Læsetid: 4 min.

100-årige Helmis første forlovede faldt i krigen mod Sovjet, men så mødte hun den sårede soldat Matti

588 nulevende finner blev født i 1917. En af dem er Helmi Elisabeth Hellman. Til Information fortæller hun sit lands historie med udgangspunkt i sit eget liv
Da Helmi Elisabeth Hellman (født: Lahtinen) var lille, blev hun kaldt punaorpo – betegnelsen for børn, der har mistet forældrene. Som ung gymnast turnerede hun rundt i Finland, blandt andet ved fronten for at underholde soldaterne under Vinterkrigen mod Sovjetunionen.

Da Helmi Elisabeth Hellman (født: Lahtinen) var lille, blev hun kaldt punaorpo – betegnelsen for børn, der har mistet forældrene. Som ung gymnast turnerede hun rundt i Finland, blandt andet ved fronten for at underholde soldaterne under Vinterkrigen mod Sovjetunionen.

Kaisa Rautaheimo

2. december 2017

Jeg var det, man kaldte for en punaorpo. Det kaldte man alle børn, der havde mistet deres forældre, som kæmpede på de rødes side under Borgerkrigen.

Tæt på Kalevankangas kirkegård lå der en fangelejr. De hvide kaldte den for Kasernen. En morgen blev min faster Aina passeret af en hesteladvogn stopfyldt med lig fra Kasernen. Og mellem bunkerne af døde stak min fars arm ud. Jeg har været fem måneder på det tidspunkt.

Min faster fulgte efter vognen, der blev læsset af på kirkegården. Det er derfor, jeg nogenlunde ved, hvor min far ligger begravet. Min storebror døde også på Kasernen under et fangeoprør. Samme dag sluttede krigen, og de overlevende vendte hjem.

Jeg blev født i Pispala, en lille by lidt uden for Tampere den 17. september 1917. Det var hårdt for min mor at forsørge mig og mine søskende, så jeg boede skiftevis hos naboer, hos pebermøen Lempi og på byens børnehjem, hvor jeg ikke måtte få suppe, når jeg havde tisset i sengen. Så kom min mor og hentede mig.

Vi var mange forældreløse børn dengang.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Se om du er enig…

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fra tidernes morgen var Suomen tasavalta en provins i Sverige. Måske var det en lidt overset provins, men store dele af Sverige var jo slet ikke "opdaget", før det blev opmålt engang i 1800-tallet.

I 1808 vendte det for Finland, for da nærmest kuppede zar Alexander 1. Finland fra Sverige ved byen og fæstningen Vyborg. Og Suomen tasavalta blev nu en russisk provins med et meget håndfast styre.

Desværre fødes en ny nation fødes ofte på død og tragedier, og det er også tilfældet med Finland, - eller Suomen tasavalta, og det er endda kun en amputeret nation. Men også Sverige har mærket til det, for der har 20% af befolkningen nære familiemæssige relationer til den gamle provins, og de fleste af dem endda til de totalt tabte dele af Finland.

Den altid nærværende viden om død, lemlæstelse og tab samt ragspillet og den kroniske tilstand af melankoli lever ude i de smukke finske skove. Men på en eller anden måde er valse-tonerne faktisk blevet afløst af argentinsk tango-musik, der nok er mere populær end tonesætteren Johan Julius Christian Sibelius.

Grethe Preisler

@Gert Romme,

Du, som åbenbart er mere velbevandret i finsk folklore end de fleste andre her til lands, vil du ikke nok forklare mig hvad et ragspil er for noget?

Umiddelbart ville jeg tro, at rakspillet var lig med det musikinstrument svenskerne kalder et dragspel, dvs. trækharmonika, skipperklaver eller 'maveorgel' med videre på jævnt dansk.
Men korriger mig venligst, hvis denne formodning er helt ved siden af og langt ude i de finske nåleskove og søer, hvor jeg arme jyde ganske sikkert ville fare vild og dø af sult, hvis jeg ved et uheld skulle falde alene ned i en af dem fra en helikopter.

@ Grethe Preisler,

Jeg beklager, men der skulle have stået dragspil - altså en trækharmonika. den er næsten elementær - også på dansebanerne ude i skovene samt til tango, der på underlig måde er blevet Finlands nationale dansemusik.

Jeg ved selvklart ikke, hvad man ved om Finland hjemme i Danmark. Men min ringe viden, for den er ikke stor, har jeg nok fra, at mit første job som erhvervsøkonom var i en stort finsk koncern. Videre har jeg været gennem landet flere gange - også i år, og måske vigtigst så er nogle af mine venner finske.

Grethe Preisler

Tusind tak Gert Romme,

Taler du finsk eller svensk med dine finske venner, når i ses? Jeg forstår ikke et ord finsk og mit kendskab til svensk skyldes nok mest, at 'min tredje bedstemor' (min farfars enke) var en svensk (førstegenerations)indvandrer fra Göteborg. Hun lærte aldrig at tale dansk uden accent og lød fuldstændig som cirkusprinsessen Pauline Schuman, til hun døde i København i sin alders syvogfirsindstyvende år .......... ;o)

@ Grethe Preisler,

I denne omgang har vi ikke boet i Danmark i en årrække, men vi har personnumre til 2 andre lande, herunder Sverige, hvor vi er oppe i vores hus, når vi ikke er på rejse på Balkan. Og Balkan er faktisk den fascinerende region, jeg har indgående kendskab til, og som også var mit speciale under officersuddannelsen.

Vi taler dansk-svensk med finske venner, - vi kan slet ikke finsk-ugrisk. Men i denne del af det lange land har Finland altid fyldt ganske meget - også i medierne, og gør det fortsat. Hver 5. borger kommer jo derfra, og samme med f.eks. romer, samer og tornedalsfolk er de et af de folk, der i den svenske forfatning har særlige privilegier. Så her fejrer man Finlands 100 år.

Finland betyder så meget, at da Sverige mistede Finland i 1808, mistede svensk adel totalt tilliden til sin konge. Og han efterfulgtes af den importerede franske feltmarskal, Jean-Baptiste Jules Bernadotte, som man forlangte, skulle skaffe det tabte Finland hjem igen. Han var dog mest til kvinder og fine fester. Og da han nødtvunget skaffede Norge i stedet, blev han ganske upopulær i de finere kredse.

Hverken baron Carl Gustaf Emil Mannerheim eller i øvrigt Urho Kaleva Kekkonen er særligt populære hos de fleste. Og slet ikke blandt de, faktisk utroligt, mange 100-årige, som nu er dukket op i medierne.

Man mener, at Mannerheim endte med at blive en ganske ufølsom diktator, der sendt mennesker i håbløs krig og lod andre henrette i hundredevis. Og man mener at Kekkonen voksede så meget i egen anseelse, at han hverken kunne nå gulvet eller forstå alm. mennesker.

Men det var trods alt Mannerheim, der bragte det nuværende Finland ud af det dengang kommende Sovjetunionen. Og Zar-Rusland var så barsk overfor finnerne, at det faktisk ikke sås som noget alternativ. Men lige præcis dette, gjorde jo, at Finland samtidig kæmpede en intern og meget blodig og hadsk borgerkrig mellem "de hvide" og "de røde".

Michael Kongstad Nielsen

"Fra tidernes morgen var Suomen tasavalta en provins i Sverige."
skriver Gert Romme nok så flot.

Nej, det var det ikke. Der har boet mennesker i Finland siden stenalderen, De nuværende finner er dog indvandret fra egnene mellem Volga og Ural på samme tidspunkt som vores Vikingetid. Altså før Kristi.

Sverige (og Danmark) fik efter vikingetiden vældig travlt med at kristne diverse hedninge. Det gjaldt både i Estland, Letland og Litauen, hvor dannebrog som bekendt faldt ned fra himlen, men for svenskerne gjaldt det Finland. i Åbo og længere inde i landet blev korstogsborge etableret, og først derefter startede 'tidernes morgen'

Grethe Preisler

På individplan oprinder 'tidernes morgen', når menneskebarnet i vuggen med egne øjne og ører registrerer sine omgivelsers selvstændige eksistens for første gang.

Michael Kongstad Nielsen

På folkeplanet, se Ebbe Kløvedal Reich: "De første"

At flytte sig

"Sol kom sydfra,
søster til måne.
fattet til højre,
om himmelranden.

(Vølvens spådom).

Et andet eksempel:
Carsten Jensen:
"Jeg har set verden begynde"

Det var efter Sovjetopløsningen.

Senere så han dens forlis, og skrev "Den første sten"