100-årige Sylvi: De rige havde laks og fik flere retter. Vi fattige spiste kun østersøsild

Det var min far, der lærte mig den her sang. Jeg kan den stadig.

Kerenski se leipoi kuivan taikinan

Suolaksi hän aikoi pienen Suomenmaan

Ai, ai, Kerenski, turha on sun toiveesi,

Suomi on jo vapaa maa ryssän vallasta.

Den handler om en russisk minister, der vil gøre Finland til en lille del af sit sultne rige. Men hans mission er håbløs, for Finland er for stærkt.

Jeg blev født i Tampere i 1917 lige inden de rødes opstand. Jeg var fem måneder, da russerne kom til byen. Deres uniformer havde en særlig marineblå farve, min mor syntes var så smuk. Jeg har fået fortalt, at vi kort efter måtte flygte til min mors familie. De boede på øen Revässaari, der ligger i søen Roine. Jeg var endnu kun en baby. Så spæd, at jeg hverken kunne gå eller kravle. Senere købte min mor stof af den samme blå farve, som hun syede til tøj.

Øen blev et fast holdepunkt i mit liv. Det er et meget smukt sted med mange små øer nær hinanden. Alle fra byen drog dertil, når de havde lidt fritid. De dukkede bare op lige pludselig. Jeg husker midsommerbålet, min første forelskelse, og når vi roede på søen.

Min kusine Anna var der også. Borgerkrigen var forbi. Vi legede, selv om jeg ikke kunne tale endnu. Nogle dage red vi på en savbuk i haven. Du ved, sådan en man saver brænde til saunaen med. Vi legede, at vi red hen til vores hjem.

***

Jeg havde dejlige forældre. Sådan en god far. Hver dag gennemgik han minutiøst morgenavisen. Han læste det vigtigste højt som en levende radio.

På det tidspunkt var vi flyttet igen. Min familie var som omstrejfende sigøjnere. Vi flyttede hele tiden og var altid på farten på grund af krigene eller arbejde. Vores kufferter stod altid klar, og møblerne spekulerende vi aldrig på at tage med. Det var for bøvlet – vi fandt bare nogle nye, når vi kom frem.

Jeg gik i folkeskole i Pispala. Lige mellem Näsin-søen og Pyhä-søen. I dag bor der kun kunstnere, og alle de fattige har været nødt til at flytte langt pokker i vold.

Jeg begynder helt at græde, når jeg fortæller om det.

En dag var spisepausen slut, og vi forlod skolens spisesal. Fra salen gik vi hen mod hegnet, der omkransede skolegården og kiggede udover den normalt smukke Näsin-sø. Min veninde Helmi var der også. Hun er 100 år og lever fortsat.

Nå, men det blæste kraftigt, og himlen var sort den dag. I horisonten kunne vi skimte et skib sejle mod os fra Den Sorte Bugt. HL Kuru hed skibet. Det var til dato det mest forfærdeligt stormvejr i Tampere. Fra udkigsposten så vi passagererne kaste sig fra dækket over bord. 140 personer omkom. Det er stadig det værste skibsforlis på en finsk sø.

***

På væggen i vores hjem hang der en livrem.

En aften tog jeg til en landsby lidt uden for Tampere, hvor mine brødre boede. Jeg var vist 15 år gammel. På græsplænen havde de bygget et lille gulv af træ, hvor vi kunne danse under nattehimlen. Det var altid to brødre, der sang … Malmsted, hed de! De sang ind i en megafon af tin, mens en anden spillede harmonika. Og så kom Aarnio som altid og bød mig op. Vi dansede jenka. Sådan to skridt frem og så et lille hop og to skridt frem og et hop til.

Det var ilde set at forlyste sig på den måde. Far opdagede det. Jeg husker den ene gang, hvor han tog remmen fra væggen og svingede den mod mig, så den ramte mit skinneben.

Kort efter mistede jeg min far og blev alene med min mor.

***

Som 20-årig fik jeg arbejde som husholderske hos familien von Wendt. Familien var vuorineuvos, en slags adelige, så de var rige og boede i et fint hus i Tampere. Åh, hvor var maden god. Herregud! De havde laks og fik flere retter. Husk på: Vi fattige spiste kun østersøsild. Jeg var så sulten og spiste så forfærdeligt meget.

Senere flyttede jeg hjem til min tante, der var vendt tilbage fra Amerika.

»Gud, hvor er du blevet tyk,« udbrød hun, da hun så mig.

I Tampere var der næsten ikke andet end skomagere. Alle arbejdede i skobranchen, og på et tidspunkt var der syv skofabrikker. Skomagerne lavede både høje og flade sko og laksko og lædersko. Så det var naturligt, at jeg blev ansat hos en skomager, hvor jeg sad og syede sting i læderet til skoenes overflade.

Alle skomagerne var forresten filosoffer ligesom min far. Hver dag sad de og læste i biblen og filosoferede over livet.

Senere kom jeg op i administrationen, hvor jeg stod for bogføringen. Når sirenerne lød, gik vi ned i beskyttelsesrummene. Det skete hver dag. Og hver gang var det spændende at se, om man havde et arbejde bagefter.

***

En dag under krigen tog min tante ud for at købe møbler, mens jeg passede huset. Det bankede på døren, og foran mig stod en mand i uniform. Soldaten sagde, at han var tørstig.

Jeg gik ud til brønden for at hente koldt vand. Han rømmede sig: »Jorma, hedder jeg.« Vi faldt i snak, og han blev i huset for at tage en dukkert i søen og gå i sauna.

Vi holdt kontakten ved lige og begyndte at se mere til hinanden. Vi sejlede ofte ud til øen i Roine-søen, hvor vi lavede pandekager.

Da krigen var overstået, forlod Jorma militæret. En dag stod han uanmeldt på kontoret i skofabrikken. Det var lige inden min pause. Og vi gik ud for spise på en god restaurant. Under frokosten spurgte han pludselig, om der mon lå en guldsmed i nærheden.

»Der ligger en overfor mit gamle barndomshjem,« sagde jeg.

Vi fik hver især en ring. Den sidder stadig på min finger. En bred og glat guldring.

***

Vi fik vores børn, Erkki og Sinikka, i 1947 og 1951. Det var den fattige tid efter krigen. Men vi var vant til det og levede en dag ad gangen. Købmanden jokede altid med, at han ’solgte’ ingenting.

Da Erkki fyldte fire år, flyttede vi til Helsinki. Jorma havde fået arbejde som typograf på landets største avis, Helsingin Sanomat. Vores liv forandredes i hovedstaden. Jeg blev husmor, og Jorma havde en god stilling med en fin løn, så vi havde penge nok til at forkæle børnene.

I Helsinkis gader gik folk med brænde under armen. Overalt i byen lå der små brændebutikker. Men det ændrede sig med radiatorerne og fjernvarmen. Og så i 1960’erne fik vi et køleskab og så et fjernsyn og så en støvsuger. Vi købte det hele på en gang.

Hver aften samledes alle husets børn sig i vores lejlighed. Vi var de første i opgangen, der havde købt et fjernsyn. Vores lejlighed lå i stueetagen, så rollingerne kravlede ind ad vinduet og satte sig på stuegulvet. Jeg kan ikke huske, hvad de så. Måske et eller andet med en klovn. Men det er ikke vigtigt. Alene det at kigge ind i skærmen var meget smukt.

Det var, som om jeg glemte tiden før, hvor jeg havde skrubbet og skuret og gjort alt med håndens kraft – med sisu (finnernes særlige viljestyrke, red.).

Jorma døde i 1997. Det er tyve år siden. I vores første bil – en britisk Wolseley – kørte vi til det nordligste Norge. Helt op til Hammerfest. Det var bare os to.

Jeg savner ham. Han var verdens bedste mand, for han bandede ikke, og vi skændtes aldrig. Han fortalte heller aldrig en dårlig vittighed.

I dag er mit liv lidt kedeligt og ensformigt. Jeg bor her på plejehjemmet, selv om jeg stadig ejer vores lejlighed i Helsinki. Den er ikke blevet solgt. Det er ellers en stor lejlighed på 90 kvm. Jeg følger stadig med i politik og læser Helsingin Sanomat hver dag. Jeg har altid været socialdemokrat.

Der må gerne ske lidt mere, synes jeg. Men så blev jeg inviteret til Helmis hundredeårs fødselsdag i Tampere i september, efter at vi havde fundet hinanden igen efter 30 år, og snart er det min tur til at blive fejret, og så kommer Helmi til Helsinki. Min søn har lovet at åbne en flaske champagne, vi skal dele.

Det er min plan for fremtiden.