I retten: ’Når billederne også ligger på min hjemmecomputer, så kan jeg jo ikke løbe fra det’

Lige inden dommeren gør sin entre, rejser forsvarer Jacob Piil sig fra sin stol. Han går hen til anklageren og giver ham en besked.

»Den tiltalte har valgt at tilstå,« siger han lavmælt.

Dommeren kommer ind, og tiltalte, P, rejser sig.

P står let foroverbøjet med foldede hænder. Han har beholdt sin dunvest på. Indenunder har han en nystrøget skjorte i røde, hvide og blå tern stoppet ned i cowboybukserne. Da han sætter sig i vidneskranken, kommer et par farverige Mads Christensen-sokker til syne i de brune lædersko. P placerer sin højre hånd på låret. Den ryster. Med den anden hånd griber han fat om håndleddet i et forsøg på at tvinge den til at stoppe.

En formiddag i juni 2016 fik 58-årige P konfiskeret sin bærbare arbejdscomputer fra sin daværende arbejdsplads – et revisorkontor. På computeren fandt politiets teknikere fire børnepornografiske billeder. Da politiet efterfølgende konfiskerede P’s private bærbare, fandt de yderligere ét.

Mia Mottelson

Anklageren får ordet. Han går over mod P, mens han taler. I sin hånd har han de fire fotografier, politiet fandt på P’s arbejdscomputer. Han rækker dem til P, der hurtigt bladrer dem igennem og ser væk. På det sidste billede poserer en pige liggende på ryggen med benene trukket tilbage over maven og underlivet rettet mod kameralinsen.

Anklageren forklarer, at børnepornografiske billeder inddeles i tre kategorier. Den første kategori er billeder af nøgne børn. Den anden kategori er billeder af børn, der eksempelvis onanerer. Den sidste kategori er billeder af børn, der udsættes for voldtægt. Billederne på P’s computer falder i i de første to kategorier.

»Kan det passe, at man har fundet de her billeder på din arbejdscomputer,« spørger anklageren.

P’s rystende hånd fumler med at finde den knap, der skal aktivere mikrofonen foran ham. Til sidst svarer han, at han ikke kan huske at have set billederne før.

Tvivl om tilståelsen

Anklageren kigger på forsvareren, der synes lige så forbløffet over svaret som anklageren selv. Han prøver igen med samme spørgsmål, og P gentager sit svar.

Tredje gang: »Det siger dig slet ikke noget?«

»Nej,« svarer P.

Hånden ryster ikke længere.

»Det skulle ellers være de fire billeder, man fandt, da man ransagede din computer ude på kontoret – men det kan du ikke huske?«

P kigger på sin forsvarer. Han nikker tilbage som for at opfordre P til at holde sig til planen.

»Det kan jo være gamle billeder,« siger P så.

Han gør ophold i sine sætninger efter hvert eneste punktum.

»Men selvfølgelig så … altså, hvis de er fundet på min arbejdscomputer, som det jo kun er mig, der har adgang til … Men jeg kan ikke huske de billeder. Det kan jeg altså ikke.«

Dommeren afbryder.

»Altså nu ved jeg ikke, om vi har tænkt os at aflyse de indkaldte vidner – men det her er jo ikke en tilståelsessag, hvis P ikke ved, hvad det er for nogle billeder,« siger hun.

Uden for retssalens dør venter P’s tidligere chef på at skulle vidne. P kigger op mod dommeren og retter på det ravfarvede brillestel.

»Nej, okay,« siger han så.

»Altså – hvis billederne lå på min arbejdscomputer, så må det have været mig, der har downloadet dem. Det kan jeg godt erkende.«

Anklageren spørger, om erkendelsen skyldes, at ingen andre har adgang til hans computer. Men til det ryster P på hovedet og siger, at det ikke kan udelukkes, når den står inde på kontoret blandt kolleger.

»Men når der er fundet noget tilsvarende på min hjemmecomputer, så kan jeg jo rigtigt ikke løbe fra det, synes jeg. For det er jo den slags billeder. Det er svært at løbe fra.«

Forsvarer Jacob Piil virker ikke tilfreds med sin klients tilståelse. Han opsummerer bestemt P’s forklaring. Formulerer lange, detaljerede spørgsmål, som P efterfølgende svarer ja til, så tilståelsen bliver utvetydig.

Ser sig ikke tilbage

Anklageren mener, at P bør idømmes en betinget fængselsstraf udmålt i dage. Han lægger vægt på, at der ikke er taler om større mængder af billeder. Når anklageren alligevel ønsker, at idømme P en fængselsstraf og ikke blot en bøde, så skyldes det, at der er tale om tre billeder i kategori 2.

Forsvareren mener derimod, at P bør slippe med en advarsel eller dagbøder. Han nævner en sag fra 2015, hvor den tiltalte havde været i besiddelse af 12 billeder og otte filmklip af drenge på 13 år, der havde analt samleje.

Mia Mottelson

»Tiltalte blev dengang idømt en bøde,« siger forsvareren, der endelig fastslår, at han maksimalt forestiller sig en betinget dom på syv til ti dage.

Inden de tre kvindelige dommere forlader retssalen for at træffe en afgørelse, spørger forsvareren ind til P’s personlige forhold. Han bor alene, men har en kæreste. Med undtagelse af et par uger har han været arbejdsløs, siden han blev fyret sidste år på grund af anklagerne.

P siger, at han har en jobsamtale senere i dag og én på mandag. Dommerne forlader lokalet. Stilheden brydes kun af lyden fra vægurets viser. Tik tak. P kigger ud ad retssalens sprossede vindue. Ud på rådhusets kobberspir og en sjælden blå novemberhimmel.

Ti minutter senere kommer dommerne ind.

»Vi har ment, at straffen ikke kunne afgøres med en advarsel eller en bøde,« siger dommeren.

Hun idømmer P en betinget dom på 14 dages fængsel. Fængselsstraffen bortfalder, hvis han ikke begår noget strafbart i det kommende år. Hun siger, at dommerne har lagt vægt på, at billederne ikke faldt i den helt grove kategori, men at der dog var tre billeder i kategori 2.

Forsvarsadvokaten siger, at hans klient ikke ønsker at anke dommen. Han vender sig mod P, rækker ham hånden og ønsker god vind med jobsamtalerne.

»Tak,« siger P.

Han slipper i samme moment advokatens blik og forlader hastigt retslokalet uden at se sig tilbage.