Læsetid: 6 min.

En tung dyne over det nordlige London

Engang tegnede Arsenal toppen af engelsk fodbold. Men engang er ved at være længe siden, og klubbens naive tro på, at i morgen nok skal blive bedre, nærmer sig efterhånden det ironiske. Derfor halter de efter London-rivalerne Tottenham, som de får besøg af i eftermiddag
Arsenal er blevet en evigt ventende klub. Ventende på Arsène Wengers (billedet) næste kontraktforlængelse, på de unge talenters gennembrud, på den tyske playmaker Mesut Özils storform, på dét spillerkøb, som for alvor gør konkurrenterne misundelige, på afdragelsen af milliardlånet til hjemmebanen Emirates Stadium.

Arsenal er blevet en evigt ventende klub. Ventende på Arsène Wengers (billedet) næste kontraktforlængelse, på de unge talenters gennembrud, på den tyske playmaker Mesut Özils storform, på dét spillerkøb, som for alvor gør konkurrenterne misundelige, på afdragelsen af milliardlånet til hjemmebanen Emirates Stadium.

Ritzau Foto

18. november 2017

Arsenals nederlag på 3-1 til Manchester City forrige weekend var ikke den mindste smule overraskende. Pep Guardiolas mandskab er et godt bud på Europas bedste i øjeblikket, og selv om vi kun er 11 kampe inde i Premier League-sæsonen, er det svært at forestille sig en anden engelsk mester.

Alligevel rummede kampen et par påfaldende erkendelser.

For det første: Kløften mellem Arsenal og den absolutte top i England har vokset sig så stor, at The Gunners selv med en tilforladelig præstation blev slået klart. De var slet ikke til grin på samme måde, som de var i Liverpool tidligere på sæsonen, hvor de blev kvast 4-0, men de var stadig kilometer fra Manchester Citys niveau.

Afstanden mellem Arsenal på sjettepladsen og de øvrige storhold begrænser sig ikke længere til isolerede tilfælde, den er efterhånden af så substantiel karakter, at en direkte sammenligning med hold som Manchester City næsten ikke giver mening.

Engang tegnede Arsenal toppen af engelsk fodbold, men engang er ved at være længe siden.

For det andet: Hele otte af Arsenals startende spillere på Etihad Stadium var også i klubben, da de i vinteren 2015 vandt 2-0 på samme bane. Fra startopstillingen dengang er det endda kun Alex Oxlade-Chamberlain, som i dag spiller andetsteds – og han blev ovenikøbet først solgt på sidste dag af transfervinduet denne sommer. Tilsvarende havde Manchester City kun tre gengangere.

Man fristes til at rose Arsenal, men den bemærkelsesværdige kontinuitet bærer nok snarere en stor del af skylden for London-klubbens fald. Den er nemlig ikke historien om en veldefineret og veludført strategi, en sikker vej gennem vildnisset – den er snarere historien om manglende evne til at udvikle sig.

En evigt ventende klub

I en sport, hvor trænere og spillere bliver hyret og fyret ad infinitum, og hvor man skal være på forkant med de taktiske trends, har Arsenal det seneste årti været slående træge. De er blevet en evigt ventende klub. Ventende på Arsène Wengers næste kontraktforlængelse, på de unge talenters gennembrud, på den tyske playmaker Mesut Özils storform, på dét spillerkøb, som for alvor gør konkurrenterne misundelige, på afdragelsen af milliardlånet til hjemmebanen Emirates Stadium.

En naiv tro på, at i morgen nok skal blive bedre end i dag, selv om intet ændrer sig, lader til at have lagt sig som en tung dyne over det nordlige London.

I det hele taget nærmer det sig det ironiske, at kontinuitet er blevet ideal i den moderne fodbold. Alle snakker om det, men meget få lever op til det. Udover Arsène Wenger, som for nyligt havde intet mindre end 21-års jubilæum som Arsenal-manager.

I Premier League er det udover franskmanden kun Bournemouths Eddie Howe og Burnleys Sean Dyche, der har været ansat samme sted i fem år. Over halvdelen af kollegaerne har været i deres klub under to år. Alene i denne sæson har West Ham, Everton, Leicester og Crystal Palace allerede fyret deres manager.

Det er med garanti ikke et sundhedstegn, men omvendt fremstår det heller ikke fornuftigt, som i Arsenal, at kontinuiteten skulle være et mål i sig selv. For Stan Kroenke, amerikansk businessmogul og klubejer, virker det som en principsag ikke at fyre Arsène Wenger trods de ringe resultater. Og for Arsène Wenger virker det som en principsag at fortsætte som hidtil.

Imens vokser fansenes frustrationerne fra uge til uge. Tre FA Cup-titler de seneste fire år har ikke været uden betydning, men det er kun en ringe trøst efter 13 år uden et engelsk mesterskab og et foreløbigt farvel til Champions League efter sidste sæsons sløje femteplads i Premier League.

Mangler ’cojones’

I foråret droppede Arsène Wenger ganske vist sin foretrukne 4-2-3-1-formation for – som så mange andre – at slå om i den trendy 3-4-3. Og i sommerpausen investerede den 68-årige franskmand omsider i en angriber, Alexandre Lacazette fra Lyon, som Arsenal åbenlyst har manglet i flere år.

Alligevel består en række genkendelige problemer. Uanset talkombinationerne er Arsenals defensiv alt for ofte skrøbelig, deres afleveringsspil fejlbehæftet og deres angreb stillestående. I septembers London-derby mod Chelsea, der endte 0-0, var Arsenal imponerende robuste, men siden er der ikke meget, som har peget på, at den fornemme præstation mod de forsvarende mestre var mere end en forbipasserende succes.

Det ændrer en flatterende 5-2-sejr over et svagt Everton-mandskab heller ikke på. Særligt nederlaget på Vicerage Road til Watford har understreget, at Arsenals problemer stikker dybt. Efter 2-1-sejren sagde Troy Deeney, Watfords hårdkogte anfører, at han altid ser frem til at spille mod Arsenal, fordi der ikke skal mere end hård fysik til at slå dem ud af kurs.

»De mangler nogle cojones,« lød den kølige analyse fra mureruddannede Deeney.

Efter det pinlige nederlag til Liverpool i begyndelsen af sæsonen skrev The Guardian-journalisten Amy Lawrence, der følger Arsenal tættere end de fleste, følgende: Chancen for substantielle ændringer er papirstynd. Der er absolut ingen grund til at tro, at et manager- eller ejerskift, ej heller  udskiftning i spillertruppen, er lige rundt om hjørnet.«

Ordene fra Arsenals adm. direktør, Ivan Gazidis, mod slutningen af sidste sæson runger derfor overordentligt hult i dag. Til et fanarrangement lovede han, at forårets skuffelser i Premier League ville blive »a catalyst for change«.

En måned efter forlængede Arsenal to år med Arsène Wenger, og her et halvt års tid efter skulle man tro, at Gazidis havde sagt: a catalyst for more of the same. Stemningen på Emirates Stadium er flad, og selv om der endnu er fans med god hukommelse, for hvem træneren altid vil være fredet, er den klare tendens, at flere og flere Gooners ønsker franskmanden væk.

Ligeså meget for hans egen skyld, for i øjeblikket gambler Arsène Wenger med sin arv. Engang var Le Professeur en skattet pioner i engelsk fodbold, i dag er han på nippet til at være en reaktionær ronkedor, der mest af alt tjener som en påmindelse om sportens hastige udvikling siden årtusindeskiftet. Mens trænere som Roberto Martínez, Mauricio Pochettino, Pep Guardiola, Antonio Conte og Jürgen Klopp alle har bidraget til den taktiske udvikling og mangfoldighed i Premier League den seneste håndfuld år, har Arsène Wengers aftryk været anderledes svært at få øje på.

Automatsvar står i kø

Og som om spillet på banen ikke var anledning til bekymringer nok, er der også voksende usikkerhed om klubbens fremtidige ejerforhold. Angiveligt forsøger klubejer Stan Kroenke at købe den russiske oligark Alisher Usmanov ud af Arsenal, og skulle det lykkes, vil den 64-årige amerikaner stå med hele 97 procent af aktierne. Interesseorganisationen Arsenal Supporters’ Trust frygter, at det vil betyde øget fokus på kommercielle gevinster på især det amerikanske marked, hvor Kroenke i forvejen ejer et NFL-franchise i St. Louis, i stedet for investeringer i spilletruppen eller en nedsættelse af de skyhøje billetpriser på Emirates Stadium.

Midt i alle spekulationerne er Kroenke som vanligt ganske fåmælt. Ved den årlige generalforsamling nøjedes han med at sige, at han er stærkt motiveret, at Arsène Wenger har hans fulde opbakning, og at han har ambitioner om at vinde mesterskabet igen. Automatsvarene stod i kø.

Derudover kommer også vedvarende problemer med klubbens ellers tidligere så fornemme talentarbejde. I denne sæson har lovende knægte som Reiss Nelson (17), Jeff Reine-Adelaide (19) og Joe Willock (18) godt nok fået masser af spilletid blandt reserverne i Europa League, men i ligaen ser det anderledes ud. Det er således kun den 21-årige kantspiller Alex Iwobi, der har formået at etablere sig på førsteholdet.

Siden årgangen med Wojciech Szczęsny, Kieran Gibbs, Jack Wilshere og Francis Coquelin, som alle fik debut omkring 2010, har Arsenal haft bemærkelsesværdigt svært ved at producere spillere til deres eget Premier League-hold. De seneste år har der været store forventninger til blandt andre Dan Crowley (i dag i Willem II), Chuba Akpom (på lån i Brighton), Gedion Zelalem (på lån i VVV Venlo), men ingen af dem er fulgt i Iwobis fodspor.

Og selv om 17-årige Eddie Nketiahs to mål mod Norwich i den lille pokalturnering, Carabao Cup, i oktober gav tiltrængt opmuntring, har Arsenals Hale End-akademi – især sammenlignet med klubber som Manchester City og Chelsea – haft det vanskeligt, siden legendariske Liam Brady efter 16 år forlod sin chefstilling i 2014.

Alt dette og meget mere er glemt for en stund, når Arsenal lørdag i eftermiddag møder Tottenham i sæsonens første North London Derby. Kampen mod rivalerne få kilometer op ad Seven Sisters Road er en allertiders mulighed for at kickstarte en søvndyssende sæson, en sejr vil sende dem kun ét point bag Spurs på tredjepladsen.

Men uanset består billedet af Arsenal som en klub, der i forsøget på at træde vande er kommet i druknefare.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu