Læsetid: 8 min.

Drabsforsker: Hvorfor ikke bare kalde terroristen for massemorder?

Vi skal holde op med at ophøje soloterroristen ved at tale om, hvad han vil opnå, og i stedet se på ham som en almindelig drabsmand. Det mener den hollandske drabsforsker Marieke Liem, der har lavet den første europæiske sammenligning af almindelige drabsmænd med de såkaldte ’lone actors’
Terrorister, der handler på egen hånd, har forskellige motiver. Men sammenligner man dem med almindelige drabsmænd, viser der sig at være mange ligheder i den sociodemografiske baggrund på tværs af de to grupper.

Øverst fra venstre: Højreekstremisten Anders Behring Breivik, der stod bag massakren på Utøya i 2011.

Til højre: Omar El-Hussein, der angreb Krudttønden og Synagogen i København i 2015.

Nederst fra venstre: Rakhmat Akilov, der i april 2017 dræbte fem mennesker i det centrale Stockholm med en lastbil.

Til højre: Matematikprofessoren Ted Kaczynski, der gennem mange år sendte brevbomber til universiteter og flyselskaber. 

Terrorister, der handler på egen hånd, har forskellige motiver. Men sammenligner man dem med almindelige drabsmænd, viser der sig at være mange ligheder i den sociodemografiske baggrund på tværs af de to grupper.

Øverst fra venstre: Højreekstremisten Anders Behring Breivik, der stod bag massakren på Utøya i 2011.

Til højre: Omar El-Hussein, der angreb Krudttønden og Synagogen i København i 2015.

Nederst fra venstre: Rakhmat Akilov, der i april 2017 dræbte fem mennesker i det centrale Stockholm med en lastbil.

Til højre: Matematikprofessoren Ted Kaczynski, der gennem mange år sendte brevbomber til universiteter og flyselskaber. 

LISE AASERUD

30. december 2017

Forestil dig følgende scenarium:

En psykotisk mand er overbevist om, at regeringen spionerer imod ham. Han møder op i parlamentet og angriber en politiker med en økse. Han bliver med det samme beskrevet som terrorist, og medierne rapporterer live fra stedet.

Lad os tage den samme mand igen. Overbevist om at regeringen spionerer imod ham med kameraer i væggene, sætter han ild til sin lejlighed. Under branden dør hans nabo af røgforgiftning. Den begivenhed bliver beskrevet med en note i avisen, og manden bliver sendt på et psykiatrisk hospital, og vi hører aldrig om ham igen.

»Den samme mand, der udtrykker sin sygdom på to forskellige måder, bliver klassificeret som to helt forskellige personer. Men spørgsmålet er, hvor forskellige de to personer egentlig er, hvis man ser på den underliggende årsag til adfærden,« siger Marieke Liem.

Hun er lektor og ph.d. i retsmedicinsk psykologi ved Universiteit Leiden i Haag med speciale i drab.

Sammen med fire andre forskere fra samme universitet har hun undersøgt og sammenlignet 98 gerningsmænd, som har begået terrorisme alene – såkaldte lone actors – med 300 ’almindelige’ drabsmænd. Det er den første europæiske sammenligning af de to grupper.

»Ofte bliver drab og terrorisme set som to helt forskellige fænomener. Men der bliver jo begået en del drab i terrorismens navn. Så vi ønskede at finde ud af, om der er tale om en helt anden type dødelig vold, eller om det handler om, at vi som samfund ser dem gennem en bestemt politisk linse og klassificerer dem forskelligt,« siger Marieke Liem.

Hun henviser til ordsproget: ’Den ene mands terrorist – en anden mands frihedskæmper.’

Hvorvidt der er tale om terrorisme eller frihedskamp, afhænger af øjnene, der ser. Den største forskel mellem de to grupper er i udførslen og målet for handlingen. Men går man bag aktionerne og ser på gerningsmændes baggrund, er der mange ligheder, påpeger forskerne.

Ikke helt alene

Terrorister, der handler på egen hånd, har været kendt i mange år, men fænomenet er i vækst. Det seneste år er både Las Vegas, Manchester, London og Stockholm blevet ramt af angreb på store grupper mennesker udført af enkeltpersoner.

De enlige terrorister er sværere at opspore for myndighederne end celler, fordi de sjældent kommunikerer med andre om deres forehavende. I offentligheden har de fået tilnavne som ’ensomme ulve’ eller ’soloterrorister’, men Marieke Liem og hendes forskergruppe foretrækker definitionen lone actor – på dansk ’enlig aktør.’

»Begrebet ’ensom ulv’ har et romantisk og glorificerende skær – sådan lidt ’vilddyret ude på jagt’, som jeg finder misvisende,« siger Marieke Liem.

Men selv om man vælger definitionen enlig aktør, kan man faktisk diskutere, hvorvidt de rent faktisk er alene. Begrebet bliver nemlig også brugt til at beskrive, når terrorister opererer i par, i grupper på tre eller endda i små celler, siger Marieke Liem:

»Timothy McVeigh, som stod bag Oklahoma-bombningen i 1995, der kostede 168 mennesker livet, er nærmest definitionen på en ’enlig aktør’. Men han fik jo faktisk hjælp af Terry Nichols,« siger Marieke Liem med henvisning til manden, der var med i den indledende planlægning og hjalp McVeigh med at skaffe blandt andet dynamit.

Krævende aktioner

De 98 gerningsmænd i forskningsprojektet har til sammen gennemført 79 angreb mellem 2000-2016. Men der er tale om vidt forskellige motiver.

Liem opdeler gerningsmændene i ikke mindre end seks forskellige typer, som adskiller sig meget fra hinanden: Skoleskyderier, religiøst motiverede angreb, angreb begået af højreorienterede aktører som nynazister, venstreorienterede aktører med eksempelvis miljøaktivistisk motiv og etnoseparatister som eksempelvis ETA eller IRA. Den sjette gruppe er gerningsmænd med en enkeltsag – eksempelvis antiabort eller had mod bestemte institutioner.

Alligevel mener Marieke Liem, at man kan samlet set kan sammenligne gruppen med de 300 almindelige gerningsmænd. Og forskerne fandt mange ligheder: Det var altovervejende mænd, typisk i 30’erne – almindelige drabsmænd er dog i gennemsnit lidt ældre end terroristerne – de var ofte single, og cirka halvdelen i begge grupper var uden arbejde.

Den største forskel i den sociodemografiske baggrund fandt forskerne i forhold til uddannelse: 19 procent af terroristerne havde en længere uddannelse mod kun 9 procent af de almindelige drabsmænd.

»Drab er en kriminalitetsform, der knytter sig til underklassen. Det er typisk mennesker med en kriminel baggrund og tidligere voldelig adfærd, som har et højt forbrug af rusmidler, som vælger at løse deres problemer på denne måde,« forklarer Liem.

For de enlige aktører, derimod, er der tale om aktioner, som kan være krævende:

»Det kræver en vis intelligens og uddannelse at planlægge og gennemføre et angreb med mange ofre uden at blive opdaget. Særligt i Europa er det eksempelvis blevet utroligt svært at skaffe sprængstof,« siger Marieke Liem og peger på, at Anders Behring Breivik måtte gå igennem meget besvær for at skaffe sig gødning og nitroglycerin.

»Der er ganske enkelt brug for visse organisatoriske evner, for at det overhovedet skal lykkes.«

Flere ofre maksimerer effekten

Når det gælder selve gerningen, deler forskerne de to gruppers gerninger op i henholdsvis ’ekspressive’ og ’instrumentale’.

De almindelige drab sker typisk spontant på grund af en kontrovers i hjemlige omgivelser. Der er gerne rusmidler involveret, og gerningsmanden har ofte en fortid med voldelig adfærd. De almindelige drabsmænd ser ikke drabet som en løsning på et større problem – der er tale om en ekspressiv gerning.

I modsætning til den enlige aktør. For dem er drabet et instrument til at opnå noget, og selve gerningen er planlagt.

»Den enlige aktør ønsker at få sit budskab ud. Hans drab har et højere formål,« siger Marieke Liem.

Denne forskel på ’ekspressiv’ og ’instrumental’ kommer også til udtryk i selve måden, drabene bliver udført på: Terroristen bruger typisk skydevåben (37 procent) og sprængstof (20 procent), mens almindelige drabsmænd bruger det, de har inden for rækkevidde: knive (38 procent), deres hænder (8 procent) eller andre former for fysisk vold (13 procent).

Ser man på de 98 enlige aktørerers ideologi, var langt størstedelen religiøst motiverede – fire ud af ti – og heraf størstedelen jihadister. Den andenstørste gruppe var højreorienterede – tre ud af ti – som enten var motiveret af nynazistisk tænkning eller havde antiindvandrer- eller antiislamistiske sympatier.

At lone actors har en højere selvmordsrate i forbindelse med drabene er en del af samme billede:

»Det skyldes ikke kun, at de bruger eksempelvis sprængstof, men også at de har en vilje til at dø for deres sag. De er selv en del af det instrumentale,« siger Marieke Liem.

Eftersom det ofte handler om at få et ideologisk budskab ud, betyder antallet af ofre meget for at maksimere effekten – hvilket kan forklare, at den enlige aktør ofte vælger steder med mange mennesker. Men selv om det for udenforstående kan virke, som om terroristens ofre er tilfældige, er det ikke sådan for gerningsmanden:

»For os ser det ud, som om gerningsmanden angriber mennesker i et indkøbscenter eller til en koncert, simpelthen fordi de tilfældigvis befandt sig der, men i gerningsmandens øjne, er de et symbol på det kapitalistiske samfund, eller de er vantro, fordi de går til en Ariana Grande-koncert,« siger Marieke Liem og peger på Ted Kaczynski som eksempel.

Una-bombemanden sendte bomber med breve til flyselskaber og universiteter.

»De mennesker, der åbnede brevene, var ikke nogle, han kendte, men for ham repræsenterede de en verden, han var modstander af.«

Kald dem massemordere

Undersøgelsen viser også, at hver tredje af de enlige aktører havde psykiske problemer. En andel, der svarer til andelen i den generelle europæiske befolkning i løbet af et liv, påpeger Marieke Liem.

Derfor skal vi passe på med at afskrive dem som mentalt forstyrrede.

»Det er så nemt at læne sig tilbage og sige: ’Nåh, han var ikke helt normal.’ Så er det lettere at forstå. Det er et rart argument for os, men det er ikke nødvendigvis validt.«

Forskerne konkluderer, at selv om man ofte i eksempelvis medieomtale kalder de enlige aktører for ’ensomme,’ er det ikke nødvendigvis tilfældet. Og den almindelige drabsmand handler faktisk oftere alene:

»Lone actors kan godt være socialt isolerede. Men de er ikke nødvendigvis ensomme. Mange af dem oplever, at de er del af en stor gruppe, som stimulerer dem. Det gælder særligt de religiøst eller politisk motiverede angreb. En gerningsmand som Anders Behring Breivik valgte selv at være socialt isoleret for ikke at blive distraheret og afsløret. Men han følte, at han havde et helt samfund bag sig af tempelriddere, som støttede ham på hans færd,« siger Marieke Liem.

En vigtig pointe for forskerne er, at vi frem for at tale om terrorisme hellere skal kalde de enlige aktører for massemordere.

»Jeg mener, vi skal holde de politiske forestillinger ude af det. Hvorfor ikke tage det ud af politisk kontekst, tilbage til forskningen og betragte dem ud fra et akademisk vinkel? Vi kalder dem ’enlige aktører’ eller ’soloterrorister’, fordi vi er bekymrede for dem. Men hvorfor ikke kalde dem massemordere? Det, de gør, er jo at dræbe mange mennesker på en gang.«

– Men er det overhovedet muligt at fjerne den politiske kontekst, når der er tale om gerningsmænd drevet af politiske eller religiøse motiver?

»Jeg ved ikke, om det kan lade sig gøre. Men vi bør finde en anden måde at se på dem og tale om dem frem for at klassificere dem ud fra situationen. Det skyldes, at der er flere ligheder end forskelle, når man sammenligner dem med andre typer drabsmænd,« siger Marieke Liem og fortsætter:

»Frem for at glorificere dem ved at skrive og sige en helt masse om, hvad de forsøger at opnå, skal vi i højere grad gå tilbage og se på terroristerne som almindelige drabsmænd. Gerningsmænd, som har taget flere andre menneskers liv.«

For når drabet bliver politiseret, ændrer det ikke bare vores syn på hændelsen – det bestemmer også, hvilke straffelove der træder i kraft, hvilke organisationer der skal involveres, og hvordan vi ser på forebyggelse, påpeger Marieke.

Frem for at fokusere på de få gerningsmænd, som er spredt ud over en lang række europæiske lande, kan man bruge ligheder fra den viden, man har om almindelige gerningsmænd, til forebyggelse også på dette område, forklarer hun.

»Sammenligner man denne lille gruppe med almindelig dødelig vold, får man et meget større materiale. Sådan kan man blive klogere på begge grupper,« siger Marieke Liem.

’European Lone Actor Terrorists Versus ’Common’ Homicide Offenders: An Emperical Analysis’. Marieke Liem, Jelle van Buuren, Jeanine de Roy van Zuijdewijn, Hanneke Schönberger og Edwin Bakker. Homicide Studies, Universiteit Leiden

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • Hanne Pedersen
  • David Zennaro
  • Per Jongberg
  • Anker Nielsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
Alvin Jensen, Hanne Pedersen, David Zennaro, Per Jongberg, Anker Nielsen, Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Det hele ville være skønt, mere afdæmpet sprogbrug, kortere artikler og fravalg af billeder. I den bedste af alle verdener kunne mediestøtten koncentreres på medier der undlader spektakulære historier om massemord.

Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, Jens Kofoed, Steffen Gliese, David Zennaro, Karsten Lundsby, Povl Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Mette Poulsen

Jeg har svært ved at se formålet med at fjerne politiske motiver fra kriminelle handlinger. Hvorfor? Vil det give et bedre billede af hvad der gennem årtier har foregået i Nordirland eller hvad der lige nu sker i dele af Østeuropa? Ikke set med mine øjne. Konteksten for mord er da netop relevant, også selvom man ikke kan forstå motivet, hvis det er noget så højtravende som religion/politik fremfor simpel grådighed eller had.