, og som måske endda falder tilbage i sine gamle (u)vaner. I hvert fald er det ham, og ikke offeret, der skal leve videre med erindringen...
Apropos: I det følgende fortæller den berømte sociolog Zygmunt Bauman om, hvordan det kan være, at den polske antisemitisme overlevede Holocaust:
— Zygmunt Bauman, fra essayet “Assimilation into Exile: The Jew as a Polish Writer” (skrevet i 1996; citeret fra Susan Rubin Suleiman (red.), Exile and Creativity: Signposts, Travelers, Outsiders, Backward Glances, side 332f.).
En kort, afsluttende digression: Udtrykket »Vores er gaderne. Deres er husene«, som Pawel Przewlocki nævner i artiklen, er (påfaldende nok) vendt om hos den interviewperson, som Bauman citerer: Ordene er her ikke tillagt en polak, der udtaler sig om, hvem der ejer gaderne og husene; i stedet er det nu en jøde ('den besidderiske', forstås), som praler med at eje husene, mens polakkerne ('staklerne', forstås) må 'nøjes' med gaderne...
Udtrykket er i øvrigt den første del af en aldeles politisk ukorrekt remse, som jeg engang har hørt. I sin fulde, polske ordlyd lyder den:
»Wasze ulice, nasze kamienice, a waszymi łbami będziemy trotuary wkładać.«
Og i min frie oversættelse bliver dette til:*
»Deres er gaderne, vores er husene, og fortovet vil vi brolægge med deres hoveder.«
(*: Dette er selvfølgelig ikke en autoriseret oversættelse, og jeg beklager på forhånd for at inddrage en sætning, som for de fleste sikkert fremstår som det rene volapyk. Imidlertid vil man, hvis man har bare en smule styr på det svenske sprog, lægge mærke til, at 'trotuary' minder mistænkeligt meget om 'trottoar', det svenske ord for 'fortov'. Og på det engelsk Wikipedia kan man læse om de polske 'Kamienica'-huse.)
Thorkil Søe: "Med til historien hører at Stalin lod Den Røde Hær vente tålmodigt på den anden side af en lille flod."
Ja, men du glemmer, at Den røde Hær havde bevæget sig mere end 600 kilometer frem på kun 2 uger, så den russiske forsyningstjeneste var håbløst bagud. Selv om russerne havde villet hjælpe oprørerne, havde de ikke ammunition eller drivmidler til det.
Og så var oprøret blevet beordret af den polske eksilregering i London, som sovjetstyret ikke anerkendte, da det havde sin egen polske marionetregering placeret i Moskva. Så oprøret var ikke ordentligt koordineret med Den røde Hær, som ikke så sig i stand til - af legitime militære grunde - at komme oprørerne til undsætning. Det russiske panser var simpelthen løbet tør for dieselolie, samtidig med at stærke tyske troppekoncentrationer (med panser!) gik til voldsomt modangreb nord og syd for Warszawa, så de russiske generaler fandt det utilrådeligt at foretage et relativt svagt oinfanterifremstød i midten, med risiko for omringelse, skulle flankerne blive tvunget til at trække sig tilbage.
Faktisk var Zhukov ret sur over at blive tvunget helt frem til Warszawas forstæder, da det havde kostet uforholdsmæssigt store tab og bevirket et voldsomt fald i kampmoralen hos de russiske frontsvin. Og hvis man kender lidt til den russiske - og især Zhukovs - foragt for tabstal, siger det faktisk en hel del om situationens alvor for Den røde Hær.
Når det er sagt, har du selvfølgelig ret i, at Stalin bevidst udnyttede situationen til at slippe af med sine politiske modstandere i Polen. Men i virkeligheden var det mere en gave, han fik fra eksilregeringen i London, end det var en kalkuleret "tålmodig venten", som du antyder.
Her er en saglig redegørelse for det militære forløb - de omtalte begivenheder kan findes på side 79 i afhandlingen: "The Soviet-German War 1941–1945: Myths and Realities: A Survey Essay" af David M. Glantz, pensioneret oberst i US Army.
http://sti.clemson.edu/publications-mainmenu-38/publications-library/cat...
Angående Warszawaopstanden: Der ligger en grusom ironi i, at polakkerne i 1944 forventede, at Den Røde Hær ville gå ind i Warszawa, når polakkerne blot 24 år tidligere, dvs. i 1920, havde forhindret den selv samme hær i at entrere byen. Dengang talte man om “Miraklet ved Wisła”, og hr. Lenin var bestemt ikke glad: “... we have suffered an enormous defeat: a colossal army of a hundred thousand is either prisoner of war or interned in Germany. In a word, a gigantic, unheard-of-defeat.”* Verdensrevolutionen var hermed aflyst, og doktrinen om “Socialisme i ét land” blev sidenhen født. I øvrigt var en vis Charles de Gaulle, der var til stede ved kamphandlingerne, omvendt ganske imponeret: ““Ah, hvilken smuk manøvre, vi har her!” noterede han i sin dagbog den 17. august [1920]. “Der er groet vinger ud på vore polakker. Soldater, som for blot en uge siden var moralsk og fysisk udmattede, styrter nu fremad i fremstød på 40 kilometer om dagen. Jo, det er en sejr! En fuldkommen og triumferende sejr!””**
Men altså: I 1944 var gæsterne, som tidligere var blevet afvist ved døren, ikke interesserede i at komme ind. Både fordi de, som Niels Nielsen skriver, var trætte og udslidte efter den lange march fra Moderlandet. Men også, som Thorkil Søe skriver, fordi Stalin ikke havde nogen synderlig interessere i at hjælpe menneskene i Warszawa. Dette var imidlertid ikke udtryk for ondskab fra russernes side. Det var derimod dybt rationelt.
Som Czesław Miłosz skriver i sin bog The Captive Mind (side 96f.):
Summa summarum: Tyskerne gjorde russerne en tjeneste ved at nedslagte den polske modstandsbevægelse i Warszawa — ca. 15.000 døde ud af i alt ca. 40.000 mænd og kvinder — med samt godt en femtedel af byens ca. 1 million indbyggere. (Tabstal taget herfra.) Omvendt gjorde russerne også indirekte tyskerne en tjeneste ved at forhindre engelske eller amerikanske fly i at måtte bruge landingsbaner bag den russiske frontlinje i forbindelse med nedkastning af våben og materiel. Som det hedder i en erklæring, som den sovjetiske viceudenrigsminister Andrej Vysjinskij oplæste for den amerikanske ambassadør i Moskva den 16. august 1944:***
Dermed havde Sovjetunionen i praksis afskåret deltagerne i “Eventyret i Warszawa” fra at modtage nævneværdig hjælp udefra. Så uanset, at de ikke selv følte sig i stand til at bistå befolkningen i Warszawa fra deres position lidt uden for byen, så gav de i hvert fald heller ikke lov til, at andre gode, allierede kræfter måtte prøve at være eventyrerne behjælpelige. Og det til trods for, at de selv havde opfordret til eventyrets begyndelse:****
Hvad der siden skete er en kendt sag, og vi må utvivlsomt kunne fastslå, at dette eventyr bestemt ikke fik nogen happy end. (Det eneste lyspunkt set fra et isoleret dansk perspektiv må være, at det i det mindste ikke lykkedes for tyskerne at omsmelte Bertel Thorvaldsens monument af Nikolaus Kopernikus, som i dag er tilbage på sin rette plads.) Eventyrets morale er derimod krystalklar: Tyskland og Sovjetunionen havde fortsat i efteråret 1944 en fælles interesse i at nedkæmpe Polen, præcis som de havde haft det fem år tidligere, i efteråret 1939, da de invaderede landet fra hver sin side og dermed startede den anden verdenskrig. Deres bevæggrunde var imidlertid forskellige.
Sovjetunionen havde ambitioner om i (dele af) Polen at skabe en form for bufferzone imellem sig selv og det resterende Europa. Som Stalin sagde på Jalta-konferencen i 1945 (her i Churchills referat):*****
Den ovenstående udtalelse er selvfølgelig interessant i lyset af, hvad der siden skete. Men det er også interessant at kigge på, hvad der gik forud for denne udtalelse. Thi al denne snak om “et uafhængigt, frit og stærkt Polen” og “Venskabspolitik” lyder besynderlig, når man påtænker, at Stalin var manden bag Katynmassakren blot fem år tidligere, i 1940. Jeg har her gode, gamle 'Onkel Joe' mistænkt for med “et stærkt og kraftigt Polen” at mene et 'stærkt stalinistisk og kraftigt kommunistisk Polen'. Og misforstå mig ikke: Dette sidstnævnte var også langt mere praktisk som bufferzone, end det førstnævnte givetvis ville have været. Eftertiden kan jo så bare fundere lidt over, hvorvidt den ko, som man prøvede at opsadle efter først at have nakkeskudt den i en skov lidt uden for Smolensk, senere blev det, som Sovjet døde af? Uanset hvad, så er forstoppelse en grim ting...
Hvad angår tyskernes ambitioner i Polen, har det ofte nok føget gennem luften med beskyldninger om Lebensraum og ondskab. Her vil jeg blot stilfærdigt minde om, at konceptet om Lebensraum (geopolitisk set) blev udformet af Karl Haushofer, en ven af Stefan Zweig, som i øvrigt efterfølgende gik fri ved Nürnbergprocessen. Han begik senere selv selvmord, men i forhold til Tysklands forbrydelser under krigen så var han lige så (u)skyldig som Friedrich Nietzsche. Thi ideer dræber ikke!
Og med hensyn til diagnosticeringen af tyskerne som onde, så er dette også forfejlet. Tyskerne var, som alle mennesker, i stand til at gøre onde ting, og de benyttede sig massivt af denne evne under krigen. Men de var ikke onde. (Betænk venligst: Selv Hitler var mors dreng engang.) Deres bevæggrund var en af en mere fundamental karakter: En italiensk forfatter, der ofte bliver beskrevet som fascist, men som nok snarere var excentriker og gudsbenådet historiefortæller, har i mine øjne leveret den bedste analyse af, hvad der lever på bunden af den tyske sjæl. Svaret er ikke ondskab, men: angst.
— Curzio Malaparte, Kaput, side 99f.
Og lad os hermed til slut sende en venlig tanke til alle ofre for dette Historiens blinde redskab, den tyske angst...
“If all the bullets in the world
hit me,
then they couldn’t hit anybody else.
And let me die as many times
as there are people in the world,
so that they wouldn’t have to die,
even the Germans.
And let nobody know
that I died for them,
so that they wouldn’t be sad.”
— Anna Swir, “Thoughts of a Fourteen-Year-Old Nurse”.
(*: Citeret fra Richard Pipes, The Unknown Lenin: From the Secret Archive, side 106. Citatet stammer mere præcist fra en hemmelig rapport, dateret den 20. september 1920, som Lenin udfærdigede til det russiske kommunistparti.)
(**: Citeret fra Adam Zamoyski, Warszawa 1920 - Lenins fejlslagne forsøg på at erobre Europa, side 136f.)
(***: Citeret fra Winston S. Churchill, Den anden verdenskrig, 6. bind, Triumf og tragedie, side 108.)
(****: Ibid., side 106.)
(*****: Ibid., side 266.)