Læsetid: 6 min.

Da Socialdemokratiet forlod arbejderbegrebet, sagde højrefløjen haps

Arbejderbegrebet er langsomt forsvundet fra venstrefløjens principprogrammer og partiernes kommunikation. Det har efterladt en flagrende forståelse af arbejderen, som Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Venstre forsøger at kapre. Ny ph.d.-afhandling undersøger arbejderbegrebet som politisk kampplads fra renæssancen og frem til i dag
Frem mod 1950’erne havde Socialdemokratiet stort set patent på arbejderbegrebet. Arbejderen var håndens arbejder, som industriarbejderen på valgplakaten fra 1947. Men da S skruede ned for arbejderretorikken, så Venstre sit snit til at erobre stemmer. De begyndte at målrette valgplakaterne mod arbejderne i slutningen af 1950’erne.

Frem mod 1950’erne havde Socialdemokratiet stort set patent på arbejderbegrebet. Arbejderen var håndens arbejder, som industriarbejderen på valgplakaten fra 1947. Men da S skruede ned for arbejderretorikken, så Venstre sit snit til at erobre stemmer. De begyndte at målrette valgplakaterne mod arbejderne i slutningen af 1950’erne.

Arbejdermuseet & ABA

18. november 2017

På Arbejdermuseet i det indre København er det meste øjensynligt, som det plejer. Fagbevægelsens røde faner vajer fortsat fra den 130 år gamle festsals balkoner. Og i den tilstødende café kan man købe Rich’s erstatningskaffe, Stjernepilsner og andre arbejderprodukter, der led markedskræfternes druknedød.

Men ikke alt er nostalgi.

»Oftere og oftere oplever museet, at nye grupper og partier ønsker at byde ind på arbejdernes historie,« siger historiker og samlingschef på museet Margit Bech Vilstrup.

Forrige uge forsvarede hun sin ph.d., Kampen om arbejderne – arbejderbegrebets politiske historie 1750 – 2017.

Ph.d.’en afdækker arbejderbegrebet som en politisk kampplads. Den bevæger sig fra en svunden tid, hvor socialistiske og kommunistiske partier havde patent på begrebet og frem til i dag, hvor partier som Liberal Alliance, Venstre og Dansk Folkeparti også profilerer sig som arbejderpartier.

Historieskrivning

På museet er en skoleklasse i gang med en rundvisning. Voksdukker af de omstridte arbejdere præsenteres på de snoede udstillingsgange.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Palle Yndal-Olsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Dorte Sørensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Grethe Preisler
Lise Lotte Rahbek, Palle Yndal-Olsen, Eva Schwanenflügel, Dorte Sørensen, Niels Duus Nielsen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja - der sker et skred i socialdemokratiet i efterkrigsperioden. I Niels Ole Finnemanns bog "U broderskabets ånd" beskrives det som, at socialdemokratiet bevæger sig fra "den folkelige reformisme" til den "statslige reformisme. Men der sker jo også et skred i arbejderklassen selv. Kategorien af arbejdere er faldende i 50´erne, mens kategorien af funktionærer er stigende.

60´erne kaldes er vist også blevet kaldt Socialdemokratiets årti. Men tilslutningen til velfærdsstaten fik vel i en eller anden forstand lidt ridser i lakken med Glistrups skatteprotestbevægelse.

80´erne betød vel en ny orientering i konservativ retning. Jeg husker da i alle tilfælde, at spørgsmålet om konkurrenceevne blev banket ind med 7" søm under Schlûter.

Og går vi frem til nyere tid; altså efter årtusindeskiftet er det jo også sket en reduktion i antallet af "arbejdere" i traditionel forstand.. Det ufaglærte industriarbejde er blevet flyttet til Østen.

I det politiske spektrum er der i alle tilfælde formelt konsensus om tilslutningen til velfærd. Det er ikke længere en eksklusiv socialdemokratisk mærkesag. Hvor socialdemokratiet før 60´ernes højkonjunktur måske havde en offensiv strategi til velfærdsstaten og velfærdspolitikken er strategien jo siden hen blevet mere defensiv. Men nu er de økonomiske doktriner jo så også udskiftet både herhjemme og internationalt.

Socialdemokratiet førte siden Stauning en politik, der i stadig højere grad løftede og integrerede de lavere klasser i samfundet. Det var, hvad socialdemokratisk politik først og fremmest gik ud på, indtil 1989, hvor oplysningsprojektet blev saboteret med oprettelsen af en reklamefinansieret offentlig kanal.

Bjarne Bisgaard Jensen

Hvorfor problematiseres fagbevægelsens rolle i denne "nedsmeltning" ikke. Den etablerede fagbevægelse, anført af LO har aldrig i nyere tid vist solidaritet med de dårligst stillede, eller kæmpet målrettet for andre end egne medlemmer, så deres rolle i denne problematik har været ganske stor, og efter min mening ganske medvirkende til jordskredsvalget og den efterfølgende politiske udvikling.

Michael Kongstad Nielsen

Husk, at det var gode tider for arbejderne i 1960'erne. Ved overenskomstforhandlingerne i 1961 stemte arbejdsgiverne NEJ til fagbevægelsens kraftige lønkrav, men det endte med enighed om forligsmandens mæglingsforslag i noget der blev kaldt 'lønfesten'.

SF var kommet i tinget med 11 mandater, DKP røg helt ud. Socialdemokraterne med Kampmann i spidsen mistede flertallet, men kunne med de Radikale og et par nordatlantiske mandater redde regeringsflertallet.
Alt i alt var Danmark på vej mod højre.

En arbejderfamilie kunne få en god ny treværelses i moderne lejligheder i forstæderne, skifte cyklen ud med en scooter eller
S-tog, de første fjernsyn var på plads, og ellers var den lokale BIO tilgængelig. Det var så fedt at være arbejder i 1960'erne, så godt, at mange blev tiltrukket af de borgerlige vinde og så parcelhuset for sig. Det hjalp ikke, at J. O. Krag ophøjede de gamle overenskomster til lov i 1963.

"Det Røde Kabinet" hjalp heller ikke, og til sidst fik vi VKR-regeringen i 1968, hvor R sprang ud som borgerlige, og mange arbejdere også gjorde det. Nogle af dem fik endda sommerhus. Tju hej.