Alvar Aalto lavede arkitektur til den lille mand på gaden

Op igennem det 20. århundrede udviklede en gruppe arkitekter fra de nordiske lande en alternativ vision for, hvordan moderne arkitektur kunne være, hvis den skulle bygge på kulturel kontinuitet og humanistiske værdier frem for på indordning under industrielle byggeteknikker.

De mest markante og mest fuldendte eksempler på denne alternative modernisme blev til i Finland. Isoleret af deres lands geografi, sprog og kultur anlagde finske arkitekter to meget forskellige tilgange: Dels ledte de i deres egne nationale traditioner efter autentiske impulser, dels orienterede de sig mod udlandet for at finde inspiration.

I 1930’erne lykkedes det at skabe en syntese af de to tilgange i skikkelse af Alvar Aalto (1898-1976), hvis inspirationskilder omfattede finske bondegårde, svensk 1920’er-neoklassicisme, kubistiske malerier og diverse værker af Frank Lloyd Wright. Med tiden skulle Aalto blive Finlands førende moderne arkitekt og ophavsmand til en unik type organisk moderne arkitektur, der står uantastet som en af dette århundredes største arkitektoniske bedrifter.

I harmoni med mennesket

Aalto var næppe en radikal eller isoleret ener. Tværtimod knyttede hans stil an til flere generationer af finske arkitekters erfaringer og ideer, især Armas Lindgren, Goran Strengell og Sigurd Frosterus. Derudover var han påvirket af sin ven og samarbejdspartner Erik Brygmann, som ofte bliver urimeligt overset i fremstillinger om nordisk arkitektur.

Men ingen anden finsk arkitekt formåede i sammenlignelig grad at sætte formsprog på en så dyb kombination af etik og æstetik eller at virkeliggøre en så imponerende samling af mesterlige bygninger, der stadig virker som en del af vores samtid.

Ud over Aaltos ekstraordinære kunstneriske talenter – herunder en nuanceret tilgang til landskaber, en skulpturel håndtering af rumdimensioner, en raffineret brug af naturlige lyskilder og en suveræn sans for detaljer – var der også en eksplicit social dagsorden bag hans værker.

Han gik meget bevidst efter at skabe bygninger, der kunne berige dagligdagen for de mennesker, som skulle bruge dem. Hans håb var at frembringe »ting, der er i harmoni med mennesket og er organisk tilpasset til ’den lille mand på gaden’«.

En universel arv

Som Aalto forklarede i 1950: »Skal arkitekturen indtage sin rolle som humanistisk kulturel kraft, behøver vi værker, der er som støbt i materialiteten selv – ord alene hjælper ikke. De må have en monumental styrke, der kan give mennesker håb, tiltro og selvdisciplin – og de må have social bevidsthed og medfølelse med den menneskelige tragedie. Arkitekturen må være dybt rodfæstet i sted og i omstændigheder. Den kræver en fintfølende sans for form, og den må understøtte det menneskelige følelsesliv«.

Aaltos modvilje mod dogmatik gjorde ham til en kontroversiel figur blandt finske arkitekter. I 1930’erne fandt de førende i faget ham for internationalistisk orienteret. I 1950’erne mente de rationalister, som var dominerende inden for arkitektuddannelserne, at hans værk var alt for personligt og for særpræget finsk i sin brug af elementer fra den nationale tradition.

Mest besynderligt forkastede en ny generation af arkitekter med en udpræget ideologisk tilgang til arkitektur i 1960’erne hans værk som ikke tilstrækkeligt socialt bevidst (Arne Jacobsen led i Danmark en lignende skæbne).

I dag, hvor nye teknologier i stigende grad skiller os fra den fysiske verden og fra hinanden, og hvor store koncerners strategier har reduceret så megen arkitektur til reklameværdi, er det eksempel, Aalto satte så vigtigt som nogensinde. Som på engang indbegrebet af finsk og essentielt universelt legemliggør hans bygninger ideer og værdier, som kan slå bro over de tilsyneladende kløfter mellem natur og kultur, mellem individ og samfund.

Hovedværker i moderne finsk arkitektur

Lars Sonck, Telefonföreningens Hus

Helsinki, 1903-07

Soncks nationalromantiske stiløvelse i rå granit har inspirationstræk fra middelalderborge, mens deres forskelligartede vinduer og irregulære placeringer peger frem imod funktionalismen.

Elien Saarinen, Helsinki Hovedbanegård

1904-19

 Saarinens monumentale komposition kombinerer aspekter af nationalromantik og tysk Jugendstil som en fantasi hugget i rød granit. De gigantiske statuer, opstillet parvis på begge sider af hovedindgangen, griber med deres hænder om lanterner, hvilket resulterer i en næsten surrealistisk atmosfære.

Johan Sigfred Sirén, Rigsdagsbygningen i Helsinki

1924-31

Denne neoklassiske bygning symboliserer Finlands ambitioner om at slutte sig til de vestlige demokratiers fællesskab. Siréns forenklede version af brug af klassiske elementer blev til et vigtigt forbillede for den generation af funktionalister, der var på vej frem.

Erik Bryggman, Uppståndelsekapellet

Turku, 1938-41

Tryllebundet af Gunnar Asplund, Sveriges pionér inden for moderne nordisk arkitektur, skabte Bryggman et lysfuldt kapel, der åbner sig til en omgivende skov – et virkemiddel, som Alvar Aalto ikke undlod at notere sig.

Alvar Aalto, Kela/Folkepensionsanstalten

Helsinki, 1948-56

Bygningens form udtrykker i sin brug af materialer og med sine omhyggeligt udførte detaljer Aaltos faste forsæt om at bibringe sine medborgere en menneskelig og personlig oplevelse i mødet med en bureaukratisk statslig institution. Alle offentlige bygninger burde leve op til den kvalitet.

Aarne Ervi, Hiljahousing

Myllytie, Helsinki, 1960-62

 I 1960’erne tog Aaltos tidligere assistenter hans principper i brug i industrielle byggeteknikker. Målet var at forbedre boligstandarden. Et af de bedste eksempler er Ervis to- og treetages boligejendomme, opført på en skråning og beklædt med keramiske plader.

Tapiola-distriktet

Espoo (vest for Helsinki)

Som en af de første nye forstæder opført i 1950’erne og 60’erne omfatter denne ’skovby’ flere markante bygninger tegnet af betydelige arkitekter, deriblandt Aarne Ervi, Kaija og Heikki Sirén, Aarno Ruusuvouori, Viljo Revell og Aalto, hvis lejlighedsbyggerier hører til hans fineste boligejendomme.

Aftryk i Danmark

 I Danmark har vi flere eksempler på fremragende finsk arkitektur. Bl.a. Aaltos vigtigste kunstmuseum, Nordjyllands Kunstmuseum opført fra 1958-72 sammen med hans danske kollega Jean-Jacques Baruël, da Aalto var på højdepunktet af sin skaberkraft. Museet er kendetegnet ved en bemærkelsesværdig brug af lysindfald fra ovenlysvinduer – en materialisering af Aaltos princip om, at »lys er for et kunstgalleri, hvad akustik er for en koncertsal«.

Den Europæiske Filmhøjskole ved Ebeltoft og dens kollegiebygninger er designet af Mikko Heikkinen og Markku Komonen, to hovedskikkelser i den finske modernismes genfødsel. Indviet i 1993 er det henkastede arrangement af elementer i landskabet og de mange rum i relativt lille målestok et udpræget finsk kendetegn trods de over 1.500 km til Finland.

Oversat af Niels Ivar Larsen