Da Socialdemokratiet forlod arbejderbegrebet, sagde højrefløjen haps

På Arbejdermuseet i det indre København er det meste øjensynligt, som det plejer. Fagbevægelsens røde faner vajer fortsat fra den 130 år gamle festsals balkoner. Og i den tilstødende café kan man købe Rich’s erstatningskaffe, Stjernepilsner og andre arbejderprodukter, der led markedskræfternes druknedød.

Men ikke alt er nostalgi.

»Oftere og oftere oplever museet, at nye grupper og partier ønsker at byde ind på arbejdernes historie,« siger historiker og samlingschef på museet Margit Bech Vilstrup.

Forrige uge forsvarede hun sin ph.d., Kampen om arbejderne – arbejderbegrebets politiske historie 1750 – 2017.

Ph.d.’en afdækker arbejderbegrebet som en politisk kampplads. Den bevæger sig fra en svunden tid, hvor socialistiske og kommunistiske partier havde patent på begrebet og frem til i dag, hvor partier som Liberal Alliance, Venstre og Dansk Folkeparti også profilerer sig som arbejderpartier.

Historieskrivning

På museet er en skoleklasse i gang med en rundvisning. Voksdukker af de omstridte arbejdere præsenteres på de snoede udstillingsgange.

I reolerne på Margit Bech Vilstrups kontor står stabelvis af bøger om arbejderhistorie. På bagvæggen hænger en plakat med en silhuet af en industriarbejder. På bordet ligger ph.d.’en, der er blevet til gennem et samarbejde mellem Syddansk Universitet og Arbejdermuseet – finansieret af sidstnævnte og Kulturministeriet.

»Da museet her blev indviet, var det en selvfølge for alle, hvem arbejderne var – man behøvede ikke at retfærdiggøre et arbejderbegreb og arbejderklassens forbindelse til de røde og socialistiske partier. I dag bliver museet oftere og oftere udfordret på, hvad det er for en historie, vi fortæller,« siger Margit Bech Vilstrup om motivationen bag afhandlingen.

Diskussionen oplevede sit foreløbige højdepunkt tilbage i 2012 under særudstillingen Et råb fra muren – 100 års politiske plakater. Her udstillede Arbejdermuseet et udvalg af plakaterne fra museumsarkivet. Et arkiv, der kun indeholdt plakater fra venstrefløjen.

Udstillingen fik Venstres daværende kulturordfører, Michael Aastrup Jensen, op i det røde felt. Til Information sagde han blandt andet:

»Situationen er den, at vi har et arbejdermuseum, der modtager otte millioner kroner i statsstøtte, men som udelukkende viser venstrefløjens plakater. Jeg kunne forstå, hvis der var tale om et privat museum i LO’s baggård, men vi taler om et museum, der er forpligtet til at forholde sig neutralt, men som aktivt har fravalgt borgerlige plakater.«

På Arbejdermuseet mente man, kritikken var forfejlet. Daværende direktør Louise Karlskov Skyggebjerg sammenlignede Venstre-ordførerens anke med at anklage Rosenborg Slot for kun at udstille hovedbeklædninger, der har siddet på kongelige.

For Margit Bech Vilstrup var diskussionen en endelig markør i den politiske værdikamp om at positionere sig som Danmarks arbejderparti, som venstre- og højrefløjen havde kæmpet det forgangne årti. Ved valgkampen året forinden havde Lars Løkke Rasmussen (V) promoveret Venstre som »et moderne arbejderparti«. Et parti »for dem, der arbejder og holder samfundets hjul i gang«.

Danmarks arbejderparti, Venstre

For at afdække arbejderbegrebets politiske historie har Margit Bech Vilstrup endevendt stakkevis af avisartikler, partiprogrammer og publikationer fra 1750 og frem til i dag.

I sit studie finder hun gennemgående to modsatrettede forståelser af arbejderbegrebet. Den klassiske forståelse af »håndens arbejdere« – som eksempelvis industriarbejderen – over for en langt bredere forståelse, der inkluderer alle lønarbejdere. En dobbelthed, der blev grundlagt i slutningen af 1800-tallet af den socialistiske pioner Louis Pio, og som stadig gør sig gældende for diskussionen i dag.

Margit Bech Vilstrup kalder opfattelserne for henholdsvis den snævre og den brede forståelse af arbejderbegrebet.

»Pio veksler mellem de to begreber afhængigt af målet. Nogle gange er det i hans interesse at henvende sig til håndens og produktionens arbejder, andre gange henvender han sig til lønarbejderne mere generelt – som en klasse af dem, der gør nytte, i modsætning til de rentenydende kapitalister, der i hans øjne ikke selv udfører arbejde, men kun lever af andres.«

Det vil komme bag på en del, at Socialdemokratiet med Thorvald Stauning som leder allerede i 1930’erne faktisk begynder at føre arbejderretorikken ud af partiets principprogrammer og kommunikation. Socialdemokratiet skal være et masseparti for hele folket, og med akademiseringen af partiet med Viggo Kampmann og Jens Otto Krag i spidsen forsvinder arbejderdiskursen helt og erstattes op gennem 1950’erne af ord som ’vi’, ’folket’ og ikke mindst ’forbrugeren’.

Med Margit Bech Vilstrups ord bliver det efterhånden »mere interessant, hvad man kan købe i stedet for, hvad man kan producere«.

»Og det er her, Venstre for første gang systematisk forsøger at mobilisere arbejdervælgerne,« siger hun.

For Venstre måtte ligesom Socialdemokratiet udvide sit vælgergrundlag, hvis partiet skulle opretholde sine stemmetal.

Derfor beslutter Venstre i 1957 at nedsætte Liberale Arbejderes Landsudvalg (LAL), der gennem små liberale celler i arbejderbevægelsen skal hverve nye medlemmer blandt produktionsarbejderne. Det lykkedes imidlertid aldrig Venstre at få fodfæste, og ti år senere blev LAL nedlagt. Partiet opgav for en stund at gøre krav på arbejderbegrebet.

Glistrups ånd lever

Gennem 1960’erne overlod Socialdemokratiet diskussionen om arbejderklassen til partierne til venstre for sig selv. Men definitionen af en samlet arbejderklasse blev udfordret med Jordskredsvalget i 1973, hvor Fremskridtspartiets leder, Mogens Glistrup, grundlagde en ny opfattelse af arbejderbegrebet, der stadig dominerer diskussionen i dag.

»Glistrup skaber en ny klasseinddeling mellem en herskende og en arbejde klasse. For ham står arbejderen ikke over for arbejdsgiveren – de indgår tværtimod i en alliance over for en elite af akademikere og politikere. Og netop den modstilling har DF i vid udstrækning bibeholdt, når de taler om arbejderne over for en herskende klasse af kulturradikale meningsmagere. Mellem den caffe latte-drikkende, urbane og globaliseringsvenlige kulturelite på den ene side og så ’den almindelige dansker’ på den anden,« siger Margit Bech Vilstrup.

Et nyt forskningsstudie fra Aarhus Universitet har undersøgt danskernes klassebevidsthed. I studiet blev en spørgeskemaundersøgelse fra 1954 om klasseidentitet gentaget. Undersøgelsen viste blandt andet, at andelen af danskere, der definerer sig som arbejderklasse, er gået fra hver femte i 1954 til mindre end hver tiende i 2015.

Til gengæld har antallet af danskere, der mener, at de tilhører en klasse, været nogenlunde stabil over de 60 år.

I 2001 overgik de borgerlige partier for første gang venstrefløjen i andelen af arbejderstemmer, viser en opgørelse fra Altinget. En arbejderstemme er her defineret som ufaglærte og faglærte manuelle lønmodtagere. Eksempelvis lastbilchauffører og snedkere. Og i 2012 fik Socialdemokratiet færre arbejderstemmer end både Venstre og DF.

»S er blevet for elitære,« sagde Pia Kjærsgaard dengang til Altinget.

For Margit Bech Vilstrup hænger fremkomsten af et politisk arbejderbegreb sammen med etableringen af det moderne, industrialiserede samfund. Og det er udviklingen af industrisamfundet, som er baggrunden for de nye kampe om arbejderne. Da venstrefløjen lagde arbejderbegrebet bag sig, åbnede det op for højrefløjens forsøg på at redefinere det.

»Selv Liberal Alliance henvender sig nu oftere og oftere til arbejderen som den, der modtager løn og bidrager, og det er jo langt fra den oprindelig forståelse, hvor arbejderen i udgangspunktet godt kunne være arbejdsløs, men stadig en del af en socialt bestemt arbejderklasse,« siger Margit Bech Vilstrup.

»Arbejderen var socialismens fremtidsskabende drift. Man havde et mål: det socialistiske samfund. Men da Socialdemokratiet begynder at forlade arbejderbegrebet i 1930’erne, bliver et bredt folkeparti og erstatter arbejderen med ord som ’mennesket’, ’os’, ’vi’ eller ’alle’ – forsvinder også partiets klare samfundsanalyse. Og det accelererer virkelig op gennem 1990’erne med New Labour-bølgen, hvor grundfortællingen bliver mere liberal.«

Margit Bech Vilstrup siger, at hun udadtil stadig oplever en stærk arbejderisme i Socialdemokratiet. Hun nævner S-folketingspolitikere som mureren Mattias Tesfaye og havnearbejderen Leif Lahn Jensen. Men arbejderismen afspejles ikke i partiets kommunikation, forklarer hun. I det seneste principprogram, Fælles om Danmark, der blev offentliggjort på partiets kongres i september, er der ikke blevet plads til arbejderen.

Margit Bech Vilstrup kalder den tvetydige og abstrakte begrebsbrug et generelt kendetegn for den nutidige politiske debat. Konsekvensen bliver, at de politiske linjer sløres.

»Lige nu har jeg svært ved at se, hvad det er for en struktur, de europæiske socialdemokratier ser for sig andet end en retorik om at redde og bevare velfærdsstaten. Og det er ikke nødvendigvis forkert – men det meget tilbageskuende fokus har gjort dem sårbare over for nye udfordringer,« siger hun.

På vej ud siger Margit Bech Vilstrup, at museets faste udstilling stort set har stået uberørt siden åbningen i 1990’erne. De skal til at opdatere den nu, siger hun.

Spørgsmålet er, hvordan voksdukken af arbejderen anno 2017 kommer til at se ud.