Læsetid: 5 min.

’En rigtig stor formue er ligesom en snebold: Så snart den ruller, bliver den bare større og større’

Lige siden man begyndte at inddrive skatter i det gamle Grækenland, har folk forsøgt at undgå at betale. Men det ser ud til, at branchen er eksploderet. Økonomer har for nylig estimeret, at regeringer verden over mister 200 milliarder dollar hvert år i skatteindtægter. Og det kan ikke lade sig gøre uden eksperthjælp, fortæller sociolog Brooke Harrington
Lige siden man begyndte at inddrive skatter i det gamle Grækenland, har folk forsøgt at undgå at betale. Men det ser ud til, at branchen er eksploderet. Økonomer har for nylig estimeret, at regeringer verden over mister 200 milliarder dollar hvert år i skatteindtægter. Og det kan ikke lade sig gøre uden eksperthjælp, fortæller sociolog Brooke Harrington

Privatfoto

11. november 2017

– Først Panama og nu Paradise Papers. Er du overrasket?

»Nej, og jeg tror, vi kommer til at se stadig flere læk. Panama Papers viste, at det er muligt at lække de her informationer uden at give køb på sin identitet og tilbringe resten af livet i en retssal eller under vidnebeskyttelse.«

– Du er sociolog. Hvordan blev du interesseret i de rige?

»I mit forrige forskningsprojekt undersøgte jeg almindelige amerikanere, der investerede i aktiemarkedet. Og herigennem hørte jeg om og blev interesseret i systemet for de ultrarige, men det var virkelig svært at få adgang. De svarer ikke på telefonopkald fra sådan nogle som dig og mig. Jeg besluttede mig derfor for at uddanne mig til formueforvalter, og på den måde kom jeg ind gennem døren. Over otte år interviewede jeg 65 formueforvaltere i 18 forskellige lande. Det var ikke særlig godt for min karriere, for jeg publicerede ikke rigtig noget i den periode. Så det tog meget lang tid, og det kostede mange penge. Men det var det værd.«

– Hvem er formueforvalterne?

»De fleste er advokater, revisorer og bankfolk, men man møder indimellem en akademiker eller en journalist, der er blevet ledt på afveje. De gør det typisk, fordi de gerne vil tjene penge. Men nogle gange også, fordi de har en særlig evne. For at være god til det her arbejde skal du ikke kun have en særlig teknisk kunnen, men også en følelsesmæssig intelligens og en evne til at håndtere de særlige behov, de her meget rige mennesker har. De har for eksempel ofte ret komplekse familierelationer. Og man skal være meget diskret.«

Brooke Harrington

  • 49 år.
  • Amerikansk sociolog fra Chicago, bosat i Danmark. Professor MSO ved Copenhagen Business School.
  • Forfatter til bogen ’Kapital uden grænser’ (2017), som beskriver, hvordan formueforvaltere gemmer penge for verdens rigeste mennesker.

– Handler det altid om at undgå at betale skat?

»Skatteunddragelse er bare toppen af isbjerget. I virkeligheden handler det oftere om at undgå lovgivning. Et eksempel er meget rige mennesker på den arabiske halvø, hvor en velhavende mand ikke kan lade penge gå i arv til sin datter på grund af sharialovgivningen, og han må heller ikke låne ud med renter. Derfor sender han sine penge ud af landet. For andre handler det om penge, de ikke ønsker at betale deres kreditorer.«

– Hvad er konsekvensen af de mange penge i skattely?

»Det ene er den økonomiske ulighed, det andet er den politiske ulighed. Når rige mennesker ikke betaler en rimelig andel af deres formue i skat, får regeringer ikke de penge, de har brug for, og det pålægger alle andre en byrde. Jeg kender ikke beløbet i Danmark, men i USA skal ærlige skattebetalere af med 15 procent ekstra, fordi de rige ikke betaler deres andel. Og når man mangler skatteindbetalinger, bliver man nødt til at skære i velfærden. Hver gang man lukker et hospital eller en skole i Danmark, burde man i stedet stille skarpt på de 300 mest velhavende familier i Danmark, der har 40 procent af alle deres værdier deponeret uden for statens rækkevidde.«

– Har det her altid fundet sted?

»Lige siden man begyndte at inddrive skatter i det gamle Grækenland, har folk forsøgt at undgå at betale. Men det ser ud til, at branchen er eksploderet. Økonomer har for nylig estimeret, at regeringer verden over mister 200 milliarder dollar hvert år i skatteindtægter. Og det kan ikke lade sig gøre uden eksperthjælp. Reglerne er komplekse og forskellige fra land til land og nogle lande konkurrerer om at tiltrække de rige mennesker, så de registrerer lige netop deres ubåd, privatfly eller kunstsamling hos dem. Antallet af formueforvaltere vokser, og det samme gør deres kundekreds.«

– Og samtidig vokser formuerne?

»En rigtig stor formue er ligesom en snebold: Så snart den ruller, bliver den bare større og større. Den britiske organisation Oxfam offentliggør hvert år, hvor mange af verdens rigeste, der tjener lige så meget som den fattigste halvdel af befolkningen. I år var det kun otte personer. I 2010 var antallet 388. At de otte personer er så rige, handler selvfølgelig om, at andre køber deres produkter, men det handler også om, at de ikke betaler en rimelig andel af deres formue i skat.«

– Hvad kan man gøre ved det?

»Lovgivning nytter i hvert fald ikke. Vi har forsøgt at lappe smuthuller i årtier uden effekt. Men i mine samtaler med formueforvaltere fik jeg indblik i nogle sårbarheder, jeg mener, man bør udnytte: Omkring en fjerdedel af dem havde dybe moralske skrupler over deres arbejde. De kunne ikke sige op, fordi de havde lån og familier, de skulle forsørge. Men den gruppe kan man række ud til. Jeg tror i høj grad på, at løsningen er at sprænge systemet i luften indefra.«

– Altså gennem disse læk?

»Præcis. For de meget rige mennesker handler det om at omgå lovgivning, og derfor skal det foregå i den dybeste hemmelighed. Hver gang der er et læk, kommer kundernes navne og deres metoder for dagens lys. Den islandske premierminister Sigmundur Gunnlaugsson måtte eksempelvis gå af efter Panama Papers – ikke fordi han havde begået ulovligheder, men fordi han havde handlet uetisk. Et læk som Paradise Papers er mere effektivt end 100 politiundersøgelser. Og med tiden vil der opstå mistillid til formueforvalterne og de lande, der tilbyder skattely, og til sidst vil der ikke være flere steder at gemme sig.«

– Har du nogensinde brugt din uddannelse som formueforvalter?

»Ingen kan finde på at ansætte mig som formueforvalter på grund af de kritiske ting, jeg har skrevet. Den dør lukkede i 2012, hvor jeg publicerede min første artikel med titlen: ’Formueforvaltning og ulighed’.«

– Hvad giver dig håb?

»Frankrig. Fordi de ikke valgte Marine Le Pen som præsident.«

– Hvilken sang burde alle høre?

»Jeg er stor fan af Beatles’ ’In my life’«. Den skal spilles til min begravelse.«

– Hvornår mærkede du første gang, at du var voksen?

»Da jeg var 22 år og udfyldte min første selvangivelse. Jeg var så stolt over, at jeg havde tjent penge nok til, at jeg skulle betale skat.«

– Hvad har du i din håndtaske?

»Jeg har i min mobilpung en lillebitte skruetrækker. Jeg er gammel pigespejder og har tidligt lært, at man altid skal være beredt. Med den kan man både reparere et par briller og åbne en øl.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu