Læsetid: 6 min.

100-årige Sylvi: De rige havde laks og fik flere retter. Vi fattige spiste kun østersøsild

588 nulevende finner blev født i 1917. En af dem er Sylvi Kaarina Vainio. Til Information fortæller hun sit lands historie med udgangspunkt i sit eget liv
Sylvi Kaarina Vainio blev født i Tampere i 1917 under de rødes opstand. Kort efter flygtede familien til øen Revässaari, der skulle blive et fast holdepunkt i hendes liv. ’Jeg husker midsommerbålet, min første forelskelse, og når vi roede på søen. Borgerkrigen var forbi,’ siger hun.

Sylvi Kaarina Vainio blev født i Tampere i 1917 under de rødes opstand. Kort efter flygtede familien til øen Revässaari, der skulle blive et fast holdepunkt i hendes liv. ’Jeg husker midsommerbålet, min første forelskelse, og når vi roede på søen. Borgerkrigen var forbi,’ siger hun.

Kaisa Rautaheimo

2. december 2017

Det var min far, der lærte mig den her sang. Jeg kan den stadig.

Kerenski se leipoi kuivan taikinan

Suolaksi hän aikoi pienen Suomenmaan

Ai, ai, Kerenski, turha on sun toiveesi,

Suomi on jo vapaa maa ryssän vallasta.

Den handler om en russisk minister, der vil gøre Finland til en lille del af sit sultne rige. Men hans mission er håbløs, for Finland er for stærkt.

Jeg blev født i Tampere i 1917 lige inden de rødes opstand. Jeg var fem måneder, da russerne kom til byen. Deres uniformer havde en særlig marineblå farve, min mor syntes var så smuk. Jeg har fået fortalt, at vi kort efter måtte flygte til min mors familie. De boede på øen Revässaari, der ligger i søen Roine. Jeg var endnu kun en baby. Så spæd, at jeg hverken kunne gå eller kravle. Senere købte min mor stof af den samme blå farve, som hun syede til tøj.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Karlsen
  • Katrine Damm
  • Morten Johansen
  • Kristen Carsten Munk
  • niels astrup
  • David Zennaro
Erik Karlsen, Katrine Damm, Morten Johansen, Kristen Carsten Munk, niels astrup og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det land har gennemlevet nogle enorme brud. En god bekendt blev som barn fordrevet fra Karelen.
Forbløffende nok, var den næste finne, jeg kom rigtigt tæt på, fra det - helt - modsatte hold. En af min store drengs legekammerater havde en finsk far. Bedstefaren havde været rød - han havde et tæt samarbejde med Otto Kuusinen, lederen af det finske kommunistparti og var også i Moskva med ham, efter borgerkrigen.

Det førte til, at morfaren , under vinterkrigen, var en del af Stalins finske lydregering - Terijoki-regeringen. Og hvis det ikke var dårlige beslutninger nok for et liv, kom han så til den Karelsk-finske sovjetrepublik, som russerne dannede på den nyerobrede finske jord.

Efter krigen var efternavnet temmelig problematisk. I Finland. Og Sovjetunionen var heller ikke specielt behageligt. Så klassekammeratens farmor endte med at søge mod Berlin, hovedstaden i den Tyske demokratiske Republik, fik arbejde der. Hendes søn voksede så op der - indtil han stod overfor et valg: Værnepligt i den finske hær eller i DDRs Nationale Volksarmee.

Han valgte Finland.

Om det så var efternavnet, om det var opvæksten bag den anti-fascistiske beskyttelsesmur eller et rent tilfælde, så endte han med at gøre sin militærtjeneste på landets mindste og mest afsidesliggende kaserne, skarpt afsondret fra nogensomhelst viden om den finske hærs skarpe materiel eller øvelsesplaner. Men han blev da statist i en film om vinterkrigen.

Vores drenge gik til svømning sammen. Det var nogle ufatteligt spændende vente-timer, hvor verdenshistorien og denne families historie smeltede sammen.

I øvrigt er det først nu, i de seneste 20-30 år, at familien ikke længere er pariaer i landet.

Bjarne Bisgaard Jensen, Katrine Damm, Per Torbensen og Søren Kristensen anbefalede denne kommentar